1-3. (a) Beskriv omstændighederne ved Eutykos’ død. (b) Hvad gør Paulus, og hvad viser det om ham?

PAULUS befinder sig i en tætpakket sal ovenpå i et hus i Troas. Han holder en lang tale for brødrene nu hvor det er den sidste aften han kan være sammen med dem. Det er blevet midnat. Fordi der er en hel del lamper i salen, er varmen og måske også osen fra dem med til at gøre luften tung. I et af vinduerne sidder en ung mand ved navn Eutykos. Og mens Paulus taler, falder Eutykos i søvn og styrter ned fra anden sal!

² Som læge er Lukas sikkert en af de første der løber udenfor og undersøger den unge mand. Der er ingen tvivl om hans tilstand. Eutykos bliver “samlet død op”. (Ap.G. 20:9) Men så sker der et mirakel. Paulus bøjer sig over den unge mand og siger til de forsamlede: “I skal holde op med alt det postyr, for han er i live.” Paulus har oprejst Eutykos! – Ap.G. 20:10.

³ Begivenheden er et tydeligt bevis på Guds hellige ånds kraft. Paulus kunne ikke beskyldes for at have forårsaget Eutykos’ død. Alligevel ønskede han ikke at den unge mands død skulle ødelægge den særlige lejlighed eller få nogen til at snuble åndeligt. Ved at oprejse ham kunne Paulus forlade brødrene trøstede og styrkede til at fortsætte deres tjeneste. Han følte tydeligvis et stort ansvar for andres liv. Det får os til at tænke på hans ord: “Jeg er ren for alles blod.” (Ap.G. 20:26) Lad os se hvordan Paulus’ eksempel kan være en hjælp for os i dag.

‘Han begyndte på sin rejse til Makedonien’ (Ap.G. 20:1, 2)

4. Hvilken ubehagelig oplevelse havde Paulus været ude for?

⁴ Som nævnt i forrige kapitel havde Paulus været ude for en meget ubehagelig oplevelse. Hans forkyndelse havde skabt stor uro i Efesos. Sølvsmedene, der var økonomisk afhængige af at folk tilbad Artemis, havde været med til at starte optøjer. I Apostlenes Gerninger 20:1 kan vi læse hvad der videre skete: “Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og efter at have opmuntret dem og sagt farvel begyndte han på sin rejse til Makedonien.”

5, 6. (a) Hvor længe har Paulus muligvis været i Makedonien, og hvad gjorde han for sine trosfæller mens han var der? (b) Hvordan betragtede Paulus sine trosfæller?

⁵ På vej til Makedonien gjorde Paulus holdt i havnebyen Troas, hvor han tilbragte noget tid. Paulus håbede at Titus, som var blevet sendt til Korinth, kunne mødes med ham der. (2. Kor. 2:12, 13) Men da det stod klart at Titus ikke kom, rejste Paulus videre til Makedonien, hvor han måske var i omkring et år og kom med “mange opmuntrende ord til dem der var der”.a (Ap.G. 20:2) Efter noget tid sluttede Titus sig til Paulus i Makedonien og aflagde en god rapport om hvordan menigheden i Korinth havde reageret på Paulus’ første brev til dem. (2. Kor. 7:5-7) Det fik Paulus til at skrive endnu et brev til brødrene og søstrene i Korinth, det vi kender som Andet Korintherbrev.

⁶ Læg mærke til at Lukas bruger ordene “opmuntret” og “opmuntrende” for at beskrive Paulus’ besøg i menighederne i Efesos og Makedonien. Det fortæller meget om den indstilling Paulus havde til sine trosfæller. I modsætning til farisæerne, der altid så ned på andre, betragtede Paulus sine brødre og søstre som sine medarbejdere. (Joh. 7:47-49; 1. Kor. 3:9) Paulus bevarede den indstilling, selv når han måtte give dem alvorlig vejledning. – 2. Kor. 2:4.

