1-3. (a) Hvem er Paulus’ nye rejsefælle, og hvordan er han? (b) Hvad vil vi komme ind på i det her kapitel?

MENS de vandrer afsted i det ujævne terræn fra den ene by til den anden, betragter Paulus den unge mand der går ved siden af ham. Hans navn er Timotheus. Den unge, energiske Timotheus er måske sidst i teenageårene eller først i tyverne. Hvert skridt på rejsen fører ham længere og længere væk fra hans hjem. Efterhånden som aftenen nærmer sig, bliver afstanden til Lystra og Ikonion større. Hvad kan de forvente på deres rejse? Paulus har nok en idé om det, for det her er jo hans anden missionsrejse. Han ved at de vil møde mange udfordringer og vanskeligheder. Hvordan vil den unge mand ved hans side mon klare det?

² Paulus har tiltro til Timotheus og tror måske endda mere på den ydmyge unge mand end han selv gør. På grund af de ting Paulus har oplevet i den seneste tid, er han klar over hvor vigtigt det er at have den rigtige rejsefælle. Paulus ved at det arbejde der ligger foran dem med at besøge menighederne og styrke dem, vil kræve at de som rejsende forkyndere har en urokkelig beslutsomhed og tænker i de samme baner. Hvorfor går Paulus mon så meget op i det? Blandt andet på grund af en uoverensstemmelse han og Barnabas tidligere havde haft.

³ I det her kapitel vil vi komme ind på hvordan man bedst håndterer uoverensstemmelser. Vi vil også se på hvorfor Paulus valgte at tage Timotheus med på sin rejse, og lære om det vigtige ansvar som kredstilsynsmænd har i dag.

“Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene” (Ap.G. 15:36)

4. Hvad var Paulus’ mål med hans anden missionsrejse?

⁴ I det foregående kapitel så vi hvordan en gruppe på fire brødre – Paulus, Barnabas, Judas og Silas – styrkede menigheden i Antiokia ved at overbringe det styrende råds afgørelse angående omskærelse. Hvad gjorde Paulus derefter? Han henvendte sig til Barnabas med en ny rejseplan og sagde: “Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i de byer hvor vi har forkyndt Jehovas ord, for at se hvordan de har det.” (Ap.G. 15:36) Det var ikke bare et selskabeligt besøg hos deres nye venner Paulus foreslog. I Apostlenes Gerninger fortælles der om hvad hele formålet med Paulus’ anden missionsrejse var. For det første ville han fortsætte med at overbringe brødrene de bestemmelser som var blevet vedtaget af det styrende råd. (Ap.G. 16:4) Og for det andet ville Paulus som rejsende tilsynsmand meget gerne styrke og opmuntre menighederne og hjælpe dem til at vokse åndeligt. (Rom. 1:11, 12) Hvordan følger Jehovas Vidners organisation i dag det mønster?

5. Hvordan når opmuntring og vejledning fra Det Styrende Råd ud til menighederne i dag?

⁵ I dag leder Jesus sin menighed ved hjælp af Det Styrende Råd. De giver opmuntring og vejledning til menighederne i hele verden gennem blandt andet breve, publikationer og møder. Det er meget vigtigt for Det Styrende Råd at være i tæt kontakt med hver enkelt menighed, og det er her ordningen med rejsende tilsynsmænd kommer ind i billedet. Det Styrende Råd har direkte udnævnt tusinder af kvalificerede ældste verden over til at tjene som kredstilsynsmænd.

6, 7. Hvilke ansvarsopgaver har kredstilsynsmænd?

⁶ I vores tid går de rejsende tilsynsmænd meget op i at vise personlig interesse for alle i de menigheder de besøger, og at give dem åndelig opmuntring. Hvordan? Ved at følge det mønster der blev fastlagt af kristne som Paulus i det første århundrede. Han gav følgende tilskyndelse: “Forkynd ordet, vær optaget af det både i gode tider og i svære tider. Vejled, irettesæt og tilskynd med stor tålmodighed og god undervisning. ... Bliv ved med at forkynde den gode nyhed.” – 2. Tim. 4:2, 5.

