Israelitterne blev tvunget til at arbejde hårdt som slaver. Jehova sendte Moses og Aron til Farao med den her besked: ‘Lad mit folk tage afsted så de kan tilbede mig i ørkenen.’ Farao svarede overlegent: ‘Jeg er ligeglad med hvad Jehova siger; jeg vil ikke lade israelitterne gå.’ Så tvang Farao israelitterne til at arbejde endnu hårdere. Jehova besluttede at give Farao en lærestreg. Ved du hvordan han gjorde det? Han sendte ti plager over Egypten. Jehova sagde til Moses: ‘Farao hører ikke på mig. I morgen tidlig er han nede ved Nilen. Gå ned og sig til ham at fordi han ikke har ladet mit folk tage afsted, vil alt vandet i Nilen blive til blod.’ Moses adlød og gik ned til Farao. For øjnene af Farao slog Aron på Nilen med sin stav, og så blev floden til blod. Floden begyndte at stinke, fiskene døde, og man kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Men Farao nægtede stadig at lade israelitterne gå.

Syv dage senere sendte Jehova Moses tilbage til Farao med den her besked: ‘Hvis du ikke lader mit folk tage afsted, vil Egypten blive fyldt med frøer.’ Farao lod ikke folket tage afsted, så Aron løftede sin stav, og der begyndte at komme frøer i hele landet. Der var frøer i folks huse, i deres senge og der hvor de lavede mad. Det vrimlede med frøer! Farao lovede at han ville lade israelitterne gå hvis Moses fik Jehova til at stoppe plagen. Så Jehova stoppede plagen, og egypterne samlede de døde frøer sammen i bunker. Hele landet kom til at stinke. Men igen ville Farao ikke lade folket tage afsted.

Så sagde Jehova til Moses: ‘Få Aron til at slå på jorden med sin stav, og så vil jordens støv blive til myg.’ Med det samme kom der myg overalt. Nogle af Faraos egne tjenere sagde til ham: ‘Den her plage kommer fra Gud.’ Men Farao ville stadig ikke lade israelitterne tage afsted.

Moses og Aron gik til Farao for at fortælle ham hvad Gud havde sagt: ‘Hvis du ikke lader mit folk gå, sender jeg stikfluer over landet.’ Sværme af stikfluer trængte ind i alle egypternes huse, både hos de rige og de fattige. Hele landet var fyldt med stikfluer. Men i Goshen, det område hvor israelitterne boede, var der ingen stikfluer. Fra nu af ville plagerne kun ramme egypterne. Farao sagde til Moses: ‘Bed Jehova om at fjerne de her fluer. Dit folk må godt tage afsted nu.’ Men da Jehova fjernede stikfluerne, ombestemte Farao sig. Ville Farao nogensinde blive klogere?

Jehova sagde: ‘Hvis Farao ikke lader mit folk tage afsted, vil egypternes dyr blive syge og dø.’ Dagen efter begyndte deres dyr at dø, men israelitternes dyr døde ikke. Alligevel var Farao stædig og ville ikke give sig.

Så sagde Jehova til Moses at han skulle gå tilbage til Farao og kaste aske op i luften. Asken blev til støv der fyldte luften, og det faldt ned og lagde sig på alle egypterne. På grund af støvet fik alle egypterne og deres dyr nogle sår der gjorde meget ondt. Men ikke engang dét fik Farao til at lade israelitterne gå.

Jehova sendte Moses tilbage til Farao med den her besked: ‘Nægter du stadig at lade mit folk tage afsted? I morgen vil jeg lade det hagle i hele landet.’ Den næste dag sendte Jehova hagl, torden og ild over landet. Det var det værste uvejr der nogensinde havde været i Egypten. Alle træer og planter blev ødelagt, men ikke i Goshen. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at få det til at holde op! Så kan I tage afsted.’ Men så snart det stoppede med at hagle og regne, ombestemte Farao sig igen.

Så sagde Moses: ‘Nu vil der komme græshopper og spise alle de planter der ikke blev ødelagt i haglvejret.’ Millioner af græshopper spiste alt hvad der var tilbage på markerne og på træerne. Farao sagde: ‘Bed Jehova om at fjerne græshopperne.’ Men selv efter at Jehova havde fjernet dem, var Farao lige så stædig som før.

Jehova sagde til Moses: ‘Ræk din hånd op mod himlen.’ Med det samme blev himlen fuldstændigt mørk. I tre dage kunne egypterne ikke se noget som helst. Det var kun israelitterne der havde lys der hvor de boede.

Farao sagde til Moses: ‘Du og dit folk kan gå. Men I skal lade jeres dyr blive her.’ Moses sagde: ‘Vi er nødt til at have vores dyr med så vi kan ofre dem til vores Gud.’ Farao blev meget vred. Han råbte: ‘Forsvind herfra! Hvis jeg ser dig igen, slår jeg dig ihjel!’

Moses lovede Farao at han ikke ville komme mere. Men før han gik, sagde han til Farao: ‘Ved midnat vil alle de førstefødte børn i Egypten dø, lige fra Faraos søn til slavernes sønner.’

Jehova sagde til israelitterne at de skulle spise et særligt måltid. Han sagde: ‘I skal slagte et lam eller et gedekid der er et år gammelt, og smøre noget af dyrets blod omkring jeres dør. Steg kødet, og spis det sammen med usyrnet brød. Hav jeres sandaler på, og vær klædt på så I er klar til at tage afsted. I nat vil jeg befri jer.’ Kan du forestille dig hvor spændte israelitterne må have været?

Ved midnat kom Jehovas engel til alle husene i Egypten. I de huse hvor de ikke havde smurt blod omkring døren, døde den førstefødte. Men englen gik forbi de huse hvor der var blod på. Alle egyptiske familier, både rige og fattige, mistede et barn. Men ikke ét af israelitternes børn døde.

Selv Faraos egen søn døde. Nu havde Farao fået nok. Han sagde med det samme til Moses og Aron: ‘Tag afsted. Rejs væk herfra, og tilbed jeres Gud. Tag jeres dyr og rejs!’

I lyset fra fuldmånen vandrede israelitterne ud af Egypten, delt op efter familie og stamme. Der var 600.000 israelitiske mænd og mange kvinder og børn. Og der var mange andre der rejste afsted sammen med dem, for de ville også tjene Jehova. Nu var israelitterne endelig frie!

For at huske hvordan Jehova havde reddet dem, skulle de hvert år spise det her særlige måltid. Højtiden blev kaldt påske, som betyder ‘at gå forbi’.