7. Hvordan kan kristne tilsynsmænd i dag efterligne Paulus?

⁷ I dag efterligner de ældste og kredstilsynsmændene Paulus. Selv når de er nødt til at give retledning, forsøger de at styrke dem der har brug for hjælp. De prøver at sætte sig ind i hvordan deres trosfæller har det, så de kan opmuntre dem i stedet for at fordømme dem. En erfaren kredstilsynsmand har sagt: “Vores brødre og søstre ønsker at gøre det der er rigtigt, men ofte må de kæmpe med frustration, frygt og følelsen af at de ikke selv magter at løse deres problemer.” Tilsynsmænd kan være en stor trøst for deres trosfæller. – Hebr. 12:12, 13.

‘Jøderne planlagde at dræbe ham’ (Ap.G. 20:3, 4)

8, 9. (a) Hvad fik Paulus til at ændre sin plan om at sejle til Syrien? (b) Hvad kunne være grunden til at jøderne var fjendtligt indstillet over for Paulus?

⁸ Fra Makedonien rejste Paulus videre til Korinth.b Da han havde opholdt sig der i tre måneder, var han ivrig efter at fortsætte til Kenkreæ, hvor hans plan var at gå ombord på et skib der sejlede til Syrien. Derfra ville han tage til Jerusalem og aflevere de indsamlede bidrag til de fattige brødre og søstre der boede der.c (Ap.G. 24:17; Rom. 15:25, 26) Men noget uventet fik Paulus til at ændre sine planer. I Apostlenes Gerninger 20:3 fortælles der nemlig at “jøderne havde planlagt at dræbe ham”!

⁹ Det er ikke overraskende at jøderne var fjendtligt indstillet over for Paulus, for de betragtede ham som en frafalden. Tidligere havde hans forkyndelse ført til at Krispus, forstanderen for synagogen i Korinth, var blevet kristen. (Ap.G. 18:7, 8; 1. Kor. 1:14) Ved en anden lejlighed havde jøderne i Korinth anklaget Paulus for at overtræde loven og ført ham hen til Gallio, prokonsulen i Akaja. Men Gallio havde afvist sagen, og det gjorde Paulus’ fjender rasende. (Ap.G. 18:12-17) Jøderne i Korinth har måske vidst eller regnet med at Paulus snart ville sejle fra den nærliggende havneby Kenkreæ, for de planlagde at foretage et bagholdsangreb på ham der. Hvad ville Paulus gøre?

10. Hvorfor lod Paulus være med at tage til Kenkreæ?

¹⁰ For ikke at sætte sin egen sikkerhed på spil – og for at beskytte de bidrag han var blevet betroet – lod Paulus være med at tage til Kenkreæ og valgte i stedet at vende tilbage gennem Makedonien. Det er rigtigt at det heller ikke var helt ufarligt at rejse over land. Der lå ofte røvere på lur langs vejene, og selv på kroerne kunne man ikke føle sig tryg. Men Paulus ville hellere tage de risici der var forbundet med at rejse over land, end at udsætte sig for de farer der ventede ham i Kenkreæ. Heldigvis rejste han ikke alene. Med sig på den her del af missionsrejsen havde han Aristark, Gajus, Sekundus, Sopatros, Timotheus, Trofimos og Tykikos. – Ap.G. 20:3, 4.

11. Hvad gør kristne i dag for at beskytte sig selv, og hvad kan vi lære af Jesus i den forbindelse?

¹¹ Ligesom Paulus gør kristne i dag hvad de kan for at beskytte sig selv når de er ude at forkynde. I nogle områder forkynder de to og to eller i grupper i stedet for at gå alene. Hvad med forfølgelse? Kristne ved at de vil blive forfulgt. (Joh. 15:20; 2. Tim. 3:12) Men det får dem ikke til at være overmodige når de er i forkyndelsen, så de ender i en farlig situation. Tænk på Jesus’ eksempel. Engang da nogle af hans modstandere i Jerusalem tog sten op for at kaste dem på ham, “skjulte [han] sig og gik ud af templet”. (Joh. 8:59) Da jøderne senere planlagde at dræbe ham, “viste [han] sig ikke længere offentligt blandt jøderne, men han tog ud til egnen tæt ved ørkenen”. (Joh. 11:54) Jesus gjorde hvad han kunne for at beskytte sig selv når det ikke var imod Guds vilje at gøre det. Det samme gør kristne i dag. – Matt. 10:16.

