Udtrykket forekommer i en af de berømteste taler der nogen sinde er blevet holdt. Denne tale er også aktuel i dag, for den giver os et udmærket grundlag for at vide hvordan og hvornår der vil komme til at råde retfærdighed for alle, og hvordan vi personligt vil kunne drage nytte heraf.

⁴ Ordet „agnostisk“ („ukendt“) blev brugt af Paulus da han henviste til et alter hvorpå der stod: „For en ukendt gud.“ Den historiske beretning om Paulus’ tale blev nedskrevet af lægen Lukas i det 17. kapitel af bogen Apostelgerninger. Kapitlet omtaler først hvordan det gik til at Paulus kom til Athen. I rammen på side 6 kan du læse Lukas’ indledende bemærkninger og ordlyden af hele talen.

5. Hvilke omgivelser befandt Paulus sig i da han holdt sin tale for athenerne? (Læs Apostelgerninger 17:16-31.)

⁵ Paulus’ tale er magtfuld og fortjener at vi gennemgår den omhyggeligt. Omgivet som vi er af grove uretfærdigheder, kan vi lære meget af den. Lad os først se lidt på de omgivelser Paulus befandt sig i, som beskrevet fra vers 16 til 21. Athenerne var stolte af at bo i en by der var berømt for sin lærdom, en by hvor Sokrates, Platon og Aristoteles havde undervist. Athen var også en meget religiøs by. Overalt omkring sig så Paulus afgudsbilleder — af krigsguden Ares (også kaldet Mars), af Zeus, af lægekunstens gud Asklepios (Æskulap), af den voldsomme havgud Poseidon, af Eros, Athene, Dionysos og andre.

6. Hvordan er forholdene i dit distrikt i sammenligning med det Paulus så i Athen?

⁶ Hvordan ville det være hvis Paulus aflagde besøg i den by eller på det sted hvor du bor? Selv i kristenhedens lande ville han se folk tilbede afguder og bruge religiøse billeder. Uden for kristenheden er der naturligvis endnu mere af den slags. En rejsehåndbog siger: „I modsætning til deres letfærdige græske ’brødre’ er de indiske guder monogame, og nogle af de mest fremtrædende evner blev tilskrevet deres gemalinder . . . Der findes uden overdrivelse millioner af guder som tager sig af alle livsformer og alt hvad der findes i naturen.“

7. Hvordan var oldtidens græske guder?

⁷ Mange græske guder skildres som ret smålige og gemene og meget umoralske. Det ville være skammeligt for et menneske at handle som disse guder, ja i de fleste lande ville det være kriminelt. Man kunne med god grund spørge hvilken slags retfærdighed datidens grækere kunne forvente af sådanne guder. Og dog så Paulus altså at athenerne viste dem en særlig hengivenhed. Fyldt med retfærdig harme begyndte han derfor at forklare hvordan kristendommen sandfærdigt og på en ophøjet måde satte tingene på plads.

Et krævende publikum

8. (a) Hvilken filosofi havde epikuræerne? (b) Hvad troede stoikerne på?

⁸ Nogle jøder og grækere lyttede med interesse, men hvordan ville de indflydelsesrige epikuræiske og stoiske filosoffer reagere? Interessant nok er der mange lighedspunkter mellem deres tanker og nogle opfattelser der er fremherskende i dag og ligefrem bliver doceret i skolerne. Epikuræerne anbefalede at man levede med henblik på at opnå så megen nydelse som muligt, især mental nydelse. Deres filosofi, som lå bag talemåden: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“, var kendetegnet af manglende principfasthed og dyd. (1 Korinther 15:32) De troede ikke at guderne havde skabt universet; de mente at livet var blevet til ved et tilfælde i et mekanisk univers. Desuden mente de at guderne ikke var interesserede i menneskene. Hvad så med stoikerne? De lagde vægt på logik, og de troede at stof og fornuft (eller kraft) var de grundlæggende principper i universet. Stoikerne troede ikke på Gud som en person, men forestillede sig en upersonlig guddom. Desuden mente de at det var skæbnen der styrede menneskenes forhold.

