1-3. (a) Hvordan ledte den hellige ånd Paulus og hans rejsefæller? (b) Hvilke begivenheder vil vi se på nu?

EN GRUPPE kvinder fra Filippi i Makedonien er på vej ud af byen. Inden længe når de ned til den smalle Gangitesflod. Som de plejer, sætter de sig ved flodbredden og beder til Israels Gud. Det er noget Jehova lægger mærke til. – 2. Krøn. 16:9; Sl. 65:2.

² Imens er en gruppe mænd, mere end 800 kilometer øst for Filippi, på vej ud af byen Lystra i det sydlige Galatien. Flere dage senere når de frem til en brolagt romersk landevej der fører vestpå mod det tættest befolkede område i provinsen Asien. Mændene – Paulus, Silas og Timotheus – er ivrige efter at rejse ad den vej til Efesos og andre byer hvor tusindvis af mennesker har brug for at høre om Kristus. Men før de overhovedet når at begynde på rejsen, forhindrer den hellige ånd dem i det. Bibelen siger ikke hvordan, men de får i hvert fald ikke lov til at forkynde i Asien. Hvorfor ikke? Fordi Jesus – ved hjælp af Guds ånd – ønsker at lede Paulus og de andre hele vejen gennem Lilleasien, tværs over Det Ægæiske Hav og videre til bredden af den lille flod Gangites.

³ Vi kan lære noget vigtigt af den måde Jesus ledte Paulus og hans rejsefæller på under den usædvanlige tur til Makedonien. Så lad os se tilbage på nogle af de begivenheder der fandt sted under Paulus’ anden missionsrejse, som begyndte omkring år 49 e.v.t.

“Gud havde tilkaldt os” (Ap.G. 16:6-15)

4, 5. (a) Hvad skete der da Paulus og hans rejsefæller nærmede sig Bitynien? (b) Hvilken beslutning traf de, og med hvilket resultat?

⁴ Efter at Paulus og hans rejsefæller var blevet forhindret i at forkynde i Asien, tog de nordpå for at forkynde i byerne i Bitynien. For at komme dertil rejste de gennem områderne Frygien og Galatien, hvor der ikke boede så mange mennesker, og vandrede sikkert i dagevis på grusveje. Men da de nærmede sig Bitynien, brugte Jesus igen den hellige ånd til at standse dem. (Ap.G. 16:6, 7) På det tidspunkt må de have undret sig. De vidste hvad de skulle forkynde, og hvordan de skulle forkynde, men ikke hvor. De havde så at sige banket på den dør der førte til Asien – men forgæves. De havde også banket på den dør der førte til Bitynien – men igen forgæves. Men Paulus var besluttet på at blive ved med at banke på indtil han fandt en dør der ville åbne sig. Mændene traf så en beslutning der måske kunne virke ret tilfældig. De tog mod vest og vandrede 550 kilometer, forbi den ene by efter den anden, indtil de nåede frem til havnebyen Troas, hvorfra man kunne sejle til Makedonien. (Ap.G. 16:8) Der bankede Paulus på en tredje dør, og nu var det endelig en der åbnede sig på vid gab!

⁵ Evangelieskribenten Lukas, der sluttede sig til Paulus’ gruppe i Troas, fortæller hvad der skete: “Om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: ‘Kom over til Makedonien og hjælp os.’ Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien, for vi konkluderede at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed for dem.”a (Ap.G. 16:9, 10) Nu vidste Paulus endelig hvor de skulle forkynde. Han må have været lykkelig over at han ikke havde givet op halvvejs på rejsen! Straks sejlede de fire mænd afsted til Makedonien.

6, 7. (a) Hvad kan vi lære af det der skete under Paulus’ rejse? (b) Hvorfor er det Paulus oplevede, opmuntrende for os?

⁶ Hvad kan vi lære af den beretning? Jo, tænk over det her: Det var først efter at Paulus var taget afsted mod Asien, at Guds ånd greb ind, det var først efter at Paulus havde nærmet sig Bitynien, at Jesus skred ind, og det var først efter at Paulus var kommet til Troas, at Jesus førte ham til Makedonien. Som hoved for menigheden vil Jesus måske lede os på samme måde i dag. (Kol. 1:18) Det kan for eksempel være at vi i noget tid har overvejet at melde os som pionerer eller at rejse ud til et område hvor der er større behov for forkyndere. Men det kan meget vel være at det først er efter at vi har taget det endelige skridt til at nå vores mål, at Jesus, gennem Guds ånd, vil lede os. Hvorfor? Det kan illustreres på den her måde: En chauffør kan dreje sin bil til venstre eller til højre, men kun hvis bilen er i bevægelse. På samme måde leder Jesus os så vi kan udvide vores tjeneste, men kun hvis vi er i bevægelse, altså hvis vi gør en indsats for det.

⁷ Hvad så hvis vores indsats ikke bærer frugt lige med det samme? Skal vi så tænke at Guds ånd ikke leder os, og give op? Nej. Husk at Paulus også mødte forhindringer. Alligevel blev han ved med at søge indtil han fandt en dør der åbnede sig. Vi kan være sikre på at vi også vil blive belønnet når vi bliver ved med at lede efter “en dør til stor aktivitet”. – 1. Kor. 16:9.

8. (a) Beskriv byen Filippi. (b) Hvad førte det til at Paulus forkyndte ved “et bedested”?

⁸ Efter at være ankommet til Makedonien tog Paulus og hans rejsefæller til Filippi, en by hvis indbyggere var stolte af at være romerske statsborgere. For de pensionerede romerske soldater der boede der, føltes kolonien Filippi som Italien – som Rom i miniatureformat midt i Makedonien. Uden for byporten, ved bredden af en smal flod, fandt Paulus og de andre et område hvor de mente at der var “et bedested”.b De gik derned på sabbatten og så at der var nogle kvinder som mødtes der for at tilbede Gud, og de satte sig og begyndte at tale med dem. En kvinde ved navn Lydia “hørte efter, og Jehova åbnede hendes hjerte helt”. Det Lydia lærte, påvirkede hende så meget at hun og hendes husstand blev døbt. Derefter bad hun Paulus og hans rejsefæller om at komme og bo i sit hjem.c – Ap.G. 16:13-15.

9. Hvordan har mange i dag fulgt Paulus’ eksempel, og hvilke velsignelser har det ført til?

⁹ Forestil dig hvor glade Paulus og hans rejsefæller må være blevet da Lydia blev døbt! Hvor må Paulus have været glad for at han havde taget imod invitationen til at ‘komme over til Makedonien’, og for at Jehova havde besluttet at bruge ham og hans rejsefæller til at besvare de ydmyge kvinders bønner. I dag er der også mange brødre og søstre – både unge og ældre, singler og ægtepar – som flytter til områder hvor der er større behov for forkyndere. Der er selvfølgelig nogle udfordringer forbundet med det, men det betyder kun lidt i forhold til den glæde de oplever når de finder nogle der ligesom Lydia tager imod sandheden. Kunne du gøre nogle forandringer der ville sætte dig i stand til at ‘komme over’ til et distrikt med større behov? Du vil helt sikkert blive velsignet. Tag for eksempel Aaron, en bror i tyverne der flyttede til et land i Mellemamerika. Han har det ligesom mange andre der er rejst ud, og siger: “Det at tjene i udlandet har hjulpet mig til at vokse åndeligt og få et nærmere forhold til Jehova. Og forkyndelsen er fantastisk – jeg har otte bibelstudier!”

“Hele folkemængden rejste sig imod dem” (Ap.G. 16:16-24)

10. Hvordan var dæmonerne involveret i det der videre skete for Paulus og hans rejsefæller?

¹⁰ Der er ingen tvivl om at Satan var rasende over at den gode nyhed havde fremgang i en del af verden hvor han og hans dæmoner indtil nu havde haft ubegrænset indflydelse. Derfor er det ikke så underligt at dæmonerne var indblandet i det der videre skete. Da Paulus og hans rejsefæller igen var på vej ned til bedestedet, mødte de en dæmonbesat tjenestepige der tjente mange penge til sine herrer ved at fremsige spådomme, og hun fulgte efter dem mens hun råbte: “De mænd er Den Højeste Guds trælle og forkynder jer frelsens vej.” Dæmonen har måske fået pigen til at råbe de ord for at det skulle se ud som om det hun forudsagde, kom fra samme kilde som det Paulus sagde. På den måde kunne folks opmærksomhed blive ledt væk fra Kristus’ sande disciple. Men Paulus fik pigen til at tie stille ved at uddrive dæmonen. – Ap.G. 16:16-18.

