Han forlader Jerusalem og rejser over Jordan til det sted hvor Johannes, næsten fire år forinden, havde påbegyndt sin døbergerning. Stedet ligger formentlig nær den sydlige bred af Galilæas Sø, omkring to dagsrejser fra Jerusalem.

Mange kommer til Jesus dér og siger: „Johannes gjorde ganske vist ikke noget tegn, men alt hvad Johannes sagde om denne mand var sandt.“ Mange får derfor tro på Jesus.

Jesus drager atter til Jerusalem

JESUS er igen på rejse; han underviser i by efter by og i landsby efter landsby. Han befinder sig øjensynlig i landsdelen Peræa, på den anden side af Jordan set fra Judæa. Men hans mål er Jerusalem.

Det er uden tvivl den jødiske teori om at kun et begrænset antal vil gøre sig fortjent til frelse, der får en mand til at spørge: „Herre, er de der frelses kun få?“ Jesu svar tvinger folk til at tænke over hvad der kræves for at opnå frelse: „Kæmp energisk [det vil sige at man må anstrenge sig] for at komme ind gennem den snævre dør.“

En sådan energisk indsats er nødvendig, for Jesus fortsætter med at sige at „mange . . . vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det“. Hvorfor ikke? Jo, ’når husets herre har rejst sig og låst døren og folk står udenfor og banker på og siger: „Herre, luk op for os,“ vil han sige: „Jeg ved ikke hvor I er fra. Bort fra mig, alle I som øver uretfærdighed.“’

De der er låst ude kommer åbenbart først når det er belejligt for dem selv. Men på det tidspunkt er døren lukket og slåen sat for, så det ikke er muligt at komme ind. Hvis de ville ind burde de være kommet tidligere, selv om tidspunktet måske var ubelejligt for dem. Ja, for dem der ikke gør tilbedelsen af Jehova til det vigtigste i deres liv, vil resultatet blive sørgeligt!

Jøderne, som Jesus har fået til opgave at forkynde for, har for størstedelens vedkommende undladt at gribe den enestående mulighed de har for at tage imod Guds frelsesforanstaltning. Jesus siger derfor at de vil græde og skære tænder når de bliver kastet udenfor. Omvendt vil folk „fra øst og vest og fra nord og syd“, ja fra alle nationerne, „ligge til bords i Guds rige“.

Jesus siger videre: „Der er nogle af de sidste [foragtede ikkejøder, såvel som undertrykte jøder] som skal være blandt de første, og der er nogle af de første [de materielt og religiøst begunstigede jøder] som skal være blandt de sidste.“ Det at sådanne dovne og utaknemmelige skal være blandt de sidste, betyder at de slet ikke vil være at finde i Guds rige.

Nogle farisæere kommer nu hen til Jesus og siger: „Tag af sted og rejs herfra, for Herodes [Antipas] vil dræbe dig.“ Muligvis var det Herodes selv der spredte dette rygte for at få Jesus til at flygte fra hans område. Johannes Døber var blevet halshugget, og måske var Herodes bange for at blive involveret i endnu en af Guds profeters død. Jesus svarer: „Gå hen og sig til den ræv: ’Se, jeg uddriver dæmoner og foretager helbredelser i dag og i morgen, og på den tredje dag vil jeg være færdig.’“

Da Jesus er færdig med sin forkyndelse dér, fortsætter han sin rejse til Jerusalem, for som han siger: „Det er utilstedeligt at en profet bliver slået ihjel andre steder end i Jerusalem.“ Hvorfor kan det forventes at det er i Jerusalem Jesus vil blive slået ihjel? Fordi Jerusalem er hovedstaden, hvor den jødiske højesteret Sanhedrinet med dens 71 medlemmer befinder sig, og hvor dyreofrene bliver bragt. Derfor ville det være utilstedeligt for „Guds lam“ at blive slået ihjel andre steder end i Jerusalem.

„Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende,“ beklager Jesus, „hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne, men I ville ikke! Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ Fordi de fornægtede Guds søn, var de som nation betragtet dømt til undergang!

På vej til Jerusalem bliver Jesus inviteret hjem til en af farisæernes ledere. Det er på en sabbat, og folk holder skarpt øje med ham fordi der er en mand til stede som lider af vattersot. Jesus henvender sig nu til farisæerne og de lovkyndige og spørger: „Er det tilladt at kurere på sabbaten eller er det ikke?“

Ingen svarer. Jesus helbreder derefter manden og sender ham bort. Derpå spørger han: „Hvem af jer vil ikke på sabbatsdagen, hvis hans søn eller okse falder i en brønd, straks trække dem op?“ Heller ikke denne gang er der nogen der svarer ham. Lukas 13:22–14:6; Johannes 1:29.

