1, 2. Hvorfor er den rejse Barnabas og Saulus nu skal ud på, noget særligt, og hvordan vil deres arbejde bidrage til opfyldelsen af Apostlenes Gerninger 1:8?

DET er en spændende dag for menigheden i Antiokia. Af alle menighedens profeter og lærere er Barnabas og Saulus blevet udvalgt af den hellige ånd til at bringe den gode nyhed ud til fjerne steder.a (Ap.G. 13:1, 2) Det er rigtigt at kvalificerede mænd har været sendt ud før. Men det var til områder hvor der allerede var kristne. (Ap.G. 8:14; 11:22) Nu vil Barnabas og Saulus – sammen med Johannes Markus, der skal være deres medhjælper – blive sendt til lande hvor de fleste af indbyggerne ikke kender den gode nyhed.

² Omkring 14 år tidligere havde Jesus sagt til sine disciple: “I skal være vidner om mig i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden.” (Ap.G. 1:8) At Barnabas og Saulus nu er blevet udnævnt til at tjene som missionærer, vil bidrage til opfyldelsen af Jesus’ profetiske ord!b

Udtaget til arbejdet (Ap.G. 13:1-12)

3. Hvorfor var det vanskeligt at foretage lange rejser i det første århundrede?

³ Takket være opfindelser som bilen og flyet kan man i dag rejse langt væk på bare nogle få timer. Sådan var det ikke i det første århundrede. Den mest almindelige måde at rejse over land på dengang var at gå, ofte i ujævnt terræn. En dagsrejse, hvor man måske kun tilbagelagde 30 kilometer, kunne være meget udmattende!c Så selvom Barnabas og Saulus uden tvivl glædede sig til at gå i gang med deres opgave, var de nok klar over at den ville være forbundet med mange anstrengelser og stor selvopofrelse. – Matt. 16:24.

4. (a) Hvordan blev Barnabas og Saulus udvalgt, og hvordan reagerede deres trosfæller på udnævnelsen? (b) Hvordan kan vi støtte dem der får en opgave i menigheden?

⁴ Men hvorfor sagde den hellige ånd at det lige netop skulle være Barnabas og Saulus der skulle ‘udtages til arbejdet’? (Ap.G. 13:2) Det siger Bibelen ikke noget om. Men vi ved at den hellige ånd ledte udvælgelsen af dem. Og det bakkede profeterne og lærerne i Antiokia op om. Forestil dig hvordan Barnabas og Saulus må have følt da deres brødre, uden misundelse, ‘fastede og bad og lagde hænderne på dem og sendte dem afsted’. (Ap.G. 13:3) Vi må også støtte dem der får tildelt opgaver i menigheden, deriblandt de brødre der udnævnes til tilsynsmænd. Frem for at misunde dem der får sådan nogle privilegier, bør vi “vise dem særlig opmærksomhed og elske dem på grund af deres arbejde”. – 1. Thess. 5:13.

5. Hvad indebar det at forkynde på Cypern?

⁵ Efter at have vandret til Seleukia, en havneby i nærheden af Antiokia, sejlede Barnabas og Saulus til øen Cypern, en rejse på cirka 200 kilometer.d Fordi Barnabas kom fra Cypern, var han sikkert ivrig efter at forkynde den gode nyhed for dem der boede der. Da Barnabas og Saulus ankom til Salamis, en by på øens østkyst, spildte de ikke tiden men begyndte straks “at forkynde Guds ord i jødernes synagoger”.e (Ap.G. 13:5) De rejste fra den ene ende af Cypern til den anden og har sandsynligvis forkyndt i de større byer undervejs. Afhængigt af hvilken rute de fulgte, kan de have vandret mindst 150 kilometer!

6, 7. (a) Hvem var Sergius Paulus, og hvorfor forsøgte Barjesus at afholde ham fra at lytte til den gode nyhed? (b) Hvad gjorde Saulus da Barjesus modarbejdede ham?

