I år 47 blev Barnabas og Saulus udvalgt til at virke som missionærer. De tog Markus med, men af en eller anden ukendt grund forlod han dem og vendte hjem til Jerusalem. Saulus, der senere blev kendt under sit romerske navn Paulus, blev vred. Og han glemte ikke hvad Markus havde gjort, for i hans øjne havde Markus svigtet i alvorlig grad. — Apostelgerninger 13:1-3, 9, 13.

Da Paulus og Barnabas vendte tilbage fra deres missionsrejse, fortalte de om alle de gode resultater der var blevet opnået. (Apostelgerninger 14:24-28) Flere måneder senere planlagde de at tage tilbage igen og besøge dem der var blevet kristne de steder hvor de havde forkyndt. Barnabas ønskede at tage Markus med, men ved du hvad Paulus mente om det? — Han „syntes ikke det var rigtigt“ fordi Markus tidligere havde forladt dem og var taget hjem.

Da Paulus var fængslet i Rom, roste han Markus for at han loyalt støttede ham. (Kolossenserne 4:10, 11) Og da Paulus senere sad fængslet samme sted igen, skrev han til Timoteus og bad ham tage Markus med sig, for som han sagde: „Han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ (2 Timoteus 4:11) Markus fik virkelig store tjenesteopgaver fordi han ikke gav op!