11. Hvad skete der med Paulus og Silas efter at dæmonen var blevet uddrevet af pigen?

¹¹ Da tjenestepigens herrer fandt ud af at deres mulighed for at tjene hurtige penge var forsvundet, blev de rasende. De slæbte Paulus og Silas med hen på torvet, hvor lederne i byen – embedsmænd der repræsenterede Rom – afsagde kendelser. Pigens ejere vidste at dommerne hadede jøderne og var stolte af at være romere. Så de sagde til dem at Paulus og Silas skabte problemer ved at lære folk skikke som romerne ikke brød sig om. Deres ord havde en øjeblikkelig virkning. “Hele folkemængden rejste sig imod dem [Paulus og Silas],” og byens embedsmænd befalede “at de skulle have stokkeslag”. Derefter blev Paulus og Silas slæbt afsted til fængslet. Fangevogteren kastede de sårede mænd i det inderste fangehul og fastgjorde deres fødder i gabestokken. (Ap.G. 16:19-24) Da fangevogteren smækkede døren i, blev det så mørkt i fangehullet at Paulus og Silas knap nok kunne se hinanden. Men Jehova så hvad der foregik. – Sl. 139:12.

12. (a) Hvordan så Kristus’ disciple på forfølgelse, og hvorfor? (b) Hvilke former for modstand bruger Satan og de der er under hans indflydelse?

¹² Flere år tidligere havde Jesus sagt til sine disciple at de ville blive forfulgt. (Joh. 15:20) Da Paulus og hans rejsefæller tog over til Makedonien, var de derfor forberedt på at møde modstand. De betragtede ikke forfølgelsen som et udtryk for at Jehova var utilfreds med dem, men som et udtryk for Satans vrede. I dag bruger de der er under Satans indflydelse, stadig metoder som dem der blev brugt i Filippi. Løgnagtige modstandere kommer med unøjagtige udtalelser om os i skoler og på arbejdspladser og får på den måde andre til at modarbejde os. I nogle lande rejser religiøse modstandere anklage mod os i retten og siger at vi skaber problemer ved at lære folk skikke som lokalbefolkningen ikke bryder sig om. Nogle steder bliver vores trosfæller slået og kastet i fængsel. Men Jehova ser hvad der foregår. – 1. Pet. 3:12.

‘Straks blev de døbt’ (Ap.G. 16:25-34)

13. Hvad fik fangevogteren til at spørge hvad han skulle gøre for at blive frelst?

¹³ Paulus og Silas har sikkert haft brug for lidt tid til at fordøje den voldsomme behandling de havde været udsat for. Men ved midnatstid var de kommet sig så meget efter mishandlingen at de “bad og lovpriste Gud med sang”. Pludselig kom der så et jordskælv som rystede fængslet! Fangevogteren vågnede, opdagede at dørene stod åbne, og frygtede at fangerne var stukket af. Han vidste at han ville blive straffet for at have ladet dem flygte, så han “trak sit sværd og skulle til at begå selvmord”. Men Paulus råbte: “Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle sammen!” Den chokerede fangevogter spurgte: “Gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Paulus og Silas kunne ikke frelse ham – det var kun Jesus der kunne det. De svarede derfor: “Du skal tro på Herren Jesus, og så vil du blive frelst, både du og din husstand.” – Ap.G. 16:25-31.

14. (a) Hvordan hjalp Paulus og Silas fangevogteren? (b) Hvordan blev Paulus og Silas belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden?

¹⁴ Var fangevogterens spørgsmål oprigtigt ment? Paulus tvivlede ikke på mandens oprigtighed. Fangevogteren var ikkejøde og ukendt med Skrifterne. Før han kunne blive kristen, måtte han lære de grundlæggende sandheder fra Skrifterne at kende og tage dem til sig. Paulus og Silas tog sig derfor tid til at forkynde “Jehovas ord for ham”. Mens de var opslugt af at undervise i Skrifterne, glemte de måske smerterne fra de slag de havde fået. Men fangevogteren lagde mærke til de dybe flænger på deres rygge og rensede deres sår. Beretningen fortsætter: “Straks efter blev han og alle i hans husstand døbt.” Paulus og Silas blev virkelig belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden! – Ap.G. 16:32-34.

15. (a) Hvordan har mange Jehovas Vidner i dag fulgt Paulus og Silas’ eksempel? (b) Hvorfor skal vi blive ved med at besøge dem der bor i vores distrikt?

¹⁵ Ligesom Paulus og Silas har mange Jehovas Vidner i dag forkyndt den gode nyhed mens de sad i fængsel på grund af deres tro, og det har ført til gode resultater. I et land hvor vores arbejde var forbudt, var der for eksempel et tidspunkt hvor 40 procent af alle Jehovas Vidner havde lært sandheden at kende mens de sad i fængsel! (Esa. 54:17) Læg også mærke til at det først var efter at jordskælvet havde ramt, at fangevogteren bad om hjælp. I dag kan det også ske at nogle der aldrig før har lyttet til budskabet om Riget, pludselig gør det når deres verden bliver rystet af en foruroligende begivenhed. Når vi trofast besøger dem der bor i vores distrikt, og kommer tilbage til dem der har vist interesse, stiller vi os til rådighed for at kunne hjælpe dem.

“Vil de nu jage os hemmeligt ud?” (Ap.G. 16:35-40)

16. Hvordan blev rollerne byttet om dagen efter at Paulus og Silas var blevet slået?

¹⁶ Morgenen efter at Paulus og Silas var blevet slået, befalede embedsmændene i byen at de skulle løslades. Men Paulus sagde: “Selvom vi er romerske borgere, slog de os offentligt, uden at vi var dømt, og de kastede os i fængsel. Vil de nu jage os hemmeligt ud? Nej, de kan selv komme og føre os ud!” Da det gik op for byens embedsmænd at de to mænd var romerske statsborgere, ‘blev de bange’ fordi de havde krænket deres rettigheder.d Rollerne var byttet om. Paulus og Silas var blevet slået offentligt, og nu måtte byens embedsmænd undskylde offentligt. De bad dem om at forlade Filippi. Det gik Paulus og Silas med til, men inden de rejste, tog de sig tid til at opmuntre den voksende gruppe af nye disciple.

17. Hvilken vigtig ting kan de nye disciple have lært af Paulus og Silas’ udholdenhed?

¹⁷ Hvis Paulus og Silas’ rettigheder som romerske borgere var blevet respekteret noget før, kunne de sikkert have undgået at blive mishandlet. (Ap.G. 22:25, 26) Men det kunne have givet disciplene i Filippi det indtryk at de bare havde udnyttet deres status for at slippe for lidelser for Kristus’ skyld. Hvordan kunne det have påvirket troen hos disciple som ikke var romerske borgere? Dem ville loven jo ikke beskytte mod at blive dårligt behandlet. Ved at udholde mishandling viste Paulus og Silas derfor med deres eksempel at det er muligt for Kristus’ disciple at stå fast under forfølgelse. Ved at kræve at deres borgerret blev respekteret, fik Paulus og Silas desuden embedsmændene i byen til offentligt at indrømme at de havde handlet i modstrid med loven. Det ville måske afholde dem fra at mishandle Paulus’ trosfæller og give disciplene en vis retsbeskyttelse mod lignende overgreb fremover.

18. (a) Hvordan følger kristne tilsynsmænd i dag Paulus’ eksempel? (b) Hvordan kan vi “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed” i vores tid?

¹⁸ I dag går tilsynsmænd i menighederne også foran med et godt eksempel. Det de forventer at deres trosfæller skal gøre, er de også villige til selv at gøre. Ligesom Paulus overvejer vi også omhyggeligt hvordan og hvornår vi skal gøre brug af vores rettigheder for at opnå juridisk beskyttelse. Om nødvendigt henvender vi os til de lokale, nationale og endda internationale domstole for at opnå juridisk beskyttelse så vi kan tjene Gud. Vores mål er ikke at gennemføre sociale reformer men at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”, sådan som Paulus skrev til menigheden i Filippi omkring ti år efter sin fængsling i byen. (Flp. 1:7) Men uanset hvad udfaldet af en retssag bliver, er vi ligesom Paulus og hans rejsefæller besluttet på at fortsætte med at “forkynde den gode nyhed” hvor som helst Guds ånd leder os hen. – Ap.G. 16:10.

1, 2. Hvem er på rejse fra Filippi til Thessalonika, og hvad har de måske tænkt på?

