5. Hvilket håb fik Jesu disciple i det første århundrede?

⁵ Jesus var ikke den eneste der ville blive oprejst til liv i himmelen. Paulus skrev til sine trosfæller i Rom at de var blevet salvet med hellig ånd til at være Guds sønner og Kristi medarvinger såfremt de befæstede deres salvelse ved at holde ud til enden. (Romerne 8:16, 17) Paulus forklarede også: „Hvis vi er blevet forenet med ham i en død der ligner hans, skal vi visselig også være det i en opstandelse der ligner hans.“ — Romerne 6:5.

Opstandelseshåbet forsvares

6. Hvorfor blev troen på opstandelsen udsat for angreb i Korinth, og hvordan reagerede apostelen Paulus?

⁶ Håbet om opstandelsen er en del af „grundlærdommen“ i den kristne tro. (Hebræerne 6:1, 2) Alligevel blev denne lære angrebet i Korinth. Nogle af menighedens medlemmer, som åbenbart havde ladet sig påvirke af græsk filosofi, sagde at „dødes opstandelse ikke finder sted“. (1 Korinther 15:12) Da apostelen Paulus hørte om dette, forsvarede han opstandelseshåbet, navnlig de salvede kristnes håb. Lad os se nærmere på Paulus’ ord, som vi finder i Første Korintherbrev, kapitel 15. Det vil være godt hvis vi i forvejen har læst kapitlet i dets helhed, som det blev anbefalet i den forrige artikel.

7. (a) Hvilket tema anslog Paulus? (b) Hvem så den opstandne Jesus?

⁷ I de to første vers af Første Korintherbrevs 15. kapitel fastlægger Paulus det tema han vil behandle: „Nu, brødre, gør jeg jer opmærksomme på den gode nyhed som jeg har forkyndt for jer, som I også har modtaget, som I også står i, som I også frelses ved, . . . medmindre I er blevet troende til ingen nytte.“ Hvis de kristne ikke holdt fast ved den gode nyhed, havde de modtaget sandheden til ingen nytte. Paulus fortsatte: „Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her, men nogle er sovet ind i døden. Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene; men til allersidst viste han sig også for mig som for en der er født i utide.“ — 1 Korinther 15:3-8.

8, 9. (a) Hvor stor betydning har troen på opstandelsen? (b) Ved hvilken lejlighed var det sandsynligvis at Jesus viste sig for „mere end fem hundrede brødre“?

⁸ For dem der havde taget imod den gode nyhed, var det ikke et spørgsmål om de ville vælge at tro på Jesu opstandelse. Der var mange øjenvidner som kunne bekræfte at „Kristus døde for vore synder“ og siden var blevet oprejst. En af dem var Kefas, bedre kendt under navnet Peter. Det må have været en stor trøst for Peter at Jesus viste sig for ham skønt han havde fornægtet Jesus den nat han blev forrådt og arresteret. „De tolv“, apostlene som gruppe betragtet, fik også besøg af den opstandne Jesus — en oplevelse der uden tvivl hjalp dem til at overvinde deres frygt og blive frimodige vidner om Jesu opstandelse. — Johannes 20:19-23; Apostelgerninger 2:32.

⁹ Kristus viste sig også for en større gruppe, „mere end fem hundrede brødre“. Eftersom det kun var i Galilæa han havde så mange disciple, sigtes der måske til den begivenhed der beskrives i Mattæus 28:16-20 da Jesus gav befalingen til at gøre disciple. Disse øjenvidner kunne aflægge et magtfuldt vidnesbyrd. Nogle af dem var stadig i live i år 55 da Paulus skrev sit første brev til korintherne. Men læg mærke til at der står om dem der var døde, at de var „sovet ind i døden“. De var endnu ikke blevet oprejst til deres himmelske belønning.

10. (a) Hvad skete der ved Jesu sidste møde med disciplene? (b) I hvilken forstand viste Jesus sig for Paulus „som for en der er født i utide“?

