Man havde det år planlagt at holde et firedages områdestævne fra den 25. til den 28. november. Der var undtagelsestilstand i Paraguay, og derfor skulle man indhente tilladelse hos politiet til enhver form for mødeaktivitet. Ville dette blive et problem? Brødrene havde allerede truffet aftale om at leje et auditorium. Men da de henvendte sig til politiet for at få tilladelsen, fik de at vide at de ikke kunne afholde stævnet. Hvorfor ikke? En betjent indrømmede at præsterne lagde pres på dem. Efter mange besøg og megen argumenteren fik brødrene at vide at de stadig ikke kunne få en tilladelse, men at politiet ville kigge den anden vej under stævnet. Klogt nok undlod brødrene at avertere stævnet i avisen eller ved hjælp af løbesedler. Alle invitationer var mundtlige. Stævnet forløb glat.

Den religiøse modstand fortsætter

De katolske præster helmede ikke i deres bestræbelser for at standse Jehovas Vidner. Mod slutningen af 1955 ville brødrene holde et lille kredsstævne i Piribebuy, som ligger 72 kilometer øst for hovedstaden. Efter solnedgang på stævnets første dag fik en præst en pøbelskare bevæbnet med køller og macheter til at afbryde mødet. En lokal skolelærer greb ind, og pøbelskaren forsvandt ud på vejen. Her stod de hele aftenen mens de råbte og kastede med sten og knaldfyrværkeri.

Den religiøse modstand kom igen til udtryk den 1. marts 1957; det skete i byen Itá, sydøst for hovedstaden. I god tid i forvejen havde brødrene på lovlig vis arrangeret et kredsstævne i denne by. Man havde indhentet tilladelse fra både de lokale myndigheder i Itá og fra politiet i hovedstaden. Men da brødrene begyndte at ankomme til stævnet, kunne de se at der var noget galt. Byen lignede en spøgelsesby. Gaderne var tomme; vinduer og døre var lukkede, og der var sat skodder for. Hvorfor?

Sognepræsten havde svoret at dette stævne ikke ville blive afholdt, og han havde gjort alt hvad der stod i hans magt, for at få det til at gå i opfyldelse. Han havde endda fået et fly til at sprede i tusindvis af løbesedler over landområdet. De indeholdt denne meddelelse: „Fredag den 1. marts 1957 klokken 17.30 vil der foran kirken være et stort opbud af katolske kristne fra byen og hele egnen. . . . Klokken 18.30 vil der være en overvældende manifestation af katolikker som afviser ’Jehovas (falske) vidner’. De protestantiske kættere har ingen ret til at holde noget stævne i Itá.“

Da brødrene hørte om præsten Ayalas planer, mente de at det var bedst at flytte stævnet fra det forholdsvis åbne mødested man havde lejet, til et af brødrenes hjem. Her ville man være mere beskyttet i tilfælde af angreb.

Kan du forestille dig situationen? I et hjem samledes omkring 60 fredselskende kristne for at fordybe sig i Guds ord. To husblokke derfra stod en tusindtallig skare — der voksede for hvert minut — og lyttede til præstens ordstrøm og opfordring til vold.

Ikke alle i mængden var enige med præsten. Solano Gamarra, en sekondløjtnant fra Paraguays luftvåben, forsøgte at dæmpe præsten. Han talte også med hans medpræster, men uden held. En af Ayalas medpræster blev så rasende at han gav løjtnanten en flækket læbe. Dette førte til at skaren som ulve kastede sig over løjtnanten og slog ham og tilføjede ham flere åbne sår i hovedet. Pøbelen rev skjorten af ham og hejste den op på en pæl for at brænde den af. Gamarra flygtede for livet.

Den blodtørstige hob vendte nu opmærksomheden mod stævnet og råbte: „Ned med Jehova!“ „Død over Jehova!“ Da de nærmede sig det hus hvor stævnet blev holdt, forsvandt den sparsomme politibeskyttelse. Brødrene barrikaderede døren indefra. Nogle fra pøbelen forsøgte at komme ind i baggården gennem naboens ejendom, men han ville ikke lade dem komme ind. Han havde ikke glemt at han i en sygdomsperiode var blevet venligt behandlet af den forkynder hvis hus nu blev angrebet. I mellemtiden satte brødrene deres lid til Jehova og fortsatte mødet som de bedst kunne. Af sikkerhedshensyn blev de alle i huset natten over. Næste dag bekendtgjorde politihovedkvarteret i Asunción at tilladelsen til at holde stævnet var inddraget fordi man ville beskytte forkynderne, og fordi det lokale politi ikke kunne klare pøbelskaren. Der blev lejet en bus, og de glade, syngende delegerede tog af sted til det kombinerede afdelingskontor/missionærhjem for at afvikle den sidste del af stævneprogrammet. De havde udholdt en trosprøve og var blevet styrket derved.