DEN befærdede vej, der er blevet anlagt af dygtige romerske ingeniører, skærer sig tværs gennem det bjergrige terræn. Her kan man høre mange forskellige lyde – æsler der skryder, vognhjul der rasler hen over den tykke brolægning, og rejsende der taler med hinanden, blandt andet soldater, købmænd og håndværkere. De tre venner Paulus, Silas og Timotheus rejser mere end 130 kilometer ad den trafikerede vej, fra Filippi til Thessalonika. Rejsen er langtfra let, og slet ikke for Paulus og Silas. De er nemlig stadig meget forslåede efter den hårde behandling de fik i Filippi. – Ap.G. 16:22, 23.

² Hvad kan aflede deres tanker fra den lange vandring der ligger forude? Noget der hjælper dem, er uden tvivl at tale sammen. De glæder sig stadig over den dejlige oplevelse med fangevogteren og hans familie der tog imod sandheden i Filippi. Oplevelsen har gjort de tre rejsefæller endnu mere besluttet på at fortsætte med at forkynde Guds ord. Men da de nærmer sig kystbyen Thessalonika, har de nok alligevel spekuleret på hvordan de ville blive behandlet af jøderne der. Ville de blive angrebet, måske endda slået, ligesom de blev i Filippi?

3. Hvordan er det at Paulus tog mod til sig, et eksempel for os i dag?

³ Paulus satte senere ord på sine følelser i et brev han skrev til de kristne i Thessalonika: “Efter at vi, som I ved, først var blevet mishandlet og udsat for ydmygende behandling i Filippi, tog vi med Guds hjælp mod til os og forkyndte Guds gode nyhed for jer til trods for stor modstand.” (1. Thess. 2:2) Noget kunne tyde på at Paulus var lidt betænkelig ved at tage ind i byen Thessalonika, især efter det der var sket i Filippi. Kan du sætte dig ind i hvordan Paulus må have haft det? Synes du også nogle gange at det kan være en kamp at forkynde den gode nyhed? Paulus havde tillid til at Jehova ville styrke ham og give ham det nødvendige mod. Du kan få samme tillid til Jehova ved at studere Paulus’ eksempel. – 1. Kor. 4:16.

‘Han fremførte argumenter ud fra Skrifterne’ (Ap.G. 17:1-3)

4. Hvorfor er det sandsynligt at Paulus var i Thessalonika i mere end tre uger?

⁴ Beretningen fortæller os at Paulus forkyndte i en synagoge på tre sabbatter mens han var i Thessalonika. Vil det sige at han kun var i byen i tre uger? Ikke nødvendigvis. Vi ved ikke hvor hurtigt efter sin ankomst at Paulus første gang gik hen i synagogen. Desuden fremgår det af Paulus’ breve at han og hans rejsefæller arbejdede for at forsørge sig selv mens de var i Thessalonika. (1. Thess. 2:9; 2. Thess. 3:7, 8) Og to gange under sit ophold modtog Paulus forsyninger fra brødrene i Filippi. (Flp. 4:16) Så han har sandsynligvis opholdt sig i Thessalonika i mere end tre uger.

5. Hvordan prøvede Paulus at appellere til sine tilhørere?

⁵ Efter at Paulus havde taget mod til sig, henvendte han sig til dem der var forsamlet i synagogen. Som han plejede, “talte han med dem og fremførte argumenter ud fra Skrifterne. Han forklarede og beviste ved hjælp af henvisninger at Kristus nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde, og sagde: ‘Den Jesus som jeg forkynder for jer, er Kristus.’” (Ap.G. 17:2, 3) Læg mærke til at Paulus ikke prøvede at appellere til sine tilhøreres følelser men til deres sunde fornuft. Han vidste at de der kom i synagogen, kendte og respekterede Skrifterne. De manglede bare at forstå det de læste. Paulus kom derfor med nogle argumenter ud fra Skrifterne og forklarede og beviste at Jesus fra Nazaret var den lovede Messias, eller Kristus.

6. Hvordan baserede Jesus sin undervisning på Skrifterne, og hvad blev resultatet?

⁶ Paulus efterlignede Jesus, der altid baserede sin undervisning på Skrifterne. For eksempel havde Jesus sagt til sine disciple at Menneskesønnen ifølge Skrifterne skulle lide, dø og oprejses fra de døde. (Matt. 16:21) Efter sin opstandelse viste Jesus sig så for sine disciple. Det var i sig selv et bevis for at han havde talt sandt. Men Jesus gav dem flere grunde til at stole på Guds ord. Beretningen siger: “Så forklarede han det der stod om ham i alle Skrifterne. Han begyndte med Moses og alle Profeterne.” Hvad blev resultatet? Disciplene udbrød: “Brændte vores hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og tydeligt forklarede Skrifterne for os?” – Luk. 24:13, 27, 32.

7. Hvorfor er det vigtigt at vi baserer vores undervisning på Skrifterne?

⁷ Budskabet i Guds ord har stor kraft. (Hebr. 4:12) Derfor baserer vi ligesom både Jesus, Paulus og de andre apostle vores undervisning på Guds ord. Vi argumenterer på en god måde når vi forkynder for folk, vi forklarer hvordan Bibelen skal forstås, og vi beviser det vi underviser i, ved at slå op i den og vise hvad den siger. Det gør vi fordi budskabet ikke kommer fra os selv. Når vi sørger for at bruge Bibelen, hjælper vi folk til at forstå at det vi siger, ikke er noget vi selv har fundet på, men kommer fra Gud. Det er også vigtigt for os selv at huske at budskabet bygger solidt på Guds ord og er fuldstændigt pålideligt. Det vil hjælpe os til at være modige i vores forkyndelse ligesom Paulus.

“Nogle af dem blev overbevist” (Ap.G. 17:4-9)

8-10. (a) Hvordan reagerede indbyggerne i Thessalonika på den gode nyhed? (b) Hvorfor var nogle af jøderne misundelige på Paulus? (c) Hvad gjorde de jødiske modstandere?

⁸ Paulus havde selv erfaret sandheden i Jesus’ ord: “En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer. Hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres.” (Joh. 15:20) I Thessalonika kom Paulus netop ud for de forskellige reaktioner – nogle var ivrige efter at overholde ordet, mens andre afviste det. Om dem der reagerede positivt, skriver Lukas: “Nogle af dem [jøderne] blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas [som kristne], og det samme gjorde mange af de grækere der tilbad Gud, og en hel del af de fornemme kvinder.” (Ap.G. 17:4) Det er tydeligt at de nye disciple var taknemmelige for at få Skrifterne forklaret.

⁹ Nogle satte pris på Paulus’ ord, andre blev vrede på Paulus. Nogle af jøderne i Thessalonika var misundelige over at en del grækere var blevet overbevist og havde sluttet sig til Paulus. De var nemlig opsat på at hverve proselytter og havde undervist de græske ikkejøder i De Hebraiske Skrifter, så de havde fået en form for ejerfornemmelse over dem. Men nu så det pludselig ud til at Paulus stjal grækerne fra dem, og så ovenikøbet i selve synagogen! Jøderne var rasende.

¹⁰ Lukas skriver hvad der videre skete: “Jøderne blev misundelige og fik fat i nogle onde mænd der drev omkring på torvet, og de dannede et opløb og skabte tumult i byen. De angreb Jasons hus og prøvede at få Paulus og Silas ført ud til den vrede folkemængde. De kunne ikke finde dem, så de slæbte Jason og nogle af brødrene hen til byens ledere mens de råbte: ‘De mænd der overalt har været årsag til uroligheder, er også her, og Jason har taget imod dem som sine gæster. Alle disse mænd går imod kejserens bestemmelser, for de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.’” (Ap.G. 17:5-7) Hvilke konsekvenser ville angrebet få for Paulus og hans rejsefæller?

11. Hvilke anklager blev rettet mod Paulus og hans medforkyndere, og hvilke bestemmelser kan deres modstandere have haft i tanke? (Se fodnoten).

¹¹ En vred folkemængde kan opføre sig vildt og hæmningsløst. Den kan fare voldsomt frem som en flod der er gået over sine bredder, og kan være helt umulig at styre. Det var sådan jøderne opførte sig for at slippe af med Paulus og Silas. Efter at de havde ‘skabt tumult’ i byen, prøvede de at overbevise byens ledere om at anklagerne var sande. Den første anklage gik ud på at Paulus og de andre forkyndere ‘overalt havde været årsag til uroligheder’, selvom Paulus og hans rejsefæller slet ikke havde noget at gøre med oprøret i Thessalonika! Den anden anklage var langt mere alvorlig. Jøderne sagde nemlig at de forkyndte om en anden konge, Jesus, og hævdede at de på den måde overtrådte kejserens bestemmelser.a

12. Hvad viser at anklagerne mod de kristne i Thessalonika kunne have fået alvorlige konsekvenser?

¹² Husk at de religiøse ledere var kommet med en lignende anklage mod Jesus. De sagde til Pilatus: “Denne mand tilskynder vores nation til oprør ... og siger at han selv er Kristus, en konge.” (Luk. 23:2) Grunden til at Pilatus dømte Jesus til døden, var muligvis at han var bange for at nogen skulle tro at han så gennem fingre med forræderi mod kejseren. Anklagerne mod de kristne i Thessalonika kunne have fået samme alvorlige konsekvenser. Et opslagsværk siger: “Det er svært at overdrive den fare dette udsatte dem for, da ‘den blotte antydning af forræderi mod kejserne ofte var ensbetydende med døden for den anklagede’.” Ville deres onde plan lykkes?

