Mange der lærte sandheden at kende dengang, fortsætter trofast den dag i dag. Under krigen læste Pacifico Pantas for eksempel nogle bibelske publikationer der tilhørte hans naboer, som var Jehovas Vidner. Han fortæller: „Jeg begyndte at komme til møderne. Derefter ansøgte jeg om at blive pioner, men jeg var endnu ikke blevet døbt. De bad mig om at lade mig døbe, og det gjorde jeg så.“ Det var i 1946. Pacifico kom til at tjene som pioner flere forskellige steder i landet. Han fik også andre forrettigheder. Han fortæller selv: „Jeg blev indbudt til den 16. klasse på Gileadskolen og havde mulighed for at overvære det internationale stævne i New York i 1950. Efter at jeg var udgået fra Gileadskolen, blev jeg kredstilsynsmand i de amerikanske stater Minnesota og North Dakota, og derefter vendte jeg hjem til Filippinerne for at virke som områdetilsynsmand i egnen syd for Pasig-floden, fra Manila og hele vejen til Mindanao.“

I årene der fulgte, fik broder Pantas mange forskellige opgaver på Betel og som rejsende tilsynsmand. I 1963 blev han gift, og da han og hans kone fik børn, måtte de finde bolig og arbejde for at forsørge familien. Mens børnene voksede op, fortsatte de med at tjene Jehova trofast, og alle tre børn er blevet Jehovas Vidner. De tjener nu som ældste; én har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, og en anden arbejder på Betel. Selv om broder Pantas nu har nået en høj alder, er han stadig til stor opmuntring i menigheden.

[Ramme/illustration på side 217, 218]

Interview med Pacifico Pantas

Født: 1926

Døbt: 1946

Profil: Udgik fra Gileads 16. klasse i 1951. Er nu ældste i Quezon City.

Under den anden verdenskrig havde vi nogle naboer i Laguna-provinsen der var Jehovas Vidner. De sagde at jeg gerne måtte låne deres bøger, som var gode: Skabelsen, Det store Opgør, Forligelse, Religion, Fjender, Børn og mange andre. Da japanerne nedbrændte vores by, mistede vi forbindelsen med Jehovas Vidner, men godt et år senere fandt jeg dem igen i Manila. Jeg begyndte at komme til møderne, og da jeg var blevet døbt, sluttede jeg mig til en gruppe pionerer. Vi havde hele Tayabas-provinsen, der senere fik navnet Quezon, som distrikt. Vi gennemgik by efter by og sov i tomme busser, hjemme hos interesserede eller andre steder.

Da vi kom til Mauban, blev byen pludselig angrebet af en flok guerillaer. Vi lå og sov på første sal i rådhuset, men blev vækket af postyret. Det lod til at politifolkene på etagen under os var blevet trængt op i en krog. Vi kunne høre at de kastede deres pistoler på gulvet.

Guerillasoldaterne stormede op ad trapperne. En af dem rettede en lommelygte mod os og spurgte: „Hvem er I?“ Vi lod som om vi sov. Han spurgte igen og tilføjede: „Er I ikke spioner fra det filippinske politi?“

„Nej, hr.,“ svarede vi.

„Men I har jo kakitøj på,“ sagde han.

Vi forklarede at tøjet var noget vi havde fået, og at skoene var nogle vores brødre i Amerika havde sendt som nødhjælp.

Anføreren sagde: „All right, jeg tager skoene.“ Jeg tog skoene af. Han ville også have mine bukser. Inden længe sad vi alle sammen i underbukser. Det var godt vi havde noget ekstra tøj med. Faktisk var vi glade for at de tog vores tøj. Ellers havde hele byen troet at vi var spioner!

Vi købte nogle træsko og tog tilbage til Manila, og derfra tog vi videre til Visayas for at fortsætte vores forkyndelse.

Broder Pantas var i heltidstjenesten og virkede som vennetjener (nu kaldt kredstilsynsmand) før han kom på Gilead. Da han vendte tilbage til Filippinerne, blev han områdetilsynsmand og tjente på afdelingskontoret indtil han giftede sig og fik børn.