Væskemængden kan erstattes uden at man bruger fuldblod eller blodplasma.a Der findes forskellige væsker uden blod som kan bruges med effektiv virkning. Den simpleste er saltvand, som både er billigt og forligeligt med menneskeblod. Desuden er der væsker med specielle egenskaber, såsom dextran (Macrodex), Haemaccel og Ringer-laktat. Et nyere plasmaerstatningsmiddel er hydroxyethyl-stivelseopløsning (HES), der ved forbrændinger „trygt kan anbefales til de patienter som afviser blodprodukter“. (Journal of Burn Care & Rehabilitation, januar/februar 1989) Sådanne væsker har afgjorte fordele. „Krystalloidopløsninger [som almindeligt saltvand og Ringer-laktat], dextran og HES er forholdsvis ugiftige og billige, nemme at fremskaffe, kan opbevares ved stuetemperatur, kræver ingen forligelighedsprøver og indebærer ingen risiko for transfusionsoverførte sygdomme.“ — Blood Transfusion Therapy — A Physician’s Handbook, 1989.

Hertil spørger du måske: ’Hvordan kan erstatningsvæsker der ikke indeholder blod være tilstrækkelige, når man behøver røde blodlegemer for at få ilt transporteret rundt i kroppen?’ Jo, som allerede nævnt har man iltbærende reserver. Hvis man mister blod, sættes en forunderlig kompensationsmekanisme i gang. Hjertet pumper mere blod ved hvert slag. Eftersom det mistede blod er blevet erstattet med en egnet væske, strømmer det nu fortyndede blod lettere, selv i de små blodkar. Og der sker kemiske forandringer som bevirker at der afgives mere ilt til vævene. Denne tilpasning er så effektiv at selv om man kun har halvdelen af sine røde blodlegemer tilbage, kan der stadig afgives 75 procent af den normale iltmængde. En patient som er i hvile, bruger kun 25 procent af den ilt der er til rådighed i blodet. Og de fleste former for narkose nedsætter legemets behov for ilt.

Britiske læger anvendte denne metode over for en kvinde der havde mistet så meget blod at „hendes hæmoglobin faldt til 1,8 g/dl. Hun blev med held behandlet . . . [med] høje iltkoncentrationer og transfusioner af gelatineopløsning [Haemaccel]“. (Anaesthesia, januar 1987)