Senere ansøgte nogle brødre om at komme til Polen for at overvære områdestævnet dér i 1988. Ifølge deres papirer skulle de besøge familie og venner. Til deres store overraskelse godkendte myndighederne deres ansøgninger. De polske brødre uddelte gavmildt bøger og blade til deres ukrainske gæster. Da de ukrainske brødre på hjemturen fik deres bagage undersøgt ved grænsen, lod man dem i de fleste tilfælde beholde den bibelske litteratur. På den måde lykkedes det at få bibler og andre publikationer ind i landet.

Det følgende år inviterede de polske brødre mange flere fra Ukraine til at komme på besøg. I 1989 kunne tusindvis af brødre på den måde overvære tre internationale stævner i Polen og tage endnu mere litteratur med hjem til Ukraine.

Året efter fik tusinder af Jehovas Vidner myndighedernes officielle tilladelse til at overvære områdestævnet i Polen. Da brødrene skulle have deres rejsepapirer godkendt, fortalte de — stolt og med strålende øjne — at de skulle til Polen, ikke for at besøge familie og venner, men for at overvære Jehovas Vidners områdestævne.

Dette stævne i Warszawa var noget ganske særligt for de delegerede fra Ukraine. De græd af glæde — glæde over at mødes med deres trosfæller, glæde over at modtage firfarvede eksemplarer af publikationerne på deres eget sprog og glæde over frit at kunne samles. De polske brødre viste dem stor gæstfrihed og forsynede dem med alt hvad de havde brug for.

Mange som tidligere havde siddet fængslet sammen, mødtes nu igen for første gang ved stævnet i Warszawa. Over et hundrede Jehovas Vidner fra den „særlige“ lejr i Mordova — hvor flere hundrede brødre havde været anbragt — mødtes ved dette stævne. Mange af dem stod bare og så på hinanden mens de græd af glæde. En forkynder fra Moldova som i fem år havde delt fængselscelle med Bela Mejsar, kunne ikke kende ham. Hvorfor ikke? „Sidst jeg så dig, var du i en stribet fangedragt, men nu har du jakkesæt og slips på!“ udbrød han.

Da de sendte os til Sibirien, fik vi at vide at vi aldrig ville komme derfra. Vi kunne slet ikke forestille os at vi nogen sinde ville få friheden igen. Når vi i Vagttårnet læste om stævner i andre lande, bad vi Jehova om at vi blot én gang i vores liv måtte få mulighed for at overvære sådan et stævne som man havde i andre lande. Og tænk sig, den velsignelse har Jehova givet os. I 1989 havde vi mulighed for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne i Polen. Det er umuligt at beskrive den store glæde vi følte, og den skønne oplevelse det var at være der.

Brødrene i Polen tog kærligt imod os. Vi var der i fire dage. Vi overværede et stævne! Det var en fryd at lære mere om Jehova og at modtage vejledning fra Guds ord. Vi var så lykkelige. Vi fortalte andre om hvad vi havde oplevet. Selv om stævnedeltagerne var fra mange forskellige lande, var de alle vores brødre! Når vi gik rundt på stadion, var der en fredfyldt atmosfære. Efter alt det vi havde været igennem — i den lange periode med forbud — var det som om vi allerede var i den nye verden. Der var ingen der bandede, og alt var rent og smukt. Efter programmet blev vi på stadion. Vi skyndte os ikke derfra, men blev der og talte med brødrene. Der var også nogle der kunne tolke hvis vi ikke forstod hinanden. Og selv om vi ikke kunne tale samme sprog, kyssede vi hinanden. Vi var lykkelige.