¹⁰ En anden der kunne bevidne at Jesus var opstået, var Jakob, søn af Josef og Jesu moder, Maria. Før opstandelsen havde Jakob åbenbart ikke været troende. (Johannes 7:5) Men efter at Jesus havde vist sig for ham, fik han tro og var måske med til at omvende sine andre brødre. (Apostelgerninger 1:13, 14) Den sidste gang Jesus mødtes med disciplene, ved den lejlighed hvor han steg op til himmelen, bemyndigede han dem til at „være vidner . . . til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:6-11) Senere viste han sig for Saulus fra Tarsus, der forfulgte de kristne. (Apostelgerninger 22:6-8) Jesus viste sig for Paulus „som for en der er født i utide“. Det var som om Paulus allerede var blevet oprejst til liv på et åndeligt plan og kunne se den herliggjorte Herre flere hundrede år før tiden var inde til de salvedes opstandelse. Denne oplevelse fik Saulus til med ét at holde op med at forfølge og myrde medlemmerne af den kristne menighed; den forårsagede en bemærkelsesværdig forandring i ham. (Apostelgerninger 9:3-9, 17-19) Saulus blev apostelen Paulus, en af de mest fremtrædende forsvarere af den kristne tro. — 1 Korinther 15:9, 10.

Troen på opstandelsen er grundlæggende

11. Hvordan argumenterede Paulus imod at „dødes opstandelse ikke finder sted“?

¹¹ Jesu opstandelse var således et velbevidnet faktum. „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted?“ argumenterer Paulus. (1 Korinther 15:12) De pågældende tvivlede ikke blot i deres stille sind på opstandelsen, men de gav åbenlyst udtryk for at de ikke troede på den. Paulus viser at deres ræsonnement var uholdbart. Han siger at hvis Kristus ikke var blevet oprejst, var det kristne budskab en løgn, og de der vidnede om Kristi opstandelse, var „falske vidner om Gud“. Hvis Kristus ikke var blevet oprejst, var der ikke blevet betalt nogen løsesum til Gud; de kristne var ’stadig i deres synder’. (1 Korinther 15:13-19; Romerne 3:23, 24; Hebræerne 9:11-14) Og de kristne der var „sovet ind i døden“, i nogle tilfælde som martyrer, var døde uden at have et reelt håb. De kristne ville befinde sig i en ynkværdig tilstand hvis dette liv var alt hvad de havde at håbe på! Deres lidelser ville være meningsløse.

12. (a) Hvad antyder Paulus når han kalder Kristus „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“? (b) Hvordan gjorde Kristus opstandelsen mulig?

¹² Men sådan forholdt det sig ikke. Paulus fortsætter: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde.“ Hvad mere er, han er „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. (1 Korinther 15:20) Da israelitterne lydigt gav Jehova førstegrøden af deres afgrøder, velsignede Jehova dem med en stor høst. (2 Mosebog 22:29, 30; 23:19; Ordsprogene 3:9, 10) Ved at kalde Kristus „førstegrøden“ antyder Paulus at der vil komme en yderligere høst af enkeltpersoner som vil blive oprejst fra døden til himmelsk liv. „Eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske,“ skriver Paulus. „For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ (1 Korinther 15:21, 22) Jesus gjorde opstandelsen mulig ved at give sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum og derved bane vejen for at menneskene kunne blive udfriet fra trældommen under synd og død. — Galaterne 1:4; 1 Peter 1:18, 19.a

13. (a) Hvornår finder den himmelske opstandelse sted? (b) Hvordan kan det være at ikke alle salvede ’skal sove ind i døden’?

¹³ Paulus fortsætter: „Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ (1 Korinther 15:23) Kristus blev oprejst i år 33. Hans salvede disciple — „de der tilhører ham“ — måtte imidlertid vente til kort efter at Jesu nærværelse som konge var begyndt, hvilket ifølge Bibelens profetier skete i 1914. (1 Thessaloniker 4:14-16; Åbenbaringen 11:18) Hvad så med dem der ville være i live under denne nærværelse? Paulus forklarer: „Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ (1 Korinther 15:51, 52) Det er tydeligvis ikke alle de salvede der må sove i graven og vente på en opstandelse. De der dør under Kristi nærværelse, forvandles i et nu. — Åbenbaringen 14:13.

