Et par år senere var Paulus, Barnabas og Markus tilbage i Antiochia. De to apostle talte om at tage ud på endnu en missionsrejse for at bygge videre på det de havde udrettet på den første. Barnabas ville gerne have sin fætter med, men det ville Paulus ikke høre tale om fordi Markus tidligere havde forladt dem. Det var denne situation der udløste den konflikt der er omtalt i begyndelsen af denne artikel. Barnabas tog Markus med sig for at forkynde på Cypern hvor han var født, mens Paulus tog af sted til Syrien. (Apg. 15:36-41) Det er tydeligt at Paulus og Barnabas ikke havde samme syn på den afgørelse Markus tidligere havde truffet.

Forsoning

Markus har uden tvivl været meget nedtrykt over det der skete, men han fortsatte trofast sin tjeneste. Elleve til tolv år efter episoden med Paulus, møder vi Markus igen i beretningen om de første kristne. Og måske netop der hvor man mindst skulle vente det — sammen med Paulus!

I år 60 og 61, under sit fængselsophold i Rom, skrev Paulus nogle breve som i dag er en del af De Hellige Skrifter. I brevet til kolossenserne skrev han: „Aristarkus, min medfange, sender jer sine hilsener, og det gør Markus også, Barnabas’ fætter (ham som I har fået bud om at tage imod hvis han kommer til jer) . . . Kun disse er mine medarbejdere for Guds rige, og netop disse er blevet en styrkende hjælp for mig.“ — Kol. 4:10, 11.

Sikken en forandring! Fra at have været genstand for Paulus’ stærke mishag, blev Markus nu igen betragtet som en værdifuld medhjælper. Øjensynlig fortæller Paulus her kolossenserne at de muligvis ville få besøg af Markus, og at han i så fald skulle betragtes som hans repræsentant.

Havde Paulus for år tilbage været for kritisk over for Markus? Havde Markus høstet gavn af nødvendig vejledning? Eller var der tale om en kombination af disse to faktorer? Uanset hvordan det forholder sig, vidner forsoningen mellem Paulus og Markus om at de begge var modne kristne. De lod fortid være fortid og arbejdede nu sammen igen. Et fint eksempel til efterfølgelse for alle som har haft en uoverensstemmelse med en kristen broder eller søster.

Markus — ’nyttig og kan gøre tjeneste’

MENIGHEDEN i Antiochia havde tidligere haft problemer, men uoverensstemmelsen mellem apostlene Paulus og Barnabas var noget andet. De var i færd med at planlægge en missionsrejse, men da de skulle beslutte hvem der skulle med på rejsen, kom det til „et skarpt opgør“ imellem dem. (Apg. 15:39) De to mænd skiltes og drog hver sin vej. Deres uenighed drejede sig om en tredje missionær — Markus.

Hvem var Markus? Hvorfor skændtes to apostle på grund af ham? Hvorfor havde de så stærke meninger om ham? Ændrede de senere holdning?