Jesus har undervist og helbredt folk i Judæa og Jerusalem. Derefter tager han over på den anden side af Jordanfloden for at undervise fra by til by i Peræa. Han vil dog snart tage tilbage til Jerusalem.

Mens Jesus er i Peræa, er der en mand der spørger: “Herre, er det kun få der bliver frelst?” Manden ved måske at dette er et omdiskuteret emne blandt de religiøse ledere. Jesus skifter fokus fra hvor mange der vil blive frelst, til hvad man må gøre for at blive frelst. “Kæmp energisk for at komme ind gennem den smalle dør,” siger han. Ja, det er nødvendigt at gøre en indsats, at anstrenge sig. Jesus forklarer hvorfor: “Mange vil forsøge at komme ind men vil ikke være i stand til det.” – Lukas 13:23, 24.

For at vise hvor vigtigt det er at gøre en energisk indsats, siger Jesus: “Når husets ejer rejser sig og låser døren, vil I stå udenfor og banke på og sige: ‘Herre, luk op for os.’ ... Men han vil svare: ‘Jeg ved ikke hvem I er. Gå væk fra mig, alle I som gør det der er ondt!’” – Lukas 13:25-27.

Lignelsen viser hvor trist det vil være for en der ankommer sent – tilsyneladende når det er belejligt for ham selv – og opdager at døren er lukket og låst. Han burde være kommet tidligere, selv hvis det var ubelejligt for ham. Sådan er det for mange af dem der kunne have fået gavn af Jesus’ undervisning. De benyttede sig ikke af muligheden for at gøre den sande tilbedelse til det vigtigste i deres liv. De fleste af dem Jesus er blevet sendt til, har ikke accepteret Guds frelsesordning. Jesus siger at de vil “græde og skære tænder” når de er kastet udenfor. Men folk “fra øst og vest og fra nord og syd”, ja, fra alle nationer, vil “ligge til bords i Guds rige”. – Lukas 13:28, 29.

Jesus forklarer: “Nogle af de sidste [eksempelvis ikkejøder og undertrykte jøder] skal være de første, og nogle af de første [religiøse ledere der stolt pointerer at de er Abrahams efterkommere] skal være de sidste.” (Lukas 13:30) Det at nogle der er så utaknemmelige, skal være “de sidste”, betyder at de slet ikke vil blive en del af Guds rige.

Nu kommer der nogle farisæere til Jesus og råder ham: “Tag afsted, rejs væk herfra, for Herodes [Antipas] vil slå dig ihjel.” Måske er det kong Herodes selv der har startet rygtet for at få Jesus til at forlade området. Herodes var involveret i mordet på Johannes Døber, og det kan være at han er bange for at blive indblandet i endnu en profets død. Men Jesus siger til farisæerne: “Gå hen og sig til den ræv: ‘Jeg uddriver dæmoner og helbreder folk i dag og i morgen, og i overmorgen er jeg færdig.’” (Lukas 13:31, 32) Ved at kalde Herodes en “ræv” hentyder Jesus måske til hvor snu ræve kan være. Men Jesus vil ikke lade sig manipulere eller styre af Herodes eller nogen anden. Han vil udføre den opgave hans Far har givet ham, og han vil følge Guds tidsplan, ikke noget menneskes.

Jesus fortsætter sin rejse mod Jerusalem fordi, som han siger, “det er utænkeligt at en profet skulle blive slået ihjel andre steder end i Jerusalem”. (Lukas 13:33) Ingen af bibelprofetierne taler om at det er i den by Messias skal dø, så hvorfor siger Jesus at det er der han skal dræbes? Fordi Jerusalem er hovedstaden hvor den jødiske højesteret, Sanhedrinet, med dens 71 medlemmer befinder sig, og hvor de der bliver beskyldt for at være falske profeter, bliver stillet for retten. Desuden er det også i Jerusalem at dyreofrene bliver bragt. Jesus forstår derfor at det er dér han bør dø.

“Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til dig,” siger Jesus sukkende, “hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus bliver overladt til jer selv.” (Lukas 13:34, 35) Nationen forkaster Guds Søn og må tage konsekvenserne!

Inden Jesus når til Jerusalem, inviterer en af farisæernes ledere ham til et måltid i sit hjem på sabbatten. De der er inviteret, holder skarpt øje med Jesus for at se hvad han vil gøre ved en mand der lider af alvorlige ødemer (ophobning af væske, ofte i benene og fødderne). Jesus spørger farisæerne og de lovkyndige: “Er det tilladt at helbrede på sabbatten, eller er det ikke?” – Lukas 14:3.

Ingen svarer. Jesus helbreder manden og spørger dem så: “Hvem af jer vil ikke straks trække sin søn eller okse op hvis en af dem falder i en brønd på sabbatten?” (Lukas 14:5) Igen har de ikke noget at sige til hans fornuftige ræsonnement.

Jesus er stadig i farisæerens hus efter at han har helbredt manden der led af alvorlige ødemer. Jesus lægger mærke til at andre gæster vælger de bedste pladser ved måltidet, og han benytter lejligheden til at lære dem om ydmyghed.