⁶ I det første århundrede var Cypern gennemsyret af falsk religion. Det sås tydeligt i Pafos, en by på øens vestkyst som Barnabas og Saulus besøgte. Der mødte de Barjesus, som “var troldmand og falsk profet”. Der står om ham at “han var hos prokonsulen Sergius Paulus, som var en klog mand”.f I det første århundrede søgte mange fornemme romere – selv en klog mand som Sergius Paulus – hjælp hos troldmænd eller astrologer når de skulle træffe vigtige afgørelser. Alligevel gjorde budskabet om Riget indtryk på Sergius Paulus, og han “var ivrig efter at høre Guds ord”. Det passede bestemt ikke Barjesus, der i forbindelse med sit erhverv også var kendt under navnet Elymas, som betyder “troldmand”. – Ap.G. 13:6-8.

⁷ Barjesus var modstander af det kristne budskab. Det eneste han kunne gøre for at beskytte sin indflydelsesrige stilling som rådgiver for Sergius Paulus, var at “hindre prokonsulen i at få tro”. (Ap.G. 13:8) Men Saulus ville ikke lade en troldmand komme i vejen for Sergius Paulus’ interesse. Hvad gjorde han? Beretningen siger: “Saulus, også kaldet Paulus, blev fyldt med hellig ånd og så fast på ham [Barjesus] og sagde: ‘Du Djævelens søn, fjende af al retfærdighed og fuld af alle former for bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at fordreje Jehovas lige veje? Jehova vil straffe dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset i et stykke tid.’ Straks faldt der tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og famlede efter en der kunne lede ham ved hånden.”g Hvad førte miraklet til? “Prokonsulen, som havde set hvad der var sket, fik nu tro, for han var forbløffet over Jehovas lære.” – Ap.G. 13:9-12.

8. Hvordan kan vi efterligne Paulus’ frimodighed?

⁸ Paulus lod sig ikke skræmme af Barjesus. Vi skal heller ikke lade os skræmme af modstandere der prøver at svække troen hos dem der viser interesse for budskabet. Vi må selvfølgelig altid lade vores ord “være venlige, krydret med salt”. (Kol. 4:6) Men samtidig vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe interesserede til at blive ved med at lære Jehova at kende, også selvom det gør andre vrede. Vi må heller ikke være bange for at afsløre falsk religion, som ‘fordrejer Jehovas lige veje’, ligesom Barjesus gjorde. (Ap.G. 13:10) Lad os efterligne Paulus og frimodigt fortælle andre om sandheden og appellere til dem der er oprigtige. Og selvom Jehovas støtte måske ikke er så iøjnefaldende som den var i Paulus’ tilfælde, kan vi være sikre på at han ved hjælp af sin hellige ånd vil drage dem der har den rigtige indstilling. – Joh. 6:44.

“Hvis I har noget opmuntrende at sige” (Ap.G. 13:13-43)

9. Hvordan er Paulus og Barnabas et godt eksempel for dem der fører an i menigheden i dag?

⁹ Det ser ud til at der skete en forandring da mændene forlod Pafos og begyndte den cirka 250 kilometer lange sejlads mod Perge, der lå ved Lilleasiens kyst. I Apostlenes Gerninger 13:13 omtales gruppen som “Paulus og hans rejsefæller”. Det indikerer at det nu var Paulus der førte an. Der er dog ikke noget der tyder på at Barnabas blev misundelig på Paulus. De to mænd fortsatte tværtimod med at arbejde sammen om at gøre Guds vilje. Paulus og Barnabas er et godt eksempel for dem der fører an i menigheden i dag. De konkurrerer ikke om hvem der er vigtigst i menigheden, men husker altid på hvad Jesus sagde: “I er alle brødre.” Han tilføjede: “Den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Matt. 23:8, 12.