⁷ I overensstemmelse med det samarbejder kredstilsynsmanden – og hans hustru hvis han er gift – med de lokale forkyndere i forskellige tjenestegrene. Kredstilsynsmændene er ivrige forkyndere og dygtige lærere, og det har en positiv virkning på brødrene og søstrene. (Rom. 12:11; 2. Tim. 2:15) De der er i kredstjenesten, er mest af alt kendt for deres uselviske kærlighed. De giver gavmildt af sig selv og rejser under alle mulige vejrforhold og endda i farlige områder. (Flp. 2:3, 4) Kredstilsynsmænd opmuntrer, underviser og tilskynder også hver enkelt menighed med bibelske foredrag. Det er godt for alle i menigheden at lægge mærke til deres adfærd og efterligne deres tro. – Hebr. 13:7.

“De kom op at skændes” (Ap.G. 15:37-41)

8. Hvordan reagerede Barnabas på Paulus’ forslag om at besøge brødrene?

⁸ Barnabas syntes godt om Paulus’ forslag om at besøge brødrene. (Ap.G. 15:36) De to havde arbejdet godt sammen som rejsefæller, og begge var allerede godt kendt med de områder og de mennesker de skulle besøge. (Ap.G. 13:2 – 14:28) Så det virkede som en god idé at de tog afsted på opgaven sammen. Men der opstod et problem. Apostlenes Gerninger 15:37 siger: “Barnabas var besluttet på at tage Johannes, der blev kaldt Markus, med.” Det var ikke bare et forslag Barnabas kom med – nej, han havde faktisk allerede besluttet at tage sin fætter Markus med på missionsrejsen.

9. Hvorfor var Paulus uenig med Barnabas?

⁹ Det syntes Paulus ikke var en god idé. Hvorfor ikke? Beretningen siger: “Paulus havde ikke lyst til at tage [Markus] med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde hjulpet dem med arbejdet.” (Ap.G. 15:38) Markus var taget afsted sammen med Paulus og Barnabas på deres første missionsrejse, men han var ikke blevet hos dem. (Ap.G. 12:25; 13:13) Tidligt på rejsen, mens de stadig var i Pamfylien, havde Markus forladt sin opgave og var taget hjem til Jerusalem. Bibelen siger ikke noget om hvorfor, men Paulus syntes åbenbart at Markus var uansvarlig og tvivlede måske på om han var til at stole på.

10. Hvad skete der efter Paulus og Barnabas’ uoverensstemmelse?

¹⁰ Alligevel holdt Barnabas stædigt på at tage Markus med, og Paulus var lige så fast besluttet på ikke at gøre det. “De kom op at skændes og skiltes i vrede,” siger Apostlenes Gerninger 15:39. Barnabas sejlede til sin hjemø, Cypern, og tog Markus med sig, mens Paulus fortsatte med sine planer. Beretningen lyder: “Paulus udvalgte Silas og tog afsted efter at brødrene havde bedt Jehova om at vise ham ufortjent godhed.” (Ap.G. 15:40) Sammen rejste de “gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne”. – Ap.G. 15:41.

11. Hvad er nødvendigt for at kunne bevare et venskab på trods af uoverensstemmelser?

¹¹ Beretningen minder os om at vi alle er ufuldkomne. Paulus og Barnabas var blevet udnævnt som særlige repræsentanter for det styrende råd, og Paulus blev sandsynligvis selv medlem af rådet på et senere tidspunkt. Alligevel lod både Paulus og Barnabas deres ufuldkomne menneskelige tendenser løbe af med dem i det her tilfælde. Tillod de at det ødelagde deres venskab? Nej, for selvom Paulus og Barnabas var ufuldkomne, var de også ydmyge og forsøgte at efterligne Jesus, og derfor er der ingen tvivl om at de med tiden tilgav hinanden. (Ef. 4:1-3) Senere arbejdede Paulus og Markus også sammen om andre opgaver i tjenesten for Jehova.a – Kol. 4:10.