“Når du bliver inviteret til en bryllupsfest,” siger han, “så tag ikke den bedste plads. Der er måske inviteret en som er mere betydningsfuld end dig. Så vil den der inviterede jer begge, komme og sige til dig: ‘Giv denne mand din plads.’ Det vil være pinligt for dig når du så må gå hen og tage den plads der er længst væk.” – Lukas 14:8, 9.

Jesus fortsætter: “Tværtimod skal du som gæst gå hen og vælge den plads der er længst væk, så værten vil sige til dig når han kommer: ‘Ven, ryk nærmere.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle de andre gæster.” Her er der ikke bare tale om at vise gode manerer. Jesus forklarer: “For den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” (Lukas 14:10, 11) Ja, han opfordrer sine tilhørere til at opdyrke ydmyghed.

Nu retter han sine ord til farisæeren der har inviteret ham, for at fortælle hvordan man kan vise gæstfrihed på en måde Gud synes om. “Når du giver middagsmad eller aftensmad, så invitér ikke dine venner, dine brødre, din familie eller dine rige naboer. Måske vil de så invitere dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage. Nej, når du holder en fest, så invitér fattige, lamme, halte og blinde. Så vil du være lykkelig, de har nemlig ikke noget at give dig til gengæld.” – Lukas 14:12-14.

Det er naturligt at invitere venner, familie eller naboer til et måltid, og Jesus siger ikke at det er forkert. Men han peger på at det at invitere nogle der har det svært, som for eksempel fattige, halte eller blinde, kan give store velsignelser. Jesus siger til sin vært: “Du vil blive belønnet når de retfærdige opstår fra de døde.” En af de andre gæster er enig og erklærer: “Lykkelig er den der får lov til at lægge sig til bords i Guds rige.” (Lukas 14:15) Han forstår hvilket privilegium det ville være. Men som Jesus beskriver i sin næste lignelse, er det ikke alle der har samme værdsættelse:

“Der var en mand som ville holde en stor festmiddag, og han inviterede mange. Da middagen var klar, sendte han sin træl ud for at sige til de inviterede: ‘Kom, for nu er alt parat.’ Men så begyndte de alle sammen at komme med undskyldninger. Den første sagde til ham: ‘Jeg har købt en mark, og jeg er nødt til at gå ud og se på den, så du må have mig undskyldt.’ En anden sagde: ‘Jeg har købt fem par okser, og jeg er på vej hen for at se nærmere på dem, så du må have mig undskyldt.’ En anden igen sagde: ‘Jeg er lige blevet gift, og derfor kan jeg ikke komme.’” – Lukas 14:16-20.

Sikke nogle dårlige undskyldninger! Normalt undersøger man jo en mark eller et dyr før købet, så det er ikke så vigtigt at gøre det bagefter. Den tredje mand er ikke ved at forberede sit bryllup. Han er allerede gift, så det burde ikke afholde ham fra at tage imod en vigtig invitation. Da herren hører undskyldningerne, bliver han vred og siger til sin træl:

“Skynd dig ud på byens gader og stræder, og bring de fattige, lamme, blinde og halte herind.” Efter at trællen har gjort det, er der stadig plads til flere. Herren siger så til ham: “Gå ud på vejene og småvejene uden for byen, og overtal folk dér til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af dem der var inviteret, skal smage min festmiddag.” – Lukas 14:21-24.

Det Jesus lige har fortalt, illustrerer meget godt hvordan Jehova gennem Jesus Kristus inviterede forskellige til at blive en del af himlenes rige. Det var først og fremmest jødernes religiøse ledere der blev inviteret, men i løbet af Jesus’ tjeneste afviste de fleste af dem invitationen. Der var dog også andre der ville blive inviteret. Jesus gør det klart at i fremtiden vil proselytter og jævne mennesker i den jødiske nation også blive inviteret. Derefter vil en tredje og sidste invitation blive givet til mennesker som jøderne mener er uværdige i Guds øjne. – Apostlenes Gerninger 10:28-48.

Ja, Jesus’ ord bekræfter virkelig det en af de andre gæster sagde: “Lykkelig er den der får lov til at lægge sig til bords i Guds rige.”

Jesus har undervist i nogle vigtige ting da han besøgte en af farisæernes ledere. Mens han nu fortsætter sin rejse mod Jerusalem, følger store folkeskarer med ham. Hvorfor? Vil de virkelig gerne være hans disciple uanset hvad det kræver af dem?

Under rejsen siger Jesus noget der måske chokerer nogle af dem: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja, endda sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Lukas 14:26) Hvad mener han med det?

Jesus mener ikke at alle der følger ham, bogstaveligt skal hade deres familie. Nej, han mener at de skal hade dem i den forstand at de elsker dem mindre end de elsker Jesus, og ikke være som manden i lignelsen om festmiddagen der ikke tog imod invitationen fordi han lige var blevet gift. (Lukas 14:20) Der siges om jødernes forfar Jakob at han ‘hadede’ Lea og elskede Rakel, det vil sige at han elskede Lea mindre end han elskede hendes søster Rakel. – 1. Mosebog 29:31, fodnote.

