Allerede i 1870’erne havde broder Russell besøgt grupperne af bibelstudenter — små hvor blot to eller tre var forsamlede såvel som større — for at opbygge dem åndeligt. Enkelte andre brødre deltog i dette arbejde i 1880’erne. I 1894 begyndte Selskabet mere regelmæssigt at udsende kvalificerede talere som skulle hjælpe bibelstudenterne til at vokse i kundskab og i værdsættelse af sandheden og knytte dem tættere sammen.

Når det var muligt tilbragte taleren en eller måske flere dage sammen med hver gruppe, idet han holdt ét eller to offentlige foredrag og drøftede nogle af de dybere ting i Guds ord med brødrene ved mindre møder eller privat. Man stilede efter at få hver gruppe i De Forenede Stater og Canada besøgt to gange om året, dog ikke nødvendigvis af den samme broder. Ved udvælgelsen af disse rejsende talere blev der lagt vægt på beskedenhed, ydmyghed og en klar forståelse af sandheden, samt troskab mod den sande lære og evnen til at undervise med klarhed. De fik ingen betaling for deres tjeneste. De lokale brødre gav dem blot kost og logi, og Selskabet hjalp dem i nødvendigt omfang med rejseudgifterne. De blev kendt som pilgrimme.

Mange af disse rejsende repræsentanter for Selskabet var højt elskede af dem de betjente. A. H. Macmillan, en canadier, huskes som en broder for hvem Guds ord var „som en brændende ild“. (Jer. 20:9) Han måtte simpelt hen tale om ordet, og han gjorde det. Ja, han talte til forsamlinger ikke blot i Canada men også i mange dele af De Forenede Stater og i andre lande. En anden pilgrim, William Hersee, huskes især for den store opmærksomhed han viste børn og unge. Hans bønner gjorde også et varigt indtryk, fordi de afspejlede en åndelig dybde der rørte hjertet hos både ung og gammel.

Det var ikke let for pilgrimmene at rejse rundt i de dage. For at betjene en gruppe ved Klamath Falls i Oregon måtte Edward Brenisen således først rejse med tog, derefter en hel nat med diligence, og endelig med en stiv, knoglerystende hestevogn ud i bjergene til den gård hvor han skulle mødes med brødrene. Tidligt om morgenen dagen efter mødet lånte en broder ham en hest så han kunne ride de 100 kilometer til den nærmeste jernbanestation, hvorfra han kunne komme videre til det næste sted på sin rute. Det var et anstrengende liv, men pilgrimmenes indsats gav gode resultater. Jehovas tjenere blev styrket og forenet i deres forståelse af Guds ord, og de blev knyttet tættere sammen til trods for at de boede meget spredt.

I 1926 begyndte broder Rutherford at gennemføre nogle ændringer som betød at pilgrimmene ikke længere blot skulle være rejsende talere men blev rejsende tilsynsførende der samtidig skulle fremme menighedernes forkyndelse. For at fremhæve deres nye opgave blev de i 1928 kaldt regionale arbejdsledere (i Danmark: kredsdirektører).

Fra 1938 til 1941 var der regionstjenere som betjente lokale stævner hvor brødrene fra et begrænset område (en zone) samledes for at overvære et særligt program. Da dette arbejde blev genoplivet i 1946 blev disse rejsende tilsynsmænd kaldt sektionstjenere. I dag benævnes de områdetilsynsmænd.