Vi betragter verden
Beroligende lyde
For tolv år siden udførte en japansk læge et forsøg hvorved han anbragte en kondensatormikrofon i underlivet hos en gravid kvinde og foretog en båndoptagelse af de lyde der hørtes. Da han bagefter afspillede båndet for spædbørn, lykkedes det ham at gøre 84 procent af 87 grædende børn rolige. En ajourført udgave af dette forsøg er blevet udført på Queen Charlotte’s Hospital i London. Her har man benyttet lyden af den puls der fører blod til moderkagen. Den kvinde som deltog i forsøget, fandt at båndoptagelsen af denne lyd kunne berolige hendes barn i en periode på hele fem måneder efter fødselen. Londonbladet The Times meddeler at metoden virker bedst når man begynder at bruge båndoptagelserne straks efter barnets fødsel.
Et nyt problem
„Den katolske kirke giver ikke kvinder adgang til at blive præster; men en præst som én gang er ordineret, lader kirken blive ved at være præst, uanset hvilke synder han begår,“ bemærker bladet The Economist. Der er nu opstået et nyt problem, idet en præst ved navn Paolo der i 25 år har virket i et sogn i Syditalien, for nylig har gennemgået en kønsskifteoperation for at blive kvinde. „Hun“ har derefter ansøgt om førtidspension som præst, hvilket er blevet bevilget. Nu skal Vatikanet til at finde ud af hvad man skal gøre med Paolo. „Vatikanet ville muligvis have foretrukket at dette enestående tilfælde i præstestandens historie aldrig var blevet kendt,“ siger The Economist.
Ublid vækning
En 66-årig mand fandt ud af hvad der var årsagen til at han led af smerter i det ene ben — han snorkede. Dr. Neil Shear fra Toronto fortæller i tidsskriftet New England Journal of Medicine at manden var gået til læge og havde klaget over smerter i benet. Lægen ordinerede ham nogle smertestillende piller, men alligevel vågnede manden op to nætter senere ved en skarp smerte i højre læg — fordi hans kone havde sparket ham. „Lad være at sparke lige dér hvor mit ben gør ondt!“ sagde manden til sin kone. Hun svarede: „Jamen du snorkede, og når jeg sparker dig dér plejer du altid at holde op.“
Første elektroniske bog
Et australsk firma har udviklet verdens første elektroniske bog. Den er på størrelse med et almindeligt kreditkort, og man stikker den ind i en lille skærmterminal på størrelse med en billigbog. Hvert kort indeholder lige så mange oplysninger som et mindre leksikon. Denne såkaldte „Smart Book“ sætter sine læsere i stand til at gå rundt med hvad der svarer til et ret stort bibliotek i en håndtaske, og den er tilmed let at bruge. Seks knapper på skærmenheden giver mulighed for at ændre typeformat, lede efter udvalgte ord, eller markere hvor i teksten man er kommet til. En artikel i Sydney-avisen Sun-Herald hævder at opfindelsen vil nedbringe omkostningerne ved bogforsendelse drastisk, medvirke til at bevare de svindende skove, og „revolutionere bogmarkedet i hele verden i de kommende år“. Firmaet planlægger at fremstille Bibelen samt en kombineret ordbog og synonymordbog som det første.
Indbildt syge
Da en mand for ikke længe siden henvendte sig på et hospital i London, viste det sig at hans hjerteanfald var lige så opdigtet som de personlige data han opgav. Ifølge det engelske lægeblad Journal of the Royal Society of Medicine havde han utallige ar efter operationer, hvilket viste at det gang på gang var lykkedes ham at narre læger på andre hospitaler til at operere ham. Hvad var grunden? Det ser ud til at han lider af Münchhausens syndrom, et lægeligt udtryk for indbildte sygdomme. Hvert år er der alene i England omkring 1500 personer der på lignende måde søger at få hospitaler til at udføre operationer på dem. Ifølge Londonbladet The Times er de så overbeviste om at de er syge at de i nogle tilfælde laver falske lægejournaler og stiller om på udstyr der bruges ved undersøgelser, for at andre skal kunne ’se at de er syge’.
