Jehovas ord virker med styrke i Efesus

17. Hvilken undervisning havde Apollos og andre brug for i forbindelse med dåben?

¹⁷ Paulus drog kort efter ud på sin tredje missionsrejse (omkring år 52-56). (18:23–19:7) På dette tidspunkt underviste Apollos om Jesus i Efesus, men han var kun kendt med Johannes’ dåb, der symboliserede at man angrede og vendte om fra sine synder mod Moseloven. Priskilla og Akvila „forklarede Guds vej nøjere for ham“, idet de sandsynligvis forklarede ham at dét at blive døbt som Jesus var blevet det, indbefattede at man lod sig døbe i vand og modtog den hellige ånd. Efter at dåben med hellig ånd havde fundet sted på pinsedagen år 33, måtte enhver som var blevet døbt med Johannes’ dåb, døbes igen i Jesu navn. (Mattæus 3:11, 16; Apostelgerninger 2:38) I Efesus blev 12 jødiske mænd som var blevet døbt med Johannes’ dåb senere „døbt i Herren Jesu navn“, hvilket er den eneste beretning om gendåb der findes i Bibelen. Da Paulus lagde hænderne på dem modtog de den hellige ånd, og de blev mirakuløst i stand til at profetere og tale i tunger, hvilket viste at Gud havde godkendt dem.

18. Hvor forkyndte Paulus mens han befandt sig i Efesus, og med hvilket resultat?

¹⁸ Paulus havde nok at se til i Efesus, en by med omkring 300.000 indbyggere. (19:8-10) Byens tempel, der var viet til gudinden Artemis, var et af oldtidens syv vidundere, og byens teater kunne rumme 25.000 tilskuere. I synagogen ’talte Paulus overbevisende’ ved at fremlægge overbevisende argumenter, men trak sig tilbage da nogle talte nedsættende om Vejen, den livsform der var bygget op omkring troen på Kristus. I to år talte Paulus dagligt i Tyrannus’ skolesal, og „Herrens ord“ blev forkyndt i hele provinsen Asien.

19. Hvad skete der i Efesus som fik ’Jehovas ord til at gå fremad og virke med styrke’ i denne by?

¹⁹ Gud viste at han anerkendte Paulus’ tjeneste ved at sætte ham i stand til at helbrede syge og uddrive dæmoner. (19:11-20) Syv sønner af en overordnet jødisk præst ved navn Skeva formåede imidlertid ikke at uddrive en dæmon i Jesu navn da de ikke repræsenterede Gud og Kristus. De blev oven i købet såret af den dæmonbesatte mand! Derfor kom der frygt over folk „og Herren Jesu navn blev fortsat gjort stort“. De der kom til troen ophørte med at praktisere okkultisme og de brændte offentligt deres bøger, som åbenbart indeholdt besværgelser og trylleformularer. „Således,“ skrev Lukas, „gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ Også i dag hjælper Guds tjenere folk til at slippe fri af dæmonisme. — 5 Mosebog 18:10-12.

Religiøs intolerance slår fejl

20. Hvorfor lavede sølvsmedene i Efesus optøjer, og hvordan blev det standset?

²⁰ Jehovas vidner har ofte stået over for vrede pøbelskarer, og det samme skete for de kristne i Efesus. (19:21-41) Da de troende voksede i tal, mistede Demetrius og andre sølvsmede penge fordi stadig færre købte deres sølvtempler for den mangebrystede frugtbarhedsgudinde Artemis. Ansporet af Demetrius førte en pøbelskare Paulus’ rejsefæller Gajus og Aristarkus ind i teatret, men disciplene tillod ikke Paulus at gå indenfor. Selv nogle medlemmer af komiteen for fester og idrætslege bønfaldt ham om ikke at løbe denne risiko. I omkring to timer skreg folkehoben: „Stor er efesernes Artemis!“ Til sidst sagde byskriveren (der var bystyrets betydeligste embedsmand) til håndværkerne at de kunne fremlægge deres anklage for en prokonsul, som havde myndighed til at træffe retsafgørelser, eller sagen kunne afgøres i „den ordinære forsamling“ af borgere. Ellers ville Rom kunne anklage dem der deltog i dette ulovlige opløb, for oprør. Derefter lod han dem gå.

21. På hvilken måde velsignede Gud Paulus’ arbejde, og hvordan velsigner han Jehovas Vidners arbejde i dag?

²¹ Gud hjalp Paulus til at holde ud under forskellige prøvelser og velsignede hans bestræbelser for at hjælpe folk ud af religiøse vildfarelser og tage imod sandheden. (Jævnfør Jeremias 1:9, 10.)