12. Hvordan kan tilsynsmænd i dag efterligne Paulus og Barnabas?

¹² Det her ene vredesudbrud var ikke noget der var karakteristisk for hverken Barnabas eller Paulus. Barnabas var så kendt for at være et varmt og gavmildt menneske at brødrene i stedet for at kalde ham ved hans navn, Josef, gav ham tilnavnet Barnabas, der betyder “trøstens søn”. (Ap.G. 4:36) Og Paulus var også kendt for sin milde og kærlige måde at behandle andre på. (1. Thess. 2:7, 8) Alle kristne tilsynsmænd i dag, også kredstilsynsmændene, bør efterligne Paulus og Barnabas og altid gøre deres bedste for at være ydmyge og behandle både deres medældste og alle andre i menigheden mildt og kærligt. – 1. Pet. 5:2, 3.

De “havde kun godt at sige om ham” (Ap.G. 16:1-3)

13, 14. (a) Hvem var Timotheus, og hvordan har Paulus måske mødt ham? (b) Hvad fik Paulus til at lægge særligt mærke til Timotheus? (c) Hvilken opgave fik Timotheus?

¹³ I løbet af Paulus’ anden missionsrejse kom han til den romerske provins Galatien, hvor der var blevet oprettet nogle menigheder. Til sidst “kom han til Derbe og også til Lystra”. Beretningen siger: “Der var der en discipel som hed Timotheus. Han var søn af en troende jødisk kvinde og havde en græsk far.”b – Ap.G. 16:1.

¹⁴ Paulus havde sandsynligvis mødt Timotheus’ familie da han første gang besøgte området i år 47 e.v.t. Nu, under sit andet besøg to eller tre år senere, lagde Paulus særligt mærke til den unge mand Timotheus. Hvorfor? Fordi brødrene ‘kun havde godt at sige om ham’. Ud over at brødrene i hans hjemby syntes godt om ham, havde han også et godt omdømme i de omkringliggende menigheder. Beretningen siger at brødrene i både Lystra og Ikonion, der lå omkring 30 kilometer væk, talte positivt om ham. (Ap.G. 16:2) Under den hellige ånds ledelse betroede de ældste den unge Timotheus et stort ansvar – at støtte Paulus og Silas som rejsende forkynder. – Ap.G. 16:3.

15, 16. Hvorfor havde Timotheus et godt omdømme?

¹⁵ Hvordan havde Timotheus fået så godt et omdømme allerede som helt ung? Var det hans udseende, hans intelligens eller hans medfødte evner? Mennesker bliver ofte imponeret af den slags. Det skete endda for profeten Samuel. Men Jehova sagde til ham: “Gud ser ikke på samme måde som mennesker ser. Mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.” (1. Sam. 16:7) Det var ikke Timotheus’ udseende eller evner der fik hans trosfæller til at tale godt om ham, men derimod hans gode egenskaber.

¹⁶ Flere år senere omtalte Paulus nogle af Timotheus’ smukke kristne egenskaber. Paulus sagde at Timotheus havde en god indstilling, viste uselvisk kærlighed og arbejdede hårdt for at tage sig af sine opgaver i tjenesten. (Flp. 2:20-22) Timotheus var også kendt for at have en oprigtig tro. – 2. Tim. 1:5.

