-
Dyr — en gave fra GudVågn op! – 2004 | 22. februar
-
-
Dyr — en gave fra Gud
HAR du nogen sinde været i zoologisk have eller i cirkus? I så fald havde du da lyst til at holde om eller klappe et af de smukke dyr du så — for eksempel en majestætisk løve eller en kæmpe sibirisk tiger? Måske var du helt betaget af at se en dyretæmmer eller dyrepasser gøre det. Interessant nok skrev en bibelskribent for næsten 2000 år siden: „Enhver art af vilde dyr såvel som af fugle og krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket.“ — Jakob 3:7.
Alle dyr kan lide at få opmærksomhed og kærlig omsorg, og det kan være dejligt at betragte samspillet mellem dyrene og de mennesker som har tæmmet dem. Den romerske forfatter Plinius den Ældre, der levede omkring samme tid som bibelskribenten Jakob, omtalte tæmning af elefanter, løver, tigre, ørne, krokodiller, slanger og endog fisk.
Det var dog på et langt tidligere tidspunkt i historien at man begyndte at tæmme dyr. Længe før Jakob og Plinius levede, tæmmede ægypterne vilde dyr og havde dem som kæledyr. I nogle lande i dag bliver mange af de samme slags dyr der findes i zoologiske haver, holdt som kæledyr.
Den første kontakt mellem dyr og mennesker
Bibelen, den tidligste skriftlige beretning om menneskets historie, siger at den første mand, Adam, gav dyrene navne. „Hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl,“ siger Bibelen, „det skulle være dens navn. Så gav mennesket alle husdyrene og himmelens flyvende skabninger og alle markens vilde dyr navne.“ (1 Mosebog 2:19, 20) For at kunne give dyrene passende navne havde Adam øjensynligt først lært dyrene grundigt at kende. Men han behøvede ikke at beskytte sig mod dem — ikke engang de vilde dyr — for de var fredelige over for ham. Hvor må han have nydt deres selskab!
Gud gav både Adam og Eva den opgave at tage sig af dyrene. Ifølge Guds hensigt, som er beskrevet i Bibelen, skulle menneskene „råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden“. — 1 Mosebog 1:26.
Et særligt forhold mellem dyr og mennesker
Når mennesker hersker over dyrene på rette måde, kan det føre til et særligt forhold mellem dem. Ofte betragter folk deres kæledyr som en højt skattet ven, ja, som en del af familien. Sådan var det også for tusinder af år siden, hvilket ses af den bibelske beretning om en fattig mand der havde „ét lille hunlam“. Profeten Natan fortalte kong David om dette lam og sagde om den fattige mand: „[Lammet] plejede at spise af hans brødstykke og drikke af hans bæger og ligge i hans favn, og det var som en datter for ham.“ — 2 Samuel 12:1-3.
Mange i dag kan sagtens sætte sig ind i at et dyr kan blive som del af familien. Det kan en familie der bor i nærheden af Harare, hovedstaden i Zimbabwe, tale med om. Forældrene havde købt en hund til hvert af deres børn som de kunne lege med. Da en af drengene, som på det tidspunkt var omkring otte år, var ude at gå med sin hund, faldt der pludselig en stor giftslange, en mamba, ned fra et træ og landede lige foran ham. Slangen angreb, men med lynets hast skred hunden ind og reddede barnets liv. Det er ikke svært at forestille sig hvor meget familien holdt af denne hund, vel?
Noget som døve sætter pris på, er hunde der er blevet trænet til at hjælpe dem. En kvinde fortæller: „Twinkie [kan] høre dørklokken, og så kommer den og puffer til mine ben og fører mig til hoveddøren. Det samme er tilfældet når Twinkie hører uret på ovnen summe, så løber den hen til mig og viser at jeg skal følge med den. I det tilfælde at der opstår røg eller en brandalarm går i gang, er Twinkie trænet til at fange min opmærksomhed og at lægge sig ned som tegn på en eventuel fare.“
Forholdet mellem blinde og deres førerhunde er særlig bemærkelsesværdigt. Michael Tucker, der optræner førerhunde og har skrevet bogen The Eyes That Lead, mener at brugen af førerhunde kan åbne en helt ny verden for blinde og give dem „frihed, uafhængighed, selskab og mulighed for at komme omkring“. Det er dejligt at iagttage det harmoniske forhold der ofte er mellem sådanne hunde og deres herrer!