Bemærk at Jesus sagde at en discipel endda skal hade “sit eget liv”, eller sin egen sjæl. Det betyder at en sand discipel må elske Jesus mere end han elsker sit eget liv, og endda være villig til at ofre det hvis det skulle blive nødvendigt. At blive en discipel af Kristus er tydeligvis et stort ansvar. Det er ikke en beslutning man tager uden at gøre sig dybere tanker om det.

Det at følge Jesus kan medføre trængsler og forfølgelse. Jesus forklarer: “Den der ikke bærer sin torturpæl og følger efter mig, kan ikke være min discipel.” (Lukas 14:27) Ja, en sand discipel af Jesus må være villig til at lide ondt ligesom han gjorde. Jesus har endda sagt at han vil blive slået ihjel af sine fjender.

Folkeskarerne der rejser med Jesus, må grundigt overveje hvad det vil sige at være en af Kristus’ disciple. Det understreger Jesus med en illustration: “Hvem af jer som gerne vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har råd til at gøre det færdigt? Ellers får han måske lagt fundamentet men kan ikke fuldføre det.” (Lukas 14:28, 29) For at blive Jesus’ disciple må de der rejser med ham mod Jerusalem, være fast besluttet på at opfylde de forpligtelser der følger med. Den tanke slår han fast med endnu en illustration:

“Hvilken konge som vil marchere i krig mod en anden konge, sætter sig ikke først ned og drøfter med sine rådgivere om han med 10.000 mand er stærk nok til at klare sig mod den der kommer imod ham med 20.000? Hvis han ikke kan det, sender han en delegation ud for at bede om fred mens den anden konge stadig er langt væk.” For at understrege hvad han mener, siger Jesus: “Tag ikke fejl. Ingen af jer kan være min discipel hvis han ikke siger farvel til alt hvad han har.” – Lukas 14:31-33.

Jesus’ ord er selvfølgelig ikke kun møntet på folkeskarerne der følger ham. Alle der lærer Kristus at kende, må være villige til at gøre det han siger her. De må altså være klar til at ofre alt – deres ejendele, endda deres liv – hvis de vil være hans disciple. Det er virkelig noget at tænke over og have med i sine bønner!

Nu tager Jesus et emne op som han kom ind på i sin bjergprædiken da han sagde at hans disciple er “jordens salt”. (Matthæus 5:13) Han mente sandsynligvis at ligesom bogstaveligt salt er et konserveringsmiddel, har hans disciple en bevarende virkning på folk ved at beskytte dem mod åndeligt og moralsk fordærv. Nu da afslutningen på hans tjeneste nærmer sig, siger han: “Salt er bestemt en god ting. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan det så krydres med?” (Lukas 14:34) Hans tilhørere ved at noget af det salt de kan få, er urent, blandet med jordbestanddele, og derfor ikke kan bruges til noget.

Jesus viser altså at selv de der har været hans disciple i lang tid, ikke må lade deres beslutsomhed blive svækket. Hvis det skulle ske, ville de blive ubrugelige, ligesom salt der har mistet sin kraft. Måske ville verden så gøre nar af dem. Desuden ville de miste Guds godkendelse og endda bringe skam over hans navn. Jesus påpeger hvor vigtigt det er at undgå det udfald, med ordene: “Lad den der har ører at høre med, høre efter.” – Lukas 14:35.

I løbet af sin tjeneste har Jesus flere gange lagt vægt på hvor stor betydning ydmyghed har. (Lukas 14:8-11) Han søger ihærdigt efter ydmyge mænd og kvinder der ønsker at tjene Gud, og indtil nu er nogle af dem måske stadig notoriske syndere.

Farisæerne og de skriftlærde bemærker at sådanne personer – folk som de anser for uværdige – bliver draget til Jesus og hans budskab. De siger klagende: “Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.” (Lukas 15:2) Farisæerne og de skriftlærde føler sig overlegne og regner ikke folk for mere end det skidt de træder på. Lederne viser deres foragt for dem ved at kalde dem am haarets, et hebraisk udtryk der betyder “landets [jordens] folk”.

Men Jesus behandler alle værdigt, venligt og med empati. Mange blandt det jævne folk, deriblandt nogle som er kendt for at være syndere, lytter derfor ivrigt til ham. Men hvordan reagerer han på den kritik han får fordi han hjælper dem?

Det fremgår tydeligt da han fortæller en rørende lignelse der minder meget om den han tidligere fortalte i Kapernaum. (Matthæus 18:12-14) Jesus omtaler farisæerne som om de er retfærdige og befinder sig sikkert i Guds fold. Jævne mennesker bliver derimod fremstillet som nogle der er faret vild. Jesus siger:

“Hvis en af jer har 100 får og mister ét af dem, vil han så ikke efterlade de 99 i ørkenen og gå ud og lede efter det får han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får der var blevet væk.’” – Lukas 15:4-6.

Hvor vil Jesus hen med den her lignelse? Han forklarer: “Jeg siger jer at på samme måde vil der være mere glæde i himlen over én synder der angrer, end over 99 retfærdige der ikke har brug for at angre.” – Lukas 15:7.