9. Hvorfor var det en udfordring for Paulus at forkynde under de givne omstændigheder?

⁹ Hvordan reagerede disse filosoffer på Paulus’ offentlige undervisning? Eftersom videbegær blandet med åndshovmod kendetegnede athenerne, begyndte filosofferne at diskutere med Paulus. Til sidst tog de ham med til Areopagus. Oven for Athens torv men neden for det højt beliggende Akropolis var der en klippefyldt høj som var opkaldt efter krigsguden Mars, eller Ares, og som derfor blev kaldt Marshøjen eller Areopagus. I oldtiden var denne høj mødested for en domstol eller et råd. Paulus kan således være blevet ført for en domstol der måske forsamledes med udsigt til det imponerende Akropolis med dets berømte Parthenon og andre templer foruden mange statuer. Nogle mener ligefrem at det var en farlig situation for apostelen Paulus, fordi den romerske lov forbød at man indførte nye guder. Men selv hvis Paulus blot blev ført frem for Areopagus for at redegøre for sine synspunkter eller for at vise at han var en kvalificeret lærer, var det en respektindgydende forsamling han stod over for. Kunne han fremlægge sit livsvigtige budskab uden at støde disse mennesker fra sig?

10. Hvilken taktfuld indledning benyttede Paulus?

¹⁰ Læg i Apostelgerninger 17:22, 23 mærke til hvor taktfuldt og klogt Paulus begyndte. Da han kommenterede hvor religiøse athenerne var og hvor mange gudebilleder de havde, kan nogle af hans tilhørere have opfattet det som en kompliment. Paulus angreb ikke direkte deres polyteisme. I stedet rettede han opmærksomheden mod et alter han havde set, et hvorpå der stod skrevet: „For en ukendt gud.“ Historiske fund viser at der fandtes sådanne altre, hvilket bør styrke vor tillid til Lukas’ beretning. Paulus brugte dette alter som udgangspunkt. Athenerne havde stor agtelse for kundskab og logik. Når de nu med dette alter indrømmede at der var en gud som for dem var „ukendt“ (græsk aʹgnōstos), var det kun logisk at de måtte tillade Paulus at fortælle om denne ukendte gud. Det ræsonnement kunne ingen anfægte, vel?

Kan man vide noget om Gud?

11. Hvordan ledte Paulus tankerne hen på den eneste sande Gud?

¹¹ Spørgsmålet var altså: Hvem var denne ’ukendte gud’? Det var ham som havde frembragt verden og alt hvad der er i den. Ingen ville benægte at universet var til, at der fandtes planter og dyr og mennesker. Den kraft og intelligens, ja visdom, som kom til udtryk i universet, tydede på at det var et produkt af en vís og mægtig Skaber, og ikke af tilfældigheder. Faktisk er der i dag endnu bedre grundlag for Paulus’ måde at ræsonnere på end der var dengang. — Åbenbaringen 4:11; 10:6.

12, 13. Hvilke vidnesbyrd fra nutiden støtter Paulus’ ræsonnement?

¹² For nogle år siden beskrev den engelske astronom Sir Bernard Lovell i bogen In the Centre of Immensities de simpleste livsformers store kompleksitet. I samme forbindelse drøftede han hvorvidt sådanne former for liv kunne være opstået ved et tilfælde. Hans konklusion lyder: „Muligheden for at . . . et af de mindste proteinmolekyler kunne være opstået ved et tilfælde er uendelig lille. Inden for rammerne af den tid og det rum som vi arbejder med, er den faktisk lig nul.“

¹³ Astronomerne har desuden udforsket det umådelige univers. De har brugt det nyeste elektroniske udstyr til at studere universets oprindelse. Hvad har de fundet ud af? I bogen God and the Astronomers (Gud og astronomerne) skrev dr. Robert Jastrow i 1978: „Nu ser vi at det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse.“ Han sagde også: „For videnskabsmanden, der har levet i troen på forstandens overlegenhed, ender det hele som et mareridt. Han har besteget det ene uvidenhedens bjerg efter det andet; han er netop i færd med at besejre den højeste tinde — men da han trækker sig op over den allersidste klippekant, hilses han af en gruppe teologer [skabelsestilhængere], som har siddet her i århundreder!“ — Jævnfør Salme 19:1.

