Mattæus 16:18: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“

Lukas 22:32: „Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“

Johannes 21:15-17: „Vogt mine lam!“ „Vær hyrde for mine får!“ „Vogt mine får.“

Ifølge den katolske kirke viser de ovennævnte skriftsteder for det første at Peter var „apostlenes fyrste“, det vil sige at han havde overhøjhed iblandt dem, for det andet at han var ufejlbar, og for det tredje at han ville få „efterfølgere“ der ligesom han havde overhøjhed og var ufejlbare.

Giuseppe Alberigo, der er docent i kirkehistorie, har imidlertid knyttet disse interessante kommentarer til skriftstederne: „Som bekendt forekommer hverken ordet ’pave’ eller ordet ’pavedømme’ i Det Nye Testamente. Den eneste dominerende skikkelse er Jesus af Nazaret; blandt disciplene, og navnlig blandt apostlene, er det særdeles vanskeligt på grundlag af teksten at finde en skikkelse der er mere fremtrædende end de andre. Peter, Johannes, Jakob og Paulus er skildret som lige karakteristiske og betydningsfulde personer der adskiller sig fra hinanden og supplerer hinanden. Der er ingen tvivl om at Peter skildres som en af de apostle Kristus oftest talte med, men ikke som den eneste han talte med eller som den mest betydningsfulde.“

Hvad mente oldkirkens kristne? Professor Alberigo svarer: „I de første århundreder fandtes der ingen detaljeret udformet lære eller pragmatisme vedrørende pavens skikkelse eller funktioner. . . . Muligheden for en ’episcopus episcoporum’ [biskoppernes biskop] var en vranglære der stammede fra Cyprianus [en skribent fra det tredje århundrede], hvilket han bekræftede ved kirkemødet i Karthago.“

Hvornår slog læren om pavedømmet rod? Professor Alberigo forklarer: „Hen imod slutningen af det fjerde århundrede blev Romerkirken mere vedholdende i sine påstande om at den havde en apostolsk funktion, det vil sige med hensyn til at koordinere de vestlige kirker.“ Det var „under Leo I’s episkopat [i det femte århundrede],“ tilføjer Alberigo, at „forestillingen om Peter som ’fyrste’ blandt apostlene opstod på grundlag af Mattæus 16:18. . . . I NT finder man ingen tilkendegivelser fra Jesu side angående efterfølgere for Peter eller de andre apostle.“

Peter — pave eller blot en apostel?

Hvordan ledede Jesus sine trofaste disciples arbejde efter at han var steget op til himmelen? Udnævnte han en af dem til sin „stedfortræder“ som han gav stor magt, ligesom paven har? Nej, han indførte ikke et monarkisk styre af menigheden, men gav en gruppe trofaste tjenere den opgave at sørge for hjorden. I begyndelsen blev den kristne menighed ledet af de 12 apostle, sammen med de ældste i menigheden i Jerusalem.

Det var disse 12 apostle der sammen besluttede hvad der skulle gøres for at dække de nødlidendes behov. (Apostelgerninger 6:1-6) Det var også dem der besluttede hvem der skulle sendes til samaritanerne efter at de havde taget imod den gode nyhed, og Peter og Johannes blev valgt. Ved den lejlighed ser det ud til at Peter så langtfra traf beslutninger på egen hånd — han var ganske enkelt en af dem der blev ’sendt’ af apostlene. — Apostelgerninger 8:14.

Ved et møde der blev holdt i Jerusalem omkring år 49 besluttede „apostlene og de ældste“ på grundlag af Skrifterne at de hedninger der var blevet omvendt til kristendommen ikke behøvede at blive omskåret. (Apostelgerninger 15:1-29) Den historiske beretning viser at det ikke var Peter men Jakob, Jesu halvbroder, der præsiderede ved mødet. Han afsluttede mødet med ordene: „Derfor er min afgørelse at man ikke skal besvære dem fra nationerne som vender sig til Gud.“ (Apostelgerninger 15:19) Kunne Jakob have talt om ’sin’ afgørelse hvis Peter, der også var til stede, havde forrang blandt apostlene?

De steder hvor apostelen Paulus omtaler de forskellige tjenesteopgaver der er til opbyggelse af menigheden, nævner han intet om en paves såkaldte magisterium eller læremyndighed, hvorimod han taler om apostlenes kollektive tjeneste. — 1 Korinther 12:28; Efeserne 4:11, 12.

På grund af sin nidkærhed og sit initiativ spillede Peter uden tvivl en „betydelig“ rolle, som Alberigo skriver. Jesus gav ham „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:19) Med disse symbolske nøgler åbnede han mulighed for at jøder, samaritanere og folk fra nationerne kunne komme ind i himlenes rige. (Apostelgerninger 2:14-40; 8:14-17; 10:24-48) Han fik også det ansvar at „binde“ og at „løse“ — en opgave han imidlertid delte med de andre apostle. (Mattæus 16:19; 18:18, 19) Han skulle desuden være hyrde for den kristne menighed, noget enhver kristen tilsynsmand har pligt til. — Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2.

Der var i øvrigt andre apostle end Peter der skilte sig ud på grund af deres kristne egenskaber. Paulus skrev om „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes“ at de „ansås for at være søjler“ i menigheden. (Galaterne 2:2, 9) Jesu halvbroder Jakob spillede også en betydningsfuld rolle. Som tidligere nævnt præsiderede han ved mødet i Jerusalem, og flere andre beretninger bekræfter at han varetog vigtige opgaver. — Apostelgerninger 12:17; 21:18-25; Galaterne 2:12.

Gud skænkede Jesu trofaste disciple stor magt, deriblandt evnen til at udføre mirakler. Men vi læser ingen steder at han satte dem i stand til at fremsætte ufejlbare udtalelser. Skønt Peter var trofast, begik han nu og da fejl. Han blev irettesat af Jesus, og ved en lejlighed irettesatte apostelen Paulus ham offentligt. — Mattæus 16:21-23; 26:31-34; Galaterne 2:11-14.