De “følte sig meget trøstede” (Ap.G. 20:5-12)

12, 13. (a) Hvilken virkning fik det på menigheden at Eutykos blev oprejst? (b) Hvilket håb giver os trøst i dag?

¹² Paulus og hans rejsefæller rejste sammen gennem Makedonien. Det lader til at gruppen på et tidspunkt delte sig men blev genforenet i Troas.d Beretningen siger: “Fem dage senere kom vi til dem i Troas.”e (Ap.G. 20:6) Det var her den unge mand Eutykos blev oprejst, som nævnt i indledningen af kapitlet. Forestil dig hvor glade brødrene og søstrene blev da de så deres ven få livet igen! Som beretningen viser, følte de sig meget trøstede. – Ap.G. 20:12.

¹³ Den slags mirakler sker selvfølgelig ikke i dag. Men de der har mistet en af deres kære, føler sig trøstet af det håb Bibelen giver om en opstandelse. (Joh. 5:28, 29) Tænk over det her: Fordi Eutykos var ufuldkommen, døde han igen efter noget tid. (Rom. 6:23) Men de der bliver oprejst i den nye verden, får mulighed for at leve evigt! Og de der bliver oprejst til liv i himlen for at herske sammen med Jesus, vil få udødelighed. (1. Kor. 15:51-53) I dag har kristne, både de salvede og de “andre får”, god grund til at føle sig trøstede. – Joh. 10:16.

“Offentligt og fra hus til hus” (Ap.G. 20:13-24)

14. Hvad sagde Paulus til de ældste fra Efesos da han mødtes med dem i Milet?

¹⁴ Paulus og hans gruppe rejste fra Troas til Assos og så til Mitylene, Kios, Samos og Milet. Paulus ville gerne være i Jerusalem på pinsedagen. Det forklarer hvorfor han valgte et skib der sejlede uden om Efesos på hjemturen. Men fordi Paulus gerne ville tale med de ældste i Efesos, bad han dem om at mødes med ham i Milet. (Ap.G. 20:13-17) Da de kom, sagde han til dem: “I ved godt hvordan jeg har båret mig ad blandt jer fra den første dag jeg kom til provinsen Asien. Jeg har arbejdet hårdt for Herren i al ydmyghed og med tårer og under prøvelser som har ramt mig på grund af jødernes angreb, mens jeg ikke har holdt mig tilbage fra at fortælle jer noget af det der var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg har vidnet grundigt for både jøder og grækere om at de skulle angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus.” – Ap.G. 20:18-21.

15. Hvilke fordele er der ved hus til hus-forkyndelsen?

¹⁵ I dag er der mange forskellige måder vi kan nå ud til folk med den gode nyhed på. Ligesom Paulus forsøger vi at finde folk der hvor de er, som for eksempel ved busstoppesteder, på gader med mange mennesker og på markedspladser. Men den forkyndelsesmetode Jehovas Vidner bruger mest, er stadig at besøge folk fra hus til hus. Hvorfor? For det første fordi det giver os mulighed for regelmæssigt at besøge dem der bor i vores distrikt, så alle mennesker kan høre budskabet om Riget – et udtryk for Guds upartiskhed. For det andet kan vi gennem hus til hus-forkyndelsen give oprigtige mennesker den hjælp de personligt har brug for så de kan lære Gud at kende. Og for det tredje er hus til hus-forkyndelsen trosstyrkende og opmuntrende for os selv. Ja, et af de sande kristnes kendetegn er at de ivrigt forkynder “offentligt og fra hus til hus”.

16, 17. Hvordan viste Paulus mod, og hvordan følger Jehovas tjenere i dag hans eksempel?

¹⁶ Paulus fortalte de ældste fra Efesos at han ikke vidste hvilke farer der ventede ham i Jerusalem. Han sagde: “Jeg betragter dog ikke mit liv som betydningsfuldt, hvis bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, nemlig at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.” (Ap.G. 20:24) Paulus var modig og lod ikke noget som helst – hverken dårligt helbred, hård modstand eller noget andet – afholde ham fra at fuldføre sin opgave.

