Om skilsmisse og om kærlighed til børn

JESUS og hans disciple er på vej til Jerusalem for at fejre påsken i år 33. De går over Jordanfloden og fortsætter ad vejen gennem Peræa. Dér var Jesus også nogle uger tidligere, men da blev han kaldt til Judæa fordi hans ven Lazarus var syg. Da Jesus dengang befandt sig i Peræa talte han med nogle farisæere om skilsmisse, og nu bringer de emnet på bane igen.

Blandt farisæerne er der forskellige meninger om skilsmisse. Moses sagde at man kunne skille sig fra sin hustru hvis man fandt „noget anstødeligt hos hende“. Nogle er overbeviste om at dette kun hentyder til utroskab, mens andre mener at „noget anstødeligt“ også omfatter ganske små forseelser. For at sætte Jesus på prøve spørger nogle farisæere: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ De regner med at Jesus, uanset hvad han svarer, vil få problemer med de farisæere som har den modsatte mening.

Jesus besvarer spørgsmålet mesterligt. Han forsøger ikke at tækkes mennesker, men henviser til den oprindelige hensigt med ægteskabet. Han spørger: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“

Som Jesus forklarer, var det Guds oprindelige hensigt at ægtefæller skulle blive sammen, at de ikke skulle lade sig skille. Men hvis det er tilfældet, svarer farisæerne, „hvorfor har Moses da foreskrevet at man kan give hende en skilsmisseattest og skille sig fra hende“?

„Af hensyn til jeres hårdhjertethed har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen,“ svarer Jesus. Nej, dengang Gud i Edens have fastsatte den rette norm for ægteskabet, indførte han ikke nogen mulighed for skilsmisse.

Jesus fortsætter, henvendt til farisæerne: „Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt [af græsk: porneiʹa] og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ Derved viser han at porneiʹa, grov kønslig umoralitet, er den eneste skilsmissegrund Gud anerkender.

Da disciplene indser at ægteskabet skal være et varigt forhold og at utugt er den eneste gyldige grund til skilsmisse, siger de: „Hvis dette er mandens stilling i forhold til hustruen, er det ikke tilrådeligt at gifte sig.“ Hvis man overvejer at blive gift, bør man tænke alvorligt over at de ægteskabelige bånd er varige!

Dernæst taler Jesus om den ugifte stand. Han forklarer at nogle mænd er født som eunukker, ude af stand til at gifte sig fordi de rent kønsligt ikke har udviklet sig. Andre er af mennesker blevet gjort til eunukker, ved på grusom måde at være blevet kønsligt lemlæstet. Endelig er der nogle som ser bort fra ønsket om at blive gift og nyde det seksuelle samvær, for at kunne hengive sig mere helhjertet til det der har at gøre med himlenes rige. „Lad den der kan give rum for [den ugifte stand], give rum for [den],“ slutter Jesus.

Folk begynder nu at komme til Jesus med deres små børn. Disciplene skælder imidlertid børnene ud og forsøger at sende dem væk, formentlig for at beskytte Jesus mod unødig forstyrrelse. Men Jesus siger: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne. Jeg siger jer som sandt er: Den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.“

Dette er meget lærerigt! For at tage imod Guds rige er vi nødt til at efterligne små børns ydmyghed og lærvillighed. Jesu eksempel er også med til at illustrere hvor vigtigt det er at især forældre bruger tid på deres børn. Jesus viser nu sin kærlighed til de små børn ved at tage dem i sine arme og velsigne dem. Mattæus 19:1-15; 5 Mosebog 24:1; Lukas 16:18; Markus 10:1-16; Lukas 18:15-17.

Jesus og en rig ung leder

UNDERVEJS på Jesu rejse gennem Peræa mod Jerusalem løber en ung mand hen og falder på knæ for ham. Manden omtales som en leder, hvilket øjensynlig betyder at han har en fremtrædende stilling i en lokal synagoge eller måske endda at han er medlem af Sanhedrinet. Desuden er han meget rig. „Gode lærer,“ spørger han Jesus, „hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“

„Hvorfor kalder du mig god?“ svarer Jesus. „Ingen er god undtagen én, Gud.“ Den unge mand bruger øjensynlig ordet „god“ som en titel, og Jesus lader ham derfor vide at en sådan titel kun tilkommer Gud.