10. Hvordan var rejsen fra Perge til Antiokia i Pisidien?

¹⁰ Da Paulus og hans rejsefæller kom til Perge, forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. Bibelen siger ikke noget om hvorfor han pludselig rejste. Paulus og Barnabas rejste videre fra Perge til Antiokia i Pisidien, en by i provinsen Galatien. Det var ikke nogen nem rejse, for Antiokia lå omkring 1.100 meter over havets overflade. Det var også almindeligt kendt at røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. Og som om det ikke var nok, havde Paulus sandsynligvis helbredsproblemer på det her tidspunkt.h

11, 12. Hvad sagde Paulus i synagogen i Antiokia i Pisidien for at vække tilhørernes interesse?

¹¹ I Antiokia i Pisidien gik Paulus og Barnabas ind i synagogen på sabbatten. Beretningen siger: “Efter oplæsningen fra Loven og Profeterne sagde forstanderne for synagogen til dem: ‘Mænd, brødre, hvis I har noget opmuntrende at sige til folket, så fortæl det.’” (Ap.G. 13:15) Paulus rejste sig for at tale.

¹² Han henvendte sig til forsamlingen med ordene: “Israelitter og I andre der har dyb respekt for Gud.” (Ap.G. 13:16) Tilhørerne bestod af jøder og proselytter som ikke anerkendte Jesus’ plads i Guds hensigt. Hvad sagde Paulus for at vække deres interesse? Først opridsede han den jødiske nations historie. Han fortalte hvordan Jehova havde ‘ophøjet folket mens de levede som udlændinge i Egypten’, og hvordan han i 40 år efter at han havde ført dem ud, ‘fandt sig i dem i ørkenen’. Paulus fortalte også hvordan Jehova hjalp israelitterne til at indtage det lovede land, og at han ‘tildelte dem deres land som en arv’. (Ap.G. 13:17-19) Nogle mener at Paulus henviste til skriftsteder der lige var blevet oplæst under sabbatten. Hvis det er tilfældet, er det et flot eksempel på at Paulus vidste hvordan han skulle ‘blive alt for alle slags mennesker’. – 1. Kor. 9:22.

13. Hvordan kan vi give folk lyst til at lære om Jehova?

¹³ Vi må også gøre vores bedste for at forkynde på en måde der appellerer til dem vi taler med. For eksempel kan det at kende folks religiøse baggrund hjælpe os til at vælge nogle emner som kunne være af særlig interesse for dem. Vi kunne også vise den besøgte et bibelvers som har praktisk værdi, og måske bede vedkommende om at læse det op fra vores bibel. Vi må være på udkig efter hvordan vi kan give folk lyst til at lære om Jehova.

14. (a) Hvordan præsenterede Paulus den gode nyhed om Jesus, og hvilken advarsel gav han sine tilhørere? (b) Hvordan reagerede folk på Paulus’ tale?

¹⁴ Paulus forklarede derefter hvordan Israels kongelige slægtslinje havde ført frem til “en frelser, Jesus”, som Johannes Døber havde banet vejen for. Så kom han ind på at Jesus var blevet slået ihjel og oprejst fra de døde. (Ap.G. 13:20-37) “I skal derfor vide, brødre,” sagde Paulus, “at det der bliver forkyndt for jer, er at I kan få tilgivet jeres synder gennem ham.” Og han tilføjede: “Alt det som I ikke kunne blive erklæret skyldfri for ved hjælp af Moses’ Lov, det bliver enhver som tror, erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.” Apostlen gav så sine tilhørere den her advarsel: “Pas derfor på at det der siges i Profeterne, ikke kommer over jer: ‘Se hvad jeg gør i jeres dage, I som er fulde af foragt, og bliv forbløffede, og gå til grunde, for jeg gør noget som I ikke engang vil tro hvis nogen fortæller jer om det i detaljer.’” Paulus’ tale fik en overraskende modtagelse. Bibelen fortæller at folk “bønfaldt ... dem om også at tale om disse emner den følgende sabbat”. Og efter at de forsamlede i synagogen var gået hver til sit, “fulgte mange af de jøder og proselytter der tilbad Gud, med Paulus og Barnabas”. – Ap.G. 13:38-43.