14. I hvilken forstand bliver de salvede „døbt for at være døde“?

¹⁴ „Hvad vil ellers de gøre som bliver døbt for at være døde?“ spørger Paulus. „Hvis døde slet ikke oprejses, hvorfor bliver de da døbt for at være sådanne? Og hvorfor er vi i fare hver time?“ (1 Korinther 15:29, 30) Paulus mente ikke at levende blev døbt i stedet for nogle der var døde, sådan som nogle bibeloversættelser giver indtryk af. For at blive døbt skal man være en kristen discipel, og døde kan ikke blive disciple. (Johannes 4:1) Det Paulus taler om, er levende kristne, hvoraf mange, deriblandt Paulus selv, var „i fare hver time“. De salvede kristne var blevet ’døbt til Kristi død’. (Romerne 6:3) Siden deres salvelse var de så at sige blevet „døbt“ til et livsløb der ville føre til en død som Kristi død. (Markus 10:35-40) De ville dø med håbet om en opstandelse til liv i himmelen. — 1 Korinther 6:14; Filipperne 3:10, 11.

15. Hvilke farer har Paulus måske været ude for, og hvordan satte troen på opstandelsen ham i stand til at udholde dem?

¹⁵ Paulus forklarer nu at han selv havde været i så stor fare at han kunne sige: „Daglig står jeg ansigt til ansigt med døden.“ For at ingen skulle anklage ham for at overdrive, tilføjer han: „Dette forsikrer jeg ved den stolthed som jeg i Kristus Jesus, vor Herre, har af jer, brødre.“ I The Jerusalem Bible gengives verset på denne måde: „Jeg står ansigt til ansigt med døden hver dag, brødre, og det sværger jeg på ved min stolthed over jer i Kristus Jesus, vor Herre.“ Som et eksempel på de farer han kom ud for, nævner han i vers 32 at han havde „kæmpet med vilde dyr i Efesus“. Romerne henrettede ofte forbrydere ved at kaste dem for vilde dyr i arenaerne. Hvis Paulus havde kæmpet med bogstavelige vilddyr, kunne han kun have overlevet med Jehovas hjælp. Uden håb om en opstandelse ville det have været tåbeligt at vælge et livsløb der udsatte ham for en sådan fare. Uden håb om et fremtidigt liv ville det have været meningsløst at udholde de trængsler og ofre som tjenesten for Gud medførte. „Hvis døde ikke oprejses, så ’lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø’,“ siger Paulus. — 1 Korinther 15:31, 32; se også Andet Korintherbrev 1:8, 9; 11:23-27.

16. (a) Hvor kan udtrykket „lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“ have stammet fra? (b) Hvorfor var det farligt at gå ind for denne holdning?

¹⁶ Paulus citerede måske Esajas 22:13, der beskriver Jerusalems ulydige indbyggeres fatalistiske indstilling. Det er også muligt at han har tænkt på epikuræerne, som kun havde foragt tilovers for håbet om et liv efter døden og mente at nydelse var det højeste gode i livet. Hvordan det end forholdt sig, var den holdning at man blot skulle „spise og drikke“, en verdslig tankegang. Paulus siger derfor advarende: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Det kunne være farligt at komme sammen med dem der fornægtede opstandelsen. Dårligt selskab kan have spillet en rolle i de problemer som Paulus måtte tage sig af i menigheden i Korinth, som for eksempel kønslig umoralitet, splittelser, retssager og manglende respekt for Herrens aftensmåltid. — 1 Korinther 1:11; 5:1; 6:1; 11:20-22.

17. (a) Hvilken tilskyndelse gav Paulus korintherne? (b) Hvilke spørgsmål er endnu ikke blevet besvaret?

¹⁷ Paulus giver derfor korintherne denne stærke tilskyndelse: „Vågn op til ædruelighed i retfærdighed, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud. Jeg siger det for at få jer til at føle skam.“ (1 Korinther 15:34) Et negativt syn på opstandelsen gjorde nogle åndeligt sløve, som var de berusede. De måtte vågne op og forblive ædru. Også i dag må salvede kristne forblive åndeligt vågne og ikke lade sig påvirke af verdens skeptiske holdninger. De må holde fast ved deres håb om en opstandelse til liv i himmelen. Men der var stadig nogle spørgsmål som måtte besvares — for datidens korinthere og for os i dag. Man kunne for eksempel spørge: I hvilken skikkelse oprejses de 144.000 til himmelen? Og hvad vil der ske med de millioner der stadig befinder sig i graven, og som ikke har et himmelsk håb? Hvad vil opstandelsen betyde for dem? I den næste artikel vil vi gennemgå resten af Paulus’ behandling af opstandelsen.

