Jesus er stadig på vej gennem Peræa mod Jerusalem. En rig ung mand løber hen og falder på knæ for ham. Han er “en af jødernes ledere”, måske synagogeforstander eller medlem af Sanhedrinet. “Gode Lærer, hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?” spørger han. – Lukas 8:41; 18:18; 24:20.

“Hvorfor kalder du mig god?” svarer Jesus. “Der er kun én der er god, og det er Gud.” (Lukas 18:19) Den unge mand bruger sikkert ordet “god” som en formel titel sådan som rabbinerne gør. Jesus er selvfølgelig god til at undervise, men som han forklarer manden, er det kun Gud der har ret til titlen “god”.

“Men hvis du gerne vil gå ind til livet, så fortsæt med at overholde buddene,” råder Jesus ham. Så spørger den unge mand: “Hvilke bud?” Jesus citerer fem af De Ti Bud – om mord, ægteskabsbrud, tyveri, falsk vidneforklaring og at vise sine forældre ære. Og så tilføjer han et endnu vigtigere bud: “Du skal elske dit medmenneske som dig selv.” – Matthæus 19:17-19.

“Dem holder jeg allerede,” svarer manden. “Hvad mere skal jeg gøre?” (Matthæus 19:20) Han tror måske at han mangler at gøre et eller andet helt specielt, en eller anden bedrift, der vil kvalificere ham til at få evigt liv. Jesus kan fornemme at han er oprigtig, og får “kærlighed til ham”. (Markus 10:21) Men der er noget der hindrer manden.

Han er nært knyttet til sine materielle ting, så Jesus siger: “Én ting mangler hos dig: Gå hen og sælg hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have værdier i himlen, og kom så og følg mig.” Ja, manden kunne give sine penge til de fattige, der ikke kan betale ham tilbage, og blive en af Jesus’ disciple. Men Jesus ser sikkert medlidende på manden, der bedrøvet rejser sig og går. Hans kærlighed til rigdom, de ‘mange ting han ejer’, gør ham blind for den sande rigdom. (Markus 10:21, 22) Jesus siger: “Hvor vil det være vanskeligt for dem der har penge, at komme ind i Guds rige!” – Lukas 18:24.

Disciplene er overrasket over disse ord og over det næste Jesus siger: “Det er faktisk lettere for en kamel at komme igennem øjet i en synål end for en rig at komme ind i Guds rige.” Det får disciplene til at spørge: “Hvem kan så blive frelst?” Er det så svært at blive frelst at det slet ikke kan lade sig gøre for mennesker? Jesus ser direkte på dem og svarer: “Det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” – Lukas 18:25-27.

Peter gør opmærksom på at de har truffet et andet valg end den rige mand: “Hør! Vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi ud af det?” Jesus fortæller hvad det endelige resultat vil blive af deres rigtige valg: “I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig, sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer.” – Matthæus 19:27, 28.

Jesus tænker tydeligvis på fremtiden hvor der på jorden vil ske en genskabelse af de forhold der var i Edens Have. Peter og de andre disciple vil blive belønnet ved at de skal herske sammen med Jesus over det jordiske paradis, en belønning der helt opvejer ethvert offer de måtte bringe!

Men belønningerne hører ikke kun fremtiden til. Allerede nu bliver hans disciple belønnet. Jesus erklærer: “Der er ikke nogen der har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, som ikke vil få mange gange mere i denne tid – og i den kommende verdensordning evigt liv.” – Lukas 18:29, 30.

Ja, uanset hvor hans disciple tager hen, kan de glæde sig over at være en del af et brodersamfund med trosfæller der står dem nærmere og er dem mere kære end deres familiemedlemmer. Sørgeligt nok lader det til at den rige unge leder ikke får del i den velsignelse og heller ikke kommer til at leve i Guds himmelske rige.

Jesus tilføjer: “Men mange af de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første.” (Matthæus 19:30) Hvad mener han?

Den rige unge leder er blandt “de første” fordi han er en af jødernes ledere. Eftersom han allerede overholder Guds bud, er det naturligt at forvente at han vil blive en discipel af Jesus. Men han sætter rigdom og ejendele over alt andet i sit liv. I modsætning hertil kan det jævne folk se at Jesus’ undervisning er sandheden og vejen til livet. De har været “de sidste” så at sige, men nu bliver de “de første”. De kan se frem til at sidde på troner i himlen sammen med Jesus og herske over den paradisiske jord.