¹⁷ I dag kæmper vi der tjener Jehova, også med mange forskellige problemer. Nogle oplever regeringsforbud og forfølgelse. Andre kæmper med fysiske sygdomme eller psykiske lidelser. Og mange unge bliver udsat for gruppepres i skolen. Uanset deres omstændigheder holder Jehovas Vidner ud ligesom Paulus. De er fast besluttet på at “aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed”.

“Vær opmærksomme på jer selv og på hele hjorden” (Ap.G. 20:25-38)

18. Hvordan havde Paulus holdt sig fri for blodskyld, og hvordan kunne de ældste fra Efesos gøre det samme?

¹⁸ Paulus gav derefter de ældste fra Efesos nogle vigtige advarsler og brugte sig selv som eksempel. Først fortalte han dem at det sandsynligvis var sidste gang de ville få ham at se. Og så sagde han: “Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer alt hvad Gud har besluttet.” Hvordan kunne de ældste fra Efesos efterligne Paulus så de undgik at pådrage sig blodskyld? Han sagde til dem: “Vær opmærksomme på jer selv og på hele hjorden, som den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd i, for at I kan være hyrder for Guds menighed, som han har købt med blodet af sin egen Søn.” (Ap.G. 20:26-28) Paulus advarede om “undertrykkende ulve” der ville komme ind i hjorden og “fordreje sandheden for at få disciplene med sig”. Hvad skulle de ældste gøre? “Hold jer ... vågne,” sagde Paulus, “og husk at jeg i tre år, nat og dag, aldrig holdt op med at vejlede hver enkelt af jer med tårer.” – Ap.G. 20:29-31.

19. Hvilket frafald fandt sted i slutningen af det første århundrede, og hvad førte det til?

¹⁹ De “undertrykkende ulve” kom ind i menigheden i slutningen af det første århundrede. Omkring år 98 skrev apostlen Johannes: “[Der er] kommet mange antikrister ... De var hos os, men forlod os, for de hørte ikke virkelig til hos os. Hvis de virkelig havde hørt til hos os, var de blevet hos os.” (1. Joh. 2:18, 19) I det tredje århundrede havde frafaldet ført til at kristenhedens præsteskab blev dannet, og i det fjerde århundrede blev den fordærvede kristne tro officielt anerkendt af kejser Konstantin. De religiøse ledere ‘fordrejede sandheden’ ved at blande Bibelens lære ind i hedenske ritualer og traditioner for at få dem til at se “kristne” ud. Virkningen af frafaldet ses stadig i kristenhedens lærepunkter og skikke.

20, 21. Hvorfor kan vi sige at Paulus var selvopofrende, og hvordan kan de ældste efterligne ham?

²⁰ Paulus havde en helt anden måde at leve på end de mænd der senere begyndte at udnytte menigheden. Paulus forsørgede sig selv for ikke at være en byrde for menigheden. Alt det han gjorde til gavn for sine trosfæller, var af ren uselviskhed. Paulus tilskyndede de ældste fra Efesos til også at have en selvopofrende indstilling. Han sagde: “I ... skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give end ved at få.’” – Ap.G. 20:35.

²¹ Ligesom Paulus er de ældste i dag selvopofrende. De er ikke som kristenhedens præster, der udnytter deres menigheder for selv at blive rige. De ældste forstår at Jehova har givet dem ansvaret for fårene, og de udfører deres opgave på en uselvisk måde. Stolthed og selviske ambitioner hører ikke hjemme i den kristne menighed, og de der er overmodige og ‘søger deres egen ære’, vil ende med at blive ydmyget. – Ordsp. 11:2; 25:27.

22. Hvorfor holdt de ældste fra Efesos så meget af Paulus?

²² Brødrene fra Efesos elskede Paulus fordi han viste dem ægte kærlighed. Da tiden var kommet til at Paulus skulle afsted, “græd [alle] meget, og de omfavnede Paulus og kyssede ham”. (Ap.G. 20:37, 38) Kristne værdsætter og elsker dem der ligesom Paulus giver af sig selv til gavn for menigheden. Efter at have set nærmere på Paulus’ gode eksempel må man sige at han hverken pralede eller overdrev da han sagde: “Jeg er ren for alles blod.” – Ap.G. 20:26.

