1. Hvordan blev opstandelsen et stridsspørgsmål i Sanhedrinet?

VED slutningen af sin tredje missionsrejse i år 56 befandt apostelen Paulus sig i Jerusalem. Efter at han var blevet arresteret af romerne, fik han lov til at møde for den jødiske højesteret, Sanhedrinet. (Apostelgerninger 22:29, 30) Paulus iagttog medlemmerne af denne domstol og lagde mærke til at nogle af dem var saddukæere og andre farisæere. Disse to grupper var uenige i et vigtigt spørgsmål. Saddukæerne benægtede opstandelsen, hvorimod farisæerne troede på den. For at vise hvor han selv stod i dette spørgsmål, erklærede Paulus: „Mænd, brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse jeg står og skal dømmes.“ Med denne udtalelse skabte han forvirring i forsamlingen. — Apostelgerninger 23:6-9.

2. Hvorfor var Paulus parat til at forsvare sin tro på opstandelsen?

² Da Paulus flere år tidligere havde været på vej til Damaskus, havde han fået et syn og hørt Jesu stemme. Paulus havde endda spurgt Jesus: „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ Og Jesus havde svaret: „Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som det er bestemt du skal gøre.“ Da Paulus kom til Damaskus, blev han opsøgt af en hjælpsom kristen discipel ved navn Ananias, der fortalte ham følgende: „Vore forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og til at se den Retfærdige [den opstandne Jesus] og høre hans munds røst.“ (Apostelgerninger 22:6-16) Det er derfor ikke så underligt at Paulus nu var parat til at forsvare sin tro på opstandelsen. — 1 Peter 3:15.

Forkyndte offentligt håbet om en opstandelse

3, 4. Hvordan beviste Paulus at han var en modig forsvarer af troen på opstandelsen, og hvad kan vi lære af hans eksempel?

³ Senere blev Paulus bragt for landshøvdingen Felix. Ved denne lejlighed anklagede Tertullus, „en offentlig taler“ der fremlagde jødernes sag imod Paulus, ham for at stifte oprør og være anfører for en sekt. Som svar erklærede Paulus uden tøven: „Jeg indrømmer dette over for dig: i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder jeg mine forfædres Gud hellig tjeneste.“ Og med det samme tog han det egentlige spørgsmål op idet han sagde: „Jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 23:23, 24; 24:1-8, 14, 15.

⁴ Omkring to år senere indbød Felix’ efterfølger, Porkius Festus, kong Herodes Agrippa til at være med til forhøret af fangen Paulus. Festus forklarede at de der anklagede Paulus, bestred hans påstand om at „en vis Jesus som var død . . . var i live“. I sin forsvarstale spurgte Paulus: „Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?“ Dernæst erklærede han: „Ved den hjælp jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne og Moses har udtalt skulle ske, at Messias skulle lide, og at han som den første til at blive oprejst fra de døde skulle forkynde lys både for dette folk og for nationerne.“ (Apostelgerninger 24:27; 25:13-22; 26:8, 22, 23) Ja, Paulus var en modig forsvarer af troen på opstandelsen! Og ligesom Paulus kan vi med overbevisning forkynde at der vil finde en opstandelse sted. Men hvilken reaktion skal vi forvente at møde? Højst sandsynligt den samme som Paulus.

5, 6. (a) Hvilken reaktion mødte apostlene da de forsvarede opstandelseshåbet? (b) Hvad er vigtigt for os i forbindelse med at give udtryk for opstandelseshåbet?

⁵ Lad os se på hvad der var sket tidligere, under Paulus’ anden missionsrejse (omkring år 49-52) da han besøgte Athen. Han havde ræsonneret med folk der troede på mange forskellige guder, og tilskyndet dem til at gøre sig klart at Guds hensigt er at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som Han har udnævnt. Og denne mand var Jesus. Paulus forklarede at Gud havde givet en garanti for dette ved at oprejse Jesus. Hvordan var folks reaktion? Vi læser: „Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar, mens andre sagde: ’Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.’“ — Apostelgerninger 17:29-32.

Tro og opstandelsen

7, 8. (a) Hvordan kan ens tro være forgæves, som det fremgår af et brev til menigheden i Korinth i det første århundrede? (b) Hvordan adskiller den korrekte forståelse af opstandelseshåbet de sande kristne fra de falske?

⁷ Ikke alle som blev kristne i det første århundrede, syntes det var let at tro på opstandelsen. Blandt andet fandt nogle i menigheden i Korinth det svært. Til dem skrev Paulus: „Jeg har . . . overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne.“ Derefter vidnede Paulus om denne sandhed ved at erklære at den opstandne Kristus ’havde vist sig for mere end fem hundrede brødre på én gang’, og han tilføjede at de fleste stadig var i live. (1 Korinther 15:3-8) Han ræsonnerede videre: „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ — 1 Korinther 15:12-14.

⁸ Ja, læren om opstandelsen er så fundamental at den kristne tro er forgæves hvis opstandelsen ikke accepteres som et faktum. Den korrekte forståelse af opstandelsen skiller i virkeligheden de sande kristne ud fra de falske. (1 Mosebog 3:4; Ezekiel 18:4) Paulus regner derfor læren om opstandelsen med til de sande kristnes ’grundlærdom’. Lad os være besluttede på at „skynde os frem til modenhed“. „Ja, dette vil vi gøre,“ siger Paulus, „hvis ellers Gud tillader det.“ — Hebræerne 6:1-3.