Som allerede nævnt havde en embedsmand i distriktssikkerhedskontoret i Łódź i februar 1946 forsøgt at hyre Jehovas vidner til at spionere mod den katolske kirke, hvilket de havde nægtet. Da en agent fra det hemmelige politi fire måneder senere igen opsøgte afdelingskontoret, insisterede han på at brødrene rettede sig efter politiet, og han lovede at Jehovas vidner ville få lov at holde møder i de bedste sale hvis de samarbejdede. Hvis ikke ville det få alvorlige konsekvenser. „Ingen kan standse os,“ sagde han truende da han gik.

I nogle personlige notater om disse år skrev broder Behunick: „Nu, i 1949, er arbejdet på afdelingskontoret allerede bedre organiseret. Der er større samarbejde mellem menighederne. Vi har allerede tre områder, og i juni nåede vi op på 13.699 forkyndere, hvilket er dobbelt så mange som i 1947 da vi [missionærer] ankom. Der er 710 aktive menigheder, og 45 medarbejdere på afdelingskontoret. Vor virksomhed tolereres og forkyndelsen fra hus til hus fortsætter.“

I 1949 havde Jehovas Vidners virksomhed faktisk været tolereret længere end forventet. Et år tidligere, i 1948, havde justitsministeren talt over emnet „Religionsfrihed i Sovjetunionen“. Under sin tale, der blev holdt i domhuset i Łódź, erklærede han at religiøse minoriteter i Sovjetunionen ensidigt og frivilligt havde opløst sig selv og sluttet sig til den kirke der var officielt anerkendt af staten. Jehovas Vidner forstod at denne ’frivillige opløsning’ af religiøse minoriteter i Sovjetunionen betød at noget lignende inden længe ville finde sted i Polen. De begyndte derfor at forberede sig på at arbejde under jorden.

I overensstemmelse med en ny lov om foreninger havde Jehovas Vidner samtidig indsendt et forslag til Vagttårnsselskabets love hvori Selskabets aktiviteter var beskrevet. De anmodede om at blive juridisk registreret i overensstemmelse med de nye retsregler.

Om natten den 21. april 1950 brød en stor gruppe UB-agenter ind gennem et vindue på afdelingskontoret i Łódź og gennemførte en razzia. Man hævdede at betelmedarbejdere spionerede for De Forenede Stater og „med magt forsøgte at omstyrte regeringen i Den Polske Folkerepublik“. UB-agenterne gennemsøgte omhyggeligt bygningerne for at finde beviser. Man fandt selvfølgelig intet. Men papirer der beskrev Jehovas Vidners religiøse aktivitet blev konfiskeret. Den følgende dag blev Selskabets ledere arresteret.

De der blev ladt tilbage på afdelingskontoret besluttede at trykke så mange blade som muligt og sende dem ud til menighederne. De opbrugte hele papirlageret, omkring 20 tons, og sendte publikationerne ud. Derefter skjulte de duplikatoren og andre maskiner, samt arkiver. Det krævede mod at fortsætte med at arbejde på afdelingskontoret under disse forhold. Mens dette foregik modtog man breve fra personer der tilsyneladende var interesserede og som bad brødrene om at møde dem bestemte steder i byen. Det egentlige mål var imidlertid at lokke brødrene ud på gaden, og nogle betelbrødre blev faktisk kidnappet. Herefter forlod de andre kun Betel i store grupper.

Om aftenen den 21. juni blev der igen gennemført en razzia på Betel. Denne gang blev næsten alle arresteret. Brødrene blev anbragt på en åben lastbil og kørt gennem Łódź. Vagterne hånede dem og sagde at det var ligesom at tage på en skovtur. „Jamen så lad os synge,“ foreslog en broder. Og pludselig begyndte disse modige tjenere for Jehova at synge uden at ænse vagternes protester: „Den som er trofast, lydig og ærlig, kan sig for frygten befri.“