Senere kom disse gavmilde judæere selv i nød. Bibelen forklarer ikke præcist hvad årsagen hertil var, men nogle lærde mener at det kan have været den hungersnød der omtales i Apostelgerninger 11:28, 29. Under alle omstændigheder befandt de kristne i Judæa sig i en nødsituation, og Paulus ville sikre sig at de fik dækket deres behov. Hvad gjorde han?

En indsamling til de trængende

Paulus bad menigheder så langt borte som i Makedonien om at deltage i nødhjælpsarbejdet, og han iværksatte en indsamling til de fattige kristne i Judæa. Paulus skrev til korintherne: „Gør da I også sådan som jeg har givet besked om til menighederne i Galatien. Lad enhver af jer hver første dag i ugen lægge noget til side derhjemme, alt efter hvad han har råd til.“a — 1 Korinther 16:1, 2.

Det var meningen at disse midler hurtigt skulle sendes videre til brødrene i Jerusalem, men korintherne var langsomme til at følge Paulus’ instruktioner. Hvorfor? Var de ufølsomme over for deres judæiske brødres situation? Nej. Paulus vidste at korintherne havde „overflod af alt, af tro og ord og kundskab og al alvor“. (2 Korinther 8:7) De havde sandsynligvis nok at gøre med at tage sig af andre nødvendige ting som Paulus havde nævnt i sit første brev til dem. Men nu var situationen i Jerusalem blevet kritisk. Paulus tog derfor problemet op i sit andet brev til korintherne.

Tilskyndelse til gavmildhed

Paulus indleder med at fortælle korintherne om makedonierne, hvis reaktion på nødhjælpsarbejdet var eksemplarisk. „Under en stor prøve med megen trængsel,“ skrev Paulus, ’fik deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom deres gavmildheds rigdom til at strømme over’. Det var ikke nødvendigt at tilskynde makedonierne til gavmildhed. Paulus siger tværtimod at „de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed“. At makedonierne gav med glæde, er endnu mere bemærkelsesværdigt når vi tænker på at de selv befandt sig i ’dyb fattigdom’. — 2 Korinther 8:2-4.

Var hensigten med at Paulus roste makedonierne, at vække en konkurrenceånd hos korintherne? Nej, slet ikke, for han vidste at det ikke var den rette måde at motivere andre på. (Galaterne 6:4) Han vidste også at det ikke var nødvendigt at gøre korintherne skamfulde for at få dem til at gøre det rette. Paulus havde derimod tillid til at korintherne elskede deres judæiske brødre og ønskede at bidrage til nødhjælpsarbejdet. Han skrev til dem: „Allerede sidste år [var I] ikke blot . . . de første til at gøre gerningen, men også til at ønske at gøre den.“ (2 Korinther 8:10) På nogle områder i forbindelse med nødhjælpsarbejdet havde korintherne sat et godt eksempel. „Jeg kender jeres villighed som giver mig grund til at rose mig af jer over for makedonierne,“ sagde Paulus og tilføjede: „Jeres nidkærhed har opildnet de fleste af dem.“ (2 Korinther 9:2) Men nu havde korintherne brug for at vise deres villighed og nidkærhed i gerning.

Paulus sagde derfor til dem: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) Paulus ønskede ikke at presse korintherne, for man kan ikke være en glad giver hvis man tvinges til at give. Han mente tydeligvis at det rette motiv allerede var til stede, og at den enkelte allerede havde besluttet at yde bidrag. Han sagde ydermere til dem: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ (2 Korinther 8:12) Ja, når villigheden foreligger — når et menneske drives af kærlighed — glæder Gud sig over det han giver, uanset hvor lille beløbet er. — Jævnfør Lukas 21:1-4.