Vil vi nogen sinde få dem at se igen?

„Du er borte for evigt. Det kom så pludseligt. Men selv om din død har efterladt dybe sår, vil du altid have en plads i vore hjerter. Vi vil aldrig glemme de vidunderlige år vi har nydt sammen og heller aldrig opgive håbet om en skønne dag at se dig igen.“

I STORHERTUGDØMMET Luxembourg giver efterladte og venner ofte udtryk for tanker som disse når de i avisen skriver mindeord om en afdød. Mange i hele verden nærer lignende følelser. Men foruden de gode minder er der den knugende smerte over tabet af en man holdt af. Håbet blandes med uvished. Måske har du selv erfaret dette eller hørt en af dine venner give udtryk for sådanne følelser efter at have mistet en i døden.

For de fleste mennesker er håbet om at gense deres afdøde kære præget af usikkerhed og tvivl, hvilket har sine gode grunde. Det er nemlig kun de færreste nu om dage der tager sig tid til at sætte sig ind i emnet. Og de der gør det finder ofte at de fleste religioners lære om døden er for svævende eller bizar til at de kan tro på den.

Mange er af den opfattelse at man efter døden kun lever videre gennem sine børn, i den forstand at slægten føres videre. Men er denne form for „liv“ til gavn for den døde, og giver den de efterladte håb om at komme til at se vedkommende igen? Nej. Der er derfor ikke megen trøst at hente i en sådan opfattelse.

Den interesse vi har for vore kære, både for dem der er døde og for dem der stadig lever, får os uvægerlig til at spørge: Hvis en af vore kære dør, vil vi så nogen sinde få ham eller hende at se igen? Hvis svaret er ja, hvornår vil det da ske og under hvilke forhold? Vil det være i himmelen? Eller måske her på jorden? Hvilket fremtidshåb er der egentlig for de døde og for os der lever i dag?

I virkeligheden rummer svarene på disse spørgsmål en god nyhed. God i den forstand at den giver et opmuntrende og pålideligt håb for fremtiden. En nyhed fordi der er tale om et budskab der adskiller sig fra det de fleste mennesker før har hørt, selv fra religiøst hold.

Da den kristne missionær Paulus i det første århundrede befandt sig i Athen, talte han blandt andet om Bibelens håb for de døde. Nogle af tilhørerne stillede spørgsmål, mens andre lyttede med foragt. Visse filosoffer ville gerne diskutere med ham og sagde derfor: „Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige?“ Andre sagde: „’Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.’ Det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen.“ (Apostelgerninger 17:18) Ja, den gode nyhed Paulus forkyndte indeholdt et håb om en opstandelse.

Hvordan stiller du dig når nogle taler om en opstandelse, om muligheden for at opleve at de døde får livet igen? Lyder det i dine ører som tom snak? Eller får din religiøse baggrund og personlige overbevisning det bibelske håb for de døde til at lyde nyt og mærkeligt — som om det kom fra en ’fremmed guddom’?

Athenerne sagde til Paulus: „Du indfører nemlig noget der lyder mærkeligt i vore ører. Derfor ønsker vi at få at vide hvad disse ting skal betyde.“ (Apostelgerninger 17:20) Kunne du også tænke dig at lære mere om det håb Bibelen stiller i udsigt for de døde og for os der endnu lever? I givet fald vil den næste artikel have din interesse.