Dér stod Wilhelm Scheider og Manfred Licnierski, to medkristne som jeg havde troet var døde kort efter at jeg sidst havde set dem.

Efter at jeg i nogen tid havde stået med åben mund og stirret vantro på dem, spurgte broder Scheider om ikke jeg havde tænkt mig at invitere dem indenfor. Vi brugte resten af dagen og det meste af aftenen til at genopfriske vort venskab og genkalde os hvordan Jehova Gud havde beskyttet os under vort fangenskab.

Andre fanger hjalp mig tilbage til barakken, og her mødte jeg for første gang broder Scheider. Jeg fik senere at vide at han inden krigen havde været landstjener på afdelingskontoret i Polen. Han talte længe med mig og forklarede at hvis jeg mistede troen på Jehova ville jeg dø! Jeg følte at Jehova havde sendt ham for at styrke mig. Hvor er det sandt når der i Ordsprogene 17:17 siges: „[Der] er en broder som er født med henblik på trængselen.“

Min tro var på det tidspunkt blevet svækket, og broder Scheider henledte min opmærksomhed på Hebræerbrevet 12:1. Her får kristne at vide at de skal vogte sig for den synd som let omklamrer dem, nemlig mangelen på tro. Han hjalp mig til at huske på de troshelte der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, og til at analysere min tro i sammenligning med deres. Fra da af holdt jeg mig så nær som muligt til broder Scheider, og til trods for at han var 20 år ældre blev vi meget nære venner.

Troen prøves til det yderste

I vinteren 1944 nærmede russerne sig Stutthof. Den tyske lejrkommandant besluttede at flytte fangerne inden russerne kom. Tyskerne sendte omkring 1900 af os fanger ud på en 280 kilometer lang march til Słupsk. Da vi var nået halvvejs var der kun omkring 800 tilbage. Under hele marchen havde vi hørt en del skyderi, så resten var tilsyneladende blevet skudt eller var flygtet.

I begyndelsen af turen havde vi hver fået 450 gram brød og 220 gram margarine. Mange spiste straks det de fik udleveret. Jeg rationerede imidlertid mit så godt jeg kunne, for jeg vidste at turen kunne tage omkring to uger. Der var kun cirka ti Jehovas vidner blandt fangerne, og broder Scheider og jeg holdt sammen.

Broder Scheider blev syg på turens anden dag. Fra da af måtte jeg praktisk talt bære ham, for hvis vi stoppede op ville vi blive skudt. Broder Scheider sagde til mig at Jehova havde besvaret hans bønner ved at jeg var der til at hjælpe ham. På den femte dag var jeg så træt og sulten at jeg ikke følte at jeg kunne gå et skridt længere, og da slet ikke bære broder Scheider. Han var også blevet svagere fordi han ikke fik nok at spise.

Den selv samme eftermiddag sagde broder Scheider til mig at han måtte hen og forrette sin nødtørft, og jeg bar ham derfor over til et træ. Jeg holdt øje med at de tyske vagter ikke opdagede os. Der gik cirka et minut, hvorefter broder Scheider vendte sig om med et brød i hånden. „Hvor fik du det fra?“ spurgte jeg. „Hang det på træet eller hvad?“

Han fortalte at mens jeg havde vendt ryggen til var der kommet en mand som havde givet ham brødet. Det virkede ejendommeligt eftersom jeg ikke havde set nogen. På det tidspunkt var vi så sultne at vi ikke satte spørgsmålstegn ved hvordan det var blevet afleveret. Men jeg må sige at fra da af fik den bøn Jesus lærte os at bede om det daglige brød, meget større betydning for mig. (Mattæus 6:11) Vi kunne ikke have overlevet en dag til uden det brød. Jeg tænkte også på salmistens ord: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ — Salme 37:25.

Efter omkring en uge, hvor vi næsten var nået halvvejs til Słupsk, gjorde vi holdt ved en af Hitlers ungdomslejre. Her skulle vi samles med fanger fra andre lejre. Broder Licnierski havde fået tyfus og blev anbragt i en særlig barak for syge fanger. Hver aften listede jeg ud af den barak jeg boede i og gik hen til broder Licnierski. Hvis jeg var blevet opdaget var jeg blevet skudt, men det var vigtigt for mig at gøre hvad der stod i min magt for at få slået hans feber ned. Jeg gjorde en klud våd og sad ved ham og tørrede hans pande. Derefter listede jeg tilbage til min egen barak. Broder Scheider fik også tyfus og blev anbragt i den samme barak som broder Licnierski.

Vi fik at vide at tyskerne planlagde at føre os ud til Østersøen, bringe os om bord på en båd og transportere os til Danmark. Men russerne kom nærmere og nærmere. Eftersom tyskerne blev mere og mere bange og begyndte at flygte, greb nogle fanger lejligheden til at stikke af. Tyskerne beordrede mig til at tage af sted, men eftersom broder Scheider og broder Licnierski var for syge til at rejse og jeg ikke var i stand til at bære dem, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tog af sted mens jeg bad Jehova om at tage sig af disse kære brødre.

Russerne rykkede ind i lejren en time efter at jeg var taget af sted. En soldat fandt broder Scheider og broder Licnierski og gav en tysk kvinde der boede på en gård i nærheden, påbud om hver dag at give dem kyllingesuppe indtil de var kommet til hægterne. Kvinden sagde til soldaten at tyskerne havde taget alle hendes kyllinger. Han sagde så til hende at hvis hun ikke bespiste disse mænd ville han dræbe hende. Det er overflødigt at bemærke at hun omgående fandt nogle kyllinger, og mine kære brødre var på vej til at blive helbredt!

Troen bliver fortsat styrket

Mens vi sad i min moders dagligstue talte vi om disse og andre ting vi havde oplevet til de tidlige morgentimer. Brødrene blev et par dage, hvorefter de tog videre for at komme hjem. Broder Scheider genoptog mange af sine tidligere ansvarsopgaver, og det var for en stor del ham Jehova benyttede til at reorganisere forkyndelsesarbejdet i Polen. Men på grund af kommunisternes magtovertagelse blev det meget svært at forkynde.