Til middag hos en farisæer

JESUS er stadig gæst i en fremtrædende farisæers hjem, og han har netop helbredt en mand der led af vattersot. Da han bemærker at de andre indbudte vælger sig de fornemste pladser ved spisebordet, giver han dem en belæring i ydmyghed.

Han siger: „Når du bliver indbudt af nogen til en bryllupsfest, så læg dig ikke på den fornemste plads. Måske er en der er mere anset end du, blevet indbudt af ham, og han som indbød dig og ham, vil komme og sige til dig: ’Overlad din plads til denne mand.’ Og så må du med skam begynde at indtage den nederste plads.“

Jesus giver derfor dette råd: „Derimod skal du, når du bliver indbudt, gå hen og lægge dig på den nederste plads, så manden der har indbudt dig vil sige til dig når han kommer: ’Ven, ryk højere op.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle som ligger til bords sammen med dig.“ Og Jesus konkluderer: „For enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“

Derefter henvender Jesus sig til farisæeren som har indbudt ham, og fortæller hvilken form for gæstebud der har Guds velbehag: „Når du giver en middag eller et aftensmåltid, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller rige naboer. Måske vil de så indbyde dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage. Nej, når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med.“

Når man således indbyder nogle som er dårligt stillede vil det bringe én lykke, for som Jesus forklarer sin vært: „Det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ Jesu ord minder en af gæsterne om en anden slags måltid. „Lykkelig er den som holder måltid i Guds rige,“ siger denne gæst. Det er dog ikke alle der virkelig påskønner disse lykkelige fremtidsudsigter, hvilket Jesus viser ved hjælp af en lignelse.

„Der var en mand som gav et stort aftensmåltid, og han indbød mange. Og da timen for aftensmåltidet kom, sendte han sin træl ud for at sige til de indbudte: ’Kom, for nu er alt parat.’ Men de begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: ’Jeg har købt en mark og jeg er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt.’ Og en anden sagde: ’Jeg har købt fem par okser og jeg er på vej hen for at prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.’ En anden igen sagde: ’Jeg har lige taget en hustru til ægte, og af den grund kan jeg ikke komme.’“

Dårlige undskyldninger! Normalt plejer man at se på husdyr og marker før man køber dem, så der er ingen særlig grund til at man undersøger dem bagefter. Dét at man lige var blevet gift burde heller ikke afholde en fra at tage imod en så vigtig indbydelse. Da herren hører disse undskyldninger bliver han derfor vred og giver sin træl følgende befaling:

„’Gå hurtigt ud på byens brede gader og smalle stræder, og før de fattige og krøblingene og de blinde og de halte herind.’ Efter nogen tid sagde trællen: ’Herre, det du gav besked om er blevet gjort, men der er plads endnu.’ Og herren sagde til trællen: ’Gå ud på vejene og de indhegnede steder, og nød dem til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt. . . . Ingen af de mænd som var indbudt skal smage noget af mit aftensmåltid.’“

Hvad skildrer denne billedtale? Jo, „herren“ der gav gæstebudet er Jehova Gud; „trællen“ der overbragte indbydelserne er Jesus Kristus; og ’det store aftensmåltid’ står for mulighederne for at få del i himlenes rige.

Blandt de allerførste der blev indbudt til at få del i Guds rige var de jødiske religiøse ledere på Jesu tid. Men de afslog indbydelsen. Særlig fra og med pinsedagen i år 33 blev en anden indbydelse sendt ud til de ydmyge og ringeagtede i den jødiske nation. Men der var for få lydhøre til at de 144.000 pladser i Guds himmelske rige kunne besættes. I år 36, tre og et halvt år senere, gik der derfor en tredje og sidste indbydelse ud, denne gang til uomskårne ikkejøder, og indsamlingen af dem har stået på helt frem til vor tid. Lukas 14:1-24.

Hvad indebærer det at være en discipel af Jesus?

EFTER besøget hos den fornemme farisæer, som formentlig er medlem af Sanhedrinet, drager Jesus videre mod Jerusalem. Store skarer følger ham. Men hvilket motiv har de? Ja, hvad indebærer det egentlig at være en sand discipel af Jesus?

Undervejs vender Jesus sig mod folkeskarerne og chokerer dem måske da han siger: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“

Hvad mener Jesus med det? Ikke at hans disciple bogstaveligt skal hade deres slægtninge. Nej, hans udtalelse skal snarere forstås sådan at disciplene skal holde mindre af deres familie end af ham. Om Jesu forfader Jakob siges der at han hadede Lea og elskede Rakel, hvilket blot vil sige at han holdt mindre af Lea end af hendes søster Rakel.