Det at Jesus taler om at angre, må gøre indtryk på farisæerne. De ser sig selv som retfærdige og mener ikke at de har noget at angre. Da nogle af dem omkring to år tidligere kritiserede Jesus fordi han spiste sammen med skatteopkrævere og syndere, sagde han: “Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.” (Markus 2:15-17) De selvretfærdige farisæere indser ikke at de må angre, og derfor er der ingen glæde over dem i himlen. Det forholder sig lige modsat når syndere angrer oprigtigt.

For at understrege sin pointe – at det giver stor glæde i himlen når syndere omvender sig – fortæller Jesus endnu en lignelse, der denne gang foregår i et hjem: “Hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af drakmerne, vil hun så ikke tænde en lampe, feje huset og lede omhyggeligt efter den indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer sammen og siger: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’” – Lukas 15:8, 9.

Jesus anvender denne lignelse på samme måde som han anvendte lignelsen om det mistede får. Han siger: “Jeg siger jer at på samme måde vil Guds engle glæde sig over én synder der angrer.” – Lukas 15:10.

Tænk engang, Guds engle er dybt interesseret i at syndere angrer! Det er særligt bemærkelsesværdigt fordi de syndere der angrer og får en plads i Guds himmelske rige, vil have en højere stilling end englene selv! (1. Korinther 6:2, 3) Men englene er ikke misundelige. Så hvordan bør vi reagere når en synder angrer oprigtigt?

Jesus har sikkert fortalt lignelserne om det mistede får og den tabte mønt mens han stadig er i Peræa øst for Jordanfloden. Det vi kan lære af begge lignelser, er at vi skal glæde os når en synder angrer og igen begynder at tjene Gud. Farisæerne og de skriftlærde har kritiseret Jesus fordi han er imødekommende over for den slags mennesker. Men lærer hans kritikere noget af de to lignelser? Forstår de hvilke følelser vores himmelske Far har for syndere der angrer? Jesus fortæller nu en rørende lignelse der understreger den samme vigtige vejledning.

Lignelsen handler om en far der har to sønner, og den yngste er hovedpersonen i lignelsen. Både farisæerne og de skriftlærde og andre der hører det Jesus fortæller, burde kunne lære noget af det der bliver sagt om ham. Man må dog ikke glemme det Jesus nævner om farens og den ældste søns indstilling. Vi kan lære noget af alle tre personer. Så hav det i tanke når Jesus nu begynder sin fortælling:

“En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faren: ‘Far, giv mig den del af formuen som jeg skal arve.’ Så delte han det han ejede, mellem dem.” (Lukas 15:11, 12) Læg mærke til at den yngste søn ikke vil have sin arv fordi faren er død. Faren lever stadig. Nej, sønnen vil have sin del nu så han kan være uafhængig og gøre med den hvad han har lyst til. Og hvad er det?

Jesus fortsætter: “Nogle dage senere pakkede den yngste søn alle sine ting og rejste til et land langt borte, og dér brugte han sin formue på at leve vildt og hæmningsløst.” (Lukas 15:13) I stedet for at blive hjemme hvor der er trygt, hos en far der har taget sig godt af sine børn, rejser sønnen afsted til et andet land. Der sætter han hele sin arv over styr ved at leve et fuldstændigt hæmningsløst liv. Så kommer han ud for modgang, som Jesus videre fortæller:

“Da han havde brugt det hele, blev der streng hungersnød overalt i landet, og han begyndte at sulte. Han gik så hen og holdt sig til en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han længtes efter at spise sig mæt i de bælgfrugter som svinene åd, men ingen gav ham noget.” – Lukas 15:14-16.

Ifølge Guds lov er svin urene dyr, men sønnen er nødt til at arbejde med at vogte svin. Han sulter, og det giver ham lyst til at spise noget man normalt kun fodrer svin med. I sin ulykke og fortvivlelse ‘kommer han til fornuft’. Hvad gør han? Han siger til sig selv: “Mange af min fars daglejere har mere end rigeligt brød, mens jeg er ved at dø af sult her! Jeg vil rejse hjem til min far og sige til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn. Lad mig arbejde som en af dine daglejere.’” Så begiver han sig hjemad til sin far. – Lukas 15:17-20.

Hvordan vil hans far reagere? Vil han være vred og skælde sin søn ud og tale om hvor tåbeligt det i det hele taget var at rejse hjemmefra? Vil han være kold og afvisende? Hvordan ville du reagere hvis det var dig der stod i den situation? Hvad hvis det var din søn eller datter?

SØNNEN DER VAR VÆK, BLIVER FUNDET

Jesus beskriver hvilke følelser faren har, og hvordan han reagerer: “Mens [sønnen] endnu var langt væk, fik hans far øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og omfavnede ham og kyssede ham.” (Lukas 15:20) Selvom faren måske har hørt om sin søns vilde og hæmningsløse liv, tager han varmt imod ham. Vil de jødiske ledere, der hævder at de kender og tjener Jehova, ud fra det her forstå hvilke følelser vores himmelske Far har for syndere der angrer? Vil de også kunne se at det er den samme imødekommende indstilling Jesus har vist?

