En formel der ændrede verden

I september 1905 udgav Albert Einstein endnu en artikel, der blev betragtet som et matematisk tillæg til hans specielle relativitetsteori. Artiklen indeholdt formlen der i dag betragtes som synonymt med Einsteins arbejde, E=mc². Denne ligning udtrykker at den mængde energi der frigøres når et atom splittes, er lig med tabet af dets masse gange kvadratet på lysets hastighed.

[Diagram/illustrationer på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

E Energi

= er lig med

m masse

c² gange lysets hastighed kvadreret

c² er c gange c, eller 299.792 kilometer pr. sekund gange 299.792 kilometer pr. sekund

Da c² er et ufattelig stort tal (cirka 89.876.000.000 km²/sek²), kan en lille masse omdannes til en enorm mængde energi. Når et uranatom splittes, dannes der hurtigt to mindre atomer, men det mister også omkring 0,1 procent af sin masse; denne meget lille masse omdannes til en enorm mængde energi som frigives

Energi frigives

Omdannet til energi er blot et kilo af et hvilket som helst stof lig med:

◼ cirka 25 milliarder kilowatt-timer

◼ den energi en bil ville bruge for at køre 400.000 gange rundt om jorden

◼ den energi verdens største olietanker ville bruge for at sejle rundt om jorden 900 gange

◼ to dages elektricitetsforbrug i USA

Det modsatte er også tilfældet. At „danne“ blot ét atom kræver en ufattelig mængde energi