Tænk også på Jesu ord om at en discipel skal hade „endog sin egen sjæl“, det vil sige sit eget liv. Her er meningen, tilsvarende, at en sand discipel må sætte Jesus højere end sit eget liv. Jesus vil understrege at det medfører et stort ansvar at blive en discipel af ham. Det er ikke noget man kan påtage sig uden omhyggeligt at have overvejet det.

Som Jesus videre viser, medfører det trængsler og forfølgelse at være en af hans disciple: „Enhver som ikke bærer sin marterpæl og følger efter mig, kan ikke være min discipel.“ En sand discipel af Jesus må være villig til at finde sig i en forsmædelse som den Jesus udholdt, og om nødvendigt dø for Guds fjenders hånd, sådan som Jesus snart skal.

Folkeskarerne må derfor tænke sig grundigt om før de bliver hans disciple. Det understreger Jesus ved hjælp af en billedtale. „For eksempel,“ begynder han, „hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt? Ellers får han måske lagt grunden men kan ikke fuldføre det, og alle der ser det begynder måske at gøre nar af ham idet de siger: ’Denne mand begyndte at bygge men kunne ikke fuldføre det.’“

Ved hjælp af denne billedtale gør Jesus det klart for de skarer der følger ham, at de, før de bliver hans disciple, må være fast besluttede på at opfylde de forpligtelser der følger med — ligesom en mand der vil bygge et tårn, først må sikre sig at han har midler til at gøre byggeriet færdigt. Jesus fremholder nu endnu en billedtale:

„Eller hvilken konge som er på march for at møde en anden konge i krig, sætter sig ikke først ned og holder råd om hvorvidt han med ti tusind mand kan stå sig imod den der kommer imod ham med tyve tusind? Kan han ikke, sender han, endnu mens den anden er langt borte, en delegation ud for at bede om fred.“

Jesus peger på det væsentlige i de to billedtaler ved at sige: „Således kan givetvis ingen af jer som ikke siger farvel til alt hvad han har, være min discipel.“ Ja, de folkeskarer der følger Jesus, og alle andre der lærer ham at kende, må være villige til at ofre alt hvad de har — alle deres ejendele, ja endog selve livet — hvis de ønsker at blive hans disciple. Er du villig til at gøre det?

„Salt er bestemt udmærket,“ fortsætter Jesus. I sin bjergprædiken havde han omtalt sine disciple som „jordens salt“, hvilket betyder at de kan medvirke til at folk bliver bevaret i live, ligesom bogstaveligt salt er bevarende. „Men hvis selv saltet skulle miste sin kraft, hvad kan det så krydres med? Det er hverken velegnet i jord eller i gødning,“ konkluderer Jesus. „Man smider det ud. Lad den der har ører at høre med, høre efter.“

Således viser Jesus at de der har været hans disciple i nogen tid ikke må lade sig svække i beslutningen om at fortsætte deres gerning. Hvis de gør det, vil de blive uduelige, de vil blive latterliggjort af denne verden og fundet uegnede af Gud, ja, i realiteten være en hån mod Gud. Ligesom salt der er urent og uden kraft vil de blive kastet bort — tilintetgjort. Lukas 14:25-35; 1 Mosebog 29:30-33; Mattæus 5:13.

Jesus søger de bortkomne får

JESUS er ivrig efter at finde dem der ønsker at tjene Gud i ydmyghed. Han taler derfor om Guds rige med alle han møder, selv med mennesker som er kendt for at leve et syndigt liv. Sådanne kommer nu for at lytte til ham.

Da farisæerne og de skriftlærde ser dette, kritiserer de Jesus for at omgås disse mennesker, som de anser for uværdige. De mumler: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“ Det vil farisæerne og de skriftlærde ikke nedværdige sig til, for de regner ikke almindelige mennesker for andet end det skidt de træder på. For at vise deres foragt kalder de dem ‛am ha’aʹræts, et hebraisk udtryk der betyder „landets [eller jordens] folk“.

Jesus behandler derimod alle venligt, respektfuldt og forstående. Mange af disse dårligt stillede, hvoraf nogle er kendt for at føre et syndigt liv, lytter derfor villigt til ham. Men hvordan svarer Jesus de farisæere der kritiserer ham fordi han tager sig af folk de betragter som uværdige?