1-4. Hvorfor er Paulus på vej til Jerusalem, og hvad venter der ham der?

DET er en følelsesladet afsked i Milet. Paulus og Lukas har svært ved at skulle forlade de ældste fra Efesos, som de er kommet til at holde så meget af. De to missionærer står på bådens dæk. Deres bagage er fyldt med forsyninger som de vil få brug for under rejsen. De har også nødhjælpen til de fattige kristne i Judæa med, og de er ivrige efter at overbringe gaven.

² En mild brise fylder sejlene, og båden begynder at bevæge sig væk fra den støjende kaj. De to mænd og deres syv rejsefæller betragter deres triste brødre på bredden. (Ap.G. 20:4, 14, 15) De bliver ved med at vinke indtil de ikke længere kan se deres venner.

³ Paulus har i omkring tre år arbejdet nært sammen med de ældste i Efesos. Ledet af den hellige ånd er han nu på vej til Jerusalem. Han har en idé om hvad der venter ham der. Tidligere havde han sagt til de ældste i Efesos: “Tvunget af ånden rejser jeg nu til Jerusalem, selvom jeg ikke ved hvad der skal ske med mig der, ud over at den hellige ånd i den ene by efter den anden igen og igen fortæller mig at der venter mig fængsel og trængsler.” (Ap.G. 20:22, 23) På trods af faren føler Paulus sig “tvunget af ånden”, det vil sige at han føler sig forpligtet til at følge åndens tilskyndelse til at rejse til Jerusalem, og at han er villig til at gøre det. Han sætter pris på sit liv, men det vigtigste for ham er at gøre Guds vilje.

⁴ Er det også sådan du har det? Når vi indvier os til Jehova, lover vi at vi altid vil gøre hans vilje, og at vi vil betragte det som det vigtigste i vores liv. Vi kan få stor gavn af at se nærmere på Paulus’ eksempel.

De sejler forbi Cypern (Ap.G. 21:1-3)

5. Hvilken vej rejste Paulus og hans rejsefæller for at komme til Tyrus?

⁵ Den båd Paulus og hans rejsefæller var gået ombord på, ‘fulgte en lige kurs’, det vil sige at den sejlede uden at krydse, med vinden agterind. Fordi de havde medvind, ankom de allerede senere samme dag til Kos. (Ap.G. 21:1) Det lader til at båden ankrede op der og sejlede videre til Rhodos og Patara næste dag. I Patara, på Lilleasiens sydkyst, gik brødrene ombord på et stort fragtskib som sejlede dem direkte til Tyrus i Fønikien. Undervejs sejlede de forbi “Cypern ... på venstre side”. (Ap.G. 21:3) Hvorfor nævnte Lukas den detalje?

6. (a) Hvorfor kan det have virket opmuntrende på Paulus at se Cypern igen? (b) Hvorfor er det godt for os at tænke over hvordan Jehova har velsignet og hjulpet os?

⁶ Måske har Paulus peget på øen og fortalt om de oplevelser han havde haft der. På sin første missionsrejse omkring ni år tidligere, hvor han var sammen med Barnabas og Johannes Markus, havde han mødt troldmanden Elymas, som var imod deres forkyndelse. (Ap.G. 13:4-12) Nu hvor Paulus så øen igen og tænkte over hvad han havde oplevet der, blev han sikkert opmuntret og styrket til at klare det der ventede ham i Jerusalem. Det kan også være godt for os at tænke over hvordan Jehova har velsignet os og hjulpet os til at udholde prøvelser. Det kan få os til at sige som David: “Den retfærdige kommer ud for mange problemer, men Jehova redder ham ud af dem alle.” – Sl. 34:19.

