Det lader til at den første strygetændstik, som blev kaldt „strygelys“, blev opfundet i 1826 af englænderen John Walker, der var apoteker. Denne tændstik blev senere kaldt en Lucifer-tændstik, eller slet og ret en Lucifer. Hvorfor „Lucifer“? Fordi det er den latinske oversættelse af det græske ord for „lysbringer“ — fōsfoʹros! Det er det samme ord der i Andet Petersbrev 1:19 oversættes med „lysbærer“ eller „dagstjerne“! På nogle sprog, for eksempel spansk og portugisisk, kaldes jeg stadig for en fósforo.

I mellemtiden var kaliumklorat og gult fosfor blevet hovedbestanddele i satsen, hvilket både var giftigt og farligt. Med tiden blev de erstattet med blyoverilte (eller mønje med manganoverilte) og rødt fosfor. Dette mindskede også til en vis grad vanskelighederne i forbindelse med fremstillingen og brugen af tændstikker.

Fra træstamme til tændstik

Hvad fremstilles jeg af i dag? Min korte, spinkle, tørre krop kan være af grantræ, fyrretræ eller poppeltræ. Mit hoved består i regelen af fosforsulfid, klorat, jern- eller zinkoxid, knust glas og gummi eller lim.

Vi tændstikker er selvfølgelig ret forskellige, og det gælder i endnu højere grad de æsker vi ligger i. Jeg selv er en almindelig husholdningstændstik, men der findes også vokstændstikker (et typisk italiensk produkt hvor tændstikken er fremstillet af papir behandlet med voks). Så er der også sikkerhedstændstikken (der fremstilles med et hoved uden fosfor og som er så avanceret at den kun kan tændes når den stryges mod æskens strygeflade som indeholder fosfor).