Det gør han ved at fremholde en billedtale. Han taler ud fra farisæernes egen synsvinkel — som om de virkelig er retfærdige og befinder sig sikkert i Guds fold, mens de foragtede ‛am ha’aʹræts er faret vild og er fortabte. Lyt til hvad han siger:

„Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’“

Jesus peger selv på hvordan billedtalen skal anvendes: „Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“

Farisæerne betragter sig selv som retfærdige og mener derfor ikke at de har brug for at ændre sind. Da nogle af dem et par år tidligere havde kritiseret Jesus for at spise sammen med skatteopkrævere og syndere, havde han svaret: „Jeg er . . . ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ De selvretfærdige farisæere, som ikke kan se at de har behov for at ændre sind, forårsager ingen glæde i himmelen. Det gør derimod syndere der ændrer sind af et oprigtigt hjerte.

For yderligere at understrege dette fremholder Jesus endnu en lignelse eller billedtale. Han siger: „Hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’“

Denne lignelse udlægger Jesus på samme måde: „Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“

Det er bemærkelsesværdigt at Guds engle viser en sådan interesse for at ’bortkomne’ syndere omvender sig, især i betragtning af at de før så foragtede ‛am ha’aʹræts kan få en plads i Guds himmelske rige, en stilling som overgår englenes! Englene er ikke skinsyge og føler sig ikke tilsidesat. Nej, de værdsætter ydmygt at syndige mennesker har klaret situationer i livet der sætter dem i stand til at tjene som medfølende og barmhjertige himmelske konger og præster. Lukas 15:1-10; Mattæus 9:13; 1 Korinther 6:2, 3; Åbenbaringen 20:6.

Den fortabte søn

JESUS har netop fremholdt to billedtaler for farisæerne — én om et får der blev borte men blev fundet igen, og én om et drakmestykke der blev tabt — og fundet igen. Nu fortsætter han med endnu en billedtale, denne gang om en kærlig fader som har to sønner der begge begår nogle alvorlige fejltrin.

Først beder den yngste søn, billedtalens hovedperson, om at få sin arv udbetalt, hvilket hans fader imødekommer uden tøven. Derefter rejser sønnen hjemmefra og begynder at leve et meget umoralsk liv. Lyt engang mens Jesus fortæller lignelsen, og prøv om du kan finde ud af hvem de forskellige personer skildrer.

„Der var en mand som havde to sønner,“ begynder Jesus, „og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ Så delte [faderen] sine midler mellem dem.“ Hvad gjorde den yngste søn med sin arv?

Jesus fortæller: „Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle sine ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv.“ Han brugte sine penge på prostituerede kvinder. Men som Jesus videre beretter, blev det senere strenge tider:

„Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham noget.“

Hvor nedværdigende at være nødt til at vogte svin, som ifølge Loven var urene dyr! Det var dog ikke først og fremmest dette, men snarere den nagende sult der plagede sønnen; den fik ham til endog at ønske sig svinenes føde. Denne forfærdelige situation gjorde imidlertid at han „kom til fornuft“.

Jesus fortæller at sønnen sagde til sig selv: „’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil bryde op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ Så brød han op og gik til sin fader.“

Her er noget vi bør tænke over: Hvis faderen var blevet hidsig og havde råbt i vrede efter sønnen da han forlod hjemmet, ville denne måske ikke have valgt at vende hjem igen. Muligvis ville han have forsøgt at finde arbejde et andet sted i sit hjemland for ikke at møde sin fader. Men sønnen ikke så meget som overvejede dette. Han var ikke i tvivl: Det var hjemme han ønskede at være!

Faderen i Jesu billedtale skildrer tydeligvis vor kærlige og barmhjertige himmelske Fader, Jehova Gud. Måske er du også nået til det resultat at den fortabte søn svarer til nogle der er kendt for at være slået ind på et syndigt liv. Farisæerne, som Jesus taler til, har tidligere kritiseret ham for at spise sammen med sådanne. Men hvem er den ældste søn et billede på?

Den fortabte søn vender tilbage

Hvilken modtagelse får den fortabte søn i Jesu billedtale da han vender tilbage til sin faders hus? Jesus fortæller:

„Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt.“ Denne barmhjertige og kærlige fader er et glimrende billede på vor himmelske Fader, Jehova!

Skønt faderen sikkert har hørt om sønnens udsvævende liv, byder han ham straks velkommen da han vender tilbage, uden først at vente på en nærmere forklaring. På samme måde er Jesus imødekommende når han henvender sig til de syndere og skatteopkrævere der i billedtalen er skildret ved den fortabte søn.

