OMKRING år 50 e.v.t. ankom Paulus og hans rejsefælle Silas til Thessalonika. Det var på Paulus’ anden missionsrejse, og det var første gang de havde lejlighed til at forkynde den gode nyhed om Messias i det der i dag kaldes Europa.

Da de ankom til Thessalonika, havde de sikkert ikke glemt hvordan de var blevet slået og fængslet i Filippi, den største by i Makedonien. Paulus skrev senere til thessalonikerne at det var „med megen kamp“ han var kommet til dem for at forkynde „Guds gode nyhed“. (1 Thessaloniker 2:1, 2) Ville situationen i Thessalonika være mere gunstig? Hvordan ville det gå med deres tjeneste i denne by? Ville den bære frugt?

Paulus’ ankomst til Thessalonika

Når Paulus ankom til en ny by, plejede han først at opsøge jøderne, for det kendskab de havde til Skrifterne, var et godt grundlag for samtaler og kunne hjælpe dem til at forstå den gode nyhed. En forsker mener at Paulus fulgte denne praksis for at vise omsorg for sine landsmænd eller måske for at benytte jøder og andre gudfrygtige som et springbræt for sit arbejde blandt hedninger. — Apostelgerninger 17:2-4.

Da Paulus kom til Thessalonika, begyndte han derfor med at gå ind i synagogen, og her „ræsonnerede han med [jøderne] ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: ’Han er Messias, den Jesus som jeg forkynder jer.’“ — Apostelgerninger 17:2, 3, 10.

Det som Paulus understregede — hvem Messias var, og hvad han skulle udrette — var et omstridt spørgsmål. Tanken om en lidende Messias stred imod jødernes idealbillede af Messias som en kæmpende og sejrende konge. For at overbevise jøderne gjorde Paulus det som er kendetegnende for en dygtig lærer — han „ræsonnerede“, „forklarede“ og ’beviste ved hjælp af henvisninger’ til Skrifterne.a Men hvordan reagerede Paulus’ tilhørere da han gav dem dette væld af oplysninger?

En frugtbar og begivenhedsrig tjeneste

Nogle af jøderne og mange af de græske proselytter tog imod Paulus’ budskab, og det samme gjorde „ikke så få af de fornemme kvinder“. Udtrykket „de fornemme kvinder“ er meget passende, for i Makedonien havde kvinder en høj social status. De kunne beklæde offentlige embeder og have fast ejendom, de havde nogle bestemte borgerrettigheder, og de kunne drive forretning. Der blev endda opført monumenter til ære for kvinder. Ligesom forretningskvinden Lydia fra Filippi havde taget imod den gode nyhed, sådan var der også gode resultater blandt højtstående kvinder i Thessalonika, sandsynligvis kvinder af god familie eller fremtrædende borgeres hustruer. — Apostelgerninger 16:14, 15; 17:4.

Men jøderne blev fulde af misundelse. De „fik fat i nogle onde mænd af dagdriverne og lavede et opløb og begyndte at bringe byen i oprør“. (Apostelgerninger 17:5) Hvad var det for mænd? Bibelkommentatoren Albert Barnes beskriver dem som „fordærvede og uduelige“ og fortsætter: „Det ser ikke ud til at de havde nogen synderlig interesse i sagen; men som enhver anden pøbel var de lette at ophidse og at anspore til voldshandlinger.“

Denne blandede hob „angreb Jasons hus [hvor Paulus og Silas boede] og søgte at få dem ført frem for pøbelen“. Da man ikke fandt dem dér, søgte mængden hen til byens højeste forvaltning. De „slæbte . . . Jason og nogle af brødrene hen til byens ledere idet de råbte: ’Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her.’“ — Apostelgerninger 17:5, 6.

Thessalonika var Makedoniens hovedstad og havde derfor en vis grad af selvstyre. En del af selvstyret blev udøvet af en folkeforsamling, et borgerråd, der tog sig af lokale anliggender. „Byens ledere“, politarkerne,b var højtstående embedsmænd der havde pligt til at bevare ro og orden og til at afværge situationer som kunne føre til at Rom greb ind og fratog byen dens privilegier. Det ville derfor bekymre dem meget at byens fred var truet af disse urostiftere.

Så fulgte en yderst alvorlig anklage: „Alle disse handler i modstrid med kejserens bestemmelser, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.“ (Apostelgerninger 17:7) Kommentatoren Albert Barnes siger at dette var en anklage om „oprør og tilskyndelse til oprør“ mod kejserne, der „ikke fandt sig i at [nogen anden] konges navn blev nævnt i nogen af de undertvungne provinser medmindre de selv havde tilladt det“. Dertil kom at den Jesus der ifølge Paulus’ forkyndelse var konge, var blevet henrettet af de romerske myndigheder netop efter en anklage om tilskyndelse til oprør, hvilket gjorde beskyldningen endnu mere troværdig. — Lukas 23:2.

Byens ledere blev virkelig urolige. Men da der ikke var nogen håndgribelige beviser, og man ikke kunne finde de anklagede, lod man Jason og de andre gå efter at de havde ’stillet tilstrækkelig kaution’. (Apostelgerninger 17:8, 9) Dette kan hentyde til en form for sikkerhed som Jason og andre kristne stillede for at garantere at Paulus forlod byen og ikke ville vende tilbage og volde uro igen. Det var måske dette Paulus hentydede til da han skrev at ’Satan hindrede ham’ i at vende tilbage til byen. — 1 Thessaloniker 2:18.

På grund af denne situation blev Paulus og Silas om natten sendt af sted til Berøa. Også dér bar Paulus’ tjeneste frugt, men hans gode resultater gjorde de jødiske modstandere i Thessalonika så rasende at de tog den 80 kilometer lange rejse til Berøa for at ophidse byens folk og få modstanden til at flamme op.