’Døden tilintetgøres’

„Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ — 1 Korinther 15:26.

1, 2. (a) Hvilket håb for de døde fremholdt apostelen Paulus? (b) Hvilket spørgsmål om opstandelsen stillede Paulus?

„JEG tror på . . . kødets opstandelse og det evige liv.“ Sådan lyder en del af den apostolske trosbekendelse som både katolikker og protestanter pligtskyldigt fremsiger uden at vide at deres tro minder mere om græsk filosofi end det apostlene troede på. Apostelen Paulus afviste imidlertid den græske filosofi og troede ikke på sjælens udødelighed. Men han troede fuldt og fast på et kommende liv og skrev under inspiration: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Hvad indebærer dette for den døende menneskehed?

² For at besvare dette spørgsmål vil vi vende tilbage til Paulus’ behandling af opstandelsen i Første Korintherbrev, kapitel 15. Som nævnt fastslog Paulus i de indledende vers at opstandelsen er en uundværlig del af den kristne lære. Nu stiller han et specifikt spørgsmål: „Dog vil nogen sige: ’Hvorledes oprejses de døde? Ja, med hvilken slags legeme kommer de?’“ — 1 Korinther 15:35.

Hvilken slags legeme?

3. Hvorfor afviste nogle tanken om en opstandelse?

³ Paulus’ hensigt med at rejse dette spørgsmål kan have været at modvirke indflydelsen fra Platons filosofi. Platon lærte at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død. For dem der var vokset op med denne tanke, forekom den kristne lære uden tvivl overflødig. For hvis sjælen lever videre efter døden, hvad skal man så med en opstandelse? Dertil kom at tanken om en opstandelse sikkert virkede ulogisk. Når først legemet er blevet til støv, hvordan kan det da blive oprejst? Bibelkommentatoren Heinrich Meyer siger at nogle korintheres fjendtlige holdning muligvis var baseret på „det filosofiske grundlag at gendannelsen af legemets stof var en umulighed“.

4, 5. (a) Hvorfor var de ikketroendes indvendinger ikke holdbare? (b) Forklar Paulus’ illustration med ’det nøgne korn’. (c) Hvilken slags legemer giver Gud de salvede når de oprejses?

⁴ Paulus afslører hulheden i deres ræsonnementer: „Du ufornuftige! Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme.“ (1 Korinther 15:36-38) Gud havde ikke i sinde at oprejse de legemer menneskene havde mens de befandt sig på jorden. Der ville ske en forvandling.

⁵ Paulus sammenligner opstandelsen med et frø der spirer. Et lille hvedekorn har ingen lighed med den plante der vil vokse frem af det. I The World Book Encyclopedia står der: „Når et frø begynder at spire, opsuger det store mængder vand. Vandet forårsager mange kemiske forandringer i frøet. Det får også frøets indre væv til at svulme op og bryde gennem frøskallen.“ Frøet dør så at sige og bliver efterhånden til en plante. „Gud giver det et legeme“ i den forstand at han har fastlagt de videnskabelige love der styrer dets udvikling, og hver slags frø får et legeme efter sin egen art. (1 Mosebog 1:11) I lighed hermed dør de salvede kristne først som mennesker. På et senere tidspunkt, når Guds fastsatte tid er inde, bringer han dem tilbage til livet i helt nye legemer. Som Paulus skrev til filipperne: „Jesus Kristus . . . vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme.“ (Filipperne 3:20, 21; 2 Korinther 5:1, 2) De oprejses i åndelige legemer og lever på det åndelige plan. — 1 Johannes 3:2.