17. Hvordan kan unge efterligne Timotheus?

¹⁷ I dag efterligner mange unge Timotheus ved at arbejde på nogle egenskaber som Gud synes om. På den måde får de allerede i en tidlig alder et godt omdømme hos Jehova og deres trosfæller. (Ordsp. 22:1; 1. Tim. 4:15) De har en oprigtig tro og lever ikke et dobbeltliv. (Sl. 26:4) Derfor udfylder mange unge, ligesom Timotheus, en vigtig plads i menigheden. De er til stor opmuntring for alle i menigheden som ser dem kvalificere sig til at blive forkyndere og med tiden indvi sig til Jehova og blive døbt.

“Styrket i troen” (Ap.G. 16:4, 5)

18. (a) Hvilke særlige opgaver havde Paulus og Timotheus? (b) Hvordan blev menighederne velsignet?

¹⁸ Paulus og Timotheus arbejdede sammen i flere år. Som rejsende tilsynsmænd løste de forskellige opgaver på vegne af det styrende råd. Beretningen siger: “Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de brødrene de bestemmelser som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, så de kunne overholde dem.” (Ap.G. 16:4) Menighederne fulgte tydeligvis de anvisninger de fik fra apostlene og de ældste i Jerusalem, og derfor “blev menighederne fortsat styrket i troen, og for hver dag der gik, voksede de i antal”. – Ap.G. 16:5.

19, 20. Hvorfor skal vi være lydige mod dem der fører an?

¹⁹ Jehovas Vidner bliver også velsignet fordi de lydigt følger vejledningen fra “dem der fører an” iblandt dem. (Hebr. 13:17) Verdens scene skifter hele tiden, så det er vigtigt at vi tager vejledningen fra “den trofaste og kloge træl” til os og er hurtige til at følge den. (Matt. 24:45; 1. Kor. 7:29-31) Når vi gør det, vil det hjælpe os til at få en stærk tro og holde os uplettet af verden. – Jak. 1:27.

²⁰ Tilsynsmænd i dag, deriblandt medlemmerne af Det Styrende Råd, er selvfølgelig ufuldkomne – ligesom Paulus, Barnabas, Markus og andre salvede ældste i det første århundrede var det. (Rom. 5:12; Jak. 3:2) Men fordi Det Styrende Råd omhyggeligt holder sig til Guds ord og følger apostlenes eksempel, kan vi have fuld tillid til dem. (2. Tim. 1:13, 14) Det fører til at menighederne bliver styrket i troen.

1-3. (a) Hvordan ledte den hellige ånd Paulus og hans rejsefæller? (b) Hvilke begivenheder vil vi se på nu?

EN GRUPPE kvinder fra Filippi i Makedonien er på vej ud af byen. Inden længe når de ned til den smalle Gangitesflod. Som de plejer, sætter de sig ved flodbredden og beder til Israels Gud. Det er noget Jehova lægger mærke til. – 2. Krøn. 16:9; Sl. 65:2.

² Imens er en gruppe mænd, mere end 800 kilometer øst for Filippi, på vej ud af byen Lystra i det sydlige Galatien. Flere dage senere når de frem til en brolagt romersk landevej der fører vestpå mod det tættest befolkede område i provinsen Asien. Mændene – Paulus, Silas og Timotheus – er ivrige efter at rejse ad den vej til Efesos og andre byer hvor tusindvis af mennesker har brug for at høre om Kristus. Men før de overhovedet når at begynde på rejsen, forhindrer den hellige ånd dem i det. Bibelen siger ikke hvordan, men de får i hvert fald ikke lov til at forkynde i Asien. Hvorfor ikke? Fordi Jesus – ved hjælp af Guds ånd – ønsker at lede Paulus og de andre hele vejen gennem Lilleasien, tværs over Det Ægæiske Hav og videre til bredden af den lille flod Gangites.

³ Vi kan lære noget vigtigt af den måde Jesus ledte Paulus og hans rejsefæller på under den usædvanlige tur til Makedonien. Så lad os se tilbage på nogle af de begivenheder der fandt sted under Paulus’ anden missionsrejse, som begyndte omkring år 49 e.v.t.

