„Hvad er sandhed?“

DE TO mænd der stod ansigt til ansigt kunne næppe være mere forskellige. Den ene var kynisk, ærgerrig, velhavende og rede til at gøre hvad som helst for at fremme sin politiske karriere. Den anden, en lærer, tog afstand fra rigdom og prestige, og han var villig til at ofre livet for andres skyld. Det er vist overflødigt at sige at de ikke havde samme livssyn. Især på ét punkt var de meget uenige — nemlig i spørgsmålet om hvad sandhed var.

Mændene var Pontius Pilatus og Jesus Kristus. Jesus var stillet for Pontius Pilatus som en gemen forbryder, og den egentlige årsag til dette — ja, selve årsagen til at han var kommet til jorden og havde udført sin tjeneste — havde til syvende og sidst at gøre med én ting: Sandheden. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.

Pilatus reagerede med et bemærkelsesværdigt spørgsmål: „Hvad er sandhed?“ (Johannes 18:38) Ønskede han virkelig et svar? Sikkert ikke. Jesus kunne besvare ethvert spørgsmål der blev stillet i oprigtighed, men han gav ikke Pilatus noget svar. Og ifølge Bibelens beretning forlod Pilatus audienssalen umiddelbart efter at han havde stillet spørgsmålet. Den romerske landshøvding har sikkert spurgt i kynisk mistro, som for at sige: ’Sandhed? Hvad er det? Der findes ikke nogen sandhed!’a

Dette skeptiske syn på sandhed er meget udbredt i dag. Mange tror at sandheden er relativ, eller med andre ord — at det der er sandt for én person, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for en anden, og at begge kan have „ret“. Denne holdning er så udbredt at der findes et ord for den: „Relativisme“. Er det også din holdning til begrebet sandhed? Hvis det er tilfældet, har du da taget denne holdning til dig uden at tænke den grundigt igennem? Ved du hvor stor indflydelse denne filosofi har på din tilværelse, uanset din personlige holdning?

Et angreb på sandheden

Pontius Pilatus var ikke den første til at sætte spørgsmålstegn ved tanken om en absolut sandhed. Nogle af fortidens græske filosoffer gjorde det praktisk talt til deres livsværk at docere tvivl. Parmenides (som anses for at være fader til den europæiske metafysik) hævdede fem hundrede år før Pilatus at sand kundskab var uopnåelig. Demokrit, der er blevet hyldet som „en af antikkens største filosoffer“, påstod: „Sandheden er dybt begravet. . . . Vi opfatter intet sikkert.“ Og den måske mest ansete af dem alle, Sokrates, sagde at det eneste han med sikkerhed vidste, var at han intet vidste.