Øen Coco — og dens historier om skjulte skatte

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I COSTA RICA

OMKRING 480 kilometer ud for Costa Ricas sydvestkyst ligger en ø som er kendt for sine historier om skjulte skatte. Nogle mener at Robert Louis Stevenson baserede sin berømte bog Skatteøen på fortællinger om sørøverskatte som lå begravet dér.

En røverhistorie om skjulte skatte

I en tid hvor international kommunikation og handel var afhængig af skibsfart, udgjorde væbnet røveri på åbent hav, eller sørøveri, en trussel mod samfundet. Sørøverne udgjorde også en fare for hinanden.

Når en lille kystby eller et skib var blevet plyndret, delte besætningen rovet imellem sig. Det betød at hver enkelt sørøver stod over for et vanskeligt problem. Hvordan kunne han sikre sig at den andel som han ganske uhæderligt var kommet i besiddelse af, ikke faldt i de andre sørøveres hænder? De fleste valgte at skjule skatten et hemmeligt sted i håb om senere at kunne vende tilbage for at hente den. Skattekortet, hvis kryptiske instrukser ingen andre end kortets tegner forstod, blev nøglen til at kunne finde skjulte skatte.

En af fortællingerne fra Coco handler om en gruppe sørøvere som efter flere vellykkede plyndringer af skibe og byer langs Mellemamerikas Stillehavskyst havde overlæsset deres skib med guld og ædelsten. På Coco var der rigeligt med ferskvand og en stor forsyning af kød (i slutningen af det 18. århundrede havde man indført grise på øen). Skibets kaptajn planlagde derfor at bruge Coco som base for sine sørøvertogter.

Ifølge én version af historien var man en hel dag om at dele byttet, og guld blev udmålt i kander. Drevet af frygt for at miste deres rigdom til begærlige kammerater valgte alle sørøverne at grave deres andel ned et eller andet sted på øen. Med reb klatrede de op ad klipperne langs øens kyst og forsvandt ind i tropeskoven. Mens nogle forlod sig på deres hukommelse, vendte andre tilbage med kort som ingen andre end de selv kunne tyde. Alle disse udmattende anstrengelser var dog til ingen nytte. Ifølge den videre beretning sejlede sørøverne bort i deres galeon for at skaffe sig mere rigdom. Af frygt for at nogle af sørøverne ville begå mytteri, satte kaptajnen de mistænkte oprørere af på land og sejlede væk. Han håbede at disse ville blive genkendt som sørøvere for derefter at blive hængt, og det var meget tæt på at gå sådan. Men han tog ikke højde for de to mest fremtrædende besætningsmedlemmers evne til at forhandle sig frem til en aftale med de myndigheder der ønskede at fange kaptajnen. Den engelske flåde sendte et skib af sted som hurtigt indhentede galeonen, og kaptajnen samt hans mandskab blev taget til fange og henrettet.