13, 14. (a) Hvorfor mislykkedes den vrede folkemængdes angreb? (b) Hvordan fulgte Paulus Jesus’ råd om at være forsigtig, og hvordan kan vi følge hans eksempel?

¹³ Det lykkedes ikke folkemængden at sætte en stopper for forkyndelsesarbejdet i Thessalonika. Hvorfor ikke? Blandt andet fordi Paulus og Silas ikke var til at finde. Desuden var byens ledere åbenbart ikke overbevist om at anklagerne var sande. Efter at have fået stillet en “tilstrækkelig kaution” løslod de derfor Jason og de andre brødre som var blevet ført frem for dem. (Ap.G. 17:8, 9) Paulus fulgte det råd Jesus havde givet sine disciple om at være “forsigtige som slanger og alligevel uskyldige som duer”, og holdt sig væk fra faren så han kunne fortsætte sin forkyndelse andre steder. (Matt. 10:16) Paulus var modig, men han var ikke overmodig. Hvordan kan vi følge hans eksempel i dag?

¹⁴ I vores tid har religiøse ledere ofte hidset folkemængder op til at modarbejde Jehovas Vidner. Ved at komme med anklager om oprør og forræderi har de manipuleret myndighederne til at forfølge Jehovas Vidner. Ligesom i det første århundrede er mange modstandere i dag drevet af misundelse. Hvordan reagerer vi? Som sande kristne opsøger vi ikke problemer. Vi undgår konfrontationer med vrede og urimelige mennesker når det er muligt, og forsøger i stedet at fortsætte vores arbejde på en fredelig måde, måske ved at vende tilbage når der er faldet ro over situationen.

De havde “et mere åbent sind” (Ap.G. 17:10-15)

15. Hvordan tog jøderne i Berøa imod den gode nyhed?

¹⁵ For at få Paulus og Silas i sikkerhed sendte brødrene dem til Berøa, omkring 65 kilometer væk. Efter at være ankommet gik Paulus hen i synagogen og talte til dem der var der. Her mødte han nogle der var ydmyge og modtagelige over for den gode nyhed. Hvor må det have gjort ham glad! Lukas skrev at jøderne i Berøa “havde et mere åbent sind end dem i Thessalonika, for de tog imod ordet med stor iver og undersøgte hver dag Skrifterne for at se om det de hørte, var sandt”. (Ap.G. 17:10, 11) Stillede den udtalelse dem i Thessalonika som havde taget imod sandheden, i et dårligt lys? Slet ikke. Til dem skrev Paulus senere: “Vi [takker] altid Gud, for da I hørte os forkynde Guds ord, tog I ikke imod det som ord fra mennesker, men som dét det i virkeligheden er, som Guds ord – og det virker i jer som tror.” (1. Thess. 2:13) Men hvad var det der gjorde at jøderne i Berøa havde et så åbent sind?

16. Hvorfor beskrives jøderne i Berøa som nogle der havde et “åbent sind”?

¹⁶ Selvom det jøderne i Berøa hørte, var nyt for dem, var de ikke mistroiske eller kritiske over for det. På den anden side var de heller ikke godtroende. Først lyttede de interesseret til hvad Paulus havde at sige. Derefter undersøgte de det Paulus havde lært dem, ved selv at gå i dybden med Skrifterne. Desuden var det ikke kun på sabbatten de studerede Guds ord flittigt – det var noget de gjorde hver dag. Og de gjorde det med “stor iver”, det vil sige at de brugte tid på at finde ud af hvordan det de lige havde lært, stemte overens med Skrifterne. De var også ydmyge nok til at gøre forandringer, for vi kan se at ‘mange af dem fik tro’ og blev kristne. (Ap.G. 17:12) Det er ikke så mærkeligt at Lukas beskrev dem som nogle der havde et “åbent sind”!

17. Hvorfor skal vi efterligne jøderne i Berøa, og hvordan kan vi blive ved med at gøre det selvom vi har tjent Jehova i mange år?

¹⁷ Jøderne i Berøa kunne ikke vide at beretningen om hvordan de tog imod den gode nyhed, ville blive en del af Guds ord som et godt eksempel for os. De gjorde præcis det som Paulus havde håbet de ville gøre, og det som Jehova ønskede af dem. Det er det samme vi opfordrer folk til at gøre – at undersøge Bibelen så deres tro bliver solidt baseret på Guds ord. Men hvad så når man har fået tro og er begyndt at tjene Jehova? Behøver man så ikke længere at arbejde på at have et åbent sind? Jo, faktisk bliver det ved med at være vigtigt at vi er ivrige efter at blive oplært af Jehova og hurtige til at leve efter det vi lærer. På den måde lader vi Jehova forme os til den slags mennesker han synes om. (Esa. 64:8) Det gør at vi kan blive ved med at være brugbare for ham.

18, 19. (a) Hvorfor forlod Paulus Berøa, men hvordan viste han udholdenhed? (b) Hvem var de næste Paulus skulle forkynde for?

¹⁸ Paulus blev ikke ret længe i Berøa. Vi læser: “Da jøderne fra Thessalonika fik at vide at Paulus også forkyndte Guds ord i Berøa, kom de for at ophidse masserne. Brødrene sendte straks Paulus afsted til havet, men både Silas og Timotheus blev tilbage. Paulus’ ledsagere fulgte ham imidlertid helt til Athen, og de forlod ham efter at han havde givet dem besked om at Silas og Timotheus skulle komme til ham så hurtigt som muligt.” (Ap.G. 17:13-15) Modstanderne af den gode nyhed havde ikke tænkt sig at give op! Det havde ikke været nok for dem at få jaget Paulus ud af Thessalonika, så de rejste videre til Berøa og prøvede også at skabe problemer der – men det lykkedes ikke. Paulus var klar over at han havde et stort distrikt, så han tog ganske enkelt videre for at forkynde et andet sted. Vi er lige så besluttet på ikke at lade vores modstandere sætte en stopper for vores forkyndelse!

¹⁹ Efter at have aflagt et grundigt vidnesbyrd for jøderne i Thessalonika og Berøa havde Paulus uden tvivl lært meget om hvor vigtigt det er at være modig i sin forkyndelse og at basere sin undervisning på Guds ord. Det har vi også lært. Men nu skulle Paulus til at forkynde for en helt anden gruppe mennesker – ikkejøderne i Athen. Hvordan ville det gå? Det vil vi se i det næste kapitel.

1-3. (a) Hvorfor bliver Paulus dybt frustreret mens han er i Athen? (b) Hvad kan vi lære af at se nærmere på Paulus’ eksempel?

PAULUS er dybt frustreret. Han befinder sig i Athen, hvor store filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles engang underviste. Athen er en meget religiøs by. Overalt omkring Paulus – i templer, på offentlige torve og i gaderne – er der masser af afguder, for athenerne dyrker et helt panteon af guder. Paulus ved hvordan Jehova, den sande Gud, ser på afgudsdyrkelse. (2. Mos. 20:4, 5) Og den trofaste apostel har samme mening om tingene som Jehova – han hader afguder!

² Det syn der møder Paulus da han går ind på agoraen, eller torvet, er især chokerende. I det nordvestlige hjørne, i nærheden af hovedindgangen, står der en lang række falliske statuer af guden Hermes. Torvet er fyldt med helligdomme. Hvordan vil den trofaste apostel bære sig ad med at forkynde i det her miljø med så mange afguder? Vil han kunne bevare roen og finde et fælles udgangspunkt? Vil det lykkes ham at hjælpe nogen til at søge den sande Gud og virkelig finde ham?

³ Den tale Paulus holdt over for de højtuddannede mænd i Athen, og som er gengivet i Apostlenes Gerninger 17:22-31, er et flot eksempel i at tale på en overbevisende måde og med takt og dømmekraft. Når vi ser nærmere på Paulus’ tale, kan vi lære meget om hvordan vi finder et fælles udgangspunkt og hjælper vores tilhørere til at nå frem til de rigtige konklusioner.