14. Hvilken logisk tanke underbyggede Paulus’ udtalelse om at Gud ikke bor i menneskeskabte templer?

¹⁴ Vi ser altså hvor sande Paulus’ ord i Apostelgerninger 17:24 er, hvilket fører os videre til hans næste tanke i vers 25. Den mægtige Gud som kunne frembringe „verden og alt hvad der er i den“, måtte afgjort være større end det materielle univers. (Hebræerne 3:4) Det ville derfor ikke være en fornuftig tanke at han skulle være begrænset til at bo i templer, især ikke i templer bygget af en som indrømmede at han var „ukendt“ for dem. Dette argument må have virket stærkt på disse filosoffer, som måske netop sad og kiggede op på de mange templer! — 1 Kongebog 8:27; Esajas 66:1.

15. (a) Hvorfor havde Paulus’ tilhørere sandsynligvis Athene i tanke? (b) Hvilken slutning bør man drage i betragtning af at Gud er Giveren af alle ting?

¹⁵ Paulus’ tilhørere havde sandsynligvis på Akropolis vist gudhengivenhed over for en af statuerne af deres skytsgudinde, Athene. Den højtærede Athene i Parthenontemplet var lavet af elfenben og guld. En anden statue af Athene var over 20 meter høj og kunne ses fra skibe ude på havet. Det hed sig at statuen Athene Polias var faldet ned fra himmelen, og folk kom regelmæssigt med en ny klædning til den. Men hvis den Gud som disse mennesker ikke kendte, havde skabt universet, skulle han så have brug for at man tjente ham med ting som mennesker kunne komme med? Det er ham der giver os hvad vi har brug for: vort „liv“, vor „ånde“ som opretholder livet, og „alting“, deriblandt solen, regnen og den frugtbare jord hvor vi dyrker vor føde. (Apostelgerninger 14:15-17; Mattæus 5:45) Det er ham der giver; det er menneskene der modtager. Giveren af alle ting er afgjort ikke afhængig af dem der modtager!

Dannet ud af ét menneske

16. Hvad hævdede Paulus vedrørende menneskets oprindelse?

¹⁶ Ifølge Apostelgerninger 17:26 fremsatte Paulus derpå en sandhed om et problem der også optager mange mennesker i dag, hvor der er så megen uretfærdighed imellem racerne. Paulus sagde at Skaberen „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. Den tanke at menneskeslægten er et broderskab (hvilket burde fremme retfærdigheden på jorden) ville det være godt for athenerne at overveje, for de var af den opfattelse at de havde en særlig oprindelse som adskilte dem fra alle andre. Paulus anerkendte derimod skabelsesberetningen om et første menneske, Adam, som blev stamfader til os alle. (Romerne 5:12; 1 Korinther 15:45-49) Men her vil mange måske spørge: Kan tanken om en fælles stamfader stadig fastholdes i vor moderne videnskabelige tidsalder?

17. (a) Hvordan bliver Paulus’ påstand underbygget af vidnesbyrd fra nutiden? (b) Hvilken indflydelse bør dette have på vor holdning til retfærdighed?

¹⁷ Blandt udviklingslærens tilhængere har nogle fremsat den tanke at mennesket udviklede sig flere steder på jorden og i forskellige former. Men sidste år fremkom der nogle oplysninger som modsagde dette. Under overskriften „Forsøget på at finde Adam og Eva“ behandlede den videnskabelige rubrik i bladet Newsweek nogle nye resultater fra arvelighedsforskningen. Som man kan vente er ikke alle forskere enige om spørgsmålet, men flere og flere forskningsresultater synes at bekræfte vor fælles genetiske oprindelse. Eftersom vi alle er brødre, sådan som Bibelen har sagt for længe siden, burde der så ikke være retfærdighed for alle? Burde det ikke være sådan at alle blev behandlet upartisk uanset deres hudfarve, hårtype eller andre ydre særpræg? (1 Mosebog 11:1; Apostelgerninger 10:34, 35) Men det store spørgsmål er stadig: Hvordan og hvornår vil en sådan retfærdighed komme til at råde blandt menneskene?

