Hvorfor må vi være ydmyge og fleksible når vi underviser andre? Hvad er den vigtigste måde at forkynde på? Hvordan kan vi vise at vi prioriterer det at gøre Guds vilje højere end personlige interesser? Den spændende beretning om Paulus’ tredje og sidste missionsrejse kan hjælpe os til at få svar på de vigtige spørgsmål.

1, 2. (a) Hvilken farlig situation opstår for Paulus og hans rejsefæller i Efesos? (b) Hvad vil vi se nærmere på i det her kapitel?

I EFESOS’ gader bliver der råbt og skreget, og larmen fra en løbende folkemængde er øredøvende. En gruppe vrede mennesker har samlet sig, og der er optræk til uroligheder. To af apostlen Paulus’ rejsefæller bliver ført bort med magt. Den brede gade som er omgivet af søjlegange og butikker, bliver hurtigt mennesketom efterhånden som den fanatiske og voksende folkemængde stormer ind i byens enorme amfiteater, hvor der er plads til 25.000 tilskuere. De fleste ved ikke engang hvorfor der er tumult, men de har på fornemmelsen at deres tempel og deres elskede gudinde Artemis er i fare. Derfor begynder de at råbe i kor: “Stor er efesernes Artemis!” – Ap.G. 19:34.

² Det her er endnu et eksempel på at Satan gør brug af voldelige optøjer i et forsøg på at standse udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. Men truslen om vold er selvfølgelig ikke den eneste taktik han bruger. I kapitlet her vil vi se nærmere på en række af de metoder Satan brugte for at underminere de kristnes arbejde og ødelægge deres enhed. Og endnu vigtigere: Vi vil se at alle hans metoder mislykkedes, for “Jehovas ord [nåede] ud til flere og flere og virkede med større og større kraft”. (Ap.G. 19:20)