Den forstandige fader i Jesu billedtale kan sikkert læse angeren i sønnens nedtrykte, forpinte ansigt. Og som Jesus videre fortæller, gør faderens kærlighed og imødekommenhed det lettere for den hjemkomne søn åbent at tilstå sine synder over for faderen: „Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’“

Sønnen har knap nok sagt disse ord før faderen befaler sine trælle: „’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.“

Imens var faderens ældste søn „ude på marken“. Tænk over hvem han mon skildrer mens du lytter til resten af historien. Om den ældste søn siger Jesus: „Da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. Han sagde til ham: ’Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ Men han blev vred og ville ikke gå ind. Så kom hans fader ud og bønfaldt ham. Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men så snart din søn her, som har opædt dine midler sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven til ham.’“

Hvem har ligesom den ældste søn kritiseret at der blev vist syndere barmhjertighed og opmærksomhed? Er det ikke farisæerne og de skriftlærde? Eftersom det netop er deres kritik af at Jesus tager imod syndere der har fået ham til at fremholde denne billedtale, må det være dem der skildres ved den ældste søn.

Jesus slutter sin beretning med at faderen giver sin ældste søn følgende formaning: „Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.“

Jesus fortæller ikke hvordan den ældste søn reagerede på det faderen sagde. Faktisk begyndte „en stor skare præster . . . at adlyde troen“ efter Jesu død og opstandelse, og blandt disse har der muligvis også været nogle af dem Jesus skildrede ved den ældste søn.

Hvem i nutiden er de to sønner et billede på? Det må være nogle der kender Guds hensigter så godt at de har kunnet træde ind i et nært forhold til ham. Den ældste søn skildrer nogle af medlemmerne af ’den lille hjord’, „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“. Det var nogle der indtog samme holdning som den ældste søn, idet de ikke ønskede at byde en jordisk skare af „andre får“ velkommen, fordi de følte at denne nye skare stjal billedet fra dem.

Den fortabte søn svarer til nogle der forlader Guds folk for at nyde de fornøjelser verden tilbyder. I tide ændrer de imidlertid sind og vender tilbage for atter at blive aktive tjenere for Gud. Ja, vor himmelske Fader, Jehova, er i sandhed kærlig og barmhjertig mod dem der erkender deres behov for tilgivelse og vender om til ham! Lukas 15:11-32; 3 Mosebog 11:7, 8; Apostelgerninger 6:7; Lukas 12:32; Hebræerne 12:23; Johannes 10:16.

Praktisk visdom sikrer fremtiden

JESUS har lige fremholdt lignelsen om den fortabte søn for en skare der består af hans disciple, nogle uærlige skatteopkrævere og andre der er kendt som syndere, foruden nogle skriftlærde og farisæere. Nu henvender han sig til sine disciple med en billedtale om en rig mand der har hørt ufordelagtige rygter om sin husholder.

Jesus fortæller at den rige mand tilkalder sin husholder og gør det klart for ham at han vil afskedige ham. „Hvad skal jeg gøre, i betragtning af at min herre vil tage stillingen som husholder fra mig?“ spørger husholderen ved sig selv. „Jeg magter ikke at grave, og jeg skammer mig ved at tigge. Jo, nu ved jeg hvad jeg vil gøre, så folk vil tage imod mig i deres hjem når jeg er sat fra stillingen som husholder.“

Hvad går hans plan ud på? Jo, han tilkalder alle sin herres skyldnere og spørger hver enkelt: „Hvor meget skylder du?“

Den første svarer: ’2200 liter olivenolie.’

’Tag din skriftlige overenskomst her og sæt dig og skriv hurtigt 1100,’ siger husholderen.

Han spørger så en anden: ’Og du, hvor meget skylder du?’

Denne svarer: ’22.000 liter hvede.’

’Tag din skriftlige overenskomst her og skriv 18.000.’

Husholderen har fuldmagt til at nedskære nogle af sin herres tilgodehavender, eftersom han stadig er ansvarlig for dennes forretningsanliggender. Ved at nedbringe skyldnernes gæld skaffer han sig venner som vil gengælde ham hans tjenester når han mister sin stilling.

Da hans herre hører hvad der er sket, bliver han imponeret. Ja, han „roste husholderen, fordi han, skønt uretfærdig, handlede med praktisk visdom“. Og Jesus tilføjer: „Denne tingenes ordnings sønner er på en praktisk måde visere over for deres egen generation end lysets sønner er.“

Jesus uddrager nu billedtalens pointe og tilskynder sine disciple: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“

Jesus roser ikke husholderen for hans uretfærdighed men for hans fremsynethed og praktiske visdom. Ofte anvender „denne tingenes ordnings sønner“ kløgtigt deres penge og stilling til at skaffe sig venner der vil gengælde dem deres gunstbevisninger. Guds tjenere, „lysets sønner“, må også forstandigt anvende deres materielle besiddelser, deres „uretfærdige rigdom“, så det bliver til deres fordel.