Forkyndelse “på torvet” (Ap.G. 17:16-21)

4, 5. Hvor i Athen forkyndte Paulus, og hvilket publikum kom han til at stå over for?

⁴ Paulus besøgte Athen på sin anden missionsrejse omkring år 50 e.v.t.a Mens han ventede på at Silas og Timotheus skulle ankomme fra Berøa, “begyndte han i synagogen at fremføre argumenter for jøderne”, som han plejede. Han fandt også et sted hvor han kunne få kontakt med Athens ikkejødiske indbyggere, nemlig “på torvet”, eller agoraen. (Ap.G. 17:17) Athens torv, som lå nordvest for Akropolis, havde et areal på omkring fem hektar. Torvet fungerede ikke kun som en markedsplads hvor man købte og solgte, det var også byens offentlige mødested. Et opslagsværk siger at det var “byens økonomiske, politiske og kulturelle hjerte”. Athenerne kunne godt lide at mødes her og have intellektuelle samtaler.

⁵ Det var et svært publikum Paulus kom til at stå over for på torvet. Blandt hans tilhørere var der epikuræere og stoikere, der havde vidt forskellige filosofier.b Epikuræerne troede at livet var opstået ved et tilfælde. Deres livssyn blev sammenfattet med ordene: “Intet at frygte hos Gud; intet at mærke i døden; det gode kan opnås; det onde kan udholdes.” Stoikerne lagde stor vægt på fornuft og logik og troede ikke på at Gud var en person. Hverken epikuræerne eller stoikerne troede på den kristne lære om opstandelsen. De to gruppers filosofiske betragtninger kunne tydeligvis ikke forenes med den sande kristne tro, som Paulus forkyndte.

6, 7. Hvordan reagerede nogle af de græske filosoffer på Paulus’ undervisning, og hvilken lignende reaktion kan vi møde i dag?

⁶ Hvordan reagerede de græske filosoffer på Paulus’ undervisning? Nogle kaldte ham for et “snakkehoved”, et ord der også betød en “opsamler af sædekorn”. (Se studienote til Apostlenes Gerninger 17:18, nwtsty). Om det græske udtryk siger en forsker: “Ordet blev oprindeligt brugt om en lille fugl der gik rundt og opsamlede korn, og senere blev det anvendt om personer der gik rundt på torvet og samlede madrester og andre småting op. Senere igen begyndte man at bruge det i overført betydning om folk der opsnappede lidt informationer hist og her, og især om nogle der ikke formåede at sætte dem rigtigt sammen.” Det mændene sagde, var altså i virkeligheden at Paulus snakkede løs om ting han ikke vidste noget om. Men som vi skal se, lod Paulus sig ikke slå ud af deres fornærmelser.

⁷ I dag er der også nogle der taler nedsættende om os på grund af vores tro på Bibelen. Nogle lærere hævder for eksempel at evolutionen er et faktum, og at det er noget som alle intelligente mennesker bliver nødt til at anerkende. De stempler i virkeligheden dem der nægter at tro på evolutionen, som uvidende og vil gerne give folk indtryk af at vi er ‘opsamlere af sædekorn’ når vi fortæller om Bibelens budskab og om beviserne for design i naturen. Men det lader vi os ikke skræmme af. Vi taler tværtimod med overbevisning når vi forsvarer vores tro på at en intelligent Skaber, Jehova Gud, står bag alt liv på jorden. – Åb. 4:11.

8. (a) Hvordan reagerede nogle af dem der hørte Paulus forkynde? (b) Hvad kan udtrykket Areopagos sigte til? (Se fodnoten).

⁸ Andre af dem der hørte Paulus forkynde på torvet, reagerede anderledes. “Det lader til at han forkynder fremmede guder,” sagde de. (Ap.G. 17:18) Var det virkelig nye guder Paulus præsenterede athenerne for? I så fald var det en alvorlig sag. Mange hundrede år tidligere var Sokrates nemlig blevet anklaget for noget lignende, og det endte med at han blev dømt til døden. Det var derfor ikke overraskende at Paulus blev ført til Areopagos og bedt om at forklare de nye tanker der lød så mærkelige i athenernes ører.c Hvordan ville Paulus forsvare sit budskab over for mennesker som ikke kendte noget til Skrifterne?

“Athenske mænd, jeg ser ...” (Ap.G. 17:22, 23)

9-11. (a) Hvad gjorde Paulus for at finde et fælles udgangspunkt han kunne bygge videre på? (b) Hvordan kan vi efterligne Paulus i vores forkyndelse?

⁹ Husk at Paulus var dybt frustreret over alle de afguder han havde set. Men i stedet for ubehersket at angribe afgudsdyrkelsen forholdt han sig rolig. På den mest taktfulde måde prøvede han at overbevise sine tilhørere ved at gå ud fra et fælles udgangspunkt. Han begyndte med at sige: “Athenske mænd, jeg ser at I på alle måder lader til at være mere religiøse end andre.” (Ap.G. 17:22) Hvor var det klogt af ham at rose athenerne for at være religiøse. Han forstod nemlig at nogle der er blevet narret af religiøse løgne, sagtens kan have et modtageligt hjerte. Paulus vidste jo at han selv engang “handlede i uvidenhed og manglede tro”. – 1. Tim. 1:13.

¹⁰ Han gik altså ud fra et fælles udgangspunkt og nævnte at han havde lagt mærke til noget der tydeligt viste at athenerne var religiøse – et alter viet til “en ukendt gud”. Ifølge et opslagsværk “var det almindeligt at grækere og andre viede altre til ‘ukendte guder’ af frygt for at de i deres tilbedelse var kommet til at udelade en eller anden gud som kunne blive fornærmet”. Ved at have sådan et alter indrømmede athenerne at der fandtes en Gud som de ikke kendte. Paulus brugte altret som en god indgangsvinkel til at føre samtalen ind på den gode nyhed. Han forklarede: “Det som I altså tilbeder uden at kende, dét forkynder jeg for jer.” (Ap.G. 17:23) Paulus fremholdt sine argumenter på en meget taktfuld men samtidig virkningsfuld måde. Han præsenterede ikke en ny eller en fremmed gud, som nogle havde påstået. Nej, han fortalte dem om den Gud de ikke kendte – den sande Gud.

¹¹ Hvordan kan vi efterligne Paulus i vores forkyndelse? Hvis vi er opmærksomme, kan vi måske få øje på noget der viser om en person er religiøs. Det kan være vi lægger mærke til nogle religiøse symboler – måske noget vedkommende har på, eller noget som står fremme i hans eller hendes hjem eller i haven. Så kunne vi sige: ‘Jeg kan se at du er et religiøst menneske. Jeg havde netop håbet at få en samtale med en der interesserer sig for tro og religion.’ Ved at tage hensyn til det personen tror på, kan vi måske finde et fælles udgangspunkt som vi kan bygge videre på. Husk at vi ikke er ude på at dømme andre på forhånd på grund af deres religiøse overbevisning. Nogle af vores trosfæller har jo også tidligere oprigtigt troet på noget der ikke stemmer med Bibelen.

Gud er “ikke langt væk fra en eneste af os” (Ap.G. 17:24-28)

12. Hvordan tilpassede Paulus sin forkyndelse til sine tilhørere?

¹² Hvordan kunne Paulus nu bygge videre på det fælles udgangspunkt han havde med athenerne? Han vidste at hans tilhørere var oplært i græsk filosofi og ikke kendte Skrifterne, og det fik ham til at tilpasse sin forkyndelse på flere måder. For det første talte han om emner fra Skrifterne uden at citere direkte fra dem. For det andet fik han sine tilhørere til at føle sig godt tilpas ved indimellem at bruge ordene “vi” og “os”. Og for det tredje citerede han fra græsk litteratur for at vise at nogle af de ting han underviste i, også var udtrykt i grækernes egne tekster. Men lad os nu gå lidt i dybden med Paulus’ virkningsfulde tale. Hvilke vigtige sandheder forkyndte han om den Gud som var ukendt for athenerne?

13. Hvad sagde Paulus om universets oprindelse, og hvad slog han fast?

¹³ Gud har skabt universet. Paulus sagde: “Den Gud som har skabt verden og alt hvad der er i den, ham der er himlens og jordens Herre, bor ikke i templer der er bygget af mennesker.”d (Ap.G. 17:24) Universet er ikke opstået ved et tilfælde. Den sande Gud har skabt alting. (Sl. 146:6) I modsætning til Athena eller de andre guder, der havde brug for templer, helligdomme og altre for at blive prist og æret, bor himlens og jordens Suveræne Herre ikke i templer bygget af mennesker. (1. Kong. 8:27) Betydningen af Paulus’ ord er indlysende: Den sande Gud er større end alle menneskeskabte afguder der findes i menneskeskabte templer. – Esa. 40:18-26.