Den kloge far kan sikkert se på sin søns triste og nedslåede ansigtsudtryk at han angrer. Og farens kærlige måde at tage imod ham på gør det lettere for hans søn at bekende sine synder. Jesus beretter: “Så sagde sønnen til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn.’” – Lukas 15:21.

Faren siger til sine trælle: “Hurtigt! Hent en kappe, den bedste, og giv ham den på, sæt en ring på hans finger, og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste, for min søn her var død men er kommet til live igen, han var væk og er blevet fundet.” Og så giver de sig til at fejre det. – Lukas 15:22-24.

Imens er farens ældste søn ude på marken. Jesus siger om ham: “Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte på en af tjenerne og spurgte hvad der foregik. Han sagde til ham: ‘Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven fordi han har fået ham tilbage i god behold.’ Men han blev vred og nægtede at gå ind. Så gik hans far ud og tryglede ham om at komme ind. Som svar sagde han til sin far: ‘I alle årene har jeg slidt og slæbt for dig, og jeg har aldrig været ulydig mod dig, og alligevel har du aldrig givet mig et gedekid så jeg kunne feste sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge væk sammen med prostituerede! Og så snart han viser sig, slagter du fedekalven til ham.’” – Lukas 15:25-30.

Hvem har ligesom den ældste søn været kritiske over for den barmhjertighed og opmærksomhed Jesus har vist jævne folk og syndere? De skriftlærde og farisæerne. Det er deres kritik af Jesus’ imødekommenhed over for syndere der har fået ham til at fortælle lignelsen. Alle der kritiserer at Gud viser barmhjertighed, skal selvfølgelig tage ved lære af Jesus’ ord.

Jesus slutter af med at fortælle om farens appel til sin ældste søn: “Min søn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit, er dit. Men vi kunne ikke andet end feste og være glade, for din bror var død men er kommet til live, og han var væk og er blevet fundet.” – Lukas 15:31, 32.

Jesus afslører ikke hvad den ældste søn ender med at gøre. Men efter Jesus’ død og opstandelse ‘tog en stor skare præster imod troen’. (Apostlenes Gerninger 6:7) Blandt dem har der måske været nogle der hørte Jesus fortælle denne stærke lignelse om sønnen der var væk og vendte tilbage. Ja, det var også muligt for dem at komme til fornuft, angre og vende tilbage til Gud.

Det er vigtigt at alle Jesus’ disciple tager ved lære af den undervisning han giver ved hjælp af denne fantastiske lignelse. For det første lærer vi hvor vist det er at forblive hos Guds folk, hvor der er trygt, og hvor vores kærlige Far sørger godt for os, i stedet for at søge at tilfredsstille vores egne ønsker i “et land langt borte”.

For det andet lærer vi at hvis vi skulle komme væk fra Guds vej, må vi ydmygt vende tilbage til vores Far for at få hans godkendelse igen.

For det tredje kan vi lære noget af forskellen på farens imødekommende og tilgivende indstilling og den ældste brors vrede og afvisende indstilling. Det er klart at Guds tjenere vil være tilgivende og imødekommende hvis en der har været på afveje, angrer og vender tilbage til Jehova. Lad os glæde os over at vores bror der ‘var død, er kommet til live’, og at den der ‘var væk, er blevet fundet’.

Jesus har lige fortalt lignelsen om sønnen der var væk og vendte tilbage. De skatteopkrævere, skriftlærde og farisæere der lyttede til den, burde derfor kunne se at Gud er villig til at tilgive angrende syndere. (Lukas 15:1-7, 11) Nu henvender Jesus sig til sine disciple. Han fortæller endnu en lignelse, denne gang om en rig mand der finder ud af at hans husholder, eller forvalter, ikke har gjort sit arbejde ordentligt.

Han beretter at forvalteren er blevet anklaget for at have sløset med det hans herre ejer. Derfor siger herren at forvalteren vil blive afskediget. Forvalteren tænker: “Hvad skal jeg gøre nu hvor min herre tager stillingen som forvalter fra mig? Jeg er ikke stærk nok til at grave, og jeg synes at det er flovt at tigge.” Han overvejer hvordan han vil håndtere situationen, og konkluderer: “Nu ved jeg hvad jeg vil gøre så folk vil tage imod mig i deres hjem når jeg mister stillingen som forvalter.” Han tilkalder straks dem der har gæld, og spørger dem: “Hvor meget skylder du min herre?” – Lukas 16:3-5.

Den første mand svarer: “100 mål olivenolie.” Det svarer til cirka 2.200 liter. Han har måske haft en stor olivenlund eller har handlet med olivenolie. Forvalteren siger til ham: “Her er dit gældsbevis. Sæt dig straks ned og skriv 50 [1.100 liter].” – Lukas 16:6.

Forvalteren spørger en anden: “Og du, hvor meget skylder du?” Svaret lyder: “100 store mål hvede.” Det svarer til omkring 22.000 liter. Forvalteren siger til manden: “Her er dit gældsbevis. Skriv 80.” Han reducerer altså gælden med 20 procent. – Lukas 16:7.

