Det er endnu tidligt om morgenen da Jesus føres til landshøvdingens palads. Men jøderne som følger ham nægter at gå ind, da de tror at et sådant samkvem med hedninger vil besmitte dem. Imødekommende går Pilatus derfor ud til dem. „Hvilken anklage kommer I med mod dette menneske?“ spørger han.

„Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig,“ svarer de.

Pilatus, som helst vil blandes udenom, siger: „Tag I ham og døm ham efter jeres lov.“

Jøderne afslører deres morderiske tanker ved at sige: „Vi har ikke lov til at dræbe nogen.“ Nej, hvis de slog Jesus ihjel under påskehøjtiden ville der sikkert blive optøjer, da mange sætter stor pris på Jesus. Men hvis de kan få romerne til at henrette ham som følge af en politisk anklage, vil de over for folket kunne fralægge sig ethvert ansvar.

Uden at mæle ét ord om at de under retssagen om natten har dømt Jesus for gudsbespottelse, fremfører de religiøse ledere nu frit opdigtede anklager mod Jesus. De retter tre anklagepunkter imod ham: „Vi har fundet at denne mand [1] forleder vor nation til oprør og [2] forbyder betaling af skatter til kejseren og [3] siger at han selv er Kristus, en konge.“

Det er den sidste anklage der bekymrer Pilatus. Derfor går han ind i paladset igen, kalder Jesus til sig og spørger: „Er du jødernes konge?“ Pilatus spørger altså om Jesus har overtrådt loven ved at lade sig udråbe til konge i kejserens sted.

Jesus vil gerne have klarhed over hvor meget Pilatus har hørt om ham, så han spørger: „Er det ud fra dine egne ideer du siger dette, eller har andre fortalt dig om mig?“

Pilatus indrømmer at han ikke kender Jesus, men gerne vil have rede på kendsgerningerne. „Jeg er ikke jøde, vel?“ svarer han. „Din egen nation og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?“

Jesus forsøger ikke at bortforklare sin kongeværdighed. Det svar han nu giver, overrasker uden tvivl Pilatus.

Fra Pilatus til Herodes og tilbage igen

JESUS forsøger ikke at skjule for Pilatus at han er en konge, men han forklarer at hans rige ikke udgør en trussel mod Rom. „Mit rige er ikke en del af denne verden,“ siger han. „Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ Jesus giver således tre gange udtryk for at han har et rige, men at det ikke er et jordisk rige.

Pilatus går tættere på: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ Han vil vide om Jesus er en konge skønt hans rige ikke er en del af denne verden.

Jesus lader Pilatus forstå at han har draget den rette slutning. Han svarer: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“

Ja, selve formålet med at Jesus befinder sig på jorden er at han skal „vidne om sandheden“, især sandheden om sit rige. Jesus vil forblive trofast mod denne sandhed, om det så skal koste ham livet. „Hvad er sandhed?“ spørger Pilatus, uden dog at vente på svaret. Han har hørt nok til at kunne afsige sin dom.

Pilatus går igen ud til folkemængden, der venter uden for paladset. Åbenbart står Jesus ved hans side da han siger til de øverste præster og dem der er sammen med dem: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“

Vrede over denne afgørelse hævder folkeskarerne hårdnakket: „Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil.“

Jødernes blinde fanatisme må have overrasket Pilatus. Da de øverste præster og de ældste bliver ved med at råbe, vender han sig derfor mod Jesus og spørger ham: „Hører du ikke hvor mange ting de fremfører som vidnesbyrd imod dig?“ Men Jesus forsøger ikke at forsvare sig. Pilatus undrer sig over at han kan være så rolig trods de alvorlige beskyldninger.

Da Pilatus finder ud af at Jesus er fra Galilæa, øjner han en mulighed for at slippe for ansvaret. Herskeren over Galilæa, Herodes Antipas (søn af Herodes den Store), er i Jerusalem på grund af påsken, så Pilatus sender Jesus til ham.

