Det er få der benytter sig af en gunstig lejlighed når den viser sig. Tænk for eksempel på den romerske landshøvding Pontius Pilatus fra det første århundrede. Der bød sig en enestående lejlighed for ham da de jødiske ledere overgav Jesus Kristus, den største lærer af sandheden som nogen sinde havde levet på jorden, til ham. Tænk hvilke spørgsmål Pilatus kunne have stillet! Tænk hvilke værdifulde sandheder han kunne have stiftet bekendtskab med! Interessant nok virkede Pilatus også nysgerrig da Jesus blev ført frem for ham, anklaget for at have påstået at han var „jødernes konge“.

„Er du jødernes konge?“ spurgte Pilatus.

„Mit rige er ikke en del af denne verden,“ svarede Jesus. „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ Her havde Pilatus sin gunstige lejlighed. Foran ham stod en mand hvis liv var et levende vidnesbyrd om Guds løfters sandhed, en mand som kunne og var villig til at give ham oplysninger som ingen anden kunne give ham. Men hvad svarede Pilatus? „Hvad er sandhed?“ Og uden at vente på svar „gik han igen ud til jøderne“. — Johannes 18:33-38.

Ja, Pilatus lod sandheden glide fra sig.

MÅSKE har Pontius Pilatus erkendt at det ville koste ham noget at tage imod sandheden. At blive en discipel af Kristus ville have betydet at han måtte antage Kristus som konge og utvivlsomt foretage store forandringer i moralsk henseende.