‘Vi ledte efter disciplene og fandt dem’ (Ap.G. 21:4-9)

7. Hvad gjorde Paulus og hans rejsefæller da de kom til Tyrus?

⁷ Paulus forstod hvor vigtigt det er at være sammen med sine brødre og søstre. Så da han og hans rejsefæller ankom til Tyrus, ‘ledte de efter disciplene og fandt dem’. (Ap.G. 21:4) Fordi de vidste at der var kristne der, gjorde de noget for at finde dem, og de boede sandsynligvis også hos dem. En af de store velsignelser ved at kende sandheden er at vi har trosfæller som vil tage imod os, uanset hvor vi rejser hen. Ja, Jehovas sande tilbedere har venner i hele verden.

8. Hvordan skal vi forstå Apostlenes Gerninger 21:4?

⁸ I forbindelse med deres syv dage lange ophold i Tyrus nævner Lukas noget som man måske i første omgang undrer sig over. “På grund af det ånden havde sagt til dem [brødrene i Tyrus], sagde de gang på gang til Paulus at han ikke skulle sætte sine ben i Jerusalem.” (Ap.G. 21:4) Havde Jehova ændret mening? Gav han nu Paulus besked på ikke at tage til Jerusalem? Nej. Ånden havde sagt at Paulus ville komme ud for trængsler i Jerusalem, ikke at han skulle holde sig væk fra byen. Det lader til at brødrene i Tyrus ved hjælp af den hellige ånd var nået frem til den rigtige konklusion – at Paulus ville få store vanskeligheder i Jerusalem. Af omsorg for Paulus bønfaldt de ham derfor om ikke at tage op til byen. Det er forståeligt nok at de gerne ville beskytte Paulus mod en potentielt farlig situation. Men Paulus, der var fast besluttet på at gøre Jehovas vilje, fortsatte sin rejse til Jerusalem. – Ap.G. 21:12.

9, 10. (a) Hvad kom Paulus måske til at tænke på da han hørte hvor bekymrede brødrene i Tyrus var for ham? (b) Hvilken holdning er meget udbredt i dag, og hvordan er den en modsætning til Jesus’ ord?

⁹ Da Paulus hørte hvor bekymrede brødrene var for hans sikkerhed, kom han måske til at tænke på at Jesus havde mødt næsten den samme indsigelse da han fortalte sine disciple at han ville tage til Jerusalem, gennemgå mange lidelser og til sidst blive dræbt. Påvirket af sine følelser havde apostlen Peter sagt til Jesus: “Vær god mod dig selv, Herre. Det vil slet ikke gå dig sådan.” Men Jesus svarede: “Forsvind om bag mig, Satan! Du er en hindring for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.” (Matt. 16:21-23) Jesus ville ikke lade noget som helst hindre ham i at gøre sin Fars vilje. Paulus havde samme selvopofrende indstilling. Ligesom Peter havde brødrene i Tyrus sikkert gode intentioner, men de havde ikke helt forstået hvad der var Guds vilje i det her tilfælde.

¹⁰ Tanken om at man skal være god mod sig selv og vælge den letteste udvej, appellerer til mange i dag. Det er meget almindeligt at folk vælger en religion der er bekvem og ikke kræver så meget af dem. I modsætning til det tilskyndede Jesus sine disciple til at have en helt anden indstilling. Han sagde: “Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv og bære sin torturpæl og blive ved med at følge mig.” (Matt. 16:24) Det er klogt og rigtigt at følge Jesus, men det er ikke altid let.

11. Hvordan viste disciplene i Tyrus at de elskede Paulus og gerne ville støtte ham?

¹¹ Nu var tiden kommet til at Paulus, Lukas og de andre skulle fortsætte deres rejse. Beskrivelsen af deres afrejse er meget rørende. Den viser hvor stor kærlighed brødrene i Tyrus havde til Paulus, og hvor meget de ønskede at støtte ham i hans forkyndelse. Mændene, kvinderne og børnene fulgte Paulus og hans rejsefæller ned til stranden. De knælede, bad sammen og tog så afsked. Paulus, Lukas og deres rejsefæller gik så ombord i en anden båd og sejlede til Ptolemais, hvor de mødte brødrene og blev hos dem en enkelt dag. – Ap.G. 21:5-7.

12, 13. (a) Hvordan havde Filip tjent Jehova trofast i mange år? (b) Hvordan er Filip et godt eksempel for fædre i dag?

