[Ramme/illustrationer på side 15]

Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt

• Ledet af en engel tog Josef og Maria spædbarnet Jesus og flygtede til Ægypten før Herodes’ soldater nåede frem til Betlehem for at slå alle drengebørn på to år og derunder ihjel. — Mattæus 2:13-16.

• Under Jesu tjeneste forsøgte hans fjender adskillige gange at slå ham ihjel på grund af hans magtfulde forkyndelse. Men hver gang slap Jesus bort. — Mattæus 21:45, 46; Lukas 4:28-30; Johannes 8:57-59

• Da soldaterne og betjentene kom til Getsemane Have for at arrestere Jesus, gav han sig to gange til kende for dem og sagde ligeud: „Det er mig.“ Han hindrede også sine disciple i at sætte sig til modværge og lod skaren føre ham bort. — Johannes 18:3-12.

• I Jerusalem blev Peter og andre arresteret, pisket og beordret til at holde op med at tale om Jesus. Men da de blev løsladt, gik de bort „idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ — Apostelgerninger 5:40-42.

• Da Saulus, der senere blev apostelen Paulus, fik kendskab til at jøderne i Damaskus pønsede på at få ham ryddet af vejen, firede brødrene ham i en kurv ned gennem en åbning i muren så han slap bort. — Apostelgerninger 9:22-25.

• Flere år senere valgte Paulus at appellere til kejseren, selv om landshøvdingen Festus og kong Agrippa nåede til den slutning at han intet havde gjort ’som fortjente død eller lænker’. — Apostelgerninger 25:10-12, 24-27; 26:30-32.

Trofaste under prøve

3. Nævn bibelske eksempler på hvordan nogle reagerede når de blev forfulgt. (Se rammen på næste side: „Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt“.)

³ I Bibelen findes der mange beretninger som viser at Guds tjenere i fortiden reagerede forskelligt i livstruende situationer. Det kan være en rettesnor for kristne i dag hvis de skulle komme ud for noget lignende. Se de eksempler der er nævnt i rammen „Hvad nogle gjorde når de blev forfulgt“, og overvej hvad du kan lære af dem.

4. Hvad er der at sige om den måde Jesus og andre af Guds trofaste tjenere reagerede på når de kom ud for prøvelser?

⁴ Selv om Jesus og andre af Guds trofaste tjenere reagerede forskelligt på forfølgelse, alt efter omstændighederne, er det tydeligt at de ikke satte livet unødigt på spil. Når de befandt sig i farlige situationer, var de modige, men forsigtige. (Mattæus 10:16, 23) Deres mål var at fremme forkyndelsen og bevare deres integritet og et godt forhold til Gud. Den måde de reagerede på i forskellige situationer, er et eksempel som de kristne der i dag bliver udsat for trængsler og forfølgelse, kan følge.

5. Hvilken forfølgelse opstod i Malawi i 1960’erne, og hvordan reagerede Jehovas Vidner?

⁵ I nyere tid er Jehovas tjenere ofte blevet udsat for ekstreme trængsler og har måttet lide afsavn på grund af krig, forbud eller direkte forfølgelse. I 1960’erne blev Jehovas Vidner i Malawi for eksempel voldsomt forfulgt. Deres rigssale, huse, afgrøder og forretninger — praktisk taget alt hvad de ejede — blev ødelagt. De blev slået og udsat for andre rystende overgreb. Hvordan reagerede brødrene? I tusindvis måtte flygte fra deres landsbyer. Flere søgte tilflugt i bushen, mens andre midlertidigt slog sig ned i nabolandet Mocambique. Mange trofaste brødre mistede livet, men andre valgte at flygte ud af farezonen, hvilket tilsyneladende var fornuftigt under sådanne forhold. Derved fulgte de Jesu og Paulus’ eksempel.

6. Hvad undlod forkynderne i Malawi ikke trods voldsom forfølgelse?

⁶ Selv om brødrene i Malawi måtte flygte eller skjule sig, søgte og fulgte de teokratisk ledelse og udførte så godt de kunne, deres kristne aktiviteter under jorden. Som følge heraf nåede de et højdepunkt på 18.519 forkyndere umiddelbart før forbuddet i 1967. Selv om forbuddet stadig stod ved magt og mange var flygtet til Mocambique, blev der i 1972 rapporteret et nyt højdepunkt på 23.398 forkyndere som i gennemsnit brugte 16 timer i forkyndelsen om måneden. Der er ingen tvivl om at det disse trofaste brødre gjorde, var til ære for Jehova, og at han velsignede dem i denne særdeles svære tid.a

7, 8. Hvorfor undlader nogle at flygte, selv om modstand skaber problemer?

⁷ I andre lande hvor der også er modstand mod vores arbejde, vælger nogle brødre måske at blive, selv om de ville være i stand til at forlade landet. Måske vil det løse nogle problemer at flytte, men det vil sikkert også medføre udfordringer. Vil de for eksempel kunne bevare kontakten med det kristne brodersamfund og undgå at blive afskåret fra det åndelige fællesskab? Vil de kunne fortsætte med deres åndelige rutine mens de kæmper for at etablere sig, måske i et mere velstående land hvor der er flere muligheder for at anskaffe sig materielle ting? — 1 Timoteus 6:9.

