Dermed var det dog ikke slut med modstanden. To år senere arresterede de slovenske myndigheder Janez Robas og hans kone, Marija, sammen med Jože Marolt og Frančiška Verbec, fordi de forkyndte. Anklageskriftet lød i uddrag: „’Jehova-sekten’ . . . har rekrutteret nye medlemmer som de har tilskyndet til at modsætte sig vores nuværende samfundsorden [og] militærtjenesten.“ Domstolen hævdede at brødrene svækkede landets forsvar, og idømte dem derfor straffe på tre til seks års fængsel med hårdt tvangsarbejde.

Da Ladislav i 1952 blev indkaldt til at gøre militærtjeneste, gjorde han klart og tydeligt rede for sit kristne neutrale standpunkt. Officerer underkastede ham mange forhør i forsøg på at indrullere ham i hæren ved at tvinge ham til at sværge den troskab. På et tidspunkt førte de ham til en kaserne hvor 12.000 rekrutter var samlet for at aflægge denne troskabsed. Nogle soldater stillede Ladislav op foran dem alle og anbragte en riffel på hans skulder. Han smed den med det samme fra sig. Soldaterne sagde over højttaleren så alle kunne høre det, at hvis Ladislav gjorde det igen, ville han blive skudt. Da det skete anden gang, førte de ham bort og skubbede ham ned i et flere meter dybt bombekrater. Der blev givet ordre til at henrette ham. En soldat skød to gange ned i krateret, og mændene vendte tilbage til kasernen. Men broderen var ikke blevet ramt!

Om natten hentede nogle befalingsmænd Ladislav op af bombekrateret og bragte ham til et fængsel i Sarajevo. Man præsenterede ham for et brev hvori der stod at andre med samme tro som hans var gået på kompromis og sat på fri fod. Han, derimod, sad bare og rådnede op i fængselet sammen med kriminelle. Gentagne gange pressede befalingsmændene Ladislav ved at bringe disse emner på bane igen og igen. Men Ladislav tænkte som så: ’Begyndte jeg at tjene Jehova på grund af en bestemt person? Nej! Er jeg her for at behage mennesker? Nej! Er mit liv styret af hvad andre siger, tænker eller gør? Nej!’

Den måde Ladislav ræsonnerede på, skyldtes hans bibelkundskab, og det hjalp ham til at forblive trofast i fængselet. Han blev løsladt fire og et halvt år senere. Senere virkede han som kredstilsynsmand, og hans hengivne kone og åndelige søster, Anica, var en støtte for ham i denne tjeneste.