“Gud havde tilkaldt os” (Ap.G. 16:6-15)

4, 5. (a) Hvad skete der da Paulus og hans rejsefæller nærmede sig Bitynien? (b) Hvilken beslutning traf de, og med hvilket resultat?

⁴ Efter at Paulus og hans rejsefæller var blevet forhindret i at forkynde i Asien, tog de nordpå for at forkynde i byerne i Bitynien. For at komme dertil rejste de gennem områderne Frygien og Galatien, hvor der ikke boede så mange mennesker, og vandrede sikkert i dagevis på grusveje. Men da de nærmede sig Bitynien, brugte Jesus igen den hellige ånd til at standse dem. (Ap.G. 16:6, 7) På det tidspunkt må de have undret sig. De vidste hvad de skulle forkynde, og hvordan de skulle forkynde, men ikke hvor. De havde så at sige banket på den dør der førte til Asien – men forgæves. De havde også banket på den dør der førte til Bitynien – men igen forgæves. Men Paulus var besluttet på at blive ved med at banke på indtil han fandt en dør der ville åbne sig. Mændene traf så en beslutning der måske kunne virke ret tilfældig. De tog mod vest og vandrede 550 kilometer, forbi den ene by efter den anden, indtil de nåede frem til havnebyen Troas, hvorfra man kunne sejle til Makedonien. (Ap.G. 16:8) Der bankede Paulus på en tredje dør, og nu var det endelig en der åbnede sig på vid gab!

⁵ Evangelieskribenten Lukas, der sluttede sig til Paulus’ gruppe i Troas, fortæller hvad der skete: “Om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: ‘Kom over til Makedonien og hjælp os.’ Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien, for vi konkluderede at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed for dem.”a (Ap.G. 16:9, 10) Nu vidste Paulus endelig hvor de skulle forkynde. Han må have været lykkelig over at han ikke havde givet op halvvejs på rejsen! Straks sejlede de fire mænd afsted til Makedonien.

6, 7. (a) Hvad kan vi lære af det der skete under Paulus’ rejse? (b) Hvorfor er det Paulus oplevede, opmuntrende for os?

⁶ Hvad kan vi lære af den beretning? Jo, tænk over det her: Det var først efter at Paulus var taget afsted mod Asien, at Guds ånd greb ind, det var først efter at Paulus havde nærmet sig Bitynien, at Jesus skred ind, og det var først efter at Paulus var kommet til Troas, at Jesus førte ham til Makedonien. Som hoved for menigheden vil Jesus måske lede os på samme måde i dag. (Kol. 1:18) Det kan for eksempel være at vi i noget tid har overvejet at melde os som pionerer eller at rejse ud til et område hvor der er større behov for forkyndere. Men det kan meget vel være at det først er efter at vi har taget det endelige skridt til at nå vores mål, at Jesus, gennem Guds ånd, vil lede os. Hvorfor? Det kan illustreres på den her måde: En chauffør kan dreje sin bil til venstre eller til højre, men kun hvis bilen er i bevægelse. På samme måde leder Jesus os så vi kan udvide vores tjeneste, men kun hvis vi er i bevægelse, altså hvis vi gør en indsats for det.

⁷ Hvad så hvis vores indsats ikke bærer frugt lige med det samme? Skal vi så tænke at Guds ånd ikke leder os, og give op? Nej. Husk at Paulus også mødte forhindringer. Alligevel blev han ved med at søge indtil han fandt en dør der åbnede sig. Vi kan være sikre på at vi også vil blive belønnet når vi bliver ved med at lede efter “en dør til stor aktivitet”. – 1. Kor. 16:9.

8. (a) Beskriv byen Filippi. (b) Hvad førte det til at Paulus forkyndte ved “et bedested”?

