• Filippinerne
    Jehovas Vidners Årbog 2003

    • Forkyndelsen fortsætter trods katastrofer

      Som nævnt i begyndelsen af denne beretning bliver Filippinerne ofte ramt af naturkatastrofer. Vi vil nu se nærmere på nogle af de katastrofer der har berørt brødrene.

      Jordskælv: Eftersom Filippinerne ligger der hvor to store lithosfæreplader støder sammen, rammes øerne ofte af jordskælv. Ifølge en ekspert indtræffer der daglig mindst fem jordskælv, foruden langt flere mindre rystelser som man normalt ikke mærker. Kun de færreste jordskælv griber forstyrrende ind i dagligdagen, men nu og da er der alvorlige jordskælv som forårsager store ødelæggelser.

      Den 16. juli 1990, klokken 16.26, blev området i nærheden af Cabanatuan, en by midt på Luzon, ramt af et kraftigt jordskælv med stærke efterskælv. Det gik også ud over Benguet-provinsen. Flere skoler og hoteller styrtede sammen, med tab af menneskeliv til følge.

      På det tidspunkt var Julio Tabios, der tjente som områdetilsynsmand, sammen med sin kone på vej til et kredsstævne i bjergområdet Benguet. En broder der skulle til Baguio for at sælge grøntsager, gav dem et lift i sin lastvogn. Efter at have fulgt de snoede bjergveje kom de ud på en smal vej, hvor de måtte vente for at lade en modkørende bilist passere. Netop da begyndte klippestykker at falde ned fra bjerget. De forstod at det var et kraftigt jordskælv. Julio siger: „Det lykkedes broderen at bakke lastvognen hen hvor vejen var bredere, og lige efter ramte et stort klippestykke det sted hvor vi netop havde holdt. Vi var taknemmelige for at der ikke var sket os noget. Få øjeblikke senere kom der endnu et jordskælv, og vi så en stor klippe ved siden af os ryste som om den dansede.“ Hele bjergsider faldt ned.

      Vejen var blevet blokeret af jordskred. De kunne kun komme frem til stævnepladsen ved at gå til fods gennem bjergene. Da natten faldt på, fik de lov at overnatte hos et venligt menneske. Den næste dag skulle de over et højt bjerg for at komme videre. På vejen mødte de flere brødre der hjalp hinanden med at løse de problemer jordskælvet havde forårsaget. Efter at have vandret ad farlige bjergstier nåede de langt om længe frem til Naguey, hvor stævnet skulle holdes. Julio fortæller: „Brødrene græd af glæde, for de regnede ikke længere med at vi ville komme! Vi var meget trætte, men de glade brødre og søstres varme velkomst gav os nye kræfter.“ Trods jordskælvet havde mange gjort en indsats for at komme — og viste dermed deres store værdsættelse af åndelige ting.

      På dette tidspunkt var de nye bygninger ved afdelingskontoret under opførelse. Boligbygningen stod endnu ikke færdig, men med jordskælvet i 1990 kom den ud for sin første kvalitetstest. Nogle af betelmedarbejderne blev lidt utilpasse da bygningen svajede frem og tilbage, men den blev stående præcis som den skulle, og tog ikke skade af de kraftige jordrystelser.

      Oversvømmelser: Filippinerne har et fugtigt, tropisk klima, og der falder store mængder regn i de fleste dele af landet. I nogle områder kan der let indtræffe oversvømmelser. Leonardo Gameng, der har været i heltidstjenesten i over 46 år, siger: „Vi var nødt til at gå tre kilometer i mudder til knæene.“ Juliana Angelo har været specialpioner i Pampanga-provinsen, der visse steder ofte hærges af oversvømmelser. Hun fortæller: „For at nå ud til de interesserede med Rigets budskab sejlede vi i små både. Den broder der padler, skal have gode øjne for at undgå at sejle ind under træer hvor slanger ligger på lur, parate til at lade sig falde ned i båden.“ Corazon Gallardo, der har været specialpioner siden 1960, har i mange år forkyndt forskellige steder i Pampanga. Somme tider var det ikke til at få fat i en båd, og hun husker at hun måtte vade i vand næsten til skuldrene. Trods disse vanskeligheder har hun stadig en god indstilling. Hun har lært at tilpasse sig forskellige situationer og at stole på Jehova, for hun ved at han aldrig vil svigte dem der er loyale over for ham.