¹² Lukas fortæller at Paulus og hans rejsefæller derefter tog videre til Cæsarea, og at de “besøgte evangelieforkynderen Filip” der.a (Ap.G. 21:8) Hvor må de være blevet glade for at se Filip! Omkring 20 år tidligere var han blevet udnævnt af apostlene til at hjælpe med at sørge for uddelingen af mad til den nyoprettede menighed i Jerusalem. I al den tid der var gået siden da, havde Filip været en flittig forkynder. Vi husker måske at da disciplene blev spredt på grund af forfølgelse, tog Filip til Samaria og begyndte at forkynde der. Senere forkyndte han for den etiopiske eunuk og døbte ham. (Ap.G. 6:2-6; 8:4-13, 26-38) Sikke et godt eksempel på en der tjente Jehova trofast i mange år!

¹³ Filip havde ikke mistet sin begejstring for tjenesten. Han boede nu i Cæsarea og var stadig travlt optaget af forkyndelsen. Det ved vi fordi Lukas omtaler ham som “evangelieforkynderen”. Vi får også at vide at han nu havde fire døtre der profeterede, hvilket tyder på at de fulgte i deres fars fodspor.b (Ap.G. 21:9) Filip har uden tvivl gjort en stor indsats for at styrke sin familie åndeligt. I dag kan kristne fædre følge hans eksempel ved at føre an i forkyndelsen og hjælpe deres børn til at blive glade for at forkynde.

14. Hvad førte det til når Paulus besøgte sine trosfæller, og hvilke muligheder har vi for at opmuntre hinanden i dag?

¹⁴ Det ene sted efter det andet opsøgte Paulus sine trosfæller og tilbragte noget tid hos dem. De lokale brødre og søstre har helt sikkert været ivrige efter at vise gæstfrihed mod Paulus og hans venner. Besøgene gjorde det uden tvivl muligt for dem at “opmuntre hinanden”. (Rom. 1:11, 12) Vi har samme mulighed for at opmuntre hinanden i dag. Det giver stor glæde at åbne sit hjem, uanset hvor beskedent det er, for kredstilsynsmanden og hans hustru. – Rom. 12:13.

‘Jeg er parat til at dø’ (Ap.G. 21:10-14)

15, 16. Hvilket budskab overbragte Agabos, og hvilken virkning havde det på dem der hørte det?

¹⁵ Under Paulus’ ophold hos Filip kom endnu en respekteret kristen på besøg, nemlig Agabos. De der var forsamlet hos Filip, vidste at Agabos var profet. Han havde forudsagt at der ville komme en stor hungersnød, og den kom i kejser Claudius’ regeringstid. (Ap.G. 11:27, 28) Brødrene har måske tænkt: ‘Hvorfor kommer Agabos mon her? Hvilket budskab vil han overbringe?’ Med spændt forventning så de til da Agabos tog Paulus’ bælte – et langt stykke stof man kunne have penge eller andre ting i – og bandt sine fødder og hænder med det. Derefter overbragte han det alvorlige budskab: “Den hellige ånd siger: ‘Sådan vil den mand der ejer dette bælte, blive bundet af jøderne i Jerusalem, og de vil overgive ham til folk fra nationerne.’” – Ap.G. 21:11.

¹⁶ Profetien bekræftede at Paulus ville rejse til Jerusalem, og den viste at hans forkyndelse for jøderne dér ville føre til at han blev overgivet “til folk fra nationerne”. Profetien havde en stærk virkning på de forsamlede. Lukas skriver: “Da vi hørte det, begyndte både vi og de der var der, at bønfalde ham om ikke at tage op til Jerusalem. Så svarede Paulus: ‘Hvorfor græder I og prøver at få mig til at vakle i min beslutning? Jeg er ikke alene parat til at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesus’ navn.’” – Ap.G. 21:12, 13.

17, 18. Hvordan kom Paulus’ beslutsomhed til udtryk, og hvordan reagerede brødrene?

