Da filistrene var kommet sig efter dette nederlag, samlede de atter deres styrker for at kæmpe mod Israel. De to hære tog opstilling på hver sin side af lavningen ved Ela i Juda. Hver morgen og hver aften i 40 dage kom tvekæmperen Goliat frem fra filistrenes lejr og udfordrede israelitterne til at stille en mand der kunne kæmpe mod ham. (1Sa 17:1-10, 16) Udfordringen blev taget op af hyrdedrengen David, der strakte Goliat til jorden med en sten fra sin slynge og dræbte ham med hans eget sværd. (1Sa 17:48-51) Israelitterne satte da efter de flygtende filistre og slog dem helt til Gat og Ekron. — 1Sa 17:52, 53.

Derefter fortsatte David med at føre sejrrige krige mod filistrene. Når han vendte hjem fra kampene, fejrede kvinderne sejren idet de sang: „Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder.“ (1Sa 18:5-7; se også 1Sa 18:25-27, 30; 19:8.)

Nogen tid derefter frelste David, skønt stadig forfulgt af Saul, den judæiske by Ke’ila fra filistæiske strejfskarer. (1Sa 23:1-12)

Da David var blevet salvet til konge over hele Israel, gjorde filistrene indfald i Refa’imlavningen (sydvest for Jerusalem), men led et ydmygende nederlag. (2Sa 5:17-21; 1Kr 14:8-12) En senere filistæisk offensiv endte også med sejr for Israel. (2Sa 5:22-25; 1Kr 14:13-16) I sin regeringstid udkæmpede David talrige andre slag med filistrene, og det lykkedes ham at undertvinge dem. Ved en lejlighed var det dog nær ved at koste ham livet. — 2Sa 8:1; 21:15-22; 1Kr 18:1; 20:4-8.