Side 2

Hvem holder ikke af en smuk park? Hvert år besøges verdens naturparker af millioner af campister, vandrere og andre. Yellowstone i USA (på dette foto) var den første naturpark der blev oprettet (i 1872); siden da har over hundrede lande gjort over 2000 områder til fredede områder — for eksempel Glacier National Park i USA, der ses på forsiden.

Hvorfor holder vi så meget af sådanne naturområder? Kan hele jorden en dag blive en naturpark? I dette nummer af Vågn op! ser vi på hvordan man i dag kan færdes sikkert i naturen — og hvordan hele jorden en dag vil blive som én stor naturpark.

Skabt til at finde glæde i naturen

DE FLESTE oplever en følelse af fred og tilfredshed når de har lejlighed til at slippe væk fra storbyens stress og larm og tager ud for at nyde den skønne natur. John Muir, der er kendt som en af de første naturfredningsfolk, har sagt: „Bjergparker og naturreservater er ikke alene kilder til tømmer og rent vand, de er også kilder til liv.“

Det kan derfor ikke overraske at Skaberen gav det første menneskepar en smuk, parklignende have som hjem. Den lå i et område der blev kaldt Eden, og blev derfor omtalt som „Edens have“. Denne have var forholdsvis stor, hvilket fremgår af at den blev gennemstrømmet af en flod som delte sig i fire store floder og af at „hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af“ fandtes i haven. — 1 Mosebog 2:8-10, 15.

Helt op til vort århundrede har de fleste mennesker boet steder hvor de kunne hente friske kræfter i sådanne ’livskilder’. Men så begyndte folk at klumpe sig sammen i storbyer, og menneskets ødelæggelse af den frie natur tog fart. Tanken om at frede visse områder som national- eller naturparker er derfor med rette blevet kaldt „en storslået og dristig idé“. Men hvornår og hvordan opstod egentlig denne idé?

De første naturparker

Selve ideen opstod sandsynligvis i 1870. En gruppe mænd der havde udforsket Yellowstone-området i De Forenede Stater, sad en aften omkring lejrbålet og talte om det storslåede de havde set. En af dem, Cornelius Hedges, der senere blev guvernør i Montana-territoriet, foreslog at man burde frede området som nationalpark til gavn for senere generationer. Denne tanke vandt begejstret tilslutning hos de andre i gruppen. To år senere blev planen godkendt, og i 1872 underskrev præsident Ulysses S. Grant den lov der gjorde Yellowstone til verdens første nationalpark.

Med Yellowstone som forbillede blev der senere i den australske delstat New South Wales oprettet et dyrereservat, der nu er kendt som Royal National Park. Og blot 13 år efter indvielsen af Yellowstone blev den tredje nationalpark i verden oprettet, i Alberta i Canada. Historien bag den er ganske interessant.

Den unge forbundsstat Canada var dengang i færd med at føre en jernbanelinje gennem Rocky Mountains ud til Stillehavskysten. Tre jernbanearbejdere var en dag i november 1883 gået på opdagelse i ødemarken omkring Fort Calgary. Dér opdagede de at varmt, mineralholdigt vand boblede op af jorden. De kommercielle udnyttelsesmuligheder af disse varme kilder var åbenbare, og der fulgte nu en række juridiske sværdslag om ejerforholdene.

Det varede imidlertid ikke længe før den canadiske regering greb ind. Den indså at området havde værdi som turistattraktion og ønskede derfor ikke at ejendomsretten skulle gå over på private hænder. I 1885 vedtog regeringen derfor en kongelig forordning hvorved området blev reserveret, som det hed, „til offentlighedens rekreation“, og „beskyttet mod salg, bebyggelse eller bosættelse“. Det oprindelige område på i alt 26 kvadratkilometer er siden blevet en del af den 6641 kvadratkilometer store Banff National Park.

I hele Canada er der nu omkring 30 sådanne parker med et samlet areal på størrelse med England. De Forenede Stater har mere end 300 fredede områder i sit National Park System, hvis samlede areal er mere end dobbelt så stort som England. Denne ’storslåede og dristige idé’ at frede områder som naturparker har vundet gehør over hele verden i en sådan grad at der nu findes over 2000 i omkring 120 forskellige lande.