¹⁷ Forestil dig situationen. Brødrene, deriblandt Lukas, bønfalder Paulus om ikke at tage op til Jerusalem, og nogle af dem græder. Paulus bliver meget rørt over deres omsorg og siger kærligt at de ‘prøver at få ham til at vakle i sin beslutning’, eller, som nogle oversættelser siger, ‘knuser hans hjerte’. Men han holder fast ved sin beslutning, og ligesom i Tyrus lader han ikke brødrenes bønner og tårer få ham til at vakle. I stedet fortæller han dem hvorfor han må rejse videre. Ja, Paulus viste stor beslutsomhed og et enestående mod! Paulus var, ligesom Jesus havde været, fast besluttet på at tage til Jerusalem. (Hebr. 12:2) Paulus var ikke ude på at blive martyr, men hvis han skulle ofre livet for sin tro, ville han betragte det som en ære at dø som en discipel af Jesus Kristus.

¹⁸ Hvordan reagerede brødrene? De respekterede Paulus’ afgørelse. Vi læser: “Da han ikke lod sig overtale, holdt vi op med at komme med indvendinger og sagde: ‘Lad Jehovas vilje ske.’” (Ap.G. 21:14) De der bønfaldt Paulus om at lade være med at tage til Jerusalem, insisterede ikke på at tvinge deres egen vilje igennem. I stedet lyttede de til Paulus og respekterede hans ønske. De accepterede også Jehovas vilje selvom de havde svært ved det. Paulus var begyndt på en rejse der ville ende med døden, og det ville være lettere for ham hvis de der elskede ham, ikke prøvede at stoppe ham.

19. Hvad kan vi lære af det der skete med Paulus?

¹⁹ Vi kan lære noget meget vigtigt af det der skete med Paulus: Vi må aldrig prøve at forhindre nogen i at være selvopofrende og gøre mere i tjenesten for Jehova. Det gælder ikke kun når det drejer sig om liv eller død. For eksempel har mange kristne forældre haft det svært med at deres søn eller datter er rejst til et andet land for at tjene Jehova. Alligevel er de fast besluttet på ikke at tage modet fra deres børn. Phyllis, som bor i England, husker hvordan hun havde det da hendes eneste datter blev missionær i Afrika. Hun fortæller: “Det var en ret svær tid for mig. Det var hårdt at tænke på at hun var så langt væk. Jeg var både ked af det og stolt, og jeg nævnte det mange gange for Jehova i bøn. Men det var hendes beslutning, og jeg har aldrig forsøgt at få hende til at ændre mening. Jeg havde jo selv sagt til hende at hun altid skulle sætte Riget først i sit liv. Nu har hun tjent i andre lande i 30 år, og hver dag takker jeg Jehova for hendes trofasthed.” Hvor er det godt når vi støtter vores selvopofrende brødre og søstre!

‘Brødrene tog varmt imod os’ (Ap.G. 21:15-17)

20, 21. Hvad viser at Paulus ønskede at være sammen med sine trosfæller, og hvorfor ville han gerne være det?

²⁰ Efter at Paulus havde gjort sig klar til rejsen, tog han afsted sammen med nogle brødre fra Cæsarea. De var virkelig loyale og en god støtte for ham. Hver gang Paulus og hans rejsefæller havde gjort holdt på deres rejse til Jerusalem, havde de opsøgt deres brødre og søstre. I Tyrus havde de fundet disciplene og var blevet hos dem i syv dage. I Ptolemais havde de hilst på deres brødre og søstre og tilbragt en enkelt dag hos dem. I Cæsarea havde de boet hos Filip i adskillige dage. Og nu var der så nogle af disciplene fra Cæsarea der ledsagede Paulus og hans rejsefæller til Jerusalem. Her blev de inviteret ind hos Mnason, der var en af de første disciple. Lukas fortæller at da de kom til Jerusalem, “tog brødrene varmt imod” dem. – Ap.G. 21:17.

²¹ Apostlen Paulus havde tydeligvis et stort ønske om at være sammen med sine brødre og søstre. Han blev opmuntret af samværet med dem, ligesom vi gør det i dag. Opmuntringen har helt sikkert styrket Paulus så han kunne stå fast over for de vrede modstandere der inden længe ville forsøge at slå ham ihjel.