Trosfæller opmuntres

3. Hvad skete der i Troas, og hvilken nutidig parallel findes der hertil?

³ Efter at optøjerne i Efesus var stilnet af, fortsatte Paulus på sin tredje missionsrejse. (20:1-12) Da han stod over for at skulle sejle til Syrien fandt han ud af at jøderne havde sammensvoret sig imod ham. Da de måske havde planer om at tage med det samme skib og dræbe Paulus, rejste han i stedet gennem Makedonien. I Troas tilbragte han en uge mens han opmuntrede sine trosfæller, på samme måde som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd gør i dag. Aftenen før sin afrejse lod Paulus sin tale vare til midnat. Eutykus, der sad ved vinduet, var sikkert træt efter dagens arbejde. Da han i søvne sank sammen, styrtede han i døden fra tredje etage. Men Paulus vakte ham til live igen. Hvilken glæde må dette ikke have afstedkommet! Tænk da på den glæde det vil medføre når mange millioner bliver oprejst i den kommende nye verden. — Johannes 5:28, 29.

4. Hvad havde Paulus lært de ældste i Efesus i forbindelse med tjenesten?

⁴ På vej til Jerusalem mødtes Paulus med de ældste fra Efesus i Milet. (20:13-21) Han mindede dem om hvordan han havde undervist dem „fra hus til hus“ og aflagt „et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. De der blev udnævnt til at være ældste havde allerede ændret sind og ejede tro. Apostelen havde også undervist dem i frimodigt at forkynde Riget for ikketroende i tjenesten fra hus til hus, en forkyndelsesform Jehovas vidner også benytter sig af i dag.

5. (a) Hvilket godt eksempel satte Paulus med hensyn til at lade sig lede af den hellige ånd? (b) Hvorfor havde de ældste brug for vejledning i at ’give agt på hele hjorden’?

⁵ Paulus var et godt eksempel i det at anerkende Guds hellige ånds ledelse. (20:22-30) Han følte sig „bundet i ånden“, det vil sige forpligtet til at følge dens ledelse og rejse til Jerusalem selv om der ventede ham lænker og trængsler dér. Han satte pris på livet, men det vigtigste for ham var at bevare sin uangribelighed over for Gud, hvilket også bør være det vigtigste for os. Paulus tilskyndede de ældste til at ’give agt på hele den hjord i hvilken den hellige ånd havde sat dem som tilsynsmænd’. Efter hans „bortgang“ (åbenbart hans død), ville der komme „undertrykkende ulve“ som ikke ville „behandle hjorden skånsomt“. Sådanne mænd ville fremstå blandt de ældste selv, og disciple som ikke ejede den rette skelneevne ville tro på deres fordrejede lære. — 2 Thessaloniker 2:6.

6. (a) Hvorfor kunne Paulus tillidsfuldt betro de ældste til Gud? (b) Hvordan fulgte Paulus princippet i Apostelgerninger 20:35?

⁶ For at vogte sig mod frafald måtte de ældste holde sig åndeligt vågne. (20:31-38) Apostelen havde undervist dem i De Hebraiske Skrifter og i Jesu lære, som havde en helliggørende kraft der kunne hjælpe dem til at få del i det himmelske rige, „arven blandt alle de helligede“. Ved at arbejde og sørge for sig selv og sine medarbejdere, opmuntrede Paulus desuden de ældste til at slide i det. (Apostelgerninger 18:1-3; 1 Thessaloniker 2:9) Hvis vi følger dette eksempel og hjælper andre til at opnå evigt liv, vil vi erfare at følgende ord af Jesus er sande: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ I evangelierne findes lignende tanker, men denne udtalelse citeres kun af Paulus, som kan have modtaget den mundtligt eller gennem inspiration. Vi kan opnå stor glæde hvis vi er lige så selvopofrende som Paulus. Han havde ofret sig selv i en sådan grad at de ældste fra Efesus blev dybt bedrøvede da han tog afsked med dem.

Lad Jehovas vilje ske

7. Hvilket eksempel satte Paulus i forbindelse med at underkaste sig Guds vilje?

⁷ Da Paulus’ tredje missionsrejse nærmede sig sin afslutning (omkring år 56), satte han et godt eksempel i at underkaste sig Guds vilje. (21:1-14) I Cæsarea boede Paulus og hans rejsefæller hos Filip, som havde fire døtre der var jomfruer og som „profeterede“, det vil sige forudsagde begivenheder ved den hellige ånds hjælp. Det var også her at den kristne profet Agabus bandt sine hænder og fødder med Paulus’ bælte og ved ånden sagde at jøderne i Jerusalem ville binde ejeren af dette bælte og overgive ham til folk fra nationerne. „Jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn,“ sagde Paulus. Til sidst indvilligede disciplene heri med ordene: „Lad Jehovas vilje ske.“

8. Hvad kan vi tænke på hvis vi til tider finder det svært at tage imod gode råd?

⁸ I Jerusalem fortalte Paulus de ældste hvad Gud havde udrettet blandt nationerne ved hans tjeneste. (21:15-26) Hvis vi har svært ved at tage imod gode råd, kan vi tænke på hvordan Paulus tog imod råd. For at bevise at han ikke lærte de jøder der befandt sig blandt nationerne „frafald fra Moses“, fulgte han de ældstes råd om at lade sig rense ceremonielt og dække udgifterne dertil for sig selv og fire andre mænd. Jesu død satte ganske vist Loven ud af kraft, men det betød ikke at det var forkert af Paulus at rette sig efter dens forskrifter angående løfter. — Romerne 7:12-14.