‘Vi går til nationerne’ (Ap.G. 13:44-52)

15. Hvad skete der på sabbatten efter Paulus’ tale?

¹⁵ Næste sabbat samledes “næsten hele byen” for at lytte til Paulus. Det brød nogle af jøderne sig bestemt ikke om, og de “begyndte blasfemisk at modsige det Paulus sagde”. Frimodigt sagde Paulus og Barnabas til dem: “Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer. Men nu hvor I forkaster det og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, går vi til nationerne. Jehova har nemlig befalet os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for nationer for at du skal være til frelse til jordens ende.’” – Ap.G. 13:44-47; Esa. 49:6.

16. Hvordan reagerede jøderne på Paulus og Barnabas’ stærke udtalelse, og hvordan reagerede Paulus og Barnabas på jødernes modstand?

¹⁶ De ikkejødiske tilhørere blev meget glade, og “alle som havde den rette indstilling så de kunne få evigt liv, fik tro”. (Ap.G. 13:48) Jehovas ord blev snart spredt ud over hele landet. Jøderne reagerede derimod meget anderledes. Paulus og Barnabas havde i realiteten sagt til dem at selvom Guds ord var blevet fremholdt for dem først, havde de valgt at forkaste Messias, og derfor ville de blive ramt af Guds dom. Jøderne ophidsede byens prominente kvinder og førende mænd, “og de iværksatte en forfølgelse af Paulus og Barnabas og jagede dem uden for deres område”. Hvordan reagerede Paulus og Barnabas på det? De “rystede så støvet af fødderne og tog til Ikonion”. Satte det en stopper for den kristne tro i Antiokia i Pisidien? Bestemt ikke! De disciple som var tilbage i byen, “var fortsat fyldt med glæde og hellig ånd”. – Ap.G. 13:50-52.

17-19. Hvordan kan vi følge Paulus og Barnabas’ gode eksempel, og hvordan vil det bidrage til vores glæde at gøre det?

¹⁷ Vi kan lære meget af den måde Paulus og Barnabas tacklede modstand på. Vi vil ikke holde op med at forkynde, heller ikke når fremtrædende mennesker i verden prøver at forhindre os. Læg også mærke til at Paulus og Barnabas ‘rystede støvet af fødderne’ da indbyggerne i Antiokia afviste deres budskab. Det betød ikke at de var vrede, men at de fralagde sig ethvert ansvar for hvad der ville ske indbyggerne. Paulus og Barnabas erkendte at de ikke kunne bestemme hvordan andre skulle reagere. De kunne dog selv bestemme om de ville blive ved med at forkynde. Og det ville de, så derfor tog de til Ikonion.

¹⁸ Hvad med de disciple som Paulus og Barnabas forlod i Antiokia? Det er rigtigt at de boede i et fjendtligsindet distrikt, men deres glæde var ikke afhængig af om folk reagerede positivt på den gode nyhed eller ej. Jesus sagde: “Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!” (Luk. 11:28) Og det var præcis hvad disciplene i Antiokia i Pisidien var besluttet på at gøre.

¹⁹ Ligesom Paulus og Barnabas må vi altid huske at vores ansvar er at forkynde den gode nyhed. Det er helt op til folk selv om de vil tage imod budskabet eller ej. Hvis nogle af dem vi forkynder for, ikke er interesserede, kan vi efterligne disciplene i det første århundrede. Når vi værdsætter sandheden og lader os lede af den hellige ånd, kan vi også være glade, selv hvis vi kommer ud for modstand. – Gal. 5:18, 22.

