Især efter Jesu død og opstandelse var Peter virkelig som en klippe idet han styrkede sine kristne trosfæller. — Joh 1:47, 48; 2:25; Lu 22:32.

Evangelierne gengiver flere udtalelser af Peter end af nogen af de 11 andre apostle. Peter var tydeligvis en dynamisk personlighed; han var ikke forsagt eller tøvende. Det var uden tvivl derfor han som regel var den første til at udtale sig, mens de andre tav. Han stillede spørgsmål der fik Jesus til at forklare og uddybe sine billedtaler. (Mt 15:15; 18:21; 19:27-29; Lu 12:41; Joh 13:36-38; jf. Mr 11:21-25.) Undertiden talte han impulsivt, endda ubesindigt. Det var ham der følte at han måtte sige noget da han overværede forklarelsen. (Mr 9:1-6; Lu 9:33) Med sin noget forvirrede bemærkning om hvor godt det var at de var der, og hans forslag om at rejse tre telte tænkte han øjensynlig på at synet (hvori Moses og Elias netop var ved at skilles fra Jesus) ikke burde ende, men vare ved. Den sidste påskeaften gjorde Peter først kraftige indsigelser mod at Jesus vaskede hans fødder, men da Jesus havde irettesat ham, ville han også gerne have at han vaskede hans hænder og hoved. (Joh 13:5-10) Det er imidlertid tydeligt at Peters udtalelser først og fremmest udsprang af ægte interesse og omsorg, forbundet med stærke følelser. At disse udtalelser er taget med i den bibelske beretning, er et vidnesbyrd om deres værdi, også selv om de undertiden afslører visse menneskelige svagheder hos Peter.

Da mange disciple tog anstød af Jesu lære og forlod ham, talte Peter på alle apostlenes vegne og gav klart udtryk for deres beslutning om at forblive hos deres Herre, han som havde „det evige livs ord“ og var „Guds Hellige“. (Joh 6:66-69) Efter at apostlene havde besvaret Jesu spørgsmål om hvem folk i almindelighed sagde han var, var det igen Peter der gav udtryk for denne faste overbevisning: „Du er Messias, den levende Guds søn,“ hvilket fik Jesus til at erklære Peter for lykkelig. — Mt 16:13-17.

At Peter var den hurtigste til at tale, bevirkede at han også var den der oftest blev tugtet, retledt eller irettesat. Det var ganske vist af medfølelse at Peter begik den formastelige fejl at tage Jesus til side og ligefrem irettesætte ham fordi han havde forudsagt sine lidelser og sin død som Messias. Jesus vendte ryggen til Peter og kaldte ham en modstander, eller Satan, som satte menneskers tanker op imod Guds tanker, der var nedskrevet i profetien. (Mt 16:21-23) Det bør dog bemærkes at Jesus samtidig ’så på de andre disciple’, sandsynligvis for at lade dem forstå at han vidste at de havde tænkt det samme som Peter. (Mr 8:32, 33) Da Peter i forbindelse med spørgsmålet om betaling af en bestemt skat tillod sig at svare på Jesu vegne, hjalp Jesus ham venligt til at forstå at han måtte tænke sig bedre om før han talte. (Mt 17:24-27) Peter røbede at han havde for stor selvtillid og følte sig hævet over de andre 11 apostle da han erklærede at selv om de måske ville blive bragt til snublen og fald i anledning af Jesus, ville han aldrig blive det; han var parat til at gå i fængsel eller endog dø sammen med Jesus. Alle de andre sagde ganske vist det samme, men det var Peter der først ’ivrigt’ havde bedyret at han ikke ville svigte Jesus. Derefter forudsagde Jesus at Peter tre gange ville fornægte sin Herre. — Mt 26:31-35; Mr 14:30, 31; Lu 22:33, 34.

Peter nøjedes ikke med at tale. Han var også en handlingens mand, og han viste både initiativ og mod såvel som stor hengivenhed for sin Herre. Da Jesus før solopgang var gået bort til et øde sted for at bede, varede det ikke længe før Simon anførte en gruppe der „ledte ivrigt efter ham“. (Mr 1:35-37) Det var også Peter der bad Jesus befale ham at komme ud til sig på vandet, og som endda gik et stykke før han gav efter for tvivl og begyndte at synke. — Mt 14:25-32.

