Marlon var en mand der altid kom i vanskeligheder. Hjemme i hans landsby var han kendt for sine dårlige venner og sine mange uvaner: rygning, drukkenskab og stofmisbrug. Da Jehovas Vidner kom på besøg, viste Marlons mor interesse for budskabet. Trods støvede og mudrede veje tog pionererne hen for at studere med hende. I begyndelsen viste Marlon ingen interesse for at være med i studiet; han gik bare forbi nu og da. Men de brødre der studerede med hans mor, viste interesse for ham. Efterhånden begyndte han ikke blot at studere Bibelen, men han fik også klippet sit hår, der nåede helt ned til taljen, før han for første gang skulle til møde i rigssalen. Han gjorde hurtigt fremskridt, og folk var overraskede over de store forandringer han foretog i sin måde at leve på. Nu tjener han som pioner og bruger al sin tid på at fortælle andre om sandheden. Hvad var det der fik ham til at tage imod sandheden? Han siger at det var den udholdenhed som pionererne viste ved at komme og studere med hans mor, der overbeviste ham om at de havde sandheden.

Det er ikke alle slags mennesker man forventer vil lytte til sandheden. Forkyndere af den gode nyhed dømmer imidlertid ikke folk på forhånd, men giver dem lejlighed til at høre budskabet. På den lille ø Marinduque forkyndte en specialpionersøster for en mand. Bagefter spurgte hun om der boede andre i huset. Manden svarede at der boede én ovenpå, men tilføjede: „Der er ingen grund til at du går derop; han er voldelig og bliver let hidsig.“ Men søsteren følte at manden skulle have lejlighed til at høre budskabet om Riget. Da hun kom til døren, var det som om manden havde ventet på hende. Med et smil tilbød hun ham et gratis bibelstudium. Hun blev overrasket da manden, Carlos, tog imod tilbuddet. Der blev oprettet et studium med ham og hans kone.

Da søsteren aflagde genbesøg, fortalte Carlos at han og hans kone havde alvorlige problemer og endda havde forsøgt selvmord. Mens søsteren havde talt med manden i stueetagen, havde Carlos lagt øret mod gulvet for at høre hvad der blev sagt, og han havde hørt at manden frarådede søsteren at gå ovenpå. Da han hørte det, bad han til at søsteren ville ignorere rådet og komme alligevel, for dette kunne være svaret på hans bøn om fred i sindet. Og både Carlos og hans kone fik virkelig fred i sindet da de begyndte at studere Bibelen. De blev døbt på samme dag, og Carlos’ kone er nu pioner.

Pionerer har hjulpet folk der stod i mange forskellige situationer. Primitiva Lacasandile, der er specialpioner i den sydlige del af Luzon, oprettede et studium med et ægtepar i en landsby. De havde to børn og var temmelig fattige. Engang da Primitiva kom for at studere med parret, blev hun chokeret ved at se det største barn hænge grædende i en sæk i huset. Primitiva fortæller: „Moderen stod med en kniv og skulle til at slå barnet ihjel. Jeg standsede hende og spurgte hvordan hun kunne finde på det. Hun forklarede at det var på grund af økonomiske problemer.“ Primitiva gav dem vejledning om deres problem ud fra Bibelen — og reddede barnets liv. De fortsatte med at studere Bibelen og begyndte at overvære møderne selv om de måtte gå otte kilometer for at komme til mødestedet. Parret gjorde fremskridt og blev døbt, og manden er nu ældste i menigheden. Primitiva siger: „Det barn der var lige ved at blive slået ihjel, er nu pioner. Det er tydeligt at den opgave Jehova har givet sine tjenere, redder liv, både nu og i fremtiden.“

Pascual og Maria Tatoy, der var almindelige pionerer, tog med specialpioneren Angelito Balboa for at hjælpe med at gennemgå distriktet på øen Coron i den vestlige del af Filippinerne. De tjente til dagen og vejen ved at Pascual fiskede sammen med en anden broder, og Maria lavede lækkerier af ris som hun solgte.

Da kredstilsynsmanden kom på besøg, fortalte han om behovet på en anden ø, Culion. Her lå der en spedalskhedskoloni, og der var kun fire forkyndere. Han opfordrede Pascual og Maria til at flytte dertil. De fulgte opfordringen, og Jehova har velsignet deres indsats. De fire forkyndere på Culion er nu blevet til to menigheder.