1, 2. Hvad sker der mens Paulus og Barnabas er i Lystra?

DER er stor tumult i Lystra. En mand der har været krøbling siden han blev født, springer omkring af glæde efter at to fremmede har helbredt ham. Folk tror ikke deres egne øjne, og en præst ved Zeustemplet bringer kranse hen til de to mænd, som folkemængden tror er guder. Tyre pruster og brøler mens præsten gør sig klar til at slagte dem. Paulus og Barnabas protesterer dog højlydt mod alt det der sker. De flænger deres tøj, springer ind i folkemængden og beder dem indtrængende om ikke at tilbede dem, men de kan næsten ikke stoppe dem.

² Nogle jødiske modstandere fra Ikonion og Antiokia i Pisidien ankommer nu til Lystra. De bagtaler Paulus og Barnabas så indbyggerne i byen begynder at hade de to mænd. De selv samme mennesker som kort forinden havde forsøgt at tilbede Paulus, omringer ham nu og stener ham indtil han er bevidstløs. Efter at have fået afløb for deres vrede slæber de Paulus uden for byportene og efterlader ham der i den tro at han er død.

3. Hvilke spørgsmål vil vi nu se nærmere på?

³ Hvad skete der inden den voldsomme episode? Hvad kan vi som forkyndere af den gode nyhed lære af Barnabas, Paulus og indbyggerne i Lystra? Og hvordan kan de ældste efterligne Barnabas og Paulus, som trofast holdt ud i deres forkyndelse og talte frimodigt med kraft fra Jehova? – Ap.G. 14:3.

‘Mange fik tro’ (Ap.G. 14:1-7)

4, 5. Hvorfor rejste Paulus og Barnabas til Ikonion, og hvad skete der dér?

⁴ Få dage inden var Paulus og Barnabas blevet smidt ud af den romerske by Antiokia i Pisidien efter at jødiske modstandere havde givet dem problemer. Men de to mænd lod sig ikke gå på af byens indbyggere. Nej, vi læste at de ‘rystede støvet af fødderne’ og forlod byen. (Ap.G. 13:50-52; Matt. 10:14) Paulus og Barnabas tog fredeligt videre og lod det være op til Gud at dømme dem. (Ap.G. 18:5, 6; 20:26) De to trofaste mænd mistede ikke glæden men fortsatte på deres forkynderrejse. Da de havde vandret omkring 150 kilometer mod sydøst, nåede de til et frodigt plateau der lå mellem Taurusbjergene og Sultanbjergene.

⁵ Paulus og Barnabas’ første stop var Ikonion, der var en græsk enklave og en af de vigtigste byer i den romerske provins Galatien.a Her var der en indflydelsesrig jødisk befolkning og mange ikkejødiske proselytter. Som Paulus og Barnabas plejede, gik de ind i synagogen og begyndte at forkynde. (Ap.G. 13:5, 14) De “talte på en sådan måde at mange jøder og grækere fik tro”. – Ap.G. 14:1.

6. Hvorfor var Paulus og Barnabas dygtige til at undervise, og hvordan kan vi efterligne dem?

⁶ Hvorfor var den måde Paulus og Barnabas talte på, så virkningsfuld? Paulus havde et stort kendskab til Skrifterne. Han var dygtig til at henvise til historien, profetierne og Moseloven for at bevise at Jesus var den lovede Messias. (Ap.G. 13:15-31; 26:22, 23) Barnabas udstrålede omsorg for andre. (Ap.G. 4:36, 37; 9:27; 11:23, 24) Hverken Paulus eller Barnabas stolede på deres egen forstand men var bevidste om at “Jehova gav dem kraft til at tale”. Hvordan kan du efterligne dem i din forkyndelse? Det kan du ved at gøre følgende: Lær Guds ord, Bibelen, godt at kende. Vælg nogle bibelvers som du tror vil appellere til dine tilhørere. Vær på udkig efter hvordan du rent praktisk kan trøste dem du forkynder for. Og basér altid din undervisning på Jehovas ord, ikke på din egen visdom.

