ET SKIB med 276 personer om bord nærmer sig i den mørke nat Malta, en ø i Middelhavet. Besætningen og passagererne er helt udmattede efter at de i 14 dage er blevet kastet hid og did af et uvejr. Da de ved daggry får øje på en bugt, forsøger de at sætte fartøjet på grund. Men forstavnen borer sig fast. Den rokker sig ikke ud af stedet, og bølgerne slår agterstavnen i stykker. Alle om bord forlader skibet og når ind til kysten enten ved at svømme eller ved at klamre sig fast til planker eller andre vragdele. Forkomne og stærkt medtagne trækker de sig op af den frådende brænding. En af passagererne er apostelen Paulus. Han er på vej til Rom, hvor han skal stilles for retten. — Apostelgerninger 27:27-44.

Hvad ved man om det skib Paulus rejste med, og som forliste på Malta? Det var et kornskib, „en båd fra Alexandria som sejlede til Italien“. (Apostelgerninger 27:6; se også fodnoten.) Handelsflåden af kornskibe blev ejet af grækere, fønikiere og syrere, som også førte og udrustede dem. Disse skibe blev imidlertid lejet af den romerske stat. Historikeren William M. Ramsay siger: „Som det var tilfældet med inddrivningen af skatter, var det lettere for myndighederne at udlicitere denne arbejdsopgave end selv at skulle organisere det enorme maskineri af mandskab og udstyr som var nødvendigt for at drive denne omfattende rutefart.“

Det skib der med Paulus om bord forliste ud for Maltas kyst, må også have været ganske stort. Hvor store kunne sådanne skibe være?

En forsker har på baggrund af skriftlige kilder sagt: „Den mindste og mest anvendte lasteevne i oldtiden var 70 til 80 tons. Skibe der kunne laste 130 tons, var meget almindelige, i hvert fald i den hellenistiske periode. Et skib med en lasteevne på 250 tons var større end normalt, men ikke et ualmindeligt syn. I romertiden anvendte man skibe i den kejserlige forsyningstjeneste som havde en endnu større lasteevne. Den mest foretrukne kapacitet var 340 tons. De største skibe kunne laste op til 1300 tons eller lidt derover.“ Ifølge en skriftlig kilde fra det andet århundrede var det alexandrinske kornskib Isis over 55 meter langt og knap 14 meter bredt. Desuden havde det et 13 meter dybt lastrum og kunne sandsynligvis laste tusind tons korn. Måske kunne det derudover medbringe et par hundrede passagerer.

Paulus kendte tydeligvis de farer der var forbundet med at sejle uden for sæsonen. På et tidspunkt frarådede han at man stod til havs i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober: „Mænd, jeg ser at sejladsen vil være forbundet med skade og stort tab, ikke blot for ladningen og båden, men også for vore sjæle.“ (Apostelgerninger 27:9, 10) Men centurionen som førte befalingen, overhørte hans ord, og det resulterede i at de led skibbrud på Malta.