6. Hvorfor er det rimeligt at tro at Gud kan sørge for passende åndelegemer til de opstandne salvede?

⁶ Er dette for svært at tro? Nej. Paulus henviser til at dyr har mange forskellige slags legemer. Desuden stiller han himmelens engle op som en modsætning til mennesker af kød og blod idet han siger: „Der er himmelske legemer og jordiske legemer.“ Der er også stor variation i det livløse skaberværk. Længe før videnskaben opdagede himmellegemer som blå stjerner, røde kæmper og hvide dværge, skrev Paulus: „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ Er det i betragtning af dette ikke rimeligt at tro at Gud kan sørge for passende åndelegemer til de opstandne salvede? — 1 Korinther 15:39-41.

7. Hvad betyder henholdsvis uforgængelighed og udødelighed?

⁷ Paulus skriver derefter: „Således er det også med de dødes opstandelse. Der sås i forgængelighed, der oprejses i uforgængelighed.“ (1 Korinther 15:42) Et menneskelegeme er forgængeligt, selv hvis det er fuldkomment. Det kan slås ihjel. For eksempel skrev Paulus at den opstandne Jesus „ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse“. (Apostelgerninger 13:34) Han skulle aldrig vende tilbage til livet i et fuldkomment, men forgængeligt menneskelegeme. De legemer Gud giver de oprejste salvede, er uforgængelige — de kan ikke dø eller nedbrydes. Paulus fortsætter: „Der sås i vanære, der oprejses i herlighed. Der sås i svaghed, der oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme.“ (1 Korinther 15:43, 44) Desuden skriver han: „Dette dødelige må iføre sig udødelighed.“ Udødelighed indebærer et evigt, uopløseligt liv. (1 Korinther 15:53; Hebræerne 7:16) I denne forstand bærer de opstandne „billedet af den himmelske“, Jesus, der har gjort deres opstandelse mulig. — 1 Korinther 15:45-49.

8. (a) Hvordan ved vi at de opstandne har den samme personlighed som de havde mens de levede her på jorden? (b) Hvilke profetier opfyldes når opstandelsen finder sted?

⁸ Trods denne forvandling har de opstandne stadig den samme personlighed som de havde før de døde. De vil blive oprejst med de samme minder og de samme skønne kristne egenskaber. (Malakias 3:3; Åbenbaringen 21:10, 18) I denne henseende ligner de Jesus Kristus. Han blev forvandlet fra åndeskabning til menneske. Derefter døde han og blev oprejst som åndeskabning. Alligevel er Jesus Kristus „den samme i går og i dag og for evigt“. (Hebræerne 13:8) De salvede har således et storslået privilegium. Paulus skriver: „Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’ ’Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’“ — 1 Korinther 15:54, 55; Esajas 25:8; Hoseas 13:14.

En jordisk opstandelse?

9, 10. (a) Hvordan fremgår det af sammenhængen i Første Korintherbrev 15:24 hvad „enden“ er, og hvilke begivenheder finder sted i forbindelse med den? (b) Hvad må der ske for at døden kan blive tilintetgjort?

⁹ Er der nogen fremtid for de millioner der ikke har håb om udødeligt liv som åndeskabninger i himmelen? Ja! Efter at have forklaret at den himmelske opstandelse finder sted under Kristi nærværelse opridser Paulus hvad der så vil ske: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet.“ — 1 Korinther 15:23, 24.

¹⁰ „Enden“ er afslutningen på Kristi tusindårige herredømme, når Jesus ydmygt og loyalt overgiver Riget til sin Gud og Fader. (Åbenbaringen 20:4) Guds hensigt, „at sammenfatte alt igen, i Messias“, vil da være gennemført. (Efeserne 1:9, 10) Inden da vil Kristus dog have tilintetgjort „al regering og al myndighed og magt“ som modstår Guds suveræne vilje. Dette indebærer andet og mere end den tilintetgørelse der sker i Harmagedon. (Åbenbaringen 16:16; 19:11-21) Paulus skriver: „[Kristus] må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:25, 26) Ja, alle spor af den adamitiske synd og død vil være fjernet. Dette indebærer at Gud må have tømt „mindegravene“ ved at bringe de døde tilbage til livet. — Johannes 5:28.

11. (a) Hvordan ved vi at Gud kan genskabe døde sjæle? (b) Hvilken slags legemer vil de der oprejses til liv på jorden, få?