18. Hvad lå der bag Paulus’ udtalelser om Guds handlemåde med mennesker?

¹⁸ I vers 26 fremfører Paulus den tanke at Skaberen må forventes at have en vilje, en retfærdig hensigt, med os mennesker. Apostelen vidste at dengang Gud havde handlet særskilt med Israels nation, havde han bestemt hvor de skulle bo og hvordan andre nationer måtte behandle dem. (2 Mosebog 23:31, 32; 4 Mosebog 34:1-12; 5 Mosebog 32:49-52) Det kan selvfølgelig godt være at Paulus’ tilhørere af stolthed mente at hans ord først og fremmest gjaldt dem selv. Uanset om de vidste det eller ej, havde Jehova Gud faktisk engang åbenbaret at det var hans vilje at Grækenland på et tidspunkt i historien skulle blive den femte verdensmagt. (Daniel 7:6; 8:5-8, 21; 11:2, 3) Vil det ikke være fornuftigt af os mennesker at søge Gud for at tage imod belæring af ham som endog kan manøvrere med hele nationer?

19. Hvorfor er Paulus’ ræsonnement i Apostelgerninger 17:27 fornuftigt?

¹⁹ Det er heller ikke sådan at Gud har ladet os være uvidende om ham, så vi må famle os frem i blinde. Han har givet athenerne og os et grundlag for at lære ham at kende. I Romerbrevet 1:20 skrev Paulus senere: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ Gud er derfor ikke langt borte fra os hvis vi ønsker at finde ham og lære ham at kende. — Apostelgerninger 17:27.

20. Hvorfor er det sandt at det er ved Gud at ’vi lever og bevæger os og er til’?

²⁰ Taknemmelighed burde tilskynde os til at søge Gud, som det fremgår af Apostelgerninger 17:28. Det er Gud der er årsag til at vi lever. Og som mennesker lever vi i en videre forstand end for eksempel et træ. Vi og de fleste dyr kan nemlig bevæge os omkring. Er vi ikke glade for det? Men Paulus går et skridt videre. Han siger at ’vi er til’ i den betydning at vi er forstandsvæsener med en personlighed. Gud har givet os en hjerne så vi kan tænke, fatte abstrakte begreber (som for eksempel sand retfærdighed), og håbe, idet vi ser hen til hvad Gud vil gøre i fremtiden. Paulus må have indset at meget af dette ville være svært at acceptere for de epikuræiske og stoiske filosoffer. Derfor underbyggede han sine ord ved at citere nogle græske digtere som de kendte og respekterede, nogle som havde sagt: „For vi er også hans afkom.“

21. Hvordan bør det at vi er Guds afkom, berøre os?

²¹ Hvis folk kan indse at de er Guds afkom, at de er frembragt af ham, må de også kunne indse at de bør søge vejledning hos ham om hvordan de skal leve. Man må beundre Paulus’ frimodighed som han stod dér næsten i skyggen af Akropolis. Modigt fremførte han det ræsonnement at den der har skabt menneskene må være større end nogen statue som er skabt af et menneske, selv den der stod i Parthenontemplet og som var lavet af guld og elfenben. Også i dag må vi give Paulus ret og sige at Gud ikke kan sidestilles med nogen af de gudebilleder som mange mennesker tilbeder. — Esajas 40:18-26.

22. Hvilken forbindelse er der mellem sindsændring og muligheden for at opnå retfærdighed?

²² Dette er ikke blot en teknisk detalje, en underordnet filosofisk tanke, som man kan acceptere forstandsmæssigt mens man fortsætter med at leve sit liv som man plejer. Dette gør Paulus klart i vers 30: „Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider [tider hvor folk i deres uvidenhed har forestillet sig at Gud er som et magtesløst gudebillede eller at han vil tilbedes gennem et sådant gudebillede], men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind.“ Idet Paulus på denne måde lægger op til sin magtfulde afslutning, præsenterer han tilhørerne for en overraskende tanke — sindsændring!

1. Hvilke spørgsmål, som også berørte nogle i det første århundrede, stilles vi over for i dag?

HVOR meget betyder retfærdighed for dig? Hvor meget vil du gøre for at være sikker på at opnå sand retfærdighed eller på at være i live når der kommer til at råde retfærdige forhold i hele verden? Du skylder dig selv at overveje disse spørgsmål, sådan som nogle fremtrædende mænd og kvinder i oldtidens Athen gjorde.

2, 3. (a) Hvordan lagde Paulus op til at tale med athenerne om sindsændring? (b) Hvorfor har tanken om en sådan sindsændring lydt mærkelig i tilhørernes ører?

