Tiden er inde til at søge Gud
FOTOGRAFIET på denne side er fra Akropolis i Athen, som engang var center for tilbedelse af mange guder og gudinder. Neden for Akropolis ligger Areopagus, som menes at være stedet hvor athenernes domstol trådte sammen. Det var her apostelen Paulus for næsten 2000 år siden stod frem og holdt en blændende tale. Han sagde blandt andet:
„[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ — Apostelgerninger 17:26-28.
Hvor ville historien have været anderledes hvis flere havde taget notits af Paulus’ ord! Mange krige og lidelser kunne have været undgået hvis menneskene havde erkendt at de burde gøre fælles sag i betragtning af at de alle er efterkommere af ét menneske, som blev skabt af den suveræne Herre, Jehova.
I dag er menneskeheden splittet af nationalisme, klasseskel og racehad. Men Paulus’ ord gælder stadig. Vi er alle efterkommere af ét menneske skabt af Gud. I den forstand er vi alle brødre og søstre. Og det er endnu ikke for sent at søge Gud, for han lader sig stadig finde.
Paulus’ tale får endnu større betydning når vi tænker på hans afslutningsord: „[Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“
Jesu opstandelse er en historisk kendsgerning, og som Paulus viser er den en garanti for at menneskeheden vil komme til at opleve en domsdag. Hvornår? Vi ved at den er næsten 2000 år nærmere nu end da Paulus stod på Areopagus og udtalte ordene. Ja, opfyldelsen af Bibelens profetier viser at den er meget nær. Maner det ikke til eftertanke? Det er vigtigt at vi oprigtigt søger Gud, for som Paulus sagde til athenerne: „Nu meddeler [Gud] menneskene at de alle og overalt skal ændre sind“! — Apostelgerninger 17:30, 31.