Nye målsætninger

I begyndelsen fungerede for eksempel Banff-området i realiteten blot som kursted for nogle få privilegerede. Men som en af grundlæggerne sagde: „Eftersom vi ikke kan eksportere landskabet må vi importere turisterne.“ Og turisterne er kommet — i så stort tal at visse nationalparker ligefrem er blevet overfyldte og overbelastede. „Trængselen chokerede os — det var som at gå på Manhattans gader [New York City],“ udbrød en familie efter at have besøgt Yellowstone. I nogle parker har det været nødvendigt at uddanne opsynsfolkene til at varetage regulære politiopgaver og narkotikakontrol.

I den seneste tid har man dog gjort sig større anstrengelser for at bevare parkerne i deres naturlige tilstand. For eksempel har man i den berømte californiske Yosemite National Park overvejet at fjerne en servicestation, souvenirbutikker, skøjte-, golf- og tennisbaner samt swimmingpools. De respektive ledelser for naturparkerne forsøger at tilvejebringe rekreative faciliteter som også på længere sigt er forenelige med naturbeskyttelsesarbejdet.

Dette kommer klart til udtryk i Canadas naturpolitiske handlingsplan fra 1979, hvori det hedder at nationalparker ’til enhver tid skal tjene til at beskytte repræsentative naturområder og bevare dem uskadte til gavn for kommende generationer’.

Mange naturparker har som vigtigste målsætning at beskytte dyrelivet. I Italien er Gran Paradiso-nationalparken, som blev oprettet i 1922, med til at bevare stenbukken, der engang blev jaget i en sådan grad at den var ved at uddø. Og i Indien er Gir Forest-reservatet, der blev oprettet i 1965, tilflugtssted for de sidste eksemplarer af den asiatiske løve, som engang fandtes i hele landet. Man har anslået at der i Nordamerika tidligere fandtes 60 millioner bisonokser eller bøfler. Ved århundredskiftet var bisonoksen ikke desto mindre ved at uddø. Men som følge af de beskyttelsesforanstaltninger man har truffet, findes der nu tusinder af dem, blandt andet i den store Wood Buffalo Nationalpark.

Ja, det at besøge en naturpark, vandre i vildmarken og opleve dyrene i deres naturlige omgivelser virker overordentlig velgørende på sindet. Det er stadig en kilde til fornyet livskraft. Men der er visse farer man må være opmærksom på.

Nyd naturen med omtanke

Af en opsynsmand i Waterton Lakes National Park

OPSYNSMÆND i naturparker må ofte tage sig af eftersøgnings- og redningsopgaver fordi turister glemmer at bruge deres sunde fornuft og derfor kommer i vanskeligheder. I ét tilfælde var to unge mænd ikke vendt tilbage fra en klatretur på et bjerg i nærheden af Banff-nationalparken. Deres forældre kontaktede vagttjenesten, og kort efter fandt vi deres bil. I en kraftig kikkert fik vi øje på en klatrer der sad på en klippeafsats, ude af stand til at bevæge sig.

Vi klatrede op til ham, og da vi nærmede os råbte vi til ham og spurgte hvor hans kammerat var henne. „Er han højere oppe end dig eller er han længere nede?“ Men vi fik kun et grynt til svar. Når folk befinder sig i en presset situation mister de somme tider enhver virkelighedsfornemmelse. Vi fandt hans kammerat længere nede — dræbt ved et styrt. Når sådanne ulykker indtræffer er der altid begået menneskelige fejl.

Når folk henvender sig til os og forhører sig om vandreture, bjergklatring eller en tur gennem en lokalitet med bjørne, giver vi dem enkle og klare svar. Somme tider føler de besøgende måske at vi taler til dem som om de var børn. Men mange kan ganske enkelt ikke forestille sig at der kan ske dem noget i ødemarken eller i bjergene. De er utålmodige efter at komme af sted og har ingen anelse om hvad der venter dem. Derfor gentager vi oplysninger og advarsler igen og igen.