Men som Jesus siger, skal de bruge deres rigdomme til at skaffe sig venner der kan modtage dem i „de evige boliger“. For den lille hjord er disse boliger i himmelen, og for ’de andre får’ i et jordisk paradis. Eftersom det kun er Jehova Gud og hans søn der kan byde „lysets sønner“ indenfor i disse boliger, er det med dem vi bør opdyrke et venskab, idet vi anvender vor „uretfærdige rigdom“ til fremme af Rigets interesser. Og når de materielle rigdomme svigter eller forsvinder, hvilket de gør på et tidspunkt, vil vi have sikret vor evige fremtid.

Jesus fortæller videre at de der trofast forvalter deres materielle ejendele, også vil være trofaste i vigtigere anliggender. „Derfor,“ fortsætter Jesus, „hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande [de åndelige interesser]? Og hvis I ikke har vist jer trofaste i forbindelse med det en anden ejer [Rigets interesser som Gud betror sine tjenere], hvem vil da give jer noget at eje selv [den belønning at opnå liv i de evige boliger]?“

Det er umuligt at være en sand tjener for Gud og samtidig træl af den uretfærdige, materielle rigdom, for som Jesus til sidst siger: „Ingen tjener i et hus kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for rigdom.“ Lukas 15:1, 2; 16:1-13; Johannes 10:16.

Den rige mand og Lazarus

JESUS har lige fortalt sine disciple om den rette måde at anvende materielle midler på, idet han har forklaret at man ikke kan trælle både for rigdom og for Gud. Farisæerne, der også har hørt det, begynder at komme med hånlige bemærkninger til Jesus fordi de er pengekære. Derfor siger han til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“

Nu er dagene talte for dem der er rige på denne verdens gods og guld, eller på religiøs og politisk magt. Den slags mennesker vil blive ydmyget, mens de der erkender deres åndelige behov vil blive ophøjet. Det er dette Jesus gør opmærksom på, idet han videre siger til farisæerne:

„Loven og Profeterne var indtil Johannes [Døber]. Fra da af forkyndes Guds rige som en god nyhed, og mennesker af enhver slags trænger sig frem imod det. Men det sker lettere at himmelen og jorden forsvinder, end at én lille del af et bogstav i loven forbliver uopfyldt.“

De skriftlærde og farisæerne påstår at de overholder Moseloven, og de er stolte af det. Da Jesus i Jerusalem på mirakuløs vis havde givet en blind mand synet igen, sagde de pralende: „Vi er disciple af Moses. Vi ved at Gud har talt til Moses.“ Men nu har Moseloven opfyldt sit formål, som jo er at lede de ydmyge til Guds udnævnte konge, Jesus Kristus. Fra det tidspunkt hvor Johannes påbegyndte sin tjeneste, har alle slags mennesker, især de ydmyge og fattige, bestræbt sig for at blive undersåtter under Guds rige.

Eftersom Moseloven har opfyldt sit formål, er det ikke længere nødvendigt at overholde den. Loven tillader skilsmisse under visse omstændigheder, men nu siger Jesus: „Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.“ Hvor må denne udtalelse dog irritere farisæerne, specielt fordi de tillader at man bliver skilt af mange forskellige grunde!

Stadig henvendt til farisæerne fremholder Jesus nu en lignelse hvori to mænds sociale status eller situation bliver fuldstændig ændret. Ved du hvem de to mænd skildrer, og hvad forandringen i deres forhold betyder?

„Der var en rig mand,“ fortæller Jesus, „og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt. Men en tigger ved navn Lazarus plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår.“

Den rige mand er et billede på de jødiske religiøse ledere, ikke kun farisæerne og de skriftlærde, men også saddukæerne og de øverste præster. De er rige hvad angår åndelige forrettigheder og muligheder, og de opfører sig som den rige mand gjorde. Deres klædedragt i den kongelige farve purpur er et billede på den begunstigede stilling de indtager, og det hvide linned er et billede på deres selvretfærdighed.

Denne stolte rigmandsskare betragter de fattige, jævne mennesker med stor foragt, og kalder dem for ‛am ha’aʹræts, jordens (landets) folk. Tiggeren Lazarus er et billede på disse mennesker, som de religiøse ledere nægter forrettigheder og ordentlig åndelig næring. Ligesom Lazarus var fuld af sår, opfatter de de jævne mennesker som åndeligt syge og kun værdige til at omgås hunde. Imidlertid hungrer og tørster Lazarusskaren efter åndelig næring og ligger derfor ved porten, i et forsøg på at få bare en lille smule af den åndelige føde som måske falder ned fra den rige mands bord.