Folk som er handicappet på anden måde, kan også have stor glæde af hunde. For eksempel har en kvinde der er lænket til sin kørestol, en hund som er blevet trænet til at løfte telefonrøret og til at slikke på frimærker til hendes breve. En handicappet mand har en hund som lystrer 120 ordrer, og den kan også hente dåser og andre ting fra hylderne i supermarkedet. Manden bruger en pegepind med laserlys til at vise hvilke ting han gerne vil købe, og så henter hunden dem til ham.
Kæledyr er også til stor gavn for de ældre. En dyrlæge har sagt: „I en tid hvor ældre ofte føler sig isoleret fra resten af samfundet, kan kæledyr, for eksempel hunde, . . . give de ældres liv øget indhold og mening.“ Avisen The Toronto Star skriver: „De der har et kæledyr, lider mindre af stress, går sjældnere til læge og har en bedre overlevelsesprocent efter hjerteanfald.“
The New Encyclopædia Britannica har denne interessante kommentar: „Når man holder kæledyr, får man mulighed for at lære børnene om den nære forbindelse mellem privilegier og ansvar, men børnene kan også lære noget om kønslivet. De bemærker snart parringen og lærer senere noget om drægtighedsperioder og de forskellige problemer der er forbundet med fødsel og pleje af en unge.“
Kærlighed til kæledyr
Kæledyr er ofte meget trofaste over for deres ejer, og det får nogle mennesker til at føle større kærlighed til deres dyr end til deres familie. I nogle tilfælde er kæledyr indgået i bodelingen ved skilsmissesager. Folk har endog betænkt kæledyr i deres testamente og gjort dem arveberettigede til ufattelig stor rigdom.
Intet under at kæledyr er en god forretning i dag. Der findes bøger og blade som giver råd om alt hvad der har med kæledyr at gøre. I erkendelse af at nogle ejere af kæledyr er villige til at købe luksusartikler til deres dyr, tilbyder visse forretninger alt hvad ejerne måtte ønske sig.
For eksempel er det i dag muligt at konsultere speciallæger der behandler alle mulige sygdomme som dyr kan få. Der findes endog psykiatere som ordinerer antidepressiva til dyr. I nogle lande findes der advokater og forsikringsagenter til dyr samt steder hvor dyr kan blive soigneret eller trænet. Der holdes begravelser for kæledyr, og man kan endog få sit dyr klonet — men alt dette koster selvfølgelig!
Ja, kærligheden til dyr er meget udbredt. I sin bog The Animal Attraction siger forfatteren og dyreeksperten Jonica Newby: „Når en hund løber hen til os, logrer med halen og slikker os som om vores hjemkomst var det bedste der var hændt den hele dagen, er det rimeligt nok at kalde det ’kærlighed’.“ Det er ikke svært at forstå hvorfor mange ejere af kæledyr har lyst til at gengælde denne „kærlighed“.
Det kan dog have en skadelig virkning at behandle dyr som mennesker. Et dyr er ikke i stand til at dække ens behov på samme måde som mennesker kan. At have et kæledyr i en storby kan desuden give både dyrene selv, men også deres ejere problemer. Det vil vi se nærmere på i den følgende artikel.
-
-
Bevar et ligevægtigt syn på kæledyrVågn op! – 2004 | 22. februar
-
-
Bevar et ligevægtigt syn på kæledyr
SOM det er blevet nævnt, gav Gud mennesket det ansvar at tage sig af jorden og alle dyrene på den. Bibelen siger: „Alt har [Gud] lagt under hans fødder: småkvæg og okser, dem alle, og desuden det åbne lands dyr, himmelens fugle og havets fisk.“ — Salme 8:6-8; 115:16.
Den måde mennesker røgter dette ansvar på, er ikke uden betydning. Guds ord siger: „Den retfærdige sørger for sine husdyrs sjæl.“ (Ordsprogene 12:10) Guds lov til Israel lagde gentagne gange vægt på nødvendigheden af at behandle dyr hensynsfuldt. (5 Mosebog 22:4, 10; 25:4) I forbindelse med varetagelsen af deres ansvar har mennesker ofte tæmmet husdyr, ja, endog vilde dyr, for at bruge dem som kæledyr. — 1 Mosebog 1:24.