14. Hvordan viste Paulus at Gud ikke er afhængig af mennesker?

¹⁴ Gud er ikke afhængig af mennesker. De der tilbad afguder, plejede at give deres figurer og statuer luksuriøst tøj på, overøse dem med dyre gaver eller komme med mad og drikke til dem – som om afguderne havde brug for de ting! Men det er muligt at nogle af de græske filosoffer blandt Paulus’ tilhørere har ment at en gud ikke havde behov for at få noget fra mennesker. I så fald var de helt sikkert enige i Paulus’ udtalelse om at Gud ikke ‘forventer at mennesker sørger for ham som om han trængte til noget’. I virkeligheden har Skaberen ikke brug for nogen som helst materielle ting fra mennesker! Han giver derimod mennesker det de har behov for – “liv og ånde og alting”, deriblandt sol, regn og frugtbar jord. (Ap.G. 17:25; 1. Mos. 2:7) Så fordi Gud er den der giver alting, er han ikke afhængig af mennesker.

15. Hvordan prøvede Paulus at få athenerne til at forstå at de ikke skulle føle sig hævet over ikkegrækere, og hvad kan vi lære af ham?

¹⁵ Gud har skabt mennesket. Athenerne følte sig hævet over ikkegrækere. Men stolthed over nationalitet eller hudfarve er i modstrid med Bibelen. (5. Mos. 10:17) Paulus behandlede det følsomme emne på en god og taktfuld måde. Han sagde: “[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker”, og det gav uden tvivl hans tilhørere stof til eftertanke. (Ap.G. 17:26) Paulus hentydede til beretningen i Første Mosebog om Adam, hele menneskehedens stamfar. (1. Mos. 1:26-28) Eftersom alle mennesker har en fælles stamfar, er ingen race eller nationalitet hævet over andre. Hans tilhørere har uden tvivl fanget pointen. Her kan vi også lære noget vigtigt af Paulus. Vi vil gerne være taktfulde og rimelige i forkyndelsen, men vi vil ikke udvande sandheden fra Bibelen for at gøre den nemmere for andre at acceptere.

16. Hvad er Skaberens hensigt med mennesker?

¹⁶ Guds hensigt er at mennesker skal komme nær til ham. Selvom filosofferne blandt Paulus’ tilhørere havde lange diskussioner om meningen med livet, kunne de aldrig være kommet med en tilfredsstillende forklaring. Paulus forklarede derimod klart og tydeligt hvad Skaberens hensigt med mennesker var: “De skulle søge Gud, ja, famle sig frem til ham og virkelig finde ham, han er nemlig ikke langt væk fra en eneste af os.” (Ap.G. 17:27) Den Gud som var ukendt for athenerne, er slet ikke umulig at lære at kende. Nej, han er ikke langt væk fra dem der virkelig ønsker at finde ham og lære ham at kende. (Sl. 145:18) Læg mærke til at Paulus brugte stedordet “os” og på den måde tog sig selv med blandt dem der havde behov for at “søge” Gud og “famle sig frem til ham”.

17, 18. Hvorfor bør mennesker have lyst til at lære Gud at kende, og hvad kan vi lære af den måde Paulus appellerede til sine tilhørere på?

¹⁷ Mennesker bør have lyst til at lære Gud at kende. På grund af Gud “lever vi, og bevæger vi os, og er vi til,” sagde Paulus. Nogle bibelforskere mener at Paulus her citerede Epimenides, en kretisk digter fra det sjette århundrede f.v.t. som var “en vigtig person i athenernes religiøse tradition”. Paulus pegede på endnu en grund til at mennesker bør have lyst til at lære Gud at kende: “Nogle af jeres digtere har sagt: ‘For vi er også hans børn.’” (Ap.G. 17:28) Mennesker burde betragte Gud som deres Far, for han skabte det første menneske, som alle andre nedstammer fra. For at appellere til sine tilhørere valgte Paulus at citere fra nogle græske skrifter som de uden tvivl havde respekt for.e Ligesom Paulus kan vi måske også en gang imellem henvise til historiske kilder, opslagsværker eller andre anerkendte tekster. Det kan for eksempel være med til at overbevise en der ikke er et af Jehovas Vidner, om hvor bestemte falske religiøse skikke stammer fra.

¹⁸ Indtil videre havde Paulus fortalt sine tilhørere nogle vigtige sandheder om Gud, og han havde sørget for at tilpasse sine ord til dem der lyttede. Hvad ønskede apostlen at athenerne skulle bruge de vigtige oplysninger til? Det fortalte han dem nu.

“Mennesker overalt ... skal angre” (Ap.G. 17:29-31)

19, 20. (a) Hvordan viste Paulus på en god måde at det er meningsløst at dyrke afguder? (b) Hvad måtte Paulus’ tilhørere gøre?

¹⁹ Paulus var nu nået dertil hvor han kunne opfordre sine tilhørere til handling. Han henviste igen til citatet fra de græske digtere og sagde: “Når vi altså er Guds børn, må vi ikke mene at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er kunstnerisk udformet ud fra menneskers tanker.” (Ap.G. 17:29) Hvis mennesker er skabt af Gud, hvordan skulle et afgudsbillede eller en figur der er fremstillet af et menneske, så kunne rumme Gud? Paulus’ taktfulde argumentation viste hvor meningsløst det er at tilbede menneskeskabte afguder. (Sl. 115:4-8; Esa. 44:9-20) Ved at sige “må vi ikke” gjorde Paulus det sikkert nemmere for dem at tage irettesættelsen til sig.

²⁰ Paulus gjorde det klart at det var nødvendigt med handling: “Det er rigtigt at Gud tidligere har set gennem fingre med en sådan uvidenhed [hvor man forestillede sig at Gud syntes om mennesker der tilbad afguder], men nu oplyser han mennesker overalt om at de skal angre.” (Ap.G. 17:30) Nogle af Paulus’ tilhørere kan være blevet chokeret over hans opfordring til at angre. Men hans tale viste klart og tydeligt at de skyldte Gud deres liv og derfor skulle stå ham til regnskab. De skulle søge Gud, lære sandheden om ham at kende og begynde at leve efter det de lærte. For athenerne betød det at de skulle forstå at afgudsdyrkelse var forkert, og holde op med at praktisere det.

21, 22. Hvordan afsluttede Paulus sin tale, og hvilken betydning har hans ord for os i dag?

²¹ Paulus afsluttede sin tale på en virkningsfuld måde: “[Gud har] fastsat en dag hvor han vil dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for ved at oprejse ham fra de døde.” (Ap.G. 17:31) Nu hvor de vidste at der ville komme en dag hvor menneskeheden ville blive dømt, var der virkelig grund til at søge den sande Gud og finde ham! Paulus nævnte ikke navnet på den udnævnte Dommer men sagde noget meget overraskende om ham: Han havde levet som et menneske, var død og var derefter blevet oprejst af Gud!

²² Afslutningen på Paulus’ tale er også af stor betydning for os i dag. Vi ved at den Dommer Gud har udnævnt, er den opstandne Jesus Kristus. (Joh. 5:22) Vi ved også at dommens dag vil vare tusind år, og at den nærmer sig hastigt. (Åb. 20:4, 6) Vi frygter ikke dommens dag, for vi ved at den vil føre til mange velsignelser for dem der bliver erklæret trofaste. Vi har fået en garanti for at vores håb om en fantastisk fremtid vil blive til virkelighed, gennem det største af alle mirakler – Jesus Kristus’ opstandelse!

“Nogle ... fik tro” (Ap.G. 17:32-34)

23. Hvilken modtagelse fik Paulus’ tale?

²³ Paulus’ tale fik en blandet modtagelse. Nogle begyndte at gøre nar da de hørte om en opstandelse. Andre var høflige men ville ikke forpligte sig til noget og sagde: “Vi vil gerne høre dig fortælle mere om det en anden gang.” (Ap.G. 17:32) Men der var også nogle der reagerede positivt: “Nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro. Blandt dem var Dionysios, som var dommer ved Areopagosdomstolen, foruden en kvinde der hed Damaris, og flere andre.” (Ap.G. 17:34) Vi møder lignende reaktioner i vores forkyndelse. Nogle gør måske nar af os, og andre er måske høflige men ligeglade. Men vi bliver meget glade og begejstrede når nogen tager imod budskabet om Riget og bliver vores trosfæller.