Hvad de to unge mænd angik, var alt hvad de havde som klatrereb en hejsesnor med en krog i den ene ende. De var pludselig havnet i en situation hvor de hverken kunne komme op eller ned. Den unge mand på klippeafsatsen var blevet lammet af skræk. Hans kammerat besluttede sig derfor til at klatre ned til den næste afsats ved hjælp af rebet og løbe efter hjælp. Da han vidste at han ville være borte nogen tid, efterlod han sin jakke hos sin kammerat, så han kunne holde varmen. Derefter begyndte han at klatre ned. Men krogen i rebet rev sig løs fra en klippesprække, og det kostede ham livet.

I bjørnenes land

Ved en anden lejlighed var et ægtepar ude på sidste etape af en vandretur gennem Boundary Creek nær Waterton i det sydlige Alberta. Pludselig fik de øje på en bjørn der kom ned ad stien, lige imod dem. Kvinden, der havde rygsæk på, kastede sig straks ned på jorden i fosterstilling med hænderne omkring nakken og knæene op under maven. Hendes mand, der var lammet af skræk, stod omkring 6 meter borte og så bjørnen nærme sig.

Bjørnen styrede lige hen til kvinden og gav sig til at flå i rygsækken for at finde føde. Den tilføjede hende også nogle sår på ryggen, hofterne og bagdelen. Først da gik det op for hendes mand at han måtte gøre noget. Han greb nogle sandwiches i sin rygsæk og kastede dem på jorden, men samtidig faldt der en gryde ud af hans rygsæk og ramte klippen. Denne støj fik bjørnen til at opgive sit forehavende og flygte ind i skoven. Ægteparret trak sig derefter skyndsomst tilbage. Eftersom bjørnen også tidligere havde forgrebet sig på mennesker var vi nødt til at aflive den.

Af dette kan man lære følgende: Hvis man har rygsæk på og en bjørn nærmer sig, skal man omgående kaste rygsækken fra sig. Bjørne lærer meget hurtigt at mennesker har mad i deres rygsække og vil ofte nærme sig for at få fat i den. Ved at kaste rygsæk, fotoudstyr eller andre genstande fra sig kan man bortlede bjørnens opmærksomhed og få lejlighed til at slippe bort.

Fotografer må passe på ikke at komme for tæt på når de vil tage billeder af bjørne. I foråret 1988 havde et ægtepar slået lejr et sted i Glacier National Park. De fik øje på en gråbjørnehun med tre unger. Manden sneg sig af sted med sit kamera og tog de første billeder fra en skråning over for bjørnene, hvor han var i sikker afstand. Men da bjørnene tilsyneladende ikke tog notits af ham blev han for dristig.

Forsigtigt bevægede han sig over på den anden side indtil han befandt sig i samme lavinespor som bjørnene. På billederne der senere blev fremkaldt ser man bjørnene tættere og tættere på. Han ville have sit livs billede og kom alt for tæt på hunbjørnen, så tæt at han overskred sikkerhedsafstanden og tvang bjørnen til enten at stikke af eller at angribe.

De sidste billeder på filmstrimmelen viser tydeligt at bjørnen havde fået nok og at den gik til angreb. Fotografen forsøgte at klatre op i et træ, men det var for sent. Bjørnen fik fat i ham og sårede ham dødeligt.

I Lake Louise-området i Banff-nationalparken blev en mand bidt i låret og hånden af en gråbjørnehun. Hun havde ganske vist to unger med sig, men der var ikke nogen logisk forklaring på hvorfor hun var gået til angreb fra en afstand af omkring 150 meter og havde efterladt sine unger uden beskyttelse. Normalt vil en bjørn ikke uden videre løbe så langt bort fra sine unger for at angribe et menneske.

Vi havde på fornemmelsen at mandens hund var løbet hen til bjørnen, som derefter havde fulgt hunden tilbage til dens ejer. Da vi antydede dette over for hundens ejer, benægtede han det, og citerede naturparkreglementet hvor der står at en hund hele tiden skal føres i snor og være under kontrol. Jeg sagde så, henvendt til min kollega der var sammen med mig, at vi var nødt til at aflive bjørnen. Manden reagerede omgående og spurgte hvorfor.