² De hørte en uforglemmelig tale som den kristne apostel Paulus holdt for den berømte domstol på Areopagus. Først argumenterede han for at der kun findes én Gud, Skaberen, hvem vi alle skylder livet. Dette førte til den logiske konklusion at vi må stå denne Gud til regnskab. Paulus sagde endvidere: „Gud [har] båret over med en sådan uvidenheds tider [hvor mennesker tilbad afguder], men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind.“ — Apostelgerninger 17:30.

³ Denne tanke om sindsændring må have virket overraskende på tilhørerne. Hvorfor? Jo, oldtidens grækere kendte ganske vist det ord Paulus brugte, men de anvendte det kun i den betydning at angre eller fortryde en handling eller udtalelse. En ordbog gør opmærksom på at ordet for dem „aldrig indebar en omlægning af hele den moralske holdning, en total forandring af ens livsmål, en omvendelse der berører hele ens adfærd“.

4. Hvilket logisk ræsonnement byggede Paulus sin argumentation på?

⁴ Det er dog ikke svært at se at en sådan gennemgribende sindsændring er det logiske resultat af Paulus’ måde at ræsonnere på. Eftersom alle mennesker skylder Gud deres liv, skal de alle stå ham til regnskab. Det er derfor kun ret og rimeligt at Gud forventer at de skal søge ham, og tilegne sig kundskab om ham for at lære ham at kende. Hvis hans principper og hans vilje hidtil havde været ukendt for disse athenere, måtte de nødvendigvis ændre sind og bringe deres liv i overensstemmelse med hans vilje. Det drejede sig ikke om hvorvidt dette var bekvemt eller ej, hvilket fremgår af Paulus’ magtfulde slutning: „Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:31.

5. Hvordan reagerede tilhørerne på Paulus’ tale, og hvorfor?

⁵ Dette vers er på én gang så lysende klart og så sprængfyldt med indhold at det fortjener en nærmere undersøgelse, for det vækker håb om at der engang vil herske fuldkommen retfærdighed. Læg mærke til de udtryk Paulus bruger: „fastsat en dag“; „dømme den beboede jord“; „med retfærdighed“; „ved en mand som han har udnævnt“; ’givet en garanti’; „oprejst ham fra de døde“. Det sidste udtryk, „oprejst ham fra de døde“, fik Paulus’ tilhørere til at reagere kraftigt. Som det fremgår af vers 32 til 34, begyndte nogle at gøre nar. Andre trak sig blot tilbage fra debatten. Men nogle få ændrede sind og fik tro. Lad os ikke være så uforstandige at vi afviser Paulus’ ord, for de indeholder oplysninger af største betydning for alle der længes efter sand retfærdighed. For bedre at forstå vers 31 vil vi først se på udtalelsen: „Han har i sinde at dømme den beboede jord.“ Hvem tales der om? Og hvilke normer følger han, især med hensyn til retfærdighed?

6. Hvordan lærer vi om Ham der har fastsat en dag hvor han vil dømme jorden?

⁶ Apostelgerninger 17:30 viser hvem Paulus taler om, nemlig Gud selv, den der har givet os livet, den der opfordrer alle til at ændre sind, Skaberen. Vi kan som nævnt lære meget om Gud ved at betragte hans skaberværk. Men hans norm for retfærdighed lærer vi især at kende gennem en anden kilde, nemlig Bibelen, der indeholder den historiske beretning om Guds forhold til mennesker, som for eksempel Moses, og hans love til Israel.

Hvilke domme og hvilken retfærdighed?

7. Hvilket vidnesbyrd aflagde Moses om Jehovas retfærdighed?

⁷ Du husker sikkert at Moses i en årrække havde en nær forbindelse med Jehova Gud; ja, de var i så nær kontakt at Gud sagde at han med Moses talte „mund til mund“. (4 Mosebog 12:8) Moses havde personligt oplevet at Jehova handlede med ham, og han havde også set hvordan Gud havde handlet med andre mennesker og med hele folkeslag. Kort før sin død kunne Moses derfor give en beskrivelse af den Gud han havde lært at kende: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.