Forvalteren er stadig ansvarlig for sin herres forretningsanliggender, så han har faktisk beføjelser til at nedskrive andres gæld til hans herre. Ved at reducere andres gæld skaffer forvalteren sig venner der måske vil gøre ham en tjeneste når han mister sit arbejde.

På et tidspunkt hører herren om det der er sket. På trods af at det udgør et tab for ham, er han imponeret over forvalteren og roser ham fordi han “selvom han var uretfærdig, handlede klogt”. Jesus tilføjer: “De der hører denne verden til, handler klogere over for deres egen generation end dem der hører lyset til.” – Lukas 16:8.

Jesus godkender ikke forvalterens fremgangsmåde, og han tilskynder heller ikke til at man benytter sig af udspekulerede forretningsmetoder. Men hvad mener han så? Han giver sine disciple denne opfordring: “Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom så de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.” (Lukas 16:9) Ja, pointen er at det er vigtigt at være fremsynet og handle klogt. Guds tjenere, “der hører lyset til”, skal bruge deres materielle midler på en klog måde med deres evige fremtid i tanke.

Kun Jehova Gud og hans Søn kan “tage imod” nogen i det himmelske rige eller i Paradiset på jorden. Vi bør ivrigt gøre os til venner med dem ved at støtte Rigets interesser med de materielle værdier vi har. På den måde vil vores fremtid være sikret når guld, sølv og andre former for materiel rigdom ikke længere har nogen værdi.

Jesus siger også at de der trofast anvender deres midler på en klog måde, vil være trofaste i forbindelse med vigtigere anliggender. Jesus forklarer: “Hvis I altså ikke har vist at I er trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande [for eksempel Rigets interesser]?” – Lukas 16:11.

Jesus viser sine disciple at der vil blive krævet meget af dem hvis de skal modtages “i de evige boliger”. Man kan ikke være en sand tjener for Gud og på samme tid være træl for den uretfærdige, materielle rigdom. Jesus slutter med ordene: “Ingen tjener kan være træl for to herrer, for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller også vil han holde sig til den ene og se ned på den anden. I kan ikke være trælle for både Gud og Rigdom.” – Lukas 16:9, 13.

Jesus har givet sine disciple god vejledning om at bruge deres materielle midler klogt. Men disciplene er ikke de eneste der hører hvad han siger. Farisæerne er også til stede, og de burde tage Jesus’ vejledning til sig. Hvorfor? Fordi de ‘elsker penge’. Da de hører det Jesus siger, begynder de “at gøre nar af ham”. – Lukas 15:2; 16:13, 14.

Men det afskrækker ikke Jesus. Han siger til dem: “I får folk til at tro at I er retfærdige, men Gud kender jeres hjerte. For det som mennesker sætter højt, er afskyeligt i Guds øjne.” – Lukas 16:15.

Farisæerne er længe ‘blevet sat højt af mennesker’, men tiden er inde til en drastisk forandring. De har mange materielle ting, stor politisk magt og religiøs indflydelse, men de vil snart blive ydmyget. De jævne mennesker der erkender deres åndelige behov, vil derimod blive ophøjet. Jesus gør det klart at der er ved at ske en stor forandring. Han siger:

“Loven og Profeterne blev forkyndt indtil Johannes kom. Siden da er Guds rige blevet forkyndt som en god nyhed, og alle slags mennesker gør sig store anstrengelser for at komme ind i det. Men det er mere sandsynligt at himmel og jord forsvinder, end at én lille del af et bogstav i Loven ikke bliver opfyldt.” (Lukas 3:18; 16:16, 17) Hvordan viser Jesus med disse ord at der er ved at ske en forandring?

De jødiske religiøse ledere hævder stolt at de overholder Moses’ Lov. Husk at da Jesus helbredte en blind mand i Jerusalem, sagde farisæerne: “Vi er disciple af Moses. Vi ved at Gud har talt til Moses.” (Johannes 9:13, 28, 29) Et af Lovens formål var at lede ydmyge mennesker til Messias, altså til Jesus. Johannes Døber identificerede Jesus som “Guds Lam”. (Johannes 1:29-34) Fra og med Johannes’ tjeneste har ydmyge jøder, især nogle af de fattige, hørt om “Guds rige”. Ja, der er en “god nyhed” til alle der ønsker at leve under Guds riges styre og få gavn af det.

Moses’ Lov har snart tjent sit formål – den har ledt folk til Messias. Desuden vil kravet om at følge den snart blive fjernet. For eksempel tillod Loven at man blev skilt af forskellige grunde, men nu siger Jesus: “Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.” (Lukas 16:18) Hvor må Jesus’ ord gøre de pedantiske farisæere rasende!

Jesus fortæller nu en lignelse der slår fast hvor stor en forandring der vil ske. Den handler om to mænd hvis status, eller omstændigheder, ændrer sig drastisk. Husk at nogle af dem der hører denne lignelse, er farisæere som elsker penge og feteres af mennesker.