„Det ser ud til at bjørnen har angrebet uden grund,“ svarede vi, „derfor bliver vi nødt til at aflive den.“

Han tænkte sig om et øjeblik og sagde så: „OK. I har ret. Det skete nøjagtig som I siger. Min hund gik løs og generede bjørnen.“

Nogle har den idé at en hund er en beskyttelse når de vandrer i ødemarken. Faktisk forholder det sig stik modsat. En utrænet hund vil ofte løbe hen til en bjørn og begynde at gø, for derefter at komme halsende tilbage til sin forsvarsløse herre med den vrede bjørn efter sig.

Engang fik vi at vide at et barn var blevet bidt af en bjørn. Det viste sig at to børn havde leget på en grusbunke mens deres far fiskede i nærheden. Pludselig kom en bjørn brasende ud af buskadset, tog det ene barn og slæbte af med det. Faderen satte efter den, og det lykkedes ham at få fat i barnet, som bjørnen havde kastet fra sig.

Efter vort skøn var der tale om en forveksling. Da børnene havde kravlet rundt på alle fire, kan bjørnen have forvekslet dem med rålam eller måske med elgkalve. Bjørnen havde åbenbart sluppet barnet da den fandt ud af at dens bytte var et menneske. Desværre var det ene bid nok til at såre barnet dødeligt. Man gør derfor klogt i at huske at bjørne ikke er tamme blot fordi de befinder sig i en naturpark. De kan angribe børn og gør det i nogle tilfælde, som denne erfaring viser. Derfor må du hele tiden have dine børn ved siden af dig.

Når man færdes i et område med bjørne, skal man huske at lave støj. På den måde kan man undgå at overraske dem. Desuden er det mere sikkert at færdes flere sammen — for eksempel vil en gruppe på omkring syv personer holde næsten enhver bjørn på afstand. Hvis man på den anden side har været forholdsvis stille og får øje på en bjørn som ikke har set en, er det nok bedst at undgå pludselig, uventet støj for ikke at fremprovokere et angreb. Somme tider vil en overrasket bjørn simulere et angreb mens den snerrer og brummer truende. Denne advarsel betyder at man er kommet for tæt på. Det er på høje tid at trække sig forsigtigt og roligt tilbage og lade bjørnen i fred. Der er nemlig ingen mulighed for at vinde en styrkeprøve.

Man bør tage sig tid til at læse naturparkens informationsmateriale om bjørne, så man ved hvordan man skal forholde sig under ophold i en bjørnelokalitet.

Opsynspersonalets øvrige pligter

Ud over at holde kontrol med bjørnene afpatruljerer vi jævnlig parkens hovedveje, søer, campingpladser og bagland. Vi har også ansvar for lov og orden, naturpleje, bekæmpelse af ildebrande, samt for almindelig sikkerhed. Alt imens vi beskytter og passer naturparken må vi også beskytte folk mod dem selv.

For eksempel er der i Banff-nationalparken et populært område som kaldes Johnston Canyon, hvor man på cirka en time kan gå en skøn tur til nogle vandfald. Der er opsat skilte og gelændere for at folk ikke skal komme uden for stien. En kvinde ignorerede imidlertid afmærkningerne, gik omkring uden for afspærringen og klatrede ned til vandkanten for at vaske sine fødder. En anden kvinde der kom ad stien syntes det var en god idé og ville gøre det samme. Idyllen fik imidlertid en brat afslutning — hun trådte ud på et glat klippestykke, mistede fodfæstet og gled ud i den rivende strøm.

Den første kvinde rakte ud og fik fat i hendes hånd men kunne ikke holde hende. Strømmen førte hende med ud over vandfaldet, hvor hun mistede livet. Det var særlig tragisk fordi hun var på bryllupsrejse og var blevet gift blot tre dage forinden. Hvilket unødigt spild af liv — alt sammen fordi hun ignorerede skiltene og afspærringen!

I det store og hele er arbejdet som opsynsmand i naturparken dog præget af glæder. Vi er i meget høj grad ét med naturen i vores arbejde med at bevare og genopbygge den. Men det menneskelige element gør sig altid gældende, og som jeg har fortalt ender nogle besøg i naturparkerne med en tragedie. For langt de fleste er en sådan tur imidlertid udelukkende forbundet med gode og i nogle tilfælde også morsomme oplevelser.