Det er dog godt at huske på at der ifølge Bibelen er et klart skel mellem mennesker og dyr. Det var menneskene, ikke dyrene, Gud frembragte ’i sit billede, så de ligner ham’. (1 Mosebog 1:26) Og mens dyrene blev skabt med en begrænset levetid, havde menneskene udsigt til at leve evigt på jorden. (1 Mosebog 3:22, 23; Salme 37:29) Jesus Kristus sagde at vi for at opnå „evigt liv“ må have tro og lære Gud at kende — noget som dyr ikke er i stand til. (Johannes 3:36; 17:3) Bibelen sammenligner desuden dem der er uværdige til at få en opstandelse, med „fornuftløse dyr der af natur er født til at fanges og forgå“. — 2 Peter 2:9-12.
Skabt til gavn for mennesket
Gud skabte dyrene for menneskets skyld. Dyr kan hjælpe os til at udføre arbejdsopgaver og er gode til at holde os med selskab. De er også et vidnesbyrd om Guds kærlighed og visdom. Det er til stor glæde for os mennesker at betragte de smukke dyr og at lære mere om Skaberen ved at studere deres fantastiske instinktive visdom. (Salme 104:24; Ordsprogene 30:24-28; Romerne 1:20) Blot et af de mange eksempler på en sådan visdom ses inden for insekternes verden. Det er utroligt hvordan bier kan kommunikere med hinanden og følge instrukser om hvor de kan finde føde — for slet ikke at nævne hvordan de bygger deres komplekse bikager.
Dyr kan også være til gavn for menneskene på en anden måde, nemlig som føde. Oprindelig var det kun planteføde Gud gav menneskene lov til at spise. Men over 1600 år senere — efter vandfloden i Noas dage — sagde Gud: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom jeg gav jer de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen.“ (1 Mosebog 1:29; 9:3) Gud gav altså menneskene lov til at spise dyrekød. Denne tilladelse til at føje dyrekød til kosten skulle tydeligvis være til gavn for mennesket.
Problemer med kæledyr i dag
Det lader til at dyr op gennem historien sjældent fik lov til at opholde sig i hjemmet, og sådan er det stadig de fleste steder i verden. Men efterhånden som flere og flere mennesker bor i storbyer og er blevet mere velhavende, er det blevet almindeligt at holde kæledyr. Det har skabt nogle problemer i de industrialiserede lande.
Ud af de 500 millioner kæledyr der anslås at være i hele verden, findes hele 40 procent i USA alene. I dette land er der cirka 59 millioner hunde og 75 millioner katte. Men i London og i Paris er der flere hunde og katte pr. husstand end i New York!
For nogle år siden blev der i Paris sendt et rengøringshold ud på omkring 70 scootere for at samle hundes efterladenskaber op fra fortovene. Man anslog at byens cirka 250.000 hunde daglig producerede 25 tons ekskrementer, hvoraf mindre end halvdelen blev samlet op af sanitetsfolkene. Det forlød at hundredvis af mennesker hvert år kom til skade eller blev indlagt efter at have gledet i hundes efterladenskaber.
Og så er der støjproblemet. Nogle hundeejere tolererer en opførsel hos deres dyr som de aldrig ville tolerere hos mennesker. Ifølge The Pet Care Forum, som er et web-sted om pleje af dyr, „er det som om ejere af hunde der bjæffer for meget, har udviklet en evne til at lukke af for støjen“. Nogle gør for eksempel intet for at få deres hund til at holde op med at gø, selv når støjen overdøver en vigtig samtale.
På den anden side kan en hund være rolig og tilfreds mens den er hos sin herre, men en pestilens for naboerne når dens ejer ikke er hjemme. Det kan godt være at man elsker sit kæledyr trods dets negative sider, men naboer som har skifteholdsarbejde eller som forsøger at få deres barn til at sove, er måske knap så tilgivende. Dertil kommer at dyr som keder sig, kan udvikle en destruktiv adfærd; de bliver nervøse og aggressive.
Den hastighed hvormed kæledyr formerer sig, er et problem der især kommer til udtryk i storbyerne. Det er blevet anslået at der i USA årlig fødes 17 millioner hunde og 30 millioner katte. Millioner af disse dyr ender på dyreinternater, hvor der hvert år aflives mellem fire og seks millioner.