⁸ Nogle vælger at lade være med at flytte fordi de bekymrer sig om deres brødres åndelige velfærd. De vælger at blive og udholde genvordighederne for at kunne fortsætte med at forkynde i deres hjemland og være til opmuntring for deres trosfæller. (Filipperne 1:14) Nogle der har truffet dette valg, har også kunnet bidrage til at der er blevet vundet juridiske sejre i deres land.b

9. Hvilke faktorer må man overveje når man skal afgøre om man vil blive eller flytte på grund af forfølgelse?

⁹ Det er naturligvis en personlig afgørelse om man under sådanne omstændigheder vil blive eller flytte. Man bør dog først træffe afgørelsen efter at have søgt Jehovas ledelse i bøn. Men uanset hvad man vælger, må man huske apostelen Paulus’ ord: „Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ (Romerne 14:12) Det Jehova kræver af os hver især, er som nævnt at vi forbliver trofaste under alle forhold. Nogle af hans tjenere kommer ud for prøvelser og forfølgelse netop nu; andre vil måske komme ud for det senere. Alle vil på en eller anden måde blive prøvet, og ingen bør forvente at gå ram forbi. (Johannes 15:19, 20) Som Jehovas indviede tjenere kan vi ikke holde os uden for det universelle stridsspørgsmål om helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet. — Ezekiel 38:23; Mattæus 6:9, 10.

„Gengæld ikke nogen ondt med ondt“

10. Hvad kan vi udlede af den måde Jesus og apostlene reagerede på under modstand og pres?

¹⁰ Et andet vigtigt princip som vi kan uddrage af den måde Jesus og apostlene reagerede på når de blev udsat for pres, er aldrig at give igen med samme mønt. Ingen steder i Bibelen siges der noget om at Jesus eller hans disciple sluttede sig sammen i en slags modstandsbevægelse eller søgte at kæmpe mod deres forfølgere med voldelige midler. Apostelen Paulus gav tværtimod kristne denne vejledning: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ Desuden skrev han: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Romerne 12:17-21; Salme 37:1-4; Ordsprogene 20:22.

11. Hvad har en historiker sagt om de første kristnes holdning til staten?

¹¹ De kristne i det første århundrede fulgte denne vejledning. I sin bog The Early Church and the World beskriver historikeren Cecil J. Cadoux de kristnes holdning til staten i perioden fra år 30 til år 70. Han skriver: „Vi har ingen direkte vidnesbyrd om at de kristne i denne periode nogen sinde reagerede på forfølgelse ved at gøre brug af magt. De gik så langt som til i kraftige vendinger at fordømme herskerne eller forpurre deres planer ved at flygte. Men den normale kristne reaktion på forfølgelse gik ikke videre end til behersket, men konsekvent at nægte at adlyde myndighederne når de forlangte noget der hindrede de kristne i at være lydige mod Kristus.“

12. Hvorfor er det bedre at udholde forfølgelse end at gøre gengæld?

¹² Men er en sådan tilsyneladende passivitet virkelig fornuftig? Vil de der reagerer på den måde, ikke blive et let bytte for nogle der er indstillet på at udrydde dem? Ville det ikke være klogt at forsvare sig? Det ville det måske nok set fra et menneskeligt synspunkt. Men som tjenere for Jehova har vi tillid til at det er bedst at følge Jehovas vejledning på alle livets områder. Vi husker Peters ord: „Hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud.“ (1 Peter 2:20) Vi ved at Jehova udmærket er klar over situationen og ikke vil lade forholdene vare ved i det uendelige. Hvorfor kan vi være sikre på det? Jo, Jehova sagde til sit folk da det var i fangenskab i Babylon: „Den der rører jer, rører min øjesten.“ (Zakarias 2:8) Hvor længe ville man lade nogen røre ved ens øje? Jehova vil sørge for lindring, eller udfrielse, i rette tid. Det er der ikke skyggen af tvivl om. — 2 Thessaloniker 1:5-8.

13. Hvorfor lod Jesus sig arrestere af sine fjender?

¹³ Også i denne forbindelse kan vi følge Jesu eksempel. Da han lod sig arrestere af sine fjender i Getsemane Have, var det ikke fordi han ikke kunne have forsvaret sig. Faktisk sagde han til en af sine disciple: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Mattæus 26:53, 54) Gennemførelsen af Jehovas vilje var det der havde størst betydning for Jesus, selv hvis det betød at han måtte lide. Han havde fuld tillid til ordene i den profetiske salme af David: „Du vil ikke efterlade min sjæl i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale ser gravens dyb.“ (Salme 16:10) Flere år senere sagde apostelen Paulus om Jesus: „For den glæde der lå foran ham, udholdt [han] en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ — Hebræerne 12:2.