Den mest bemærkelsesværdige vækst fandt imidlertid sted i den østlige del af landet. Leveforholdene var ekstremt vanskelige. En kredstilsynsmand beretter at han efter at være ankommet dertil i 1947, ikke blot så nedbrændte huse men hele boligområder der var blevet ødelagt. Brødrene boede i beskyttelsesrum. Menighederne voksede ikke desto mindre med forbløffende hast. I løbet af 1945 og 1946 voksede menigheden i Teresin ofte med 15 til 20 forkyndere om måneden. Én måned kom der 42 nye forkyndere! I 1947 havde den allerede 240 forkyndere. Menigheden i Alojzów var på 190 forkyndere.

Flere forkyndere — både enkeltpersoner og hele familier — besluttede sig for at flytte til et område der i årevis havde været beboet af tyskere men som efter krigen kom til at udgøre det vestlige Polen. Mange polakker som havde boet i det der inden krigen havde været Østpolen, men som nu var blevet annekteret af Sovjetunionen, flyttede også til dette område i vest. Folk i disse nyligt beboede områder reagerede positivt på sandheden.

En af dem der frivilligt rejste til disse områder og forkyndte nidkært var Stanisław Kocieniewski, der senere blev rejsende tilsynsmand. Da han efter krigen vendte tilbage fra fængselsopholdet i en tysk arbejdslejr, var han totalt afkræftet. Men efter at han var kommet til hægterne var han ivrig efter igen at gå i gang. Han flyttede derfor med sin familie til byen Jelenia Góra, hvor de var den første familie af Jehovas vidner der slog sig ned. Senere sluttede andre sig til dem, og inden længe blev der oprettet en menighed. I dag er der ni menigheder i denne by.