Hvorfor bliver så mange dyr bragt til internater? Ofte er det fordi folks kærlighed til deres kæledyr er kortvarig. Den lille nuttede hvalp eller killing bliver jo større og kræver meget pasning. Men ingen i familien har måske tid eller tålmodighed til at lege med eller træne kæledyret. Førnævnte Jonica Newby siger: „I modsætning til hvad mange tror, viser undersøgelser fra hele verden samstemmende at halvdelen af hundene på dyreinternater ikke er herreløse, men er blevet bragt dertil af deres ejere som ikke længere kan klare deres gøen og destruktive, voldsomme adfærd.“
Et web-sted der behandler problemet med det øgede antal kæledyr, opsummerer situationen således: „Dyr er blevet en slags engangsprodukt — de bliver krammet mens de er nuttede, og forladt når de bliver for besværlige. En sådan manglende hensyn til dyrene gennemsyrer og underminerer vores samfund.“
Vigtige faktorer man må overveje
Hvis man gerne vil have et kæledyr, er der nogle ting man alvorligt bør overveje, især hvis man bor i en storby. Energiske dyr skal have motion hver dag. En undersøgelse i Australien fastslår „at hunde både fysisk og mentalt har brug for gåture og andre former for motion. Hunde der ikke får nok motion, kan blive svære at styre.“ Men efter en hård dags arbejde er mange mennesker for trætte til at gå tur med deres hund så den kan komme af med noget af sin indestængte energi.
Folk som overvejer at anskaffe sig et kæledyr, bør derfor spørge sig selv: ’Vil jeg være i stand til at vise mit kæledyr tilstrækkelig opmærksomhed? Er min hverdag sådan at dyret ville være nødt til at være alene det meste af dagen? Vil jeg have tid til at gå ture med det og lege med det? Hvis min hund har brug for at blive afrettet, er jeg da villig til enten selv at træne den eller at få en hundetræner til at gøre det? Vil det at have et kæledyr sluge tid som jeg burde bruge på vigtigere ting?’
Noget andet man skal tage i betragtning, er omkostningerne ved at have et kæledyr. Ifølge en undersøgelse foretaget blandt ejere af kæledyr i USA koster det årlig cirka 1300 kroner i dyrlægeregninger at holde hund og cirka 700 kroner at holde kat. Dertil skal lægges udgifterne til foder og andre ting som dyrene har brug for. I nogle lande opkræves der desuden forskellige afgifter i forbindelse med at eje et dyr.
Må have et ligevægtigt syn
Det behager uden tvivl Skaberen når vi glæder os over dyrene og behandler dem hensynsfuldt. Mange er enige om at det er forkert at udsætte dyr for grusom behandling. Ikke desto mindre bliver dyr som tyre, hunde og haner ofte mishandlet og dræbt i dyrekampe for underholdningens skyld. Sørgeligt nok har den måde mennesker behandler dyr på, ikke altid været præget af den kærlige omsorg Gud ønskede vi skulle vise over for dyrene.
I den anden ende af skalaen findes folk der prioriterer omsorg for dyr højere end alt andet. Hvis ikke kærligheden til dyr styres af fornuften, vil nogle måske endog sætte kæledyrs liv over menneskers liv. Da der engang udbrød brand på et dyrehospital, og ejerne af dyrene samledes udenfor, var der efter sigende nogle som „prøvede at bryde gennem afspærringen, idet de råbte at de ville dø sammen med deres kære små venner“.
Det kan naturligvis volde én stor sorg at miste et kæledyr man har holdt meget af. Men selv da må man bevare ligevægten. Som tidligere nævnt blev dyrene ikke skabt i Guds billede, og det var heller ikke meningen at de skulle leve evigt, sådan som mennesker skulle. Om den måde Gud skabte menneskene på, siger Bibelen: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ Men intetsteds i Bibelen siges der noget lignende om dyrene. — Prædikeren 3:11, den danske autoriserede oversættelse af 1931.
Ifølge Bibelen er det altså ikke forkert at slå dyr ihjel. For millioner af mennesker indgår kød da også som en del af kosten. Men hvordan bør man stille sig til det at aflive kæledyr — for eksempel nogle som lider på grund af sygdom? Det kan være hårdt at tage en sådan beslutning. Men nogle vil måske konkludere at det er bedre at aflive sit kæledyr på en hurtig og smertefri måde end at lade det gennemgå en kostbar behandling som blot forlænger dets lidelser — og som måske også kan belaste familiens økonomi.