Derefter beskriver Jesus de forandringer der vil indtræffe for den rige mand og Lazarus. Hvori består de, og hvad er de et billede på?

Den rige mand og Lazarus bytter roller

Den rige mand er et billede på de religiøse ledere som er begunstiget med åndelige forrettigheder og muligheder, mens Lazarus er et billede på folket som hungrer efter åndelig føde. Nu fortæller Jesus imidlertid at der sker en omvæltning i de to mænds situation.

„Til sin tid døde tiggeren,“ siger Jesus, „og han blev af englene ført hen til pladsen op mod Abrahams bryst. Også den rige mand døde og blev begravet. Og han slog sine øjne op i Hades, hvor han var i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på pladsen op mod hans bryst.“

Eftersom den rige mand og Lazarus ikke er bogstavelige mennesker men hver især symboliserer en kategori af mennesker, skal deres død også forstås symbolsk. I hvilken forstand dør de?

Jesus har lige fortalt at der ville indtræffe en forandring idet han sagde at ’Loven og Profeterne var indtil Johannes, men fra da af forkyndes Guds rige’. Det er derfor som følge af Johannes’ og Jesu Kristi forkyndelse at både den rige mand og Lazarus dør i forhold til deres tidligere situation eller tilstand.

De der tilhører den ydmyge, angrende Lazarusskare, dør fra deres åndeligt fornedrede tilstand og opnår i stedet en plads i Guds gunst. Mens de tidligere så hen til de religiøse ledere for at få de smuler der faldt fra deres åndelige bord, får de nu deres åndelige behov dækket af de sandheder Jesus forkynder. De opnår derfor en begunstiget stilling, kommer så at sige til at ligge op mod brystet af den større Abraham, Jehova Gud.

I modsætning hertil kommer de der tilhører rigmandsskaren i unåde hos Gud fordi de vedvarende har nægtet at tage imod det budskab om Guds rige som Jesus forkynder. Derfor dør de fra deres tilsyneladende gunstige stilling. Ja, faktisk omtales de billedligt som om de bliver pint. Hør engang hvad den rige mand siger:

„Fader Abraham, vis mig barmhjertighed og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg martres i denne flammende ild.“ Det der piner enkeltpersoner i denne rigmandsskare er de brændende domsbudskaber fra Gud som forkyndes af Jesu disciple. De vil have disciplene til at holde op med at forkynde disse budskaber og derved lindre deres pine.

„Men Abraham sagde: ’Barn, husk at du fuldt ud har fået dit gode i din levetid, og Lazarus tilsvarende det dårlige. Men nu trøstes han her og du martres. Og foruden alt dette er der sat en stor kløft mellem os og jer, så at de der ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’“

Det er kun ret og rimeligt at der sker en sådan radikal ombytning af rollerne mellem Lazarusskaren og rigmandsskaren! Denne forandring i forholdene fuldføres nogle få måneder senere på pinsedagen i år 33, da den gamle lovpagt erstattes af den nye pagt. På det tidspunkt bliver det tydeligt for alle og enhver at disciplene har Guds gunst, og at farisæerne og andre religiøse ledere ikke har det. Den ’store kløft’ som adskiller den symbolske rige mand fra Jesu disciple står altså for Guds uforanderlige og retfærdige dom.

Den rige mand beder dernæst „fader Abraham“ om at sende Lazarus „til min faders hus — jeg har nemlig fem brødre“. Derved indrømmer den rige mand at han har et nærmere tilhørsforhold til en anden fader; denne fader er i virkeligheden Satan Djævelen. Den rige mand beder om at Lazarus vil udvande Guds domsbudskaber så hans „fem brødre“, hans religiøse allierede, „ikke også skal komme til dette pinested“.

„Men Abraham sagde: ’De har Moses og Profeterne; lad dem høre efter dem.’“ Ja, hvis ’de fem brødre’ vil slippe for pinen, behøver de kun at give agt på Moses’ og profeternes bøger, der identificerer Jesus som Messias, og dernæst blive hans disciple. Den rige mand indvender imidlertid: „Nej, fader Abraham, men hvis nogen fra de døde går til dem, vil de ændre sind.“

Men den rige mand får at vide: „Hvis de ikke hører efter Moses og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist, selv om nogen opstår fra de døde.“ Gud vil ikke tilvejebringe særlige tegn eller mirakler for at overbevise folk. Hvis man vil opnå Guds gunst må man læse i Bibelen og rette sig efter dens ord. Lukas 16:14-31; Johannes 9:28, 29; Mattæus 19:3-9; Galaterne 3:24; Kolossenserne 2:14; Johannes 8:44.