Jesus siger: “Der var en rig mand som plejede at klæde sig i dyrt tøj [bogstaveligt: “purpur og linned”], og han levede hver dag i sus og dus. Men en tigger ved navn Lazarus, der havde sår over hele kroppen, plejede at blive lagt ved hans port. Han ønskede bare at få lov til at spise sig mæt i det der faldt fra den rige mands bord. Og hundene kom og slikkede hans sår.” – Lukas 16:19-21, fodnoten.

Farisæerne elsker penge, så er der nogen tvivl om hvem Jesus vil portrættere med den ‘rige mand’? Disse jødiske religiøse ledere kan også godt lide at klæde sig i dyrt og fint tøj. Og ud over den materielle rigdom de har, er de også rige på privilegier og muligheder. Når de bliver sammenlignet med en mand der er klædt i kongeligt purpur, afspejler det deres begunstigede position, og det hvide linned afspejler deres selvretfærdighed. – Daniel 5:7.

Hvordan ser disse rige og stolte ledere på de fattige, det jævne folk? De foragter dem og omtaler dem som am haarets, eller landets (jordens) folk, der hverken kender Loven eller fortjener at blive undervist i den. (Johannes 7:49) Det afspejler tiggeren Lazarus’ situation; han ønsker bare at kunne få ‘det der falder fra den rige mands bord’. Ligesom Lazarus, der har sår over hele kroppen, bliver det jævne folk set ned på, som om de er åndeligt syge.

Denne sørgelige situation har stået på i et stykke tid, men Jesus ved at det er blevet tid til en stor forandring for både dem der er som den rige mand, og dem der er som Lazarus.

FORANDRINGEN FOR DEN RIGE MAND OG LAZARUS

Jesus beskriver nu den drastiske forandring: “Så døde tiggeren, og englene bar ham hen ved siden af Abraham. Også den rige mand døde og blev begravet. Og i Graven slog han sine øjne op og var i pine, og han så Abraham på lang afstand og Lazarus ved siden af ham.” – Lukas 16:22, 23.

De der lytter til Jesus, véd at Abraham for længst er død og befinder sig i Graven. Skrifterne viser klart at ingen der er i Graven, eller Sheol, kan se eller tale, heller ikke Abraham. (Prædikeren 9:5, 10) Hvad tror de religiøse ledere så at Jesus mener med denne lignelse? Hvad kan hans ord antyde om det jævne folk og de pengebegærlige religiøse ledere?

Jesus har lige peget på en forandring ved at sige at ‘Loven og Profeterne blev forkyndt indtil Johannes kom, men siden da er Guds rige blevet forkyndt som en god nyhed’. Det er altså på grund af Johannes’ og Jesus’ forkyndelse at både Lazarus og den rige mand dør i den forstand at deres tidligere situation, eller tilstand, ændres. Derefter får de et nyt forhold til Gud.

Især de ydmyge eller fattige har længe lidt afsavn i åndelig forstand. Men de reagerer positivt på budskabet om Riget, der først blev forkyndt af Johannes Døber og siden af Jesus, og de får på den måde åndelig hjælp. Tidligere måtte de nøjes med det der faldt fra de religiøse lederes åndelige bord. Nu får de mad i form af dybe åndelige sandheder, særligt i forbindelse med de fantastiske ting Jesus forklarer. Det er som om de endelig har fået et godkendt forhold til Jehova Gud.

De rige og indflydelsesrige religiøse ledere, derimod, nægter at tage imod budskabet om Riget som Johannes forkyndte, og som Jesus har forkyndt i hele landet. (Matthæus 3:1, 2; 4:17) De bliver ligefrem pint af budskabet fordi det peger frem til en brændende dom fra Gud. (Matthæus 3:7-12) Det ville være en lettelse for de pengebegærlige religiøse ledere hvis Jesus og hans disciple ville holde op med at forkynde Guds budskab. Disse ledere er som den rige mand i lignelsen, der siger: “Far Abraham, vis mig barmhjertighed, og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg plages i denne flammende ild.” – Lukas 16:24.

Men det kommer ikke til at ske. De fleste religiøse ledere vil ikke ændre sig. De nægtede at lytte til “Moses og Profeterne”, hvis skrifter burde have ført til at de anerkendte Jesus som Messias og Konge. (Lukas 16:29, 31; Galaterne 3:24) De viser heller ikke en ydmyg indstilling, og de lytter ikke til de fattige der har taget imod Jesus og nu har Guds godkendelse. Jesus’ disciple kan ikke gå på kompromis eller udvande sandheden bare for at gøre de religiøse ledere tilfredse eller give dem lindring. I lignelsen forklarer Jesus dette ved hjælp af det “far Abraham” siger til den rige mand:

“Barn, husk at du fik din andel af gode ting mens du levede, og Lazarus fik sin andel af dårlige. Men nu bliver han trøstet her, og du bliver plaget. Foruden alt det er der en stor kløft mellem os og jer. Så de der måtte ønske det, kan ikke gå herfra over til jer, og man kan heller ikke komme derfra over til os.” – Lukas 16:25, 26.