Jesus har lige fortalt sine tilhørere i Peræa at “mange af de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første”. (Matthæus 19:30) Han uddyber det nu ved at fortælle en lignelse om nogle arbejdere i en vingård:

“Himlenes rige er nemlig som en vingårdsejer der tidligt om morgenen gik ud for at hyre arbejdere til sin vingård. Han blev enig med arbejderne om en denar om dagen og sendte dem hen i sin vingård. Også omkring den tredje time gik han ud, og han så at der stod flere arbejdsløse på torvet. Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården. Jeg vil give jer hvad der nu er rimeligt.’ De gik så derhen. Omkring den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde det samme. Til sidst, omkring den 11. time, gik han ud og fandt nogle flere, og han sagde til dem: ‘Hvorfor har I stået arbejdsløse her hele dagen?’ De svarede: ‘Fordi ingen har hyret os.’ Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården.’” – Matthæus 20:1-7.

De der lytter til Jesus’ lignelse, tænker sikkert på Jehova når de hører udtrykkene “himlenes rige” og “vingårdsejer”. I Skrifterne skildres Jehova som en vingårdsejer, og Israels nation som hans vingård. (Salme 80:8, 9; Esajas 5:3, 4) De der er underlagt Lovpagten, bliver sammenlignet med arbejdere i vingården. Lignelsen handler dog ikke om begivenheder i fortiden, men beskriver en situation på Jesus’ tid.

De religiøse ledere og farisæerne har fået betroet det ansvar hele tiden at være optaget af tjenesten for Gud. De er som fuldtidsarbejdere der forventer fuld løn, en denar for en hel dags arbejde.

Præsterne og andre religiøse ledere betragter det jævne folk som nogle der tjener Gud i mindre grad end dem selv, som om de er deltidsarbejdere i Guds vingård. I Jesus’ lignelse er det dem der bliver hyret “omkring den tredje time” (klokken 9) eller senere på dagen – ved den sjette, niende og til sidst den ellevte time (klokken 17).

De mænd og kvinder der følger Jesus, bliver set på som nogle der er “forbandet”. (Johannes 7:49) De har det meste af deres liv været beskæftiget med fiskeri eller andet arbejde der ikke bliver regnet for noget særligt. Men i efteråret år 29 sendte Gud som “vingårdsejeren” sin søn, Jesus, for at indbyde disse jævne mennesker til at arbejde for sig som Jesus’ disciple. Det er dem Jesus omtaler som “de sidste”, dem der bliver hyret i den 11. time.

Til sidst fortæller Jesus hvad der sker da arbejdsdagen er slut: “Da det blev aften, sagde vingårdsejeren til sin betroede mand: ‘Kald på arbejderne og betal dem deres løn. Begynd med de sidste og slut med de første.’ De der var blevet hyret i den 11. time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, regnede de med at de ville få mere, men de fik også hver en denar. Så begyndte de at beklage sig til vingårdsejeren. De sagde: ‘De sidste har kun arbejdet en time, og alligevel har du givet dem samme løn som os der hele dagen har slidt under den brændende sol!’ Men han sagde til en af dem: ‘Min ven, jeg har ikke behandlet dig uretfærdigt. Blev vi ikke enige om en denar? Tag hvad der er dit, og gå. Jeg vil gerne give den der kom sidst, lige så meget som jeg giver dig. Har jeg ikke lov til at gøre hvad jeg vil, med det jeg ejer? Eller er du misundelig fordi jeg er god?’ Sådan vil de sidste blive de første, og de første de sidste.” – Matthæus 20:8-16.

Den sidste del af lignelsen fremkalder måske nogle spørgsmål hos Jesus’ disciple. Hvordan vil de jødiske religiøse ledere, der ser sig selv som “de første”, blive “de sidste”? Og hvordan vil disciplene blive “de første”?

Jesus’ disciple, som farisæerne og andre betragter som “de sidste”, vil blive “de første”, altså få fuld løn. Når Jesus dør, vil den bogstavelige nation Israel blive forkastet, og så vil Gud udvælge en ny, åndelig nation, “Guds Israel”. (Galaterne 6:16; Matthæus 23:38) Johannes Døber pegede frem til dem der ville udgøre denne nation, da han talte om en fremtidig dåb med hellig ånd. De der har været “de sidste”, vil blive de første til at få del i den dåb, og de vil også få den ære at blive vidner om Jesus “til de fjerneste dele af jorden”. (Apostlenes Gerninger 1:5, 8; Matthæus 3:11) Hvis disciplene forstår at Jesus forsøger at forberede dem på en dramatisk forandring, indser de måske at den forandring vil vække stor misfornøjelse blandt de religiøse ledere, som vil blive “de sidste”.

Jesus og hans disciple forlader nu Peræa på vej sydpå mod Jerusalem og går over Jordanfloden i nærheden af Jeriko. Påsken år 33 nærmer sig, og andre er derfor også på vej sammen med dem.