7. (a) Hvordan reagerer folk på den gode nyhed? (b) Hvad må du huske hvis din familie er splittet fordi du lever efter sandheden?

⁷ Det var dog ikke alle i Ikonion der var glade for at høre hvad Paulus og Barnabas havde at sige. Lukas fortsætter: “De jøder der ikke troede, ophidsede folk fra nationerne og vendte dem imod brødrene.” Paulus og Barnabas vurderede at det ville være bedst at blive i byen for at forsvare den gode nyhed, og de “tilbragte lang tid der”. Det førte til at byen blev splittet så “nogle holdt med jøderne, og andre med apostlene”. (Ap.G. 14:2-4) I dag fremkalder den gode nyhed lignende reaktioner. For nogle virker den gode nyhed forenende, for andre splittende. (Matt. 10:34-36) Hvis din familie er splittet fordi du lever efter sandheden, så husk at modstand ofte er en reaktion på ubegrundede rygter eller direkte løgne. Din gode opførsel kan modbevise sådan nogle falske rygter og med tiden måske blødgøre hjertet hos dem der modarbejder dig. – 1. Pet. 2:12; 3:1, 2.

8. Hvorfor rejste Paulus og Barnabas fra Ikonion, og hvad kan vi lære af deres eksempel?

⁸ Efter noget tid besluttede modstanderne i Ikonion at de ville stene Paulus og Barnabas. Da de to missionærer hørte om det, valgte de at rejse videre til andre forkynderdistrikter. (Ap.G. 14:5-7) I dag er forkynderne af Riget lige så forsigtige. Når nogen siger noget nedsættende om os eller det vi tror på, taler vi med frimodighed. (Flp. 1:7; 1. Pet. 3:13-15) Men hvis vi bliver truet med vold, undlader vi at gøre noget overmodigt der kunne bringe os selv eller vores trosfæller i unødig fare. – Ordsp. 22:3.

‘Tilbed den levende Gud’ (Ap.G. 14:8-19)

9, 10. Hvor lå Lystra, og hvad ved vi om byens indbyggere?

⁹ Paulus og Barnabas tog til Lystra, en romersk koloni cirka 30 kilometer sydvest for Ikonion. Lystra havde mange lighedspunkter med Antiokia i Pisidien men havde i modsætning til Antiokia ikke nogen særligt stor jødisk befolkning. Selvom indbyggerne sandsynligvis talte græsk, var deres modersmål lykaonisk. Paulus og Barnabas valgte at forkynde på et offentligt sted – måske fordi der ikke var en synagoge i byen. Der udførte Paulus et mirakel der lignede et Peter havde udført i Jerusalem, nemlig at helbrede en mand der havde været lam fra fødslen. (Ap.G. 14:8-10) Da Peter udførte miraklet, var der mange der fik tro. (Ap.G. 3:1-10) Men det mirakel Paulus udførte, fik et helt andet udfald.

¹⁰ Som beskrevet i indledningen af det her kapitel nåede folkemængden i Lystra frem til den forkerte konklusion da manden der havde været lam, sprang op og begyndte at gå. De kaldte Barnabas for Zeus, den øverste gud, og Paulus for Hermes, Zeus’ søn og gudernes talsmand. (Se boksen “Lystra og dyrkelsen af Zeus og Hermes”). Det var dog meget vigtigt for Barnabas og Paulus at få dem til at forstå at de ikke talte og handlede i hedenske guders navn, men i den eneste sande Guds, Jehovas, navn. – Ap.G. 14:11-14.

11-13. (a) Hvad sagde Paulus og Barnabas til indbyggerne i Lystra? (b) Hvad kan vi lære af det de sagde?