¹¹ Dette betyder en genskabelse af menneskesjæle. Er det muligt? Ja. Salme 104:29, 30 forsikrer os om at Gud er i stand til det: „Du tager deres ånd bort — de udånder, og til det støv de kommer fra, vender de tilbage. Du sender din ånd — de skabes.“ De opstandne vil være de samme personer som de var før de døde, men de behøver ikke nødvendigvis at have de samme legemer. Ligesom i tilfældet med dem der oprejses til himmelsk liv, vil Gud give dem et legeme sådan som han ønsker. Deres nye legemer vil uden tvivl være fysisk raske og have så stor lighed med deres oprindelige legeme at deres familie og venner kan genkende dem.

12. Hvornår finder den jordiske opstandelse sted?

¹² Hvornår vil den jordiske opstandelse finde sted? Marta sagde om sin døde broder, Lazarus: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:24) Hvordan kunne hun vide det? Opstandelsen var et omstridt emne på hendes tid, eftersom farisæerne troede på den mens saddukæerne ikke gjorde. (Apostelgerninger 23:8) Marta må have kendt til førkristne vidner der nærede håb om en opstandelse. (Hebræerne 11:35) Hun kan også ud fra Daniel 12:13 have forstået at opstandelsen vil finde sted på den yderste dag. Hun kan endda have fået det at vide af Jesus selv. (Johannes 6:39) Denne „yderste dag“ falder sammen med Kristi tusindårsrige. (Åbenbaringen 20:6) Tænk på den begejstring det vil vække når opstandelsen begynder på denne „dag“! — Jævnfør Lukas 24:41.

Hvem kommer tilbage?

13. Hvilket syn af opstandelsen er beskrevet i Åbenbaringen 20:12-14?

¹³ I Åbenbaringen 20:12-14 beskrives det syn Johannes fik af den jordiske opstandelse: „Jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“

14. Hvem vil være blandt de opstandne?

¹⁴ Opstandelsen vil omfatte „de store og de små“, både fremtrædende og mindre fremtrædende mennesker der har levet og er døde. Selv spædbørn vil være blandt de opstandne. (Jeremias 31:15, 16) I Apostelgerninger 24:15 åbenbares en anden betydningsfuld detalje: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ Nogle af de mest fremtrædende blandt „de retfærdige“ vil være fortidens trofaste mænd og kvinder, såsom Abel, Enok, Noa, Abraham, Sara og Rahab. (Hebræerne 11:1-40) Tænk at få mulighed for at tale med dem og høre hvad de som øjenvidner har at fortælle om bibelske begivenheder der udspillede sig for længe siden! „De retfærdige“ vil også omfatte de tusinder af gudfrygtige som er døde i nyere tid, og som ikke havde et himmelsk håb. Vi har sikkert alle slægtninge eller venner blandt disse. Det er en stor trøst at vide at vi kan få dem at se igen. Men hvem er så „de uretfærdige“ som også vil få en opstandelse? De omfatter de millioner, måske milliarder, der er døde uden at have haft mulighed for at lære Bibelens sandheder at kende og leve efter dem.

15. Hvad betyder det at de opstandne vil blive „dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne“?

¹⁵ Hvordan vil de opstandne blive „dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger“? Disse skriftruller indeholder ikke en beretning om deres gerninger før i tiden; da de døde, blev de frikendt fra de synder de havde begået mens de levede. (Romerne 6:7, 23) De opstandne vil imidlertid stadig være underlagt den adamitiske synd. Disse skriftruller må derfor indeholde anvisninger fra Gud som alle må følge for fuldt ud at få gavn af Jesu Kristi offer. Når det sidste spor af den adamitiske synd er fjernet, vil døden være fuldstændig tilintetgjort. Ved tusindårsrigets afslutning vil Gud „være alt for alle“. (1 Korinther 15:28) Menneskene vil ikke længere have behov for en ypperstepræsts eller genløsers formidlende tjeneste. Hele menneskeheden vil være genrejst til det fuldkomne stade som Adam oprindelig befandt sig på.