⁸ Efter at være ankommet til Makedonien tog Paulus og hans rejsefæller til Filippi, en by hvis indbyggere var stolte af at være romerske statsborgere. For de pensionerede romerske soldater der boede der, føltes kolonien Filippi som Italien – som Rom i miniatureformat midt i Makedonien. Uden for byporten, ved bredden af en smal flod, fandt Paulus og de andre et område hvor de mente at der var “et bedested”.b De gik derned på sabbatten og så at der var nogle kvinder som mødtes der for at tilbede Gud, og de satte sig og begyndte at tale med dem. En kvinde ved navn Lydia “hørte efter, og Jehova åbnede hendes hjerte helt”. Det Lydia lærte, påvirkede hende så meget at hun og hendes husstand blev døbt. Derefter bad hun Paulus og hans rejsefæller om at komme og bo i sit hjem.c – Ap.G. 16:13-15.

9. Hvordan har mange i dag fulgt Paulus’ eksempel, og hvilke velsignelser har det ført til?

⁹ Forestil dig hvor glade Paulus og hans rejsefæller må være blevet da Lydia blev døbt! Hvor må Paulus have været glad for at han havde taget imod invitationen til at ‘komme over til Makedonien’, og for at Jehova havde besluttet at bruge ham og hans rejsefæller til at besvare de ydmyge kvinders bønner. I dag er der også mange brødre og søstre – både unge og ældre, singler og ægtepar – som flytter til områder hvor der er større behov for forkyndere. Der er selvfølgelig nogle udfordringer forbundet med det, men det betyder kun lidt i forhold til den glæde de oplever når de finder nogle der ligesom Lydia tager imod sandheden. Kunne du gøre nogle forandringer der ville sætte dig i stand til at ‘komme over’ til et distrikt med større behov? Du vil helt sikkert blive velsignet. Tag for eksempel Aaron, en bror i tyverne der flyttede til et land i Mellemamerika. Han har det ligesom mange andre der er rejst ud, og siger: “Det at tjene i udlandet har hjulpet mig til at vokse åndeligt og få et nærmere forhold til Jehova. Og forkyndelsen er fantastisk – jeg har otte bibelstudier!”

“Hele folkemængden rejste sig imod dem” (Ap.G. 16:16-24)

10. Hvordan var dæmonerne involveret i det der videre skete for Paulus og hans rejsefæller?

¹⁰ Der er ingen tvivl om at Satan var rasende over at den gode nyhed havde fremgang i en del af verden hvor han og hans dæmoner indtil nu havde haft ubegrænset indflydelse. Derfor er det ikke så underligt at dæmonerne var indblandet i det der videre skete. Da Paulus og hans rejsefæller igen var på vej ned til bedestedet, mødte de en dæmonbesat tjenestepige der tjente mange penge til sine herrer ved at fremsige spådomme, og hun fulgte efter dem mens hun råbte: “De mænd er Den Højeste Guds trælle og forkynder jer frelsens vej.” Dæmonen har måske fået pigen til at råbe de ord for at det skulle se ud som om det hun forudsagde, kom fra samme kilde som det Paulus sagde. På den måde kunne folks opmærksomhed blive ledt væk fra Kristus’ sande disciple. Men Paulus fik pigen til at tie stille ved at uddrive dæmonen. – Ap.G. 16:16-18.

11. Hvad skete der med Paulus og Silas efter at dæmonen var blevet uddrevet af pigen?

¹¹ Da tjenestepigens herrer fandt ud af at deres mulighed for at tjene hurtige penge var forsvundet, blev de rasende. De slæbte Paulus og Silas med hen på torvet, hvor lederne i byen – embedsmænd der repræsenterede Rom – afsagde kendelser. Pigens ejere vidste at dommerne hadede jøderne og var stolte af at være romere. Så de sagde til dem at Paulus og Silas skabte problemer ved at lære folk skikke som romerne ikke brød sig om. Deres ord havde en øjeblikkelig virkning. “Hele folkemængden rejste sig imod dem [Paulus og Silas],” og byens embedsmænd befalede “at de skulle have stokkeslag”. Derefter blev Paulus og Silas slæbt afsted til fængslet. Fangevogteren kastede de sårede mænd i det inderste fangehul og fastgjorde deres fødder i gabestokken. (Ap.G. 16:19-24) Da fangevogteren smækkede døren i, blev det så mørkt i fangehullet at Paulus og Silas knap nok kunne se hinanden. Men Jehova så hvad der foregik. – Sl. 139:12.