Da Jesus vender tilbage kalder Pilatus de øverste præster, de jødiske ledere og folket sammen og siger: „I har bragt dette menneske til mig som en der tilskynder folket til oprør, og se, jeg har forhørt ham for jeres øjne, men jeg har ikke i dette menneske fundet nogen skyld med hensyn til det I anklager ham for. Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; og se, han har intet begået som fortjener døden. Jeg vil derfor tugte ham og frigive ham.“

Pilatus har nu to gange erklæret Jesus skyldfri. Han er opsat på at løslade ham, for han ved udmærket at det kun er på grund af misundelse at præsterne har udleveret ham. Desuden får Pilatus pludselig endnu en grund til at sætte Jesus fri. Mens han sidder på dommersædet sender hans hustru bud ud til ham og siger: „Hav intet med denne retfærdige mand at gøre, for jeg har lidt meget i dag i en drøm [øjensynlig af guddommelig oprindelse] på grund af ham.“

Men hvordan vil Pilatus få løsladt dette uskyldige menneske, sådan som han ved at han burde?

„Se! Mennesket!“

PILATUS er imponeret over Jesu optræden og erkender hans uskyld. Derfor forsøger han nu på en anden måde at få Jesus løsladt. „I [har] den skik at jeg skal give jer en fange fri ved påsken,“ siger han til folkemængden.

Barabbas, en berygtet morder, bliver også holdt fanget, så Pilatus spørger: „Hvem vil I have at jeg skal frigive jer, Barabbas eller Jesus, ham der kaldes Kristus?“

Ophidset af de øverste præster beder folkeskarerne om at få Barabbas frigivet og Jesus dræbt. Pilatus giver ikke op, men spørger igen: „Hvem af de to vil I have at jeg skal frigive jer?“

„Barabbas,“ råber de.

„Hvad skal jeg så gøre med Jesus, ham der kaldes Kristus?“ spørger Pilatus dybt rystet.

Af deres lungers fulde kraft råber de: „Lad ham blive pælfæstet!“ „Pælfæst! Pælfæst ham!“

Pilatus, der ved at de kræver en uskyldig mand henrettet, siger: „Jamen hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet noget hos ham der fortjener døden; jeg vil derfor tugte ham og give ham fri.“

Trods dette bliver den rasende folkemængde, ansporet af de religiøse ledere, ved med at skråle: „Lad ham blive pælfæstet!“ På grund af den oppiskede stemning som præsterne har skabt, ønsker pøbelen at se blod. Men blot fem dage tidligere har nogle af dem sikkert været med til at hylde Jesus som konge da han red ind i Jerusalem! Hvis Jesu disciple er til stede, forholder de sig tavse og gør sig ikke bemærket.

Da Pilatus ser at han ingen vegne kommer med sine appeller, men at der er ved at blive optøjer, tager han vand og vasker sine hænder i folkemængdens påsyn, og siger: „Jeg er uskyldig i dennes blod. Det bliver jeres sag.“ Folket svarer: „Hans blod komme over os og over vore børn.“

Da Pilatus er mere interesseret i at stille folkemængden tilfreds end i at gøre det der er rigtigt, bøjer han sig for folkets krav og frigiver Barabbas. Derefter lader han Jesus klæde af og piske. The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:

„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange enkelte eller flettede læderstrenge i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderstrengene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden rev pisken flænger i de dybereliggende muskler og efterlod sitrende strimler af blodigt kød.“

Efter denne brutale piskning bliver Jesus ført ind i landshøvdingens palads, hvor hele hærafdelingen er samlet. Her spotter soldaterne ham yderligere ved at flette en tornekrone og trække den ned over hovedet på ham. De anbringer en rørkæp i hans højre hånd og giver ham en kongelig, purpurfarvet klædning på. Derefter gør de nar af ham: „Vær hilset, du jødernes konge!“ De spytter også på ham og giver ham lussinger. Derefter river de rørkæppen ud af hans hånd og bruger den til at slå ham i hovedet med, hvorved de skarpe torne i hans ydmygende „krone“ drives endnu længere ind i hovedbunden.