Den sidste aften i Jesu jordiske liv havde Peter sammen med Jakob og Johannes den forret at ledsage Jesus til et sted i Getsemane Have hvor han fordybede sig i inderlig bøn. Ligesom de andre apostle faldt Peter i søvn af træthed og sorg. Det var uden tvivl fordi Peter så ivrigt havde givet udtryk for sin beslutning om at blive hos Jesus, at Jesus specielt henvendte sig til ham da han sagde: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig?“ (Mt 26:36-45; Lu 22:39-46) Peter forsømte at ’bede fortsat’ og måtte tage følgerne.

Da disciplene så at den bevæbnede skare ville gribe Jesus, spurgte de om de skulle kæmpe. Men Peter ventede ikke på svaret; han trak sit sværd og huggede øret af en mand (sandsynligvis i den hensigt at gøre noget der var værre), hvorpå han blev retledt af Jesus. (Mt 26:51, 52; Lu 22:49-51; Joh 18:10, 11) Skønt Peter ligesom de andre disciple forlod Jesus, fulgte han senere — åbenbart vaklende mellem frygten for sit eget liv og sin dybe bekymring for hvad der ville ske med Jesus — „i god afstand“ efter den skare der havde arresteret Jesus. — Mt 26:57, 58.

Hjulpet af en anden discipel, som åbenbart fulgte efter eller ledsagede Peter til ypperstepræstens bolig, gik Peter direkte ind i gården. (Joh 18:15, 16) Han blev ikke stående stille og tilbageholdende i et mørkt hjørne, men gik frem og varmede sig ved ilden. På grund af ildskæret kunne andre genkende ham som en der havde været sammen med Jesus, og hans galilæiske dialekt øgede deres mistanke. Da man anklagede Peter, benægtede han tre gange endog at kende Jesus og gav sig til sidst til at bande og sværge på at han ikke kendte ham. Et sted i byen galede en hane for anden gang, og Jesus „vendte sig og så på Peter“, hvorefter Peter gik udenfor, brød sammen og græd bitterligt. (Mt 26:69-75; Mr 14:66-72; Lu 22:54-62; Joh 18:17, 18; se ED; HANEGAL.) Jesu tidligere bøn for Peter blev imidlertid hørt, og Peters tro svigtede ikke helt. — Lu 22:31, 32.

Efter Jesu død og opstandelse fik de kvinder der var gået ud til graven, af en engel at vide at de skulle overbringe et budskab til „hans disciple og Peter“. (Mr 16:1-7; Mt 28:1-10) Maria Magdalene overbragte budskabet til Peter og Johannes. De begyndte sammen at løbe ud til graven, men Johannes løb foran, hurtigere end Peter. Mens Johannes standsede foran graven og nøjedes med at kigge ind, gik Peter lige ind, hvorpå Johannes fulgte efter. (Joh 20:1-8) Nogen tid før Jesus viste sig for gruppen af disciple, viste han sig for Peter. Dette og den omstændighed at engelen specielt havde nævnt Peter ved navn, må have overbevist den angrende Peter om at hans tredobbelte fornægtelse ikke for evigt havde adskilt ham fra samfundet med Herren. — Lu 24:34; 1Kor 15:5.

Før Jesus viste sig for disciplene ved Galilæas Sø (Tiberiassøen), havde den handlekraftige Peter erklæret at han ville ud at fiske, og de andre var taget med ham. Da Johannes senere genkendte Jesus på bredden, svømmede Peter impulsivt i land og lod de andre om at få båden ind, og da Jesus derefter bad om nogle fisk, reagerede Peter ved at trække nettet på land. (Joh 21:1-13) Det var ved denne lejlighed at Jesus tre gange spurgte Peter (der tre gange havde fornægtet sin Herre) om han elskede ham, og befalede ham at ’være hyrde for hans får’. Jesus forudsagde også hvordan Peter skulle dø, hvortil Peter, der fik øje på apostelen Johannes, spurgte: „Herre, hvad skal denne gøre?“ Endnu en gang korrigerede Jesus Peters indstilling idet han understregede nødvendigheden af at ’følge ham’ uden at bekymre sig om hvad andre gjorde. — Joh 21:15-22.