¹¹ På trods af de dramatiske omstændigheder forsøgte Paulus og Barnabas stadig at nå deres tilhøreres hjerte. Ud fra den her episode lærer vi hvordan man på en god måde kan forkynde for nogle der ikke er kristne. Læg mærke til hvordan Paulus og Barnabas appellerede til deres tilhørere: “Mænd, hvad er det I gør? Vi er også mennesker med de samme svagheder som jer. Og vi forkynder den gode nyhed for jer så I kan vende jer fra disse tomme ting og tilbede den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem. I tidligere tider har han tilladt alle nationerne at gøre hvad de ville, og alligevel har han vist hvem han er, ved at gøre godt, ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at give jer rigeligt med mad og fylde jeres hjerter med glæde.” – Ap.G. 14:15-17.

¹² Hvad kan vi lære af de tankevækkende ord? For det første at Paulus og Barnabas ikke følte sig hævet over andre. De gav sig ikke ud for at være noget de ikke var. De indrømmede ydmygt at de havde de samme svagheder som deres tilhørere. Det er sandt at Paulus og Barnabas havde fået den hellige ånd og var blevet befriet fra falsk religion. De var også blevet velsignet med håbet om at regere sammen med Kristus. Men Paulus og Barnabas vidste at indbyggerne i Lystra kunne få de samme gaver hvis de adlød Kristus.

¹³ Hvordan betragter vi dem vi forkynder for? Føler vi os hævet over dem? Når vi hjælper andre til at lære sandheden fra Guds ord at kende, er vi så ligesom Paulus og Barnabas opmærksomme på ikke at tage imod overdreven anerkendelse og beundring? Charles Taze Russell, der var meget dygtig til at undervise, og som førte an i forkyndelsesarbejdet i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede, var et godt eksempel i den forbindelse. Han skrev: “Vi [ønsker] ingen ære eller ærbødighed for os selv eller vore skrifter, og vi ønsker ikke at blive kaldt Rabbi eller Deres Velærværdighed.” Bror Russell havde den samme ydmyge indstilling som Paulus og Barnabas. Vores motiv til at forkynde er heller ikke at opnå ære men at hjælpe folk til at begynde at tilbede “den levende Gud”.

14-16. Hvilke yderligere to ting kan vi lære af det Paulus og Barnabas sagde til indbyggerne i Lystra?

¹⁴ Noget andet vi kan lære, er at Paulus og Barnabas var gode til at tilpasse sig deres tilhørere. Til forskel fra jøderne og proselytterne i Ikonion kendte Lystras indbyggere kun lidt eller slet ingenting til Skrifterne eller til Israels nations forhold til Gud. De levede i et landbrugssamfund. I Lystra var der et mildt klima og frugtbar jord. Så indbyggerne havde rig mulighed for at lære noget om Skaberen ved at se på naturen og tænke over det der var omkring dem – for eksempel de “frugtbare årstider” – og det brugte Paulus og Barnabas som et fælles udgangspunkt i deres forkyndelse. – Rom. 1:19, 20.

¹⁵ Kan vi også tilpasse os når vi forkynder for andre? Selvom en landmand tilsår flere af sine marker med den samme slags korn, må han bruge forskellige metoder til at bearbejde jorden. Én slags jord kan være blød og klar til at tage imod kornet, en anden kræver måske mere bearbejdning. Vi sår også altid den samme slags korn – budskabet om Riget, som vi finder i Guds ord. Men hvis vi er som Paulus og Barnabas, vil vi prøve at være opmærksomme på vores tilhøreres omstændigheder og religiøse baggrund og lade det afgøre hvordan vi præsenterer budskabet. – Luk. 8:11, 15.

¹⁶ Der er en tredje ting vi kan lære af beretningen om Paulus, Barnabas og indbyggerne i Lystra. Selvom vi gør vores bedste, sker det nogle gange at de korn vi sår, ‘bliver snuppet eller sået på klippegrund’. (Matt. 13:18-21) Det skal vi ikke blive modløse over. Som Paulus senere mindede disciplene i Rom om, skal “hver enkelt af os [inklusive dem vi forkynder for] ... aflægge regnskab for sig selv over for Gud”. – Rom. 14:12.