„Hvis du gerne vil gå ind til livet, så overhold til stadighed budene,“ fortsætter Jesus.

„Hvilke?“ spørger manden.

Som svar anfører Jesus fem af de ti bud: „Jo, du må ikke myrde, du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke stjæle, du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder.“ Derefter tilføjer han et bud der er endnu vigtigere: „Du skal elske din næste som dig selv.“

„Jeg har holdt alt dette fra min ungdom,“ svarer manden i al oprigtighed. „Hvad mangler jeg endnu?“

Da Jesus hører mandens inderlige og ærlige anmodning, fatter han kærlighed til ham. Men samtidig ser Jesus at den unge mand har en vis hang til materielle ejendele, og gør ham derfor opmærksom på hvad han må gøre: „Én ting mangler hos dig: Gå hen og sælg alt hvad du har og giv det til de fattige, og du vil have værdier i himmelen, og kom så og følg mig.“

Jesus ynkes uden tvivl over manden idet han nu ser at denne rejser sig og dybt bedrøvet går sin vej. Hans rigdom har gjort ham blind for de sande værdier. „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige,“ sukker Jesus.

Disciplene forbløffes over hans ord. Men de forbavses endnu mere da han fortsætter med en generel betragtning: „Ja, det er lettere for en kamel at komme igennem en synåls øje end for en rig at komme ind i Guds rige.“

„Hvem kan så blive frelst?“ vil disciplene vide.

Jesus ser dem i øjnene og svarer: „For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, da alle ting jo er mulige for Gud.“

Peter konstaterer at de har truffet et helt andet valg end den rige unge leder: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig.“ Hvorefter han tilføjer: „Hvad bliver der egentlig til os?“

„I genskabelsen,“ lover Jesus, „når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ Ja, Jesus viser at der vil ske en genskabelse af forholdene på jorden, så de igen vil blive som i Edens have. Og Peter og de andre disciple vil modtage den belønning at herske sammen med Kristus over dette verdensomspændende paradis. En sådan belønning må være et hvilket som helst offer værd.

Imidlertid er der allerede nu en belønning at hente, for, som Jesus siger: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“

Jesu løfte indebærer at hans disciple, uanset hvor i verden de tager hen, vil kunne nyde et fællesskab med deres medkristne som er varmere og mere værdifuldt end det forhold man har til sin kødelige familie. Den rige unge leder går øjensynlig glip af både denne belønning og det evige liv i Guds himmelske rige.

Bagefter tilføjer Jesus: „Dog vil mange af de første blive de sidste, og de sidste de første.“ Hvad mener han med det?

Han mener at mange af dem der er „de første“ hvad angår religiøse privilegier, som den rige unge leder, ikke vil komme ind i Riget. De vil blive „de sidste“. Men mange af dem de selvretfærdige farisæere ser ned på som „de sidste“ — dem de kalder ‛am ha’aʹræts, jordens folk — vil blive „de første“, deriblandt Jesu ydmyge disciple. At disse bliver „de første“ betyder at de vil få den forret at blive Kristi medregenter i Riget. Markus 10:17-31; Mattæus 19:16-30; Lukas 18:18-30.

Arbejderne i vingården

JESUS har lige sagt: „Mange af de første vil blive de sidste, og de sidste vil blive de første.“ Dette belyser han nu ved hjælp af en billedtale. „Himlenes rige,“ begynder Jesus, „er nemlig som et menneske, en husherre, der tidligt om morgenen gik ud for at antage arbejdere til sin vingård.“

Jesus fortsætter: „Da [husherren] var blevet enig med arbejderne om en denar om dagen, sendte han dem hen i sin vingård. Også omkring den tredje time gik han ud og så andre stå arbejdsløse på torvet; og til dem sagde han: ’I kan også gå hen i vingården, og jeg vil give jer hvad der nu er ret og rimeligt.’ De tog så derhen. Omkring den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde det samme. Endelig, omkring den ellevte time, gik han ud og fandt andre stående der, og han sagde til dem: ’Hvorfor har I stået her arbejdsløse hele dagen?’ De sagde til ham: ’Det er fordi ingen har antaget os.’ Han sagde til dem: ’I kan også gå hen i vingården.’“