8. Hvorfor bør vi lægge mærke til hvad Elihu sagde om retfærdighed?

⁸ Vi kan også overveje det vidnesbyrd som blev aflagt af Elihu, en mand der kendes for sin visdom og klogskab. Han var ikke en der drog forhastede slutninger. I det tilfælde som Jobs bog beskriver sad han i over en uge og lyttede til alt hvad parterne i debatten havde at fremføre. Hvilken slutning drog Elihu med hensyn til Gud på grundlag af sin egen erfaring og sit indgående studium af Guds handlemåde? Han siger: „Hør på mig, I mænd med forstandigt hjerte. Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret! For han gengælder mennesket dets handlinger og lader det gå manden efter hans færd. Nej sandelig, Gud handler ikke ondt, og den Almægtige bøjer ikke retten.“ — Job 34:10-12.

9, 10. Hvorfor bør det virke betryggende på os at Gud stillede visse krav til jordiske dommere? (3 Mosebog 19:15)

⁹ Her kunne vi spørge: Svarer denne beskrivelse af Gud ikke fuldstændig til den forestilling vi har om den ideelle dommer, en der behandler hver enkelt efter hans handlinger og hans færd, en som ikke er partisk eller bøjer retten? Hvis du skulle stilles for en dommer, ville du da ikke blive beroliget hvis han var sådan?

¹⁰ Bibelen omtaler Jehova som „den der dømmer hele jorden“. (1 Mosebog 18:25) Somme tider har han imidlertid brugt mennesker som dommere. Hvad forventede han af de israelitiske dommere der repræsenterede ham? I Femte Mosebog 16:19, 20 finder vi de retningslinjer Gud gav for dommerembedet: „Du må ikke bøje retten. Du må ikke være partisk eller tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør vises øjne blinde og fordrejer retfærdiges ord. Ret — ret skal du jage efter, for at du kan blive i live.“ I dag bliver retfærdigheden ofte fremstillet som en kvinde med bind for øjnene, hvilket skal skildre at domsafsigelsen bør være upartisk. Men som vi kan se gik Gud endnu videre. Han krævede at de jordiske dommere der skulle repræsentere ham og håndhæve loven var upartiske.

11. Hvad kan vi slutte af at gennemgå disse bibelske tanker om retfærdighed?

¹¹ Alt det vi lærer her om Guds syn på ret og retfærdighed hænger nøje sammen med slutningen af Paulus’ tale. Ifølge Apostelgerninger 17:31 erklærede Paulus at Gud „har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed“. Det er netop hvad vi kan forvente fra Guds side — upartiskhed, ret og retfærdighed. Dog vil det måske bekymre nogen at Gud har udnævnt „en mand“ til at dømme alle mennesker. Hvem er han, og hvilken sikkerhed har vi for at han vil holde fast ved Guds ophøjede normer for retfærdighed?

12, 13. Hvordan ved vi hvilken „mand“ Gud vil bruge til at dømme jorden?

¹² I Apostelgerninger 17:18 fik vi at vide at Paulus havde været optaget af at forkynde „den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen“. Hans tilhørere vidste derfor godt at han talte om Jesus Kristus når han her i slutningen af sin tale sagde at Gud ville ’dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han havde udnævnt og som han havde oprejst fra de døde’.

¹³ Jesus har selv udtalt at Gud har udnævnt ham til at være en dommer der opfylder den guddommelige standard. Ifølge Johannes 5:22 sagde han: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen.“ Efter at have nævnt en kommende opstandelse af dem der er i mindegravene, tilføjede Jesus: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 5:30; Salme 72:2-7.

14. Hvordan kan vi forvente at Jesus vil behandle os?

¹⁴ Disse ord af Jesus stemmer med Apostelgerninger 17:31, hvor Paulus forsikrer os om at Sønnen vil „dømme den beboede jord med retfærdighed“. Der synes ikke at være tale om en usmidig, stiv og ufølsom retsudøvelse, vel? En retfærdig dom vil snarere indebære at retten afvejes med barmhjertighed og forståelse. Vi må heller ikke overse den omstændighed at Jesus, skønt han nu befinder sig i himmelen, engang har været menneske. Han kan derfor sætte sig i vores sted. Paulus kommer ind på denne tanke i sin beskrivelse af Jesus som ypperstepræst, i Hebræerbrevet 4:15, 16.

15. Hvori adskiller Jesus sig fra jordiske dommere?

¹⁵ Når vi læser denne beskrivelse burde vi føle os trygge ved at have Jesus som dommer. Der står: „For vi har ikke en ypperstepræst [og dommer] som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ I en retssal kan det ofte virke skræmmende at blive kaldt frem for dommeren. Men når Kristus er vor dommer, kan vi ’med frimodighed i tale træde frem for at finde barmhjertighed, ufortjent godhed og hjælp i rette tid’. Og apropos tid kunne man passende spørge: ’Hvornår vil Jesus dømme menneskene med retfærdighed?’