For eksempel så en opsynsmand der kom kørende ad en stærkt trafikeret hovedvej gennem naturparken at en bil var parkeret i rabatten. En af passagererne var optaget af at fodre en bjørn gennem vinduet. Vagten gik over for at tale med føreren, mens bjørnen blev fodret på den anden side af bilen. Da de fik at vide at det de gjorde var både uforsvarligt og ulovligt, rullede passageren hurtigt vinduet op — til ærgrelse for bjørnen der omgående løb om på den anden side af bilen, hvor opsynsmanden stadig stod og talte med føreren. Den overraskede bjørn standsede brat op knap en meter fra opsynsmanden, tøvede og så ud som om den ville sige: „Jeg venter til det bliver min tur, hr. opsynsmand, men gør dig nu færdig i en fart!“

Opgaven som opsynsmand har ændret sig en hel del i de sidste tyve år. De besøgende i dag er ikke så veludrustede til at klare sig i ødemarken som de var før i tiden. Derfor dette råd: Hvis du planlægger en vandretur gennem øde områder, er shorts, T-shirts, sandaler eller gummisko og en let madpakke simpelt hen ikke tilstrækkeligt. Selv på en smuk sommerdag kan vejret hurtigt skifte til stærk blæst og sne, så man får forfrysninger eller bliver livsfarligt afkølet. Vær forberedt på alle eventualiteter, og hav altid ekstra mad og tøj med, så du kan gennemføre turen i god behold.

Desuden bør man aldrig tage på klatre- eller vandretur alene. Kend dine begrænsninger. Amatørbjergbestigere kan ikke præstere det samme i højder på 1400 til 2400 meter som de kan i lavlandet. Overvurdér derfor ikke din fysiske styrke — det vil altid være mere anstrengende end du forestiller dig. Begynd tidligt på dagen, og vend om i tilfælde af dårligt vejr.

Husk desuden på at du kun er gæst i naturen. Selv klipper og smådyr er fredede, ligesom blomster og den øvrige vegetation er det. Efterlad kun dine fodspor og vær tilfreds med at tage billeder og skønne minder med dig hjem.

[Illustration på side 7]

Det er nødvendigt at udvise den yderste forsigtighed i områder med gråbjørne

[Illustration på side 8]

Jeg arbejder som opsynsmand her i Waterton Lakes National Park

Nogle af verdens smukke naturparker

NEW ZEALAND

Fiordland National Park, som er New Zealands største, blev oprettet i 1904. Her findes imponerende kyststrækninger, høje bjerge, søer, floder, vandfald, skove og gletschere. Her opdagede man i 1948 en repræsentant for vandhønsenes familie som man troede var uddød, nemlig den ikkeflyvende takahe.

KENYA

Nairobi National Park ligger umiddelbart uden for Kenyas hovedstad, Nairobi, kun få minutters kørsel fra byens centrum. Dér kan man opleve bøfler, zebraer, gnuer, strudse, næsehorn, og løver der hviler sig helt uforstyrrede af de besøgende.

USA/CANADA

Waterton Lakes National Park, der ligger hvor prærien og bjergene mødes, blev oprettet i 1895, og Glacier National Park blev oprettet i 1910. På utallige opfordringer blev disse to naturparker i 1932 slået sammen til Waterton-Glacier International Peace Park — den første af sin art. Parken dækker et imponerende landskab og strækker sig tværs over den amerikansk-canadiske grænse. Gråbjørne, sorte bjørne, bjergfår, bjerggeder, elge og pumaer holder til i denne grænsepark, og det samme gør den storørede hjort, den hvidhalede hjort og wapitihjorten.

BRASILIEN/ARGENTINA

Iguaçú-nationalparken består i virkeligheden af to parker — den argentinske del, som blev oprettet i 1909, og den brasilianske del, som blev tilføjet i 1939. De verdensberømte Iguaçúfald er højere end Niagarafaldene og bredere end Afrikas Victoriafald. Her findes også nogle af verdens frodigste og smukkeste bevoksninger.

JAPAN

Nikko-nationalparken dækker et stort område med søer, vandfald, højsletter og bjerge — et typisk japansk landskab. Parken er hjemsted for den fredede japanske serov eller gedeantilope. Blandt andre dyr i parken kan nævnes den japanske brune bjørn og den japanske makak-abe.