Kort efter min løsladelse i 1952 mødte jeg Nela, en nidkær pionersøster. Hun havde været pioner i det sydlige Polen. Senere havde hun arbejdet i et af „bagerierne“, et hemmeligt sted hvor publikationerne blev trykt. Det var hårdt, og man måtte være agtpågivende og selvopofrende.

Ansvaret for „bagerierne“

På den tid var det områdetilsynsmændene der havde ansvaret for „bagerierne“, som lå på afsidesliggende steder. Vi havde konstant politiet lige i hælene i deres forsøg på at finde og stoppe vores trykkevirksomhed. Nogle gange lykkedes det dem, men vi kom aldrig til at mangle den nødvendige åndelige føde. Det var et klart vidnesbyrd om at Jehova tog sig af os.

De der blev anmodet om at foretage det hårde og farlige arbejde med at trykke publikationerne, måtte være loyale, agtpågivende, selvopofrende og lydige. Det var sådanne egenskaber som var grundlaget for at et „bageri“ fortsat kunne fungere sikkert. Det var også vanskeligt at finde egnede lokaliteter til vores undergrundstrykkerier. I nogle situationer havde vi steder der var egnede, men her var brødrene ikke forsigtige nok. Andre gange var situationen omvendt. Brødrene var villige til at bringe usædvanlige ofre. Jeg værdsætter virkelig alle de brødre og søstre jeg havde det privilegium at samarbejde med.