24. Hvad kan vi lære af Paulus’ tale?

²⁴ Når vi tænker over Paulus’ tale, kan vi lære meget om at bruge logiske og overbevisende argumenter og om hvordan man kan tilpasse sin måde at forkynde på. Desuden lærer vi at vi skal være tålmodige og taktfulde over for dem der tror på religiøse løgne. Vi får også understreget hvor vigtigt det er aldrig at gå på kompromis med sandheden fra Bibelen bare for at gøre den nemmere for andre at acceptere. Ved at efterligne Paulus kan vi blive dygtigere til at undervise i forkyndelsen, og tilsynsmænd kan blive dygtigere til at undervise i menigheden. Så vil vi kunne hjælpe andre til at “søge Gud ... og virkelig finde ham”. – Ap.G. 17:27.

1-3. Hvorfor er Paulus kommet til Korinth, og hvilke tanker gør han sig?

DET er nu slutningen af år 50 e.v.t. Apostlen Paulus befinder sig i Korinth, som er en velstående handelsby med en stor græsk, romersk og jødisk befolkning.a Det er ikke for at købe og sælge varer eller for at søge arbejde at Paulus er taget hertil. Der er en langt vigtigere grund til at han er kommet til Korinth, nemlig for at aflægge vidnesbyrd om Guds rige. Men Paulus har jo også brug for et sted at bo, og han er besluttet på ikke at være en økonomisk byrde for andre. Han ønsker ikke at nogen skal få det indtryk at han tjener penge på at forkynde om Guds ord. Hvad vil han gøre?

² Paulus har lært et håndværk – at sy telte. Det er ikke noget let arbejde, men han er indstillet på at arbejde hårdt for at forsørge sig selv. Vil han kunne finde et job i den travle by? Og vil han kunne finde et passende sted at bo? Selvom Paulus’ tanker helt sikkert er optaget af de ting, glemmer han ikke hvad der er det vigtigste, nemlig forkyndelsen.

³ Paulus ender med at blive i Korinth et godt stykke tid, og hans forkyndelse i byen har gode resultater. Hvad kan vi lære af den tjeneste Paulus udførte i Korinth, og hvordan kan det hjælpe os til at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige i vores distrikt?

“De var teltmagere af fag” (Ap.G. 18:1-4)

4, 5. (a) Hvor boede Paulus mens han var i Korinth, og hvilket arbejde havde han? (b) Hvordan blev Paulus højst sandsynligt teltmager?

⁴ Noget tid efter at Paulus var ankommet til Korinth, mødte han et gæstfrit ægtepar – en jøde ved navn Akvila og hans kone, Priskilla, eller Priska. Parret havde bosat sig i Korinth på grund af et dekret fra kejser Claudius, der havde givet “alle jøder ordre om at forlade Rom”. (Ap.G. 18:1, 2) Akvila og Priskilla lod ikke kun Paulus bo hos sig men tilbød ham også at de kunne arbejde sammen. Vi læser: “Fordi han [Paulus] havde samme håndværk, boede han hos dem og arbejdede sammen med dem, for de var teltmagere af fag.” (Ap.G. 18:3) Under hele sit ophold i Korinth boede Paulus hos det kærlige og hjælpsomme ægtepar, og nogle af de breve der senere blev en del af Bibelen, skrev han muligvis her.b

⁵ Hvordan kan det være at Paulus, der var uddannet “personligt af Gamaliel”, også havde lært teltmagerfaget? (Ap.G. 22:3) Jøderne i det første århundrede syntes åbenbart at det var praktisk at deres børn lærte et håndværk, selvom de måske senere også skulle have en højere uddannelse. Eftersom Paulus kom fra Tarsus i Kilikien, et område der var kendt for en grov stoftype kaldet cilicium, som man brugte til fremstilling af telte, havde han sikkert lært sit håndværk allerede som dreng. Hvad lavede en teltmager? Håndværket kunne både indebære selve vævningen af teltdugen og arbejdet med at tilskære det grove, stive stof og sy det sammen til telte. Uanset hvad var det hårdt arbejde.

6, 7. (a) Hvordan betragtede Paulus teltmagerfaget, og hvad viser at Akvila og Priskilla havde samme syn på det? (b) Hvordan efterligner mange i dag Paulus, Akvila og Priskilla?

⁶ Teltmagerfaget var ikke det vigtigste i Paulus’ liv. Han arbejdede kun med det for at kunne forkynde den gode nyhed uden at andre skulle ‘dække hans udgifter’. (2. Kor. 11:7) Hvordan betragtede Akvila og Priskilla mon deres arbejde? Eftersom de var kristne, havde de sikkert samme syn på det som Paulus. Da Paulus forlod Korinth i år 52 e.v.t., valgte Akvila og Priskilla endda at forlade byen og følge med Paulus til Efesos, hvor deres hjem blev mødested for den lokale menighed. (1. Kor. 16:19) Senere vendte de tilbage til Rom, og derfra tog de igen til Efesos. Det trofaste og flittige ægtepar satte tjenesten for Jehova først og ofrede sig villigt for andre. Derfor var “alle nationernes menigheder” meget taknemmelige for dem. – Rom. 16:3-5; 2. Tim. 4:19.

⁷ Flittige forkyndere i dag efterligner Paulus, Akvila og Priskilla ved at arbejde hårdt for “ikke at lægge en økonomisk byrde på nogen”. (1. Thess. 2:9) Mange heltidsforkyndere har deltidsarbejde eller udfører sæsonarbejde for at forsørge sig selv i deres vigtigste arbejde – forkyndelsen – og det fortjener de stor ros for. Ligesom Akvila og Priskilla åbner mange gæstfrit deres hjem for kredstilsynsmanden, og de har erfaret hvor glad man bliver af at ‘følge gæstfrihedens vej’. – Rom. 12:13.

‘Mange af korintherne begyndte at tro’ (Ap.G. 18:5-8)

8, 9. Hvad gjorde Paulus da han mødte modstand fra jøderne, og hvor fortsatte han sin forkyndelse fra?

⁸ Det er tydeligt at Paulus bare betragtede sit arbejde som en måde at forsørge sig selv på. Det bliver understreget af hvad Paulus gjorde da Silas og Timotheus ankom fra Makedonien med gaver til ham. (2. Kor. 11:9) Straks “begyndte Paulus at bruge al sin tid på at forkynde”. (Ap.G. 18:5) Men den intensive forkyndelse for jøderne førte til stor modstand. Paulus fralagde sig ansvaret for deres reaktion på det livreddende budskab om Kristus, rystede støvet af sit tøj og sagde ligeud: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren. Fra nu af går jeg til folk fra nationerne.” – Ap.G. 18:6; Ezek. 3:18, 19.

⁹ Hvor ville Paulus nu forkynde? En mand ved navn Titius Justus, der sandsynligvis var jødisk proselyt, og som boede lige op ad synagogen, åbnede sit hjem for Paulus. Så Paulus holdt op med at forkynde i synagogen og tog hjem til Justus. (Ap.G. 18:7) Paulus havde fortsat logi hos Akvila og Priskilla mens han var i Korinth, men fortsatte sin forkyndelse fra Justus’ hus.

10. Hvad viser at Paulus ikke kun var indstillet på at forkynde for folk fra nationerne?

¹⁰ Betød Paulus’ erklæring om at han fra nu af ville gå til folk fra nationerne, at han fuldstændigt ville vende sin opmærksomhed væk fra alle jøder og jødiske proselytter, selv dem der gerne ville høre på ham? Det kan ikke have været tilfældet. For eksempel siges der at “Krispus, forstanderen for synagogen, og hele hans husstand fik tro på Herren”. En del af dem der var tilknyttet synagogen, sluttede sig åbenbart til Krispus, for Bibelen siger: “Mange af de korinthere der hørte budskabet, begyndte at tro og blev døbt.” (Ap.G. 18:8) Fra da af blev Titius Justus’ hus mødested for den nyoprettede kristne menighed i Korinth. Hvis Lukas beskrev begivenhederne i kronologisk rækkefølge, som han plejede at gøre, ville det betyde at jøderne eller proselytterne blev kristne efter at Paulus havde rystet støvet af sit tøj. I så fald siger episoden en hel del om hvor fleksibel apostlen var.

11. Hvordan efterligner vi Paulus i vores forkyndelse?

¹¹ I dag er mange mennesker tilknyttet kirker der påstår at følge Jesus, og som gennem mange år har haft kraftig indflydelse på deres liv. I nogle lande og øområder har missionærer fra de kirker gjort meget for at hverve nye medlemmer. Folk der hævder at være kristne, er ofte bundet af traditioner, ligesom jøderne i det første århundredes Korinth var det. Alligevel prøver vi at efterligne Paulus og gøre hvad vi kan for at nå ud til den slags mennesker og bygge videre på den kundskab fra Bibelen de måtte have. Selv når de modarbejder os eller deres religiøse ledere forfølger os, giver vi ikke op. Blandt dem der “er nidkære i deres tilbedelse af Gud, men uden nøjagtig kundskab”, findes der måske mange ydmyge mennesker som har behov for at blive fundet. – Rom. 10:2.