“De overgav dem til Jehova” (Ap.G. 14:20-28)

17. Hvor tog Paulus og Barnabas hen efter at de havde forladt Derbe, og hvorfor?

¹⁷ Efter at folkeskaren havde slæbt Paulus uden for Lystra og efterladt ham i den tro at han var død, stillede disciplene sig i en kreds om ham, hvorefter han rejste sig og fandt et sted inde i byen hvor han kunne overnatte. Næste dag tog Paulus og Barnabas afsted på den 100 kilometer lange rejse til Derbe. Hvor må det have været smertefuldt for Paulus at foretage den anstrengende tur efter at være blevet stenet bare nogle få timer tidligere. Men han og Barnabas holdt ud, og da de kom til Derbe, gjorde de “adskillige til disciple”. I stedet for at tage den kortere rute tilbage til deres udgangspunkt i Antiokia i Syrien “vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia [i Pisidien]”. Hvorfor? Fordi de gerne ville ‘styrke disciplene og opmuntre dem til at holde fast ved troen’. (Ap.G. 14:20-22) De er virkelig et godt eksempel for os! Menighedens behov var vigtigere for dem end hvordan de selv havde det. I dag følger kredstilsynsmænd og missionærer deres eksempel.

18. Hvordan foregår det når nye ældste skal udnævnes?

¹⁸ Ud over at styrke disciplene med det de sagde og gjorde, udnævnte Paulus og Barnabas “ældste for dem i hver menighed”. Selvom Paulus og Barnabas var blevet sendt ud på deres missionsrejse “af den hellige ånd”, bad og fastede de før de udnævnte de ældste og “overgav dem til Jehova”. (Ap.G. 13:1-4; 14:23) I dag bliver nye ældste udnævnt på en lignende måde. Inden et ældsteråd anbefaler en bror til at tjene som tilsynsmand, beder de til Jehova og vurderer om broren lever op til Bibelens kvalifikationskrav. (1. Tim. 3:1-10, 12, 13; Tit. 1:5-9; Jak. 3:17, 18; 1. Pet. 5:2, 3) Det mest afgørende er ikke hvor længe broren har tjent Jehova. Hans tale, adfærd og omdømme viser i hvor høj grad den hellige ånd virker i hans liv. Han er kvalificeret til at tjene som hyrde for hjorden hvis han opfylder de krav der er beskrevet i Bibelen. (Gal. 5:22, 23) Det er kredstilsynsmanden der har ansvaret for udnævnelsen af nye tilsynsmænd. – Se også 1. Timotheus 5:22.

19. Hvem skal de ældste stå til regnskab over for, og hvordan efterligner de Paulus og Barnabas?

¹⁹ De ældste ved at de skal stå til regnskab over for Jehova i forbindelse med den måde de behandler menigheden på. (Hebr. 13:17) Ligesom Paulus og Barnabas fører de an i forkyndelsesarbejdet. De styrker deres trosfæller med det de siger. Og menighedens behov er vigtigere for dem end hvordan de selv har det. – Flp. 2:3, 4.

20. Hvorfor er det godt for os at læse beretninger om vores trosfællers trofaste arbejde?

²⁰ Da Paulus og Barnabas vendte tilbage til Antiokia i Syrien, den by der var udgangspunkt for deres missionsrejser, fortalte de om “de mange ting Gud havde udrettet gennem dem, og at han havde gjort det muligt for nationerne at tage imod troen”. (Ap.G. 14:27) Når vi læser om vores trosfællers trofaste arbejde og om hvordan Jehova har velsignet deres indsats, bliver vi styrket til at fortsætte med at “tale frimodigt”.