      Det har forværret oversvømmelserne i Pampanga at mange lavtliggende områder er blevet fyldt op af mudderstrømmen fra Mount Pinatubo, for nu breder vandet sig til andre områder. Generoso Canlas, der er kredstilsynsmand på egnen, fortæller at de på grund af vandet ofte måtte have støvler på eller gå barfodede i forkyndelsen. Men trods besværlighederne holder brødrene ud i tjenesten.

      Når oversvømmelserne er så store at hele landsbyer berøres, hjælper Jehovas Vidner ikke alene hinanden indbyrdes, men også andre. Da dette skete i Davao del Norte i den sydlige del af Filippinerne, var byens myndigheder så taknemmelige for hjælpen at de vedtog en resolution hvori de udtrykte deres værdsættelse.

      Vulkanudbrud: Filippinerne har mange vulkaner, men kun Mount Pinatubo er blevet verdensberømt. I juni 1991 udsendte denne vulkan en iøjnefaldende paddehattesky. Dag blev bogstavelig talt til nat. Nogle troede at Harmagedon var begyndt. Asken faldt så langt mod vest som i Cambodja. I løbet af kort tid udspyede Mount Pinatubo 6,65 milliarder kubikmeter vulkansk materiale. Det tykke askelag fik tage og endda hele bygninger til at falde sammen. En stor del af materialet fra vulkanen blev til laharer, enorme mudderstrømme der jævnede huse med jorden og begravede andre. Nogle rigssale og huse der tilhørte brødre, blev stærkt beskadiget eller helt ødelagt af asken og laharerne. Julius Aguilar, der dengang var pioner i Tarlac, fortæller: „Hele vores hus blev begravet under asken.“ Familien var nødt til at flytte.

      Pedro Oandasan, der var kredstilsynsmand i området, siger: „Brødrene svigtede aldrig tilbedelsen og tjenesten for Jehova. Der kom altid over 100 procent til møderne. Laharen svækkede ikke brødrenes kærlighed til forkyndelsen. Vi blev ved med at forkynde for de evakuerede og endda i de katastroferamte områder.“

      Katastrofer som disse giver Jehovas Vidner lejlighed til at vise kristen kærlighed. Under og efter vulkanudbruddet hjalp brødrene hinanden med at blive evakueret. Afdelingskontoret sendte hurtigt en lastvogn med ris, og da risen var blevet læsset af, blev lastvognen brugt til at evakuere brødrene fra de berørte byer. Da brødrene i Manila hørte om behovet, reagerede de omgående ved at sende penge og tøj. I Betis i Pampanga-provinsen organiserede unge brødre en brigade for at hjælpe ofrene. Blandt dem de hjalp, var en interesseret kvinde hvis mand havde været modstander af sandheden. Da de unge brødre hjalp med at genopbygge ægteparrets hus, gjorde det et så dybt indtryk på manden at han nu er en broder!

      Tyfoner: Af alle vejrfænomenerne i Filippinerne er det tyfonerne, de tropiske orkaner, der forårsager størst ødelæggelse. Øgruppen rammes gennemsnitlig af cirka 20 tyfoner om året. Intensiteten varierer, men tyfonerne er kendetegnet af stærk storm og voldsom regn. De er ofte så kraftige at de ødelægger bygninger. Desuden ødelægger tyfonerne afgrøderne, så landmændene mister deres levebrød.

      Jehovas Vidners hjem og afgrøder er gang på gang blevet ødelagt af tyfoner. Forbløffende nok lader brødrene i det store og hele sig ikke gå på af det, men finder ud af at klare sig. I nogle dele af landet indtræffer der tyfoner så ofte at de næsten er blevet en del af hverdagen. Brødrene skal roses for at de har lært at affinde sig med situationen og at tage én dag ad gangen. (Matt. 6:34) Når brødre i nærliggende områder hører at nogle er i nød, sender de naturligvis frivillige bidrag i form af mad eller penge for at hjælpe dem. Efter særlig voldsomme uvejr hænder det også at rejsende tilsynsmænd kontakter afdelingskontoret, der med glæde organiserer nødhjælp.