Gud elsker sine jordiske skabninger. Burde vi så ikke også vise dyrene som han har betroet i vores varetægt, kærlighed og omsorg? Mange der har en sådan kærlighed til dyr, har følt sig tiltrukket af Bibelens vidunderlige håb om at man en dag vil kunne glæde sig over dyrene på den måde Gud oprindeligt havde til hensigt. Det vil den næste artikel komme nærmere ind på.
-
-
Et evigt venskab mellem dyr og menneskerVågn op! – 2004 | 22. februar
-
-
Et evigt venskab mellem dyr og mennesker
HVOR er der stor variation blandt dyrene, og alle synes at være forskellige af natur! Ens omsorg for og kærlighed til dyr kan være noget der drager én nærmere til den der har skabt dem. Det fremgår af det der skete for Maria.
Da Maria for cirka tre år siden boede i Lissabon i Portugal, løb hendes elskede hund hjemmefra, og hun sørgede for at den blev efterlyst over radioen. Et af Jehovas Vidner, som var sikker på at hun havde set en hund der passede til beskrivelsen, kontaktede Maria, og i fællesskab fandt de hunden. Forkynderen sagde til Maria at fordi hun holdt af dyr, ville hun uden tvivl synes om at leve i den nye verden Gud har lovet. Hun forklarede Maria at mennesker til den tid vil leve fredeligt sammen med alle dyrene.
Maria tog imod en indbydelse til at overvære et af Jehovas Vidners møder. Dét hun hørte og så ved den lejlighed, gjorde hende interesseret i at høre mere, så hun bad om at få et bibelstudium. Efterhånden som studiet skred frem, gjorde det hun lærte om Jehova Gud og hans løfte om evigt liv på jorden i en retfærdig ny verden, et dybt indtryk på hende. (Salme 37:29; Johannes 17:3) Den 16. februar 2002 symboliserede hun sin indvielse til Jehova ved at blive døbt.
Guds oprindelige hensigt
Mange er ligesom Maria begejstret over at have lært at Guds oprindelige hensigt — nemlig at menneskene skal leve evigt på en paradisisk jord og tage sig af alle dyrene — til sidst vil blive gennemført. (1 Mosebog 1:28) Bibelen siger at Gud „ikke skabte [jorden] forgæves, men dannede den til at bebos“. Det var altså meningen at menneskene for evigt skulle glæde sig over livet på jorden og dyrene på den. — Esajas 45:18.
Bibelen understreger Guds beslutning om at gennemføre sin oprindelige hensigt. „Jeg har sagt det,“ erklærer han, og tilføjer: „Jeg vil også gennemføre det.“ Jehova fortsætter: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 46:11; 55:11.
Guds hensigt var tydeligvis at menneskene skulle glæde sig over at leve i et jordisk paradis for evigt. Vi kan være fuldstændig sikre på at denne hensigt vil blive gennemført. Lad os se lidt nærmere på nogle af de glimt Bibelen giver os af hvordan livet vil være i Guds nye verden. Det vil klart fremgå at alle dyr, både husdyr og vilde dyr, vil leve i fred med hinanden og med menneskene. — Esajas 65:17, 21-25; 2 Peter 3:13.
Dyrene i Guds nye verden
I Jehovas nye verden vil man kunne røre ved en løves buskede manke, stryge hånden over en tigers stribede pels, ja, sove i en skov uden at være bange for at blive angrebet af dyr. Læg mærke til dette løfte fra Gud: „Jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet, og de [menneskene] skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene.“ — Ezekiel 34:25; Hoseas 2:18.
Til den tid vil de vilde dyr være underlagt menneskene, selv små børn! Bibelen siger: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem.“
Men det er ikke det hele! Det hedder videre: „Både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:6-9.
I Jehovas nye verden vil mennesker og kæledyr ikke længere behøve at være stuvet sammen i ugæstfri storbyer. Ganske vist glæder mange mennesker sig i dag over deres kæledyr og er ligevægtige i deres syn på dem og i den måde hvorpå de tager sig af dem. Men tænk på hvor storslået det vil blive når man til evig tid kan glæde sig over alle dyrene i en retfærdig ny verden! Den kærlige omsorg der vil blive vist dem, vil være til ære for Skaberen af alt levende.
Hvis du endnu ikke har hørt om Guds vidunderlige hensigter — ligesom dyrevennen Maria ikke havde indtil for nylig — er du meget velkommen til at kontakte udgiverne af dette blad eller et af Jehovas Vidner, som vil være glad for at hjælpe dig.
-