I Babylon gav Jehova profeten Ezekiel et syn hvori han sammenlignede israelitterne med tørre knogler der lå på en slette. Da Ezekiel i synet talte profetisk til knoglerne, samledes de mirakuløst, og der kom kød på dem. Så profeterede han for vinden, og den bragte ånde i legemerne så de rejste sig og blev til en talrig hær. Jehova forklarede at synet gjaldt israelitterne, der under landflygtigheden i Babylon var som et folk hvis håb var forsvundet. (Ez 37:1-11)

Gud havde tilladt dette på grund af israelitternes frafald, men en dag ville han huske dem og indgive dem sin ånd, som på ny ville gøre dem levende, og han ville føre dem tilbage så de igen kunne bosætte sig i det forjættede land. — Ez 37:12-14.