Opstandelsen vil foregå i ro og orden

16. (a) Hvorfor er det rimeligt at tro at opstandelsen vil finde sted på en ordenspræget måde? (b) Hvem vil sandsynligvis være blandt de første der vender tilbage fra de døde?

¹⁶ Eftersom den himmelske opstandelse foregår i ro og orden, „hver i sit hold“, er det indlysende at den jordiske opstandelse ikke vil forårsage en kaotisk befolkningseksplosion. (1 Korinther 15:23) De nyopstandne vil naturligvis have behov for omsorg. (Jævnfør Lukas 8:55.) De vil have behov for fysisk hjælp og — hvad der er endnu vigtigere — åndelig hjælp til at tilegne sig livgivende kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus. (Johannes 17:3) Hvis alle vendte tilbage til livet på samme tid, ville det være umuligt at yde dem tilstrækkelig omsorg. Det er derfor rimeligt at antage at opstandelsen vil finde sted lidt efter lidt. De trofaste kristne der døde kort før afslutningen på Satans ordning, vil sandsynligvis være blandt de første der oprejses. Vi kan også forvente at fortidens trofaste der skal tjene som „fyrster“, vil få en tidlig opstandelse. — Salme 45:16.

17. Hvilke detaljer om opstandelsen nævner Bibelen ikke noget om, og hvorfor bør kristne ikke gå for højt op i disse spørgsmål?

¹⁷ Vi bør dog ikke være dogmatiske med hensyn til disse detaljer. Der er mange spørgsmål som Bibelen ikke besvarer. Den forklarer ikke i enkeltheder hvordan, hvornår eller hvor menneskene vil blive oprejst. Den oplyser ikke hvordan de opstandne skal få mad, tøj og tag over hovedet. Vi kan heller ikke sige med sikkerhed hvordan Jehova vil sørge for at de opstandne børn får den nødvendige omsorg og opdragelse, eller hvordan han vil løse visse problemer der måske har med vore venner og slægtninge at gøre. Det er ganske naturligt at vi gør os nogle tanker om alt dette, men det vil ikke være klogt at bruge tid på at forsøge at besvare spørgsmål som simpelt hen ikke kan besvares i øjeblikket. Vi må koncentrere os om at tjene Jehova trofast og opnå evigt liv. De salvede kristne ser frem til en herlig opstandelse til liv i himmelen. (2 Peter 1:10, 11) De „andre får“ ser frem til en evig arv i Guds riges jordiske domæne. (Johannes 10:16; Mattæus 25:33, 34) Med hensyn til de mange detaljer om opstandelsen som vi ikke kender noget til, må vi ganske enkelt stole på Jehova. Vores fremtidige lykke hviler trygt i hånden på ham der kan ’mætte alt levende med hvad det ønsker’. — Salme 145:16; Jeremias 17:7.

18. (a) Hvilken sejr omtaler Paulus? (b) Hvorfor har vi fuld tillid til opstandelseshåbet?

¹⁸ Paulus slutter sit ræsonnement med udbruddet: „Tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!“ (1 Korinther 15:57) Ja, den adamitiske død er blevet besejret ved Jesu Kristi sonoffer, og både de salvede og ’de andre får’ har del i denne sejr. De ’andre får’ der lever i dag, har et håb der er ganske unikt for denne generation. Som medlemmer af en stadig voksende „stor skare“ har de mulighed for at overleve den kommende „store trængsel“ og aldrig dø. (Åbenbaringen 7:9, 14) Og de der dør på grund af „tid og tilfælde“ eller bliver slået ihjel af Satans håndlangere, kan sætte deres lid til opstandelseshåbet. — Prædikeren 9:11.

19. Hvilken tilskyndelse bør alle kristne i dag tage til sig?

¹⁹ Vi ser derfor ivrigt frem til den dag hvor døden vil blive tilintetgjort. Vores urokkelige tillid til Jehovas løfte om en opstandelse giver os et realistisk syn på livet. Hvad vi end måtte komme ud for i dette liv — om vi så skulle dø — kan intet berøve os den belønning Jehova har lovet os. Paulus’ sidste tilskyndelse til korintherne er derfor lige så aktuel i dag som den var for to tusind år siden: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.