Nogle tænkere der søgte at videreudvikle Platons lære og formulere den som en helhed, gav i løbet af det tredje århundrede efter vor tidsregning deres filosofiske og religiøse lære den endelige udformning, der i dag er kendt som nyplatonismen. Denne åndsretning fik stærk indflydelse på den frafaldne kristendom.

Plotinos (205-270), der var forløber for sådanne tænkere, udarbejdede et system der i hovedsagen hvilede på Platons idélære. Desuden indførte han tanken om en sjæl der var adskilt fra legemet. Professor E. W. Hopkins skriver: „Hans teologi . . . fik ikke så ringe en indflydelse på de mænd der blev toneangivende for den kristne opfattelse.“

„Den helleniserede kristendom“ og „den kristne filosofi“

Fra og med det andet århundrede gjorde „kristne“ filosoffer en målrettet indsats for at få intellektuelle hedninger i tale. Trods apostelen Paulus’ tydelige advarsel mod „den tomme snak som krænker det der er helligt“ og „modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“, blandede de deres lære med filosofiske begreber fra den omgivende hellenistiske kultur. (1 Timoteus 6:20) Filons eksempel indgav nogle den tanke at man kunne slå bro mellem Bibelen og Platons idéer. — Jævnfør Andet Petersbrev 1:16.

Det skete naturligvis på bekostning af Bibelens uforfalskede budskab. „Kristne“ lærere prøvede at vise at kristendommen stemte med den græsk-romerske humanisme. Clemens af Alexandria og Origenes (fra det andet og tredje århundrede) gjorde nyplatonismen til idégrundlag for det der skulle blive kaldt „den kristne filosofi“. Ambrosius (339-397), biskop af Milano, havde „tilegnet sig den nyeste græske lærdom, både den kristne og den hedenske — især værker af . . . den hedenske nyplatoniker Plotinos“. Hans hensigt var at give dannede romere en klassisk udgave af kristendommen. Augustin fulgte trop.

Hundrede år senere forsøgte Dionysios Areopagitten (også kaldet Pseudo-Dionysios), der sandsynligvis var en syrisk munk, at forene nyplatonisk filosofi med „kristen“ teologi. Ifølge et opslagsværk „satte hans skrifter et umiskendeligt nyplatonisk præg på væsentlige dele af middelalderens kristne troslære og åndsliv . . . et præg som har været bestemmende for en del af lærens religiøse og andagtsmæssige karakter helt op til nutiden“. Skamløst tilsidesatte man apostelen Paulus’ advarsel mod „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. — Kolossenserne 2:8.

En nedbrydende afsmitning

Et leksikon siger: „De kristne platonikere lagde først og fremmest vægt på åbenbaring og betragtede platonisk filosofi som det mest anvendelige middel til forståelse og forsvar af Skriftens og kirketraditionens lære.“

Platon havde personligt været overbevist om at der findes en udødelig sjæl. Betegnende nok var denne tanke en af de mest fremtrædende af dem der blev listet ind i den „kristne“ teologi. At denne lære gjorde kristendommen mere tiltalende for de brede lag, berettigede den ikke til at blive antaget som kristen. Da apostelen Paulus forkyndte i den græske kulturs hovedby, Athen, fremførte han ikke Platons lære om sjælen, men den kristne lære om opstandelsen, til trods for at mange af hans græske tilhørere havde svært ved at forlige sig med hvad han sagde. — Apostelgerninger 17:22-32.

Bibelen lærer i modsætning til den græske filosofi tydeligt at sjælen ikke er noget man har, men noget man er. (1 Mosebog 2:7) Ved døden ophører sjælen med at eksistere. (Ezekiel 18:4) I Prædikeren 9:5 står der: „De levende ved . . . at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt.“ Nej, Bibelen lærer ikke at sjælen er udødelig.

En anden bedragerisk lære gik ud på at Jesus i sin førmenneskelige tilværelse var ligestillet med sin Fader. I den forbindelse oplyser bogen The Church of the First Three Centuries: „Treenighedslæren . . . stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og kristne skrifter.“ Hvilken kilde? „Den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske idéer,“ svarer bogen.

Efterhånden som kirkefædrene i højere og højere grad blev påvirket af nyplatonismen, vandt treenighedslærens tilhængere terræn. Det tredje århundredes nyplatoniske filosofi satte dem øjensynlig i stand til at forlige det uforligelige, at skildre en treenig Gud som én Gud. Ved hjælp af filosofiske ræsonnementer fremførte de den påstand at tre personer kan udgøre én Gud og samtidig bevare deres individualitet!

Det fremgår imidlertid klart af Bibelen at Jehova alene er den almægtige Gud, at Jesus er hans søn, som er skabt af ham og står under ham, og at den hellige ånd er Guds virksomme kraft. (5 Mosebog 6:4; Esajas 45:5; Apostelgerninger 2:4; Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14) Treenighedsdogmet vanærer den eneste sande Gud og forvirrer folk ved at gøre Gud ubegribelig for dem så de vender ham ryggen.

Nyplatonismens indflydelse på den kristne tankegang gjorde også det håb om tusindårsriget som Bibelen fremholder, til intet. (Åbenbaringen 20:4-6) Origenes var kendt for at fordømme dem der så frem til dette rige. Hvorfor var han så afvisende over for den bibelsk velbegrundede lære om Kristi tusindårige herredømme? The Catholic Encyclopedia svarer: „På grund af nyplatonismen, som [Origenes] havde baseret sine læresætninger på, . . . kunne han ikke holde med millenaristerne.“