12. (a) Hvordan så Kristus’ disciple på forfølgelse, og hvorfor? (b) Hvilke former for modstand bruger Satan og de der er under hans indflydelse?

¹² Flere år tidligere havde Jesus sagt til sine disciple at de ville blive forfulgt. (Joh. 15:20) Da Paulus og hans rejsefæller tog over til Makedonien, var de derfor forberedt på at møde modstand. De betragtede ikke forfølgelsen som et udtryk for at Jehova var utilfreds med dem, men som et udtryk for Satans vrede. I dag bruger de der er under Satans indflydelse, stadig metoder som dem der blev brugt i Filippi. Løgnagtige modstandere kommer med unøjagtige udtalelser om os i skoler og på arbejdspladser og får på den måde andre til at modarbejde os. I nogle lande rejser religiøse modstandere anklage mod os i retten og siger at vi skaber problemer ved at lære folk skikke som lokalbefolkningen ikke bryder sig om. Nogle steder bliver vores trosfæller slået og kastet i fængsel. Men Jehova ser hvad der foregår. – 1. Pet. 3:12.

‘Straks blev de døbt’ (Ap.G. 16:25-34)

13. Hvad fik fangevogteren til at spørge hvad han skulle gøre for at blive frelst?

¹³ Paulus og Silas har sikkert haft brug for lidt tid til at fordøje den voldsomme behandling de havde været udsat for. Men ved midnatstid var de kommet sig så meget efter mishandlingen at de “bad og lovpriste Gud med sang”. Pludselig kom der så et jordskælv som rystede fængslet! Fangevogteren vågnede, opdagede at dørene stod åbne, og frygtede at fangerne var stukket af. Han vidste at han ville blive straffet for at have ladet dem flygte, så han “trak sit sværd og skulle til at begå selvmord”. Men Paulus råbte: “Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle sammen!” Den chokerede fangevogter spurgte: “Gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Paulus og Silas kunne ikke frelse ham – det var kun Jesus der kunne det. De svarede derfor: “Du skal tro på Herren Jesus, og så vil du blive frelst, både du og din husstand.” – Ap.G. 16:25-31.

14. (a) Hvordan hjalp Paulus og Silas fangevogteren? (b) Hvordan blev Paulus og Silas belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden?

¹⁴ Var fangevogterens spørgsmål oprigtigt ment? Paulus tvivlede ikke på mandens oprigtighed. Fangevogteren var ikkejøde og ukendt med Skrifterne. Før han kunne blive kristen, måtte han lære de grundlæggende sandheder fra Skrifterne at kende og tage dem til sig. Paulus og Silas tog sig derfor tid til at forkynde “Jehovas ord for ham”. Mens de var opslugt af at undervise i Skrifterne, glemte de måske smerterne fra de slag de havde fået. Men fangevogteren lagde mærke til de dybe flænger på deres rygge og rensede deres sår. Beretningen fortsætter: “Straks efter blev han og alle i hans husstand døbt.” Paulus og Silas blev virkelig belønnet for at have udholdt forfølgelse og bevaret glæden! – Ap.G. 16:32-34.

15. (a) Hvordan har mange Jehovas Vidner i dag fulgt Paulus og Silas’ eksempel? (b) Hvorfor skal vi blive ved med at besøge dem der bor i vores distrikt?