En barmhjertighedsrejse til Judæa

UNDER indvielseshøjtiden i Jerusalem nogle uger tidligere havde jøderne forsøgt at slå Jesus ihjel. Derfor var han rejst nordpå, åbenbart til et område i nærheden af Galilæas Sø.

Nu er han på vej sydpå igen, tilbage mod Jerusalem. På sin rejse forkynder han i landsbyerne i Peræa, øst for Jordanfloden. Efter at have fortalt lignelsen om den rige mand og Lazarus, minder han disciplene om nogle ting han tidligere har undervist dem i, mens de var i Galilæa.

Jesus siger for eksempel at det ville være bedre for én „om en møllesten var hængt om halsen på ham og han var kastet i havet“, end at han var skyld i at en af de „små“ som tilhørte Gud blev bragt til snublen og fald. Han understreger også betydningen af at være tilgivende: ’Selv om en broder syv gange om dagen synder mod en og syv gange kommer tilbage til en og siger: „Jeg ændrer sind,“ skal man tilgive ham.’

Da disciplene beder Jesus om at give dem mere tro, svarer han: „Hvis I havde tro på størrelse med et sennepsfrø, kunne I sige til dette sorte morbærtræ: ’Ryk dig op med rode og plant dig i havet!’ og det ville adlyde jer.“ Selv lidt tro kan altså udvirke meget.

Dernæst bruger Jesus en situation fra dagligdagen for at illustrere den indstilling en tjener for den almægtige Gud bør have. „Hvem af jer som har en træl der pløjer eller som vogter hjorden, vil sige til ham når han kommer ind ude fra marken: ’Kom straks her og læg dig til bords’? Vil han ikke snarere sige til ham: ’Tilbered hvad jeg skal have til aftensmad; bind et forklæde om dig og sørg for mig til jeg er færdig med at spise og drikke, og bagefter kan du selv spise og drikke’? Han vil ikke føle taknemmelighed over for trællen fordi han har gjort det han har fået besked på, vel? Således skal I også, når I har gjort alt det I har fået besked på, sige: ’Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.’“ Guds tjenere skal ikke føle at de gør Gud en tjeneste ved at være hans tjenere. Nej, de bør altid huske at det er en forret at de må tilbede ham som betroede medlemmer af hans husstand.

Det er åbenbart kort tid efter at Jesus har fremholdt denne billedtale at der kommer en budbringer. Han er blevet sendt af Maria og Marta, Lazarus’ søstre, som bor i Betania i Judæa. „Herre, se, den du holder af er syg,“ meddeler budbringeren.

Jesus svarer: „Denne sygdom har ikke døden som mål, men Guds herlighed, for at Guds søn kan blive herliggjort ved den.“ Han bliver yderligere to dage dér hvor han er, og siger så til sine disciple: „Lad os gå til Judæa igen.“ De svarer imidlertid: „Rabbi, for nylig søgte judæerne at stene dig, og så går du igen dertil?“

„Der er tolv timer med dagslys, ikke sandt?“ spørger Jesus. „Hvis nogen vandrer i dagens lys, støder han ikke imod noget, for han ser denne verdens lys. Men hvis nogen vandrer om natten, så støder han imod noget, for han har ikke lyset i sig.“

Jesus mener åbenbart at ’dagslyset’, den tid Gud har afstukket til hans jordiske tjeneste, endnu ikke er udløbet, og at ingen vil kunne gøre ham fortræd før tiden er udløbet. Men han er nødt til at udnytte den resterende del af ’dagslyset’ fuldt ud, eftersom der vil komme en ’nat’ når hans fjender har slået ham ihjel.

Jesus fortsætter: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“

Disciplene tror åbenbart at Lazarus blot sover som man sover om natten, og at han derfor vil komme sig, så de svarer: „Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.“

Jesus siger da rent ud: „Lazarus er død, og for jeres skyld glæder jeg mig over at jeg ikke var der, så at I kan få tro. Men lad os gå til ham.“

Da Thomas indser at Jesus kan blive slået ihjel i Judæa, men alligevel ønsker at støtte ham, opmuntrer han sine meddisciple og siger til dem: „Lad os også gå, så vi kan dø sammen med ham.“ Med fare for deres eget liv følger de nu med Jesus på en barmhjertighedsrejse tilbage til Judæa. Lukas 13:22; 17:1-10; Johannes 10:22, 31, 40-42; 11:1-16.