De mænd der førte an i menighederne, lagde mærke til de fremskridt Timoteus gjorde. Uden tvivl gjorde det stort indtryk på dem at se hvordan den unge mand opmuntrede alle han kom i kontakt med, og styrkede deres tro. Men hvad der er endnu vigtigere, er at Jehova lagde mærke til Timoteus. Gud havde inspireret nogle til at fremsætte profetier om ham – måske om den opgave han en dag ville få i mange kristne menigheder. Under sit besøg blev Paulus opmærksom på at Timoteus kunne blive en hjælpsom rejsefælle på missionsrejser. Brødrene i Lystra var enige med Paulus. De lagde hænderne på den unge mand, en handling der var et tegn på at han var udnævnt til at udføre en særlig tjeneste for Jehova Gud. – 1 Timoteus 1:18; 4:14.

Man kan godt forestille sig at den ydmyge Timoteus var fuld af ærefrygt på grund af den tillid der blev vist ham, og det store ansvar han fik overdraget. Han var klar til at tage af sted.b Men hvordan reagerede Timoteus’ far som ikke var kristen, på at hans søn nu skulle ud at rejse som kristen missionær? Han havde sikkert forestillet sig en helt anderledes fremtid for sin søn. Og hvad med Timoteus’ mor og mormor? De var sikkert synligt stolte, og samtidig prøvede de at skjule deres bekymring for den unge mands sikkerhed. Det var kun naturligt.

Hvad vi ved med sikkerhed, er at Timoteus tog af sted. Den morgen som er beskrevet i indledningen til denne artikel, begyndte hans nye tilværelse som Paulus’ rejsefælle. Lyden af gruset der knasede under hans sandaler, og af det tørre græs han trådte på, fortalte ham at han var på vej væk fra Lystra. Hvert eneste skridt var et skridt mod det ukendte og bort fra det kendte. Efter at have gået en hel dag nåede de tre mænd til Ikonium. Timoteus begyndte nu at iagttage hvordan Paulus og Silas videregav den nyeste vejledning fra det styrende råd i Jerusalem og styrkede troen hos brødrene i Ikonium. (Apostelgerninger 16:4, 5) Men det var kun begyndelsen.

Efter at have besøgt menighederne i Galatien forlod missionærerne de brede, brolagte romerske veje og gik hundreder af kilometer, først mod nord og så mod vest, hen over Frygiens udstrakte højslette. De fulgte hele tiden Guds ånds ledelse og nåede frem til Troas, gik om bord på et skib og sejlede til Makedonien. (Apostelgerninger 16:6-12) På det tidspunkt så Paulus virkelig at Timoteus var til stor hjælp. Så stor en hjælp at han kunne efterlade ham i Berøa sammen med Silas. (Apostelgerninger 17:14) Han sendte ham endda alene til Thessalonika. Her fulgte Timoteus omhyggeligt Paulus’ og Silas’ eksempel, og han styrkede troen hos de kristne i byen. – 1 Thessaloniker 3:1-3.

Over en periode på omkring 14 år arbejdede Timoteus meget sammen med sin ven, apostlen Paulus. Han blev udsat for mange af de samme farer som Paulus, men de delte også mange glæder. (2 Korinther 11:24-27) På et tidspunkt kom Timoteus endda i fængsel på grund af sin tro. (Hebræerne 13:23) Han havde også, ligesom Paulus, dyb og inderlig kærlighed til og omsorg for sine kristne brødre og søstre. Paulus skrev til ham: “Jeg husker dine tårer.” (2 Timoteus 1:4) Det ser ud til at Timoteus, på samme måde som Paulus, lærte at ‘græde med dem der græder’. (Romerne 12:15) Han viste empati og kunne derfor bedre opmuntre og trøste dem. Lad os lære at gøre det samme!