Husherren, eller vingårdens ejer, er Jehova Gud, og vingården er Israels nation. Arbejderne i vingården er nogle der befinder sig under Lovpagten — nærmere betegnet de jøder der lever på apostlenes tid. Det er kun med dem der går ind på at arbejde hele dagen at husherren indgår en lønaftale. Lønnen er en denar for en dags arbejde. Eftersom „den tredje time“ er klokken 9 om morgenen, kommer de der er blevet antaget fra den tredje, sjette, niende og ellevte time, kun til at arbejde henholdsvis ni, seks og tre timer, og de sidste én time.

De der arbejder tolv timer, altså hele dagen, er et billede på de jødiske ledere som hele tiden har været beskæftiget i den religiøse tjeneste. Til forskel fra disse har Jesu disciple størstedelen af deres liv været beskæftiget med fiskeri eller andre verdslige erhverv. Først i efteråret 29 blev Jesus Kristus af ’husherren’ udsendt for at indsamle folk til at være hans disciple. Derved er disse blevet „de sidste“, vingårdsarbejderne fra den ellevte time.

Den symbolske arbejdsdag ender ved Jesu død, og derefter skal arbejderne have deres løn. Dette foregår i overensstemmelse med den usædvanlige regel at de sidste betales først, som Jesus beretter: „Da det blev aften sagde vingårdens herre til sin betroede mand: ’Kald på arbejderne og betal dem deres løn, idet du begynder med de sidste og slutter med de første.’ De fra den ellevte time kom nu og fik hver en denar. Da så de første kom, troede de at de ville få mere; men de fik også løn efter satsen: én denar. Da de fik den, begyndte de at knurre imod husherren og sagde: ’De sidste dér har ydet én time; og dog har du stillet dem lige med os der har båret dagens byrde og den brændende hede!’ Men som svar til en af dem sagde han: ’Ven, jeg gør dig ikke uret. Du blev enig med mig om en denar, ikke sandt? Tag hvad der er dit og gå. Jeg vil gerne give den sidste dér lige så meget som jeg giver dig. Har jeg ikke lov til at gøre hvad jeg vil med det der er mit eget? Eller er dit øje ondt fordi jeg er god?’“ Til slut gentager Jesus en udtalelse han tidligere har fremsat: „På denne måde vil de sidste blive de første, og de første de sidste.“

Lønudbetalingen finder ikke sted ved Jesu død, men på pinsedagen år 33 da Kristus, den „betroede mand“, udgyder hellig ånd over sine disciple. Disse Jesu disciple er som „de sidste“, eller arbejderne fra den ellevte time. Denaren er ikke et billede på selve den hellige ånds gave. Men den symboliserer noget som disciplene kan bruge her på jorden, noget der vil have betydning for hele deres fremtid, deres evige liv. Det er den forret at være en åndelig israelit, salvet til at forkynde om Guds rige.

De der er blevet antaget først bliver snart opmærksomme på at Jesu disciple har fået deres løn og at de bruger den symbolske denar. Men de vil have mere end den hellige ånd og forrettighederne i forbindelse med Riget. Deres knurren og utilfredshed giver sig udslag i at de begynder at forfølge Kristi disciple, der er blevet antaget som „de sidste“ arbejdere i vingården.

Skulle Jesu billedtale kun skildre noget der fandt sted i det første århundrede? Nej! Her i det 20. århundrede var kristenhedens gejstlige, på grund af deres stilling og ansvar, „de første“ der blev antaget til arbejdet i Guds symbolske vingård. De betragtede de indviede forkyndere der var tilsluttet Watch Tower Bible and Tract Society som „de sidste“ der ville blive godkendt til at tjene Gud. Men i virkeligheden er det netop dem som gejstligheden har foragtet der har modtaget denaren — æren at tjene som salvede ambassadører for Guds himmelske rige. Mattæus 19:30–20:16.

JESUS og hans disciple befinder sig i nærheden af Jordan, som de skal over for at komme fra Peræa til Judæa. Det er år 33, og der er kun omkring en uge til påsken, så de har følgeskab af mange på deres rejse.