Mandlerne ikke overflødige
’Der er stigende forståelse af mandlernes betydningsfulde immunbiologiske funktion,’ hvorfor der også er udsigt til ’en mindre radikal behandling’ end fjernelse af mandlerne, siger dr. Geza Jebo, der er professor i halssygdomme ved Boston-universitetets lægevidenskabelige fakultet. Professoren fortæller at han ved behandling af 22 tilfælde af mandelbetændelse har haft gode resultater med brug af en kuldioxid-laser, som har kunnet „reparere“ mandlerne i stedet for at fjerne dem. „Patienterne er fra 14 til 42 år gamle, og alle har haft hyppige tilfælde af betændte mandler i perioder fra 2 til 11 år inden operationen,“ meddeler det canadiske blad The Medical Post. Endnu en fordel ved denne metode: „Efter operationerne er der ikke opstået nogen blødninger som har krævet besøg hos læge eller på skadestue.“
Forebyggelse af slagtilfælde
„Når man spiser megen frugt og mange grøntsager er man i vid udstrækning beskyttet mod at blive ramt af slagtilfælde,“ udtaler dr. Louis Tobian fra Minnesotas universitet. Årsagen er at de fleste frugter og grøntsager er righoldige på kalium, et stof som ganske vist ikke sænker blodtrykket, men som hindrer arterierne i at briste. I en tale som Louis Tobian holdt ved Den Amerikanske Hjerteforenings årsmøde om forhøjet blodtryk, sagde han at det ved dyreforsøg havde vist sig at når man daglig gav dyrene en ekstra portion frugt og grøntsager mindskedes risikoen for slagtilfælde med op til 40 procent. Nogle af de frugter og grøntsager der indeholder mest kalium er bananer, kartofler, jordbær, appelsiner og grapefrugter.
AIDS-prøver
Indtil for nylig troede forskerne at personer der var smittet med det dødbringende AIDS-virus udviklede sporbare antistoffer inden for 3 til 12 uger. Imidlertid har en finsk undersøgelse, foretaget af Instituttet for Biomedicin i Tampere, påvist at dette ikke længere holder stik. „Den periode der går forud for dannelsen af antistoffer er meget længere end hidtil antaget,“ udtaler en forsker til det franske dagblad Le Monde. Han siger videre: „Man kan være antistof-negativ i mindst 14 måneder efter at man er blevet smittet med AIDS-viruset.“
Fund af gammel by
Gene Savoy, en nordamerikansk opdagelsesrejsende, bekendtgjorde sidste år i august at han havde opdaget en gammel by i den peruvianske del af Amazonjunglen. Ifølge avisen Folha de S.Paulo består byen af mere end 25.000 bygninger. Til sammenligning har det berømte Machu-Picchu, en gammel befæstet by fra Inkariget, kun omkring et hundrede bygninger. Savoy er af den opfattelse at den nyligt fundne by blev bygget under Chachapoya-kulturen som i tidligere tider fandtes i det nordlige Peru.
„Uddannet til at passe akvarier“
Under sit besøg sidste år i september i Australiens hovedstad, Canberra, gjorde dr. Roy Pointer, der leder nogle kurser for præster arrangeret af Det Britiske og Udenlandske Bibelselskab, opmærksom på en grundlæggende svaghed ved de største af vore dages kirker. Han kunne tilslutte sig den spøgefulde udtalelse om at „de fleste præster i England snarere bliver uddannet til at passe akvarier end til at være menneskefiskere,“ skriver avisen The Canberra Times. Han tror at præsterne i almindelighed har brug for at „tænke i missionerende baner“ og at „det at gå rundt og banke på dørene stadig er den bedste vej at følge“ hvis kirken skal forøge sit medlemstal. Interessant nok fremhævede han Jehovas Vidner som et eksempel på hvordan man kan opnå vækst „ved at gå rundt og banke på folks døre“.