“I denne by er der nemlig mange der tilhører mig” (Ap.G. 18:9-17)

12. Hvad blev Paulus forsikret om i et syn?

¹² Hvis Paulus havde været i tvivl om hvorvidt han skulle fortsætte sin tjeneste i Korinth, forsvandt tvivlen den nat Herren Jesus viste sig for ham i et syn og sagde: “Vær ikke bange, men bliv ved med at tale, og forhold dig ikke tavs, for jeg er med dig, og ingen skal angribe dig for at skade dig. I denne by er der nemlig mange der tilhører mig.” (Ap.G. 18:9, 10) Sikke et opmuntrende syn! Herren selv forsikrede Paulus om at han ville blive beskyttet så ingen kunne skade ham, og at der var mange oprigtige mennesker i byen. Hvordan reagerede Paulus på synet? Vi læser: “Så blev han der i halvandet år mens han underviste i Guds ord blandt dem.” – Ap.G. 18:11.

13. Hvad kan Paulus have tænkt på da han nærmede sig dommersædet, men hvorfor kunne han forvente et andet udfald?

¹³ Efter at have opholdt sig omkring et år i Korinth blev Paulus bekræftet i at Jesus stadig var med ham. “Jøderne [rettede] et samlet angreb mod Paulus og førte ham hen til dommersædet,” den såkaldte bema. (Ap.G. 18:12) Nogle mener at bemaen var en platform der var lavet af hvidt og blåt marmor og dekoreret med fine udskæringer. Den var placeret tæt på midten af torvet i Korinth. Det åbne område foran bemaen var stort nok til at en større gruppe mennesker kunne samles der. Arkæologiske udgravninger tyder på at dommersædet kun har ligget nogle få skridt fra synagogen og dermed fra Justus’ hus. Mens Paulus blev ført hen til bemaen, har han måske tænkt på Stefanus, der blev stenet på grund af sin tro. Paulus, der dengang var kendt som Saulus, havde billiget “mordet på ham”. (Ap.G. 8:1) Ville Paulus nu selv komme ud for noget lignende? Nej, for han var blevet lovet: “Ingen skal ... skade dig.” – Ap.G. 18:10.

14, 15. (a) Hvad anklagede jøderne Paulus for, og hvorfor afviste Gallio sagen? (b) Hvad skete der med Sosthenes, og hvordan gik det ham måske senere?

¹⁴ Hvad skete der da Paulus kom hen til dommersædet? Øversten for domstolen var Gallio, der var prokonsul i Akaja og storebror til den romerske filosof Seneca. Jøderne kom med den her anklage mod Paulus: “Denne mand overtaler folk til at tilbede Gud på en måde der strider mod loven.” (Ap.G. 18:13) Jøderne sagde i virkeligheden at Paulus’ missionærarbejde var ulovligt. Men Gallio forstod med det samme at Paulus ikke havde begået nogen overtrædelse eller gjort sig skyldig i “en alvorlig forbrydelse”. (Ap.G. 18:14) Gallio ville ikke have noget med jødernes stridigheder at gøre, så inden Paulus nåede at sige så meget som et eneste ord til sit forsvar, afviste han sagen. Paulus’ anklagere var rasende, og de lod deres vrede gå ud over Sosthenes, der muligvis havde erstattet Krispus som synagogeforstander. De greb fat i Sosthenes “og gav sig til at slå ham foran dommersædet”. – Ap.G. 18:17.

¹⁵ Hvorfor hindrede Gallio ikke folkemængden i at slå Sosthenes? Måske gik han ud fra at det var Sosthenes der var leder af den gruppe der havde angrebet Paulus, og tænkte derfor at han bare fik hvad han fortjente. Uanset om det var tilfældet eller ej, kom der muligvis noget godt ud af episoden. I Paulus’ første brev til menigheden i Korinth, som han skrev flere år senere, omtalte han en bror ved navn Sosthenes. (1. Kor. 1:1, 2) Var det den Sosthenes som var blevet slået i Korinth? Hvis det var, har den ubehagelige oplevelse måske ført til at han blev kristen.

16. Hvordan påvirker den forsikring Jesus gav Paulus, vores tjeneste i dag?

¹⁶ Husk at det først var efter at jøderne havde afvist Paulus, at Jesus gav ham forsikringen: “Vær ikke bange, men bliv ved med at tale, og forhold dig ikke tavs, for jeg er med dig.” (Ap.G. 18:9, 10) Det vil være godt for os at huske de ord, især når vores budskab bliver afvist. Glem aldrig at Jehova ser på hjertet, og at han drager oprigtige og ydmyge mennesker til sig. (1. Sam. 16:7; Joh. 6:44) Det motiverer os til at være travlt optaget af forkyndelsen! Og vores arbejde er ikke forgæves, for hvert år er der hundredtusinder der bliver døbt – altså flere hundrede hver eneste dag. Jesus lover dem der følger befalingen om at ‘gøre folk fra alle nationer til hans disciple’: “Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning.” – Matt. 28:19, 20.

“Hvis Jehova ønsker det” (Ap.G. 18:18-22)

17, 18. Hvad tænkte Paulus måske tilbage på mens han sejlede til Efesos?

¹⁷ Vi ved ikke om Gallios holdning over for Paulus’ anklagere gjorde at den nyoprettede kristne menighed i Korinth fik en rolig periode. Men i hvert fald blev Paulus der “i temmelig mange dage” før han tog afsked med sine trosfæller. I foråret 52 e.v.t. planlagde han at sejle til Syrien fra havnen i Kenkreæ, omkring 11 kilometer øst for Korinth. Men inden Paulus forlod Kenkreæ, “fik han klippet sit hår kort, for han havde aflagt et løfte”.c (Ap.G. 18:18) Derefter tog han Akvila og Priskilla med sig og sejlede tværs over Det Ægæiske Hav til Efesos i Lilleasien.

¹⁸ Da Paulus sejlede fra Kenkreæ, tænkte han sikkert tilbage på sin tid i Korinth. Han havde mange dejlige minder og god grund til at føle dyb glæde og tilfredshed. Han havde forkyndt i byen i halvandet år, og det havde givet gode resultater. Den første menighed i Korinth var blevet oprettet og holdt møder i Justus’ hus. Blandt dem der var blevet kristne, var Justus, Krispus og hans husstand og mange andre. Paulus’ nye trosfæller, som han selv havde hjulpet til at blive kristne, var meget dyrebare for ham. Senere skrev han et brev til dem hvor han omtalte dem som et anbefalingsbrev der var skrevet i hans hjerte. Hvis vi har haft det privilegie at hjælpe nogle til at tage imod den sande tro, føler vi os også nært knyttet til dem. Det er en stor glæde at se den slags levende “anbefalingsbreve”. – 2. Kor. 3:1-3.

19, 20. Hvad gjorde Paulus da han kom til Efesos, og hvad kan vi lære af ham når det handler om at sætte sig åndelige mål?

¹⁹ Da Paulus kom til Efesos, gik han med det samme i gang med sin opgave. Han gik “ind i synagogen og talte med jøderne og fremførte argumenter for dem”. (Ap.G. 18:19) Men Paulus blev kun kort tid i Efesos. Selvom han blev bedt om at blive noget længere, “gik han ikke med til det”. Da han tog afsked, sagde han: “Jeg kommer tilbage til jer igen, hvis Jehova ønsker det.” (Ap.G. 18:20, 21) Paulus var uden tvivl klar over at der stadig var mange at forkynde for i Efesos. Han havde planer om at vende tilbage senere, men kun hvis det var Jehovas vilje. Er det ikke et godt eksempel for os? Når vi sætter os åndelige mål, må vi selvfølgelig gøre noget for at nå dem. Men samtidig må vi følge anvisningerne fra Jehova og sørge for at handle i overensstemmelse med hans vilje. – Jak. 4:15.

²⁰ Paulus efterlod Akvila og Priskilla i Efesos og rejste selv over havet til Cæsarea. Sandsynligvis tog han op og hilste på menigheden i Jerusalem. (Se studienote til Apostlenes Gerninger 18:22, nwtsty). Derefter vendte Paulus tilbage til sit udgangspunkt – Antiokia i Syrien. Hans anden missionsrejse var nu godt afsluttet. Hvad ventede der ham på hans sidste missionsrejse?