Sådan en radikal forandring er fuldt ud retfærdig! Det svarer til at der er sket en ombytning af rollerne mellem de stolte religiøse ledere og de ydmyge mennesker der har taget Jesus’ åg på sig og nu endelig får ny styrke og åndelig mad. (Matthæus 11:28-30) Forandringen bliver endnu mere tydelig nogle få måneder senere hvor Lovpagten bliver erstattet af den nye pagt. (Jeremias 31:31-33; Kolossenserne 2:14; Hebræerne 8:7-13) Når Gud udgyder hellig ånd på pinsedagen i år 33, bliver det fuldstændigt tydeligt at det ikke er farisæerne og deres religiøse forbundsfæller, men Jesus’ disciple, der har Guds godkendelse.

Jesus har i et stykke tid været i Peræa “på den anden side af Jordanfloden”. (Johannes 10:40) Snart rejser han sydpå mod Jerusalem.

Han er ikke alene. Disciplene og “store folkeskarer”, deriblandt skatteopkrævere og syndere, rejser sammen med ham. (Lukas 14:25; 15:1) Til stede er også nogle farisæere og skriftlærde, der har en kritisk indstilling til det Jesus siger og gør. De har virkelig fået noget at tænke over efter at Jesus har fortalt lignelserne om det mistede får, sønnen der var væk og vendte tilbage, og den rige mand og Lazarus. – Lukas 15:2; 16:14.

Jesus’ modstandere har for nylig kritiseret ham og gjort nar af ham. Det er måske derfor han nu vender sin opmærksomhed mod disciplene og gentager noget han tidligere har talt om i Galilæa.

Jesus siger for eksempel: “Det kan ikke undgås at der er nogen der får andre til at snuble. Men ve den der gør det! ... Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din bror begår en synd, så irettesæt ham, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Selvom han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ‘Jeg angrer’, skal du tilgive ham.” (Lukas 17:1-4) Det sidste Jesus her siger, minder måske Peter om det spørgsmål han havde stillet om at tilgive op til syv gange. – Matthæus 18:21.

Vil disciplene være i stand til at leve op til Jesus’ ord? Da de siger til Jesus: “Giv os mere tro”, forsikrer han dem: “Hvis I havde tro på størrelse med et sennepsfrø, kunne I sige til dette sorte morbærtræ: ‘Ryk dig op med rode og plant dig i havet’, og det ville adlyde jer!” (Lukas 17:5, 6) Ja, selv lidt tro kan udrette store ting.

Nu fortæller Jesus apostlene hvor vigtigt det er at have et ydmygt og ligevægtigt syn på sig selv: “Hvem af jer der har en træl som pløjer eller vogter hjorden, vil sige til ham når han kommer ude fra marken: ‘Kom straks hen til bordet og spis’? Vil man ikke tværtimod sige til ham: ‘Tilbered hvad jeg skal have til aftensmad. Tag et forklæde på og sørg for mig til jeg er færdig med at spise og drikke, og bagefter kan du selv spise og drikke’? Man vil ikke være taknemmelig mod trællen fordi han har gjort det han har fået besked på, vel? I skal også, når I har gjort alt det I har fået besked på, sige: ‘Vi er kun trælle og fortjener ikke at blive rost. Vi har kun gjort det vi skulle.’” – Lukas 17:7-10.

Alle der tjener Gud, bør forstå hvor vigtigt det er at sætte tjenesten for ham på førstepladsen i livet. Desuden bør alle huske at det er et stort privilegium at tjene Gud som en del af hans husstand.

Det er sikkert kort tid efter dette at Jesus får en besked fra Lazarus’ søstre, Maria og Martha, der bor i Betania i Judæa. Beskeden lyder: “Herre, den du holder af, er syg.” – Johannes 11:1-3.

Selvom Jesus hører at hans ven Lazarus er meget syg, bliver han ikke helt overvældet af sorg. I stedet siger han: “Den sygdom vil ikke ende med døden, men med at Gud bliver æret så Guds Søn kan blive æret ved den.” Han bliver hvor han er, i to dage og siger så til disciplene: “Lad os gå til Judæa igen.” De indvender: “Rabbi, det er ikke længe siden judæerne ville stene dig, og så vil du dertil igen?” – Johannes 11:4, 7, 8.

Jesus svarer: “Der er 12 timer med dagslys, ikke? Hvis nogen vandrer i dagslys, snubler han ikke over noget, for han ser denne verdens lys. Men hvis nogen vandrer om natten, snubler han, for lyset er ikke i ham.” (Johannes 11:9, 10) Det Jesus mener, er åbenbart at den tid Gud har fastsat til hans tjeneste, endnu ikke er udløbet. Den korte tid han har tilbage, må han altså udnytte fuldt ud.

Jesus tilføjer: “Vores ven Lazarus sover, men jeg tager hen for at vække ham.” Disciplene tror tydeligvis at Lazarus bare sover, og at han vil få det bedre, for de siger: “Herre, hvis han sover, vil han blive rask.” Jesus siger nu ligeud til dem: “Lazarus er død ... Men lad os tage hen til ham.” – Johannes 11:11-15.

Thomas er klar over at det er livsfarligt for Jesus at rejse til Judæa, men han ønsker at støtte ham og siger derfor til de andre disciple: “Lad os gå med så vi kan dø sammen med ham.” – Johannes 11:16.