¹⁵ Ligesom Paulus og Silas har mange Jehovas Vidner i dag forkyndt den gode nyhed mens de sad i fængsel på grund af deres tro, og det har ført til gode resultater. I et land hvor vores arbejde var forbudt, var der for eksempel et tidspunkt hvor 40 procent af alle Jehovas Vidner havde lært sandheden at kende mens de sad i fængsel! (Esa. 54:17) Læg også mærke til at det først var efter at jordskælvet havde ramt, at fangevogteren bad om hjælp. I dag kan det også ske at nogle der aldrig før har lyttet til budskabet om Riget, pludselig gør det når deres verden bliver rystet af en foruroligende begivenhed. Når vi trofast besøger dem der bor i vores distrikt, og kommer tilbage til dem der har vist interesse, stiller vi os til rådighed for at kunne hjælpe dem.

“Vil de nu jage os hemmeligt ud?” (Ap.G. 16:35-40)

16. Hvordan blev rollerne byttet om dagen efter at Paulus og Silas var blevet slået?

¹⁶ Morgenen efter at Paulus og Silas var blevet slået, befalede embedsmændene i byen at de skulle løslades. Men Paulus sagde: “Selvom vi er romerske borgere, slog de os offentligt, uden at vi var dømt, og de kastede os i fængsel. Vil de nu jage os hemmeligt ud? Nej, de kan selv komme og føre os ud!” Da det gik op for byens embedsmænd at de to mænd var romerske statsborgere, ‘blev de bange’ fordi de havde krænket deres rettigheder.d Rollerne var byttet om. Paulus og Silas var blevet slået offentligt, og nu måtte byens embedsmænd undskylde offentligt. De bad dem om at forlade Filippi. Det gik Paulus og Silas med til, men inden de rejste, tog de sig tid til at opmuntre den voksende gruppe af nye disciple.

17. Hvilken vigtig ting kan de nye disciple have lært af Paulus og Silas’ udholdenhed?

¹⁷ Hvis Paulus og Silas’ rettigheder som romerske borgere var blevet respekteret noget før, kunne de sikkert have undgået at blive mishandlet. (Ap.G. 22:25, 26) Men det kunne have givet disciplene i Filippi det indtryk at de bare havde udnyttet deres status for at slippe for lidelser for Kristus’ skyld. Hvordan kunne det have påvirket troen hos disciple som ikke var romerske borgere? Dem ville loven jo ikke beskytte mod at blive dårligt behandlet. Ved at udholde mishandling viste Paulus og Silas derfor med deres eksempel at det er muligt for Kristus’ disciple at stå fast under forfølgelse. Ved at kræve at deres borgerret blev respekteret, fik Paulus og Silas desuden embedsmændene i byen til offentligt at indrømme at de havde handlet i modstrid med loven. Det ville måske afholde dem fra at mishandle Paulus’ trosfæller og give disciplene en vis retsbeskyttelse mod lignende overgreb fremover.

18. (a) Hvordan følger kristne tilsynsmænd i dag Paulus’ eksempel? (b) Hvordan kan vi “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed” i vores tid?

¹⁸ I dag går tilsynsmænd i menighederne også foran med et godt eksempel. Det de forventer at deres trosfæller skal gøre, er de også villige til selv at gøre. Ligesom Paulus overvejer vi også omhyggeligt hvordan og hvornår vi skal gøre brug af vores rettigheder for at opnå juridisk beskyttelse. Om nødvendigt henvender vi os til de lokale, nationale og endda internationale domstole for at opnå juridisk beskyttelse så vi kan tjene Gud. Vores mål er ikke at gennemføre sociale reformer men at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”, sådan som Paulus skrev til menigheden i Filippi omkring ti år efter sin fængsling i byen. (Flp. 1:7) Men uanset hvad udfaldet af en retssag bliver, er vi ligesom Paulus og hans rejsefæller besluttet på at fortsætte med at “forkynde den gode nyhed” hvor som helst Guds ånd leder os hen. – Ap.G. 16:10.