Jesu påfaldende værdighed og styrke trods mishandlingen gør så stort et indtryk på Pilatus at han endnu en gang søger at få ham fri. „Se! Jeg fører ham ud til jer for at I skal vide at jeg ikke finder nogen skyld hos ham,“ siger han til folkemængden. Måske tror han at synet af Jesus efter torturen vil blødgøre deres hjerter. Med tornekronen på hovedet og iført den purpurfarvede yderklædning står Jesus foran den skånselsløse hob. Hans blødende ansigt er præget af smerte da Pilatus proklamerer: „Se! Mennesket!“

Ja, her står den betydeligste person i historien, det største menneske der nogen sinde har levet! Trods kvæstelserne viser Jesus en stille værdighed og ro der vidner om en storhed som selv Pilatus må anerkende, for hans ord afspejler tydeligvis en blanding af respekt og medlidenhed.

Overgivet og ført bort

DEN tavse værdighed Jesus viser, selv under tortur, gør indtryk på Pilatus, så denne prøver igen at få ham løsladt. Men det gør kun de øverste præster endnu mere vrede. Fast besluttede på at intet skal komme i vejen for deres onde planer, råber de igen: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“

„Tag I ham og pælfæst ham,“ svarer Pilatus. (Det er meget muligt at jøderne, i modsætning til hvad de har hævdet, har myndighed til at henrette nogle der har begået særlig alvorlige religiøse overtrædelser.) „Jeg finder ingen skyld hos ham,“ siger Pilatus. Det er mindst femte gang han erklærer Jesus skyldfri.

Da jøderne har set at deres politiske anklager ikke fører til noget, vender de nu tilbage til en religiøs anklage, den beskyldning om gudsbespottelse de brugte da Jesus stod over for Sanhedrinet. „Vi har en lov,“ siger de, „og efter den lov bør han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“

Denne anklage er ny for Pilatus, og den gør ham endnu mere bange. Han forstår allerede at Jesus ikke er noget almindeligt menneske; det fremgår både af hans hustrus drøm og af den usædvanlige karakterstyrke Jesus viser. Men „Guds søn“? Pilatus véd at Jesus stammer fra Galilæa. Men kan han have haft et tidligere liv? Pilatus tager ham med ind i paladset igen og spørger: „Hvor er du fra?“

Jesus forholder sig tavs. Han har allerede fortalt Pilatus at han er konge, men at hans rige ikke er en del af denne verden. Det ville ikke tjene noget formål at komme med yderligere forklaringer nu. Men det sårer Pilatus’ stolthed at Jesus nægter at svare, så han farer op over for Jesus og siger: „Taler du ikke til mig? Ved du ikke at jeg har myndighed til at frigive dig og jeg har myndighed til at pælfæste dig?“

„Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra,“ svarer Jesus respektfuldt. Han hentyder til at Gud har givet jordiske herskere myndighed til at forvalte forholdene her på jorden. Og han tilføjer: „Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd.“ Ja, ypperstepræsten Kajfas og hans medsammensvorne og Judas Iskariot — de har større skyld end Pilatus for den uret man gør mod Jesus.

Pilatus er mere og mere imponeret af Jesus, og bange for at han er af guddommelig oprindelse. Han forsøger igen på at få Jesus løsladt, men jøderne affejer ham, og nu vender de snedigt tilbage til deres politiske anklage: „Hvis du frigiver denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver som gør sig selv til konge, taler imod kejseren.“

På trods af denne slet skjulte trussel tager Pilatus igen Jesus med udenfor og appellerer: „Se! Jeres konge!“

„Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!“

„Skal jeg pælfæste jeres konge?“ spørger Pilatus desperat.

Jøderne har sukket og klaget under romernes herredømme, ja, de foragter romerne. Men nu hykler de øverste præster: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“

Af frygt for sin politiske stilling og sit ry giver Pilatus da endelig efter for jødernes ubønhørlige krav. Han overgiver Jesus.