Paulus ville gerne være i Jerusalem på pinsedagen. Det forklarer hvorfor han valgte et skib der sejlede uden om Efesos på hjemturen. Men fordi Paulus gerne ville tale med de ældste i Efesos, bad han dem om at mødes med ham i Milet. (Ap.G. 20:13-17) Da de kom, sagde han til dem: “I ved godt hvordan jeg har båret mig ad blandt jer fra den første dag jeg kom til provinsen Asien. Jeg har arbejdet hårdt for Herren i al ydmyghed og med tårer og under prøvelser som har ramt mig på grund af jødernes angreb, mens jeg ikke har holdt mig tilbage fra at fortælle jer noget af det der var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg har vidnet grundigt for både jøder og grækere om at de skulle angre, vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus.” – Ap.G. 20:18-21.

15. Hvilke fordele er der ved hus til hus-forkyndelsen?

¹⁵ I dag er der mange forskellige måder vi kan nå ud til folk med den gode nyhed på. Ligesom Paulus forsøger vi at finde folk der hvor de er, som for eksempel ved busstoppesteder, på gader med mange mennesker og på markedspladser. Men den forkyndelsesmetode Jehovas Vidner bruger mest, er stadig at besøge folk fra hus til hus. Hvorfor? For det første fordi det giver os mulighed for regelmæssigt at besøge dem der bor i vores distrikt, så alle mennesker kan høre budskabet om Riget – et udtryk for Guds upartiskhed. For det andet kan vi gennem hus til hus-forkyndelsen give oprigtige mennesker den hjælp de personligt har brug for så de kan lære Gud at kende. Og for det tredje er hus til hus-forkyndelsen trosstyrkende og opmuntrende for os selv. Ja, et af de sande kristnes kendetegn er at de ivrigt forkynder “offentligt og fra hus til hus”.

16, 17. Hvordan viste Paulus mod, og hvordan følger Jehovas tjenere i dag hans eksempel?

¹⁶ Paulus fortalte de ældste fra Efesos at han ikke vidste hvilke farer der ventede ham i Jerusalem. Han sagde: “Jeg betragter dog ikke mit liv som betydningsfuldt, hvis bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, nemlig at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.” (Ap.G. 20:24) Paulus var modig og lod ikke noget som helst – hverken dårligt helbred, hård modstand eller noget andet – afholde ham fra at fuldføre sin opgave.

¹⁷ I dag kæmper vi der tjener Jehova, også med mange forskellige problemer. Nogle oplever regeringsforbud og forfølgelse. Andre kæmper med fysiske sygdomme eller psykiske lidelser. Og mange unge bliver udsat for gruppepres i skolen. Uanset deres omstændigheder holder Jehovas Vidner ud ligesom Paulus. De er fast besluttet på at “aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed”.

“Vær opmærksomme på jer selv og på hele hjorden” (Ap.G. 20:25-38)

18. Hvordan havde Paulus holdt sig fri for blodskyld, og hvordan kunne de ældste fra Efesos gøre det samme?

¹⁸ Paulus gav derefter de ældste fra Efesos nogle vigtige advarsler og brugte sig selv som eksempel. Først fortalte han dem at det sandsynligvis var sidste gang de ville få ham at se. Og så sagde han: “Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer alt hvad Gud har besluttet.” Hvordan kunne de ældste fra Efesos efterligne Paulus så de undgik at pådrage sig blodskyld? Han sagde til dem: “Vær opmærksomme på jer selv og på hele hjorden, som den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd i, for at I kan være hyrder for Guds menighed, som han har købt med blodet af sin egen Søn.” (Ap.G. 20:26-28) Paulus advarede om “undertrykkende ulve” der ville komme ind i hjorden og “fordreje sandheden for at få disciplene med sig”. Hvad skulle de ældste gøre? “Hold jer ... vågne,” sagde Paulus, “og husk at jeg i tre år, nat og dag, aldrig holdt op med at vejlede hver enkelt af jer med tårer.” – Ap.G. 20:29-31.

19. Hvilket frafald fandt sted i slutningen af det første århundrede, og hvad førte det til?

¹⁹ De “undertrykkende ulve” kom ind i menigheden i slutningen af det første århundrede. Omkring år 98 skrev apostlen Johannes: “[Der er] kommet mange antikrister ... De var hos os, men forlod os, for de hørte ikke virkelig til hos os. Hvis de virkelig havde hørt til hos os, var de blevet hos os.” (1. Joh. 2:18, 19) I det tredje århundrede havde frafaldet ført til at kristenhedens præsteskab blev dannet, og i det fjerde århundrede blev den fordærvede kristne tro officielt anerkendt af kejser Konstantin. De religiøse ledere ‘fordrejede sandheden’ ved at blande Bibelens lære ind i hedenske ritualer og traditioner for at få dem til at se “kristne” ud. Virkningen af frafaldet ses stadig i kristenhedens lærepunkter og skikke.

20, 21. Hvorfor kan vi sige at Paulus var selvopofrende, og hvordan kan de ældste efterligne ham?

²⁰ Paulus havde en helt anden måde at leve på end de mænd der senere begyndte at udnytte menigheden. Paulus forsørgede sig selv for ikke at være en byrde for menigheden. Alt det han gjorde til gavn for sine trosfæller, var af ren uselviskhed. Paulus tilskyndede de ældste fra Efesos til også at have en selvopofrende indstilling. Han sagde: “I ... skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give end ved at få.’” – Ap.G. 20:35.

²¹ Ligesom Paulus er de ældste i dag selvopofrende. De er ikke som kristenhedens præster, der udnytter deres menigheder for selv at blive rige. De ældste forstår at Jehova har givet dem ansvaret for fårene, og de udfører deres opgave på en uselvisk måde. Stolthed og selviske ambitioner hører ikke hjemme i den kristne menighed, og de der er overmodige og ‘søger deres egen ære’, vil ende med at blive ydmyget. – Ordsp. 11:2; 25:27.

22. Hvorfor holdt de ældste fra Efesos så meget af Paulus?

²² Brødrene fra Efesos elskede Paulus fordi han viste dem ægte kærlighed. Da tiden var kommet til at Paulus skulle afsted, “græd [alle] meget, og de omfavnede Paulus og kyssede ham”. (Ap.G. 20:37, 38) Kristne værdsætter og elsker dem der ligesom Paulus giver af sig selv til gavn for menigheden. Efter at have set nærmere på Paulus’ gode eksempel må man sige at han hverken pralede eller overdrev da han sagde: “Jeg er ren for alles blod.” – Ap.G. 20:26.