Hvornår indtræffer Dommens Dag?

16, 17. Hvordan kan vi vide at der i øjeblikket udføres et domsarbejde som bliver ledet fra himmelen?

¹⁶ Husk at Paulus sagde at Gud har „fastsat en dag“ på hvilken han vil dømme verden ved sin udnævnte dommer. Allerede nu, inden denne Dommens Dag, udfører Jesus imidlertid et livsvigtigt domsarbejde. Hvordan kan vi sige det? Kort før Jesus blev arresteret, falskeligt anklaget og uretfærdigt dømt til døden, udtalte han en skelsættende profeti der blandt andet gælder vor tid. Vi finder den i Mattæusevangeliet, kapitel 24. Jesus beskrev her de verdensbegivenheder der ville kendetegne den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. De krige, hungersnødskatastrofer, jordskælv og andre ulykker der har ramt hele jorden siden den første verdenskrig, viser at Jesu profeti nu går i opfyldelse, hvorefter ’enden vil komme’. (Mattæus 24:3-14) Jehovas Vidner har i mange år fremholdt dette bibelske budskab. Hvis du vil vide mere om hvorfor vi er så sikre på at vi nu lever i de sidste dage for denne uretfærdige ordning skal du blot henvende dig til Jehovas Vidner.

¹⁷ Men lad os her undersøge den sidste halvdel af Mattæus, kapitel 25, hvilket er en del af Jesu profeti om de sidste dage. Mattæus 25:31, 32 får sin opfyldelse i vor tid: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone [i himmelen]. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ Lad os nu læse vers 46, hvor Jesus beretter om udfaldet af denne adskillelse. „Og disse [de mennesker som ifølge Jesu dom hører til „gederne“] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige [„fårene“] til evigt liv.“

18. Hvad vil denne domsperiode resultere i?

¹⁸ Vi befinder os med andre ord i en afgørende domsperiode. De som ’søger Gud og virkelig finder ham’ i dag, vil blive bedømt som „får“ og vil kunne se frem til at overleve afslutningen på den nuværende ordning og komme ind i Guds nye verden, hvor Paradiset skal genoprettes på jorden! Da vil det løfte som vi læser om i Andet Petersbrev 3:13 gå i opfyldelse: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ Da vil den ’fastsatte dag’ oprinde hvor Paulus’ ord i Apostelgerninger 17:31 opfyldes fuldt ud, den tid hvor jorden skal dømmes med retfærdighed.

19, 20. Hvem vil blive berørt af den kommende Dommens Dag?

¹⁹ Denne Dommens Dag angår imidlertid ikke kun de symbolske får, de mennesker der allerede er dømt værdige til at overleve „afslutningen på tingenes ordning“ og komme ind i den nye verden. Efter at Jesus havde omtalt at hans Fader havde overgivet al dom til ham, talte han om en kommende opstandelse. Og ifølge Apostelgerninger 10:42 sagde apostelen Peter at Jesus Kristus „er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde“.

²⁰ Vi ser altså at den ’fastsatte dag’ hvor Gud ved Jesus Kristus vil „dømme den beboede jord med retfærdighed“, vil indbefatte at de døde skal oprejses. Hvilken glæde vil det ikke være at se Guds magt overvinde døden, som ofte er den største af de uretfærdigheder et menneske udsættes for. Nogle er uretfærdigt blevet henrettet af øvrigheden, ligesom Jesus blev, eller dræbt af fjendtlige hære. Andre uskyldige er ved tilfældighedernes spil blevet berøvet livet af storme, jordskælv, ildebrande og andre tragiske ulykker. — Prædikeren 9:11.

Der rådes bod på fortidens uretfærdigheder

21. Hvordan vil der i den nye verden blive rådet bod på fortidens uretfærdigheder?

²¹ Forestil dig den ubeskrivelige glæde det vil være for os at gense vore kære. Mange af de oprejste vil til den tid for første gang få mulighed for at ’søge Gud og virkelig finde ham’, med udsigt til